Euro-pagt: EU indfører en fælles økonomisk regering

Kommunistisk Politik 6, 2011

EU- konstruktionen har aldrig været berømt for åbne og demokratiske beslutninger. Tværtimod er EU kendt for en uoverskuelig beslutningsproces, hvor langt det meste foregår i det skjulte. Tankerne udtænkes af storkapitalens repræsentanter i lukkede netværk, som European Round Table of Industrialists. Stormagterne forhandler de overordnede rammer på plads i deres lukkede netværk, som f.eks. G20.

Den konkrete udformning af traktater, love og regulativer forhandles på plads i lukkede udvalg, bestående af højt betalte embedsmænd og lobbyister. Til sidst er der en skueproces med en næsten åben politisk afhandling mellem EU-parlamentet og kommissionen.

Det er nogenlunde sådan vi kender EU systemet, som et reaktionært system for håndtering af vekslende interesser og modsætninger og fælles forståelse mellem stormagter og Europas største virksomheder. Befolkningerne og arbejderklassen er den store fælles fjende.

De nyligt afholdt topmøder har til gengæld helt sprunget den åbne politiske tur gennem EU- parlamentet over. På en måned har medlemslandenes stats- og regeringschefer i samarbejde med EU-præsident Herman van Rompuy gennemført forhandlingerne omkring en ny pagt for euroen i al hemmelighed, og lagt et endeligt udkast frem til vedtagelse og øjeblikkelig ikrafttræden (!) på Det Europæiske Råds møde den 24.-25. marts.

Den lille gruppe mænd og kvinder på magtens top i EU er så bange for befolkningerne, at de foretrak at droppe den demokratiske fernis.

Karakteren af den nye aftale er formelt en politisk bindende aftale, der knytter sig til vedtagelsen af en permanent krisemekanisme. Denne skal sammen med IMF og den europæiske centralbank kan yde lån mod politiske indrømmelser.

Konkret vil den nye pagt blive integreret i EU-systemerne og få virkning som om der var der tale om en ny traktat, hvor de enkelte medlemslande på den ene side ikke kan dømmes for overtrædelser, men på den anden ikke vil være beskyttet af krisemekanismen, hvis de ikke underligger sig det nye regelsæt.

Indholdet af det oprindelige hemmelige forslag fra Tyskland og Frankrig er stort set identisk med den aftale, der er lagt ud til vedtagelse i den nærmest kommende tid: Nemlig etablering af en fælles økonomisk regering, hvis opgave det er at gennemføre lønnedgang, højere pensionsalder, udliciteringer, sociale nedskæringer og fælles skattepolitik.

Det er altså helt rigtigt set, når Folkebevægelsen mod EU kræver, at den nye pagt bliver sendt til  folkeafstemning, fordi den reelt betyder afgivelse af økonomisk suverænitet og vil binde en hvilken som helst regering endnu mere, end det allerede er tilfældet, til at føre EU’s nyliberale økonomiske politik.

Danmark, der som bekendt står uden for euro’en og bare kan afvise at være med i pagten, har  (som de andre lande) fået 14 dage til at tage stilling til hvad der reelt beløber sig til en ny traktat om en fælles økonomisk politik, der går ind på en hel række områder, som hidtil har været den enkelte stats suveræne domæne.

Den 22. marts skal folketingets Europa-udvalg, der fik en minister-orientering om pagten den 14. marts, tage endelig stilling til den – to dage før EU-topmødet.

Signalerne fra danske politikere har skiftet karakter. Fra Løkke Rasmussens første skepsis til helhjertet opslutning, med Claus Hjort Frederiksen som over-ivrig medspiller. Før EU-mødet den 12. marts var S og SF stærkt kritiske over for Euro-pagten. Men nu har piben fået en anden lyd også hos de måske kommende regeringspartier. De er blevet omvendt og kræver blot en garanti for, at pagten ikke betyder noget for de danske arbejdsmarkedsforhold og de offentlige lønninger.
Og den garanti har de allerede fået hos Hjort Frederiksen, der vil garantere hvad som helst, uden at det betyder noget som helst.

Hvad der står i den skræmmende traktat er derimod totalt forpligtende. Det hedder f.eks.

” For at vurdere, om lønningerne udvikler sig i overensstemmelse med produktiviteten, vil enhedslønomkostningerne blive overvåget over en periode, ved at der sammenlignes med udviklingen i andre lande i euroområdet og hos de vigtigste sammenlignelige handelspartnere.
Medlemslandene skal sikre foranstaltninger til at sikre en omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten, med respekt for de nationale traditioner for arbejdsmarkedsdialog og -relationer, f.eks.:

•gennemgang af lønfastsættelsesordningerne og om nødvendigt af graden af centralisering i forhandlingsprocessen og af indekseringsmekanismerne, dog således at arbejdsmarkedets parters autonomi under de kollektive forhandlinger fastholdes.

• sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor.

• yderligere åbning af beskyttede sektorer … ” osv osv – frem til

Landenes budgetter skal i balance ved at skære i pensioner, sundhedspleje og sociale ydelser.

• tilpasning af pensionssystemet til den nationale demografiske situation, f.eks. ved at tilpasse den faktiske pensionsalder til den forventede levetid eller ved at øge erhvervsfrekvensen

• begrænsning af førtidspensionsordninger og anvendelse af målrettede incitamenter til at ansætte ældre arbejdstagere (især i aldersgruppen over 55)”

Og så videre.

Netavisen 21. marts 2011