Socialistisk Internationales sande ansigt

Af E. Holemast
Nettmagasinet Revolusjon

Socialistisk Internationale – med de norske, danske og svenske socialdemokratier som medlem – har i årevis plejet tæt kontakt med de i praksis enevældige undertrykkerpartier i Tunesien og Ægypten, RCD og NDP. SI prøver at distancere sig fra sine forhadte søsterpartier, nu hvor de er bliver sat på porten af deres egne folk

Kommunistisk Politik 4, 2011

Efter det ægyptiske folkeoprør havde varet i over en uge og tydeligvis ikke ville lade sig slå ned med det første, fandt Socialistinternationalen (SI) tiden inde til at distancere sig fra sit søsterparti, som har holdt det ægyptiske folk nede i tredive år. Da havde selv præsident Obama kommet dem i forkøbet. Men heller ikke i ’opsigelsesbrevet’ klarer SI at lade være med at skryde af den  rolle, de selv og Sadat og Mubaraks parti har spillet for at sikre ’stabilitet’ i Mellemøsten.

Nedenfor gengiver vi dele af indholdet i korrespondancen fra SI. Ordvalget er i sig selv afslørende for, hvordan SI tænker og opererer.

Afslørende opsigelsesbrev

I brevet til Mubaraks nomenklaturparti NDP den 31. januar varsler SI ved generalsekretær Luis Ayala, at SI-medlemskabet ophører. Men introduktionen viser, at det sker med tungt hjerte:

”Kære generalsekretær i NDP,
Det nationale demokratiske parti i Ægypten blev medlem af Socialistisk Internationale i juni 1989 på den XVIII kongres holdt i Stockholm.

Denne beslutning var baseret på Socialistisk Internationales ønske om at bygge et partnerskab med Deres organisation i anstrengelserne for fred og sikkerhed i denne del af verden, som er så afgørende for global stabilitet. Internationalen, som arbejder for fred, anerkendte med denne beslutning, at NDP og dets lederskab oprigtigt ville engagere sig i denne bestræbelse, sådan som  det også har været tilfældet de sidste tredive år.

Vores Internationale anerkender så afgjort, at det vi sammen har klaret i vort fælles arbejde for at bidrage til fred, især mellem israelere og palæstinensere, og for at skabe et nyt klima i regionen, som muliggør anerkendelse af en tostats-løsning, har haft en positiv og varig virkning.”

I en parallel erklæring [SI: For a new course in Egypt 29. januar] må SI modstræbende vedgå, at Mubaraks NDP-parti ’ikke har leveret’ i forhold til dets løfter til folket(!). Nu fortæller SI, at de står ved det ægyptiske folks og de demokratiske kræfters side i en fælles stræben efter en verden, som er mere retfærdig … 

Ægyptens ungdom, arbejdere og bønder vil nok studse over, at SI havde brug for 22 år for at finde ud af, at Mubaraks NDP ikke fuldt ud er eksponent for Socialistinternationalens ’værdier og principper’ for mere retfærdighed.

Rotterne rømmer det synkende skib

Et om muligt endnu flovere brev blev den 17. januar sendt til søsterpartiet RCD i Tunesien, diktatoren Zine el-Abidine Ben Alis parti, tre dage efter Ben Ali var stukket af. Her hedder det lakonisk, at præsidenten og generalsekretæren (i SI) i fællesskab har bestemt at ophæve Den konstitutionelle demokratiske forening (RCD)’s medlemskab …

Dette forhadte parti er delvist gået i opløsning, og selv ministrene i den midlertidige regering i Tunis blev snart presset af folkemeningen til at rive deres partibøger i stykker. Så bliver forholdet til Ben Ali-diktaturet pludselig et principielt spørgsmål for SI.

”Denne afgørelse (ophør af medlemskab af  SI – o.a.), truffet under ekstraordinære omstændigheder, afspejler de værdier og principper som præger vores bevægelse og Internationalens indstilling til udviklingen i landet.” (dvs. Tunesien – vores udh.)

Dobbeltspil for imperialismen

SI er en videreførelse af den gamle, gule Amsterdaminternationale. Særlig efter 2. verdenskrig har organisationen fungeret som en af imperialismens ideologiske stødtropper, specielt i forhold til Latinamerika, Afrika og det østlige Europa. Norge og det norske Arbeiderparti har siden 1938 været medlem og spillet en særdeles aktiv rolle.

SI og deres medlemspartier har været og er ivrige aktører, når det gælder at undergrave såkaldte autoritære regimer i stater, som ikke er blandt NATO’s favoritter, som Hviderusland, Ukraine eller det tidligere Jugoslavien.

Når det gælder regimer, som spiller på samme hold som imperialismen, som det ægyptiske, forholder det sig anderledes. Men i det øjeblik folket rejser sig mod disse regimer, og deres statsbærende partier vakler, får Socialdemokratiet vældig travlt med at distancere sig fra konkursboet.

Netavisen 17. februar 2011