Tyskland vender tilbage på verdens militære skueplads

Det nye NATO

Af Rick Rozoff

Det genforenede Tyskland spiller en central rolle i den fællesimperialistiske krigsalliance NATO. 70 år efter 2. verdenskrigs udbrud er Tyskland klar igen. Her er historien om, hvordan det er gået til.

Tyske soldater i en spisepause på Østfronten (Sovjetunionen) 1941

Tyske soldater i Afghanistan i dag

Da efterkrigstidens tyske stater, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik, henholdsvis Vest- og Østtyskland, blev forenet i 1990, var det for mange i Europa og i verden som helhed en berusende tid fyldt af håb om et fredeligt og måske nedrustet kontinent.

Trods de højtidelige amerikanske løfter til Sovjetunionens sidste præsident Mikhail Gorbatjov om, at NATO ikke ville rykke ’en tomme’ østpå, medførte den tyske genforening, at det tidligere Østtyskland ikke blot indlemmedes i Forbundsrepublikken, men at NATO og den militære blok rykkede hundredvis af kilometer nærmere den russiske grænse, samt at den i de efterfølgende år blev udvidet med 12 østeuropæiske nationer. Fem af disse 12 nye NATO-medlemmer var tidligere republikker i Jugoslavien og Sovjetunionen, to stater, som ikke længere eksisterer.

Frem for at resultere i en æra af nedrustning og et Europa fri for militærblokke, og for krig, er foreningen af de to tyske stater og den samtidige opsplitning af østblokken og af USSR et år senere i stedet blevet efterfulgt af et Europa næsten totalt domineret af en amerikansk-kontrolleret militæralliance.

Blot få måneder efter genforeningen begyndte Tyskland, der på det tidspunkt blev regeret af CDU/CSU under kansler Helmut Kohls ledelse, at arbejde på at sikre, at opsplitningen af Jugoslavien ville ske parallelt med opsplitningen af Sovjetunionen, og at begge blev opløst i alle deres daværende republikker.

Kohl-regeringen og hans udenrigsminister fra De Frie Demokrater, Hans Dietrich Genscher, skubbede på for en øjeblikkelig anerkendelse af de to jugoslaviske republikker Kroatien og Slovenien. Kroatien var hjemsted for den nazi-administrerede ’uafhængige stat’ Kroatien under 2. verdenskrig, og Slovenien var opdelt mellem Tyskland og dets italienske og ungarske fascistiske allierede.

Hvad herskerne i det genforenede Tyskland opnåede, udtrykkes bedst med et citat fra Victor Hugos poetiske drama Cromwell: Smed, mens jernet er varmt, og hold jernet varmt! I slutningen af 1991 havde Tyskland hundset så meget med de øvrige medlemmer af EF (i dag EU), at man anerkendte løsrivelsen af begge republikker.

Da det ovennævnte pres blev gennemført fra Berlin, advarede den serbiske viceudenrigsminister Dobrosaw: ”Det er et direkte angreb på Jugoslavien,” der ville ”udslette Jugoslavien fra verdenskortet”.

Tyskland var nu tilbage på sin gamle bane med at nytegne Europa-kortet og skulle inden længe indlade sig på brug af militær styrke uden for dets grænser for første gang siden Det Tredje Rige.

Berlin udstationerede senere, i 1995, 4.000 soldater i Bosnien, dets største udenrigske engagement efter 2. verdenskrig, mens en tilbagevenden til direkte militær aggression efter næsten 55 års pause først kom med NATO’s krig mod Jugoslavien i 1999.

Den vestlige standardbegrundelse for denne krig, Operation Allieret Styrke, er, at det var en intervention for at forhindre påstået folkemord i den serbiske provins Kosovo, en krise, der var flammet op temmelig pludseligt, og de 78 dages bombning blev retfærdiggjort med, hvad den danske filosof Søren Kierkegaard engang betegnede som ’den teologiske suspension af moralske skrupler’.

Sådan gik det slet ikke for sig. Udskillelsen af Kosovo fra Serbien og den yderligere opløsning af det tidligere Jugoslavien til et niveau, der ikke rummede føderale republikker, var sidste akt i et ti år langt drama, med en finale, man ikke kan forestille sig, uden at tæppet løftes for første akt.

I januar 1991 skrev det tidligere amerikanske kongresmedlem Joseph DioGuardi i sin egenskab af præsident for den albansk-amerikanske kulturassociation til den tyske kansler Kohl og forlangte følgende:
”Det Europæiske Fællesskab, der på lovende vis styres af Forbundsrepublikken Tyskland, må anerkende Republikken Kosovo som en selvstændig og uafhængig stat som den eneste logiske og effektive løsning for at beskytte det albanske folk i Kosovo mod deres serbiske kommunistiske undertrykkere.”
Fem måneder tidligere, i august 1990, havde DioGuardi eskorteret seks amerikanske senatorer, heriblandt Robert Dole, rundt på en tur til Kosovo.

Et år før krigen blev startet, kørte tyske aviser overskrifter i stil med ”Hr. Kinkel truer med NATO -intervention i Kosovo” med reference til den daværende tyske udenrigsminister Klaus Kinkel, som også i 1998 citeres for at udtale: ”Naturligvis må man gøre sig overvejelser ud fra et moralsk og etisk standpunkt, om man har lov til at forhindre Kosovo-albanere i at købe våben til selvforsvar.”

Den canadiske professor og politiske analytiker Michel Chossudovsky har skrevet omfattende og skarpt om den tyske forbundsefterretningstjenestes rolle i bevæbningen og træningen af den såkaldte Kosovos Befrielseshær og i forberedelsen af NATO’s angreb på Jugoslavien på sin hjemmeside Global Research:

Det var i Kosovo, at Tyskland, som havde udstationeret tropper i Bosnien og tidligere i 1990’erne drev et militærhospital i Kroatien, overskred den røde linje fra 2. verdenskrig, da Luftwaffe med dets mega-anvendelige Tornadokampfly deltog i krigsoperationer for den første gang siden 1945. Dette præcedens blev yderligere skærpet, da Tyskland fulgte bombningen op med militær besættelse, da det rykkede ind i Kosovo i juni 1999 med over tusind soldater sammen med deres NATO-allierede. En tysk general fik kommandoen over de 50.000 soldater i NATOs Kosovo-styrken (KFOR).

Citat efter hukommelsen fra en amerikansk reporters beretning om en ældre etnisk albaner, der bevidnede ankomsten af de første tyske tropper i Kosovo og udtalte: ”Hvor har I været? Vi har savnet jer. Sidste gang I var her, trak I grænserne på den rigtige måde.”

Rubicon er overskredet. Tyskland blev af dets vestlige allierede erklæret for renset for dets nazifortid og var fri til at sende tropper og føre krig igen, denne gang på verdensarenaen.

En artikel fra februar sidste år i tidsskriftet der Spiegel fremstiller det således: ”Fasen med tyske interventioner, som begyndte for ti år siden under Kosovo-krigen, er på ingen måde afsluttet, på trods af den kendsgerning, at et flertal ønsker, at den var det. Tværtimod: Æraen med udstationering af tyskere og deres militære styrker er kun lige begyndt.”

Låget til Pandoras æske sprængtes på vid gab, og i 2007 ”gjorde ifølge det tyske forsvarsministerium godt 8200 soldater tjeneste på missioner i Afghanistan, Libanon, Bosnien, Djibouti, Etiopien, Kosovo, Georgien og Sudan, og gjorde Tyskland til en af top-bidragsyderne i internationale missioner”.

Hvordan det forenede Tyskland efter den kolde krig og den tyske offentlighed blev forberedt på den nye militære rolle, blev indsigtsfuldt analyseret et år
før Kosovo-krigen af Diana Johnstone. Følgende er et uddrag fra hendes artikel ”Jugoslavien set gennem mørke briller”, som er mere skarpsindig end lang:

”I Forbundsdagen pressede lederen af de tyske grønne Joschka Fischer (der blev ny udenrigsminister senere samme år, 1998) på for at fralægge sig ansvaret for ’pacifisme’ for derved at ’bekæmpe Auschwitz’ – og han sidestillede dermed serberne med nazisterne. I en berusende tilstand af selvretfærdig indignation krydsede tyske politikere grænsen og brugte i fællesskab skyldfølelsen over for Tysklands fortid ikke for at holde igen, som det var logik indtil genforeningen, men tværtimod for at ’bære sin del af den militære byrde’.

I menneskerettighedernes navn ophævede Forbundsrepublikken Tyskland sit forbud mod militære operationer uden for NATO’s forsvarsområde. Tyskland kunne endnu en gang blive en ’normal’ militær magt – takket være den ’serbiske trussel’.

Hvad der skete i Tyskland, var en mærkværdig form for overførsel af nazi-identitet og skyldfølelse til serberne. I dette tilfælde kan det betragtes som en bekvem psykologisk projektion, som tjente til at give tyskerne en frisk og velkommen følelse af uskyld ansigt til ansigt med det nye ’kriminelle’ folk, serberne. Men hadekampagnen mod serberne, der startede i Tyskland, stoppede ikke der.

Hvis nogen havde kundgjort i 1989, at nu hvor Berlin-muren var væltet, kunne Tyskland blive genforenet og sende militære styrker tilbage til Jugoslavien – og ydermere gennemtvinge en opsplitning af landet langs tilsvarende linjer som dem, der blev indført, da man besatte landet i 1941 – ville et stort antal have gjort indvendinger. Det var imidlertid, hvad der skete, og mange af de samme folk, som man i 1989 ville forvente kraftigst at protestere imod det, som beløber sig til den betydeligste historierevisionistiske handling siden 2. verdenskrig, har leveret ideologisk dække og påskud for det.”

Kampagnen var ikke uden effekt i Tyskland, som senere begivenheder har bevist, og har været ledsaget af rehabilitering, æresbevisninger og endog bevilling af veteranydelser til nazi-kollaboratører, herunder tidligere Waffen SS-medlemmer, i Kroatien, Estland, Letland og Ukraine i de seneste år.

Oven på militære interventioner i Kroatien, Bosnien og Serbien sendte Tyskland tropper til Makedonien i 2001, efter at væbnede grupper fra den Kosovo-baserede Nationale Befrielseshær, en udløber af Kosovos Befrielses Hær, ledet af Ali Ahmeti, en af grundlæggerne af denne, invaderede landet i sommeren 2001. I forståelse med de 50.000 NATO-soldater i Kosovo førte Ahmatis brigader soldater, våben og endog artilleri gennem de amerikanske grænseposter ind i Kosovo-Makedonien for at udføre dødelige angreb mod både regeringsmål og civile mål.

I et tilfælde blev 600 af den tyske forbundshærs (Bundeswehr/Værnemagts) soldater fanget i krydsild mellem marodører fra Befrielseshæren og regeringens sikkerhedsstyrke.

Flere år senere reflekterede Benjamin Schreer, en militærekspert ved det tyske institut for internationale og sikkerhedsmæssige anliggender i Berlin, over konsekvenserne af, hvad Johnstone beskrev: ”SPD’s (de tyske socialdemokrater) og De Grønnes beslutning om at sende tyske tropper til Kosovo i 1999 har omdannet forbundshæren. Forbundshæren opererer nu på en global skala.”

Presserapporten, hvorfra dette citatet er taget, giver os følgende detaljer: Missionen i Afghanistan bestod også af tyske soldater, godt 100 specialsoldater, som for første gang siden 2. verdenskrig deltog i kamp på jorden.

”Kommando Specialkræfter, kendt under forkortelsen KSK, er en meget veltrænet og veludstyret specialenhed og er med succes blevet overdraget til Kosovo og Afghanistan. De fleste af deres operationer er imidlertid hemmelighedsstemplet.”

Efter 11. september 2001 blev tyske militære missioner og engagementer udvidet eksplosivt, og oven i, at Tyskland indsatte AWACS på amerikansk side under Operation Eagle Assist, tog man ”del i (Operation Active Endeavor), hvor tyske enheder overvåger Middelhavet … I Afghanistan og i Østafrika kæmper tyske styrker med søenheder, landstyrker og specialstyrker. Forbundsværnet, der før var begrænset af den tyske forfatning til udelukkende hjemlig beskyttelse, kan nu sende væbnede styrker til fremmede lande”.

Efter at have udnyttet såvel som på integreret vis at have iscenesat det jugoslaviske sammenbrud, med Kosovo som alteret og Serbien som det påskelam, hvis slagtning udrensede årtiers tysk skyldfølelse, kunne Berlin frit spille den rolle, det blev pålagt af NATO: som en international militærmagt, der opererer på fire kontinenter, og dermed et langt videre omfang af missioner og engagementer, end hvad der blev opnået af Bismarck og Hitler.

I en artikel med overskriften ”Forbereder det tyske militær til krig” blev det i 2005 afsløret, at den daværende tyske forsvarsminister Peter Struck ”foreslog, at hans (…) ministerium overvejer andet end fredsbevarende og stabiliserende missioner for forbundsværnet”,og at ”forbundsværnet kunne blive bedt om at spille en større rolle i Afrika i fremtiden”.

Da Struck besøgte tyske tropper i Usbekistan på vej til Afghanistan, blev han citeret for at sige: ”For de af os, der er født efter krigen, er det en ubehagelig tanke, men vi må være realistiske. Det er muligt, at vi vil overveje at drage til andre lande og adskille stridende parter med militære midler.” Forbundsværnet må være forberedt til at ”udføre fredsstyrkende missioner overalt i verden”.

Sidst i 2006 offentliggjorde Strucks efterfølger Franz Josef Jung en 133-siders hvidbog, som slog fast, at ”Forbundsværnet skal gennemgribende rekonstrueres til en interventionsstyrke”.

I en artikel med titlen ”Tyskland planlægger at omdanne sin hær til en hurtigt reagerende humanitær interventionsstyrke” kommenterede Newsweek:
”Den hastighed, hvormed dette skifte har fundet sted, har virkelig været foruroligende. Det tog blot en enkelt forfatningsretssamling i 1994 at tillade tyske soldater at blive udstationeret udenlands i det hele taget. I dag er tæt på 10.000 forbundsværns-soldater udstationeret på så fjerntliggende steder som Bosnien, Djibouti og det sydlige Sudan …”

Tyskland er blevet så veltilpas med sin nuværende globale militære status, at kansler Angela Merkel for nylig overrakte de første krigsmedaljer til tyske soldater siden 2. verdenskrig:
”Det nye æreskors for mod er militærets første af den slags medaljer siden slutningen af 2. verdenskrig, hvor vi holdt op med at tildele Jernkorset, der var plettet af brugen under Nazi-Tyskland. Nogle ser det som endnu et tegn på, at Tyskland efter landets genforening i 1990 er kommet ud af sin diplomatiske og militære skal i tiden efter 2. verdenskrig.”

En kommentar i Times of London omfavnede denne genopståen af et militariseret Tyskland af ekspeditionsagtig og aggressiv natur – de soldater, der fik tildelt medajlen af Merkel, var veteraner fra den afghanske krig – med denne lovprisning:
”Når Tyskland igen har tilliden til stolt at fremvise deres militære helte, er dets rejse bort fra mørket af diplomatisk og militær afsondrethed – via genforeningen – helt sikkert perfekt. Tysklands nye medalje, Æreskorset, står som et modigt svar til den voksende rolle, som spilles i verden af det tyske militær. Kansler Angela Merkels præsentation markerer et potent øjeblik i Tysklands tilbagevenden til hjertet af fællesskabet af nationer.”

Sidste november lagde den tyske forsvarsminister Jung grundstenen til ”det første nationale monument for soldater dræbt i tjeneste for landets militær efter 2. verdenskrig”.

Dræbte i kamp og deres minde, som gennem årtier blev betragtet som ting fra en mørk og fjern fortid, er nu hverdag, da ”Tyskland (…) gradvist er kommet ud af sin diplomatiske og militære efterkrigs-skal og i stigende omfang stiller soldater i skudlinjen på steder som Afghanistan”.

Den tyske genforeningsproces, hvis første virkning var at placere hele nationens territorium under NATO, er blevet fuldbyrdet med genfødslen af en stor militærmagt, som mange havde troet var blevet stedt endelig til hvile i 1945.

Det toneangivende mainstreamtidsskrift Der Spiegel bragte i 2005 en artikel, der rammende blev kaldt ”Tysklands forbundshær træder ud på den globale arena”. Det hed her, at ”med genforeningen har nationen ikke kun opnået fuld suverænitet. Det er også blevet et herskende subjekt, som var blevet lagt på is under den kolde krig.  På den nye internationale globale arena er politisk indflydelse reserveret dem, der var villige og i stand til at udøve deres interesser i overensstemmelse med deres partnere. Om nødvendigt med magt. Om nødvendigt med militære midler”.

Feststykket fortsætter med at fastslå:
”I dag er forbundshæren blevet til et af de mest magtfulde værktøjer, der står til rådighed for tyske udenrigspolitikmagere. Den tyske regering er i gang med at opfostre en totalt anderledes type af soldater. Elitemedlemmerne af Kommando Specialkraft KSK (…) er veltrænede professionelle, der kan holde stand sammen med deres kollegaer fra det britiske SAS eller det amerikanske Delta Force … Tyskland har ’endelig nået et stadium af normalitet’, og dets demokrati vil nu blive ’direkte forsvaret’, hvor der end opstår krise. Det kan være overalt, snart også i Afrika.”

Som kulmination på næsten 20 års tyske og allierede bestræbelser på at nedbryde og sønderrive Den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien, dets drastisk beskårne efterfølger Den Føderale Republik Jugoslavien og endelig Serbien, meddelte Berlin omtrent på årsdagen for den vestligt støttede løsrivelse af Kosovo i februar 2008, at man donerede 200 køretøjer til den nyligt dannede Kosovos Sikkerhedsstyrke, den omformede Kosovo Befrielses Hær, ledt af en KBH-kommandør, som allerede har proklameret sin intention om at tilslutte sig NATO.

Det tyske tilbud er et ”vigtigt bidrag til opbygning” af en flyvefærdig hær af en illegal enhed, der ikke er anerkendt af over to tredjedele af verden, bl.a. Rusland, Kina og Indien.

I et interview fra februar i år i Radio Kosovo pralede oberst Dieter Jensch, en ledende embedsmand i det tyske forsvarsministerium, med, at ”forbundshæren hjælper Kosovos Sikkerhedsstyrke med materiel bistand, som inkluderer foræring af 204 køretøjer og andet teknisk udstyr”. Værdien af bistanden, sagde han, ”er vurderet til 2,6 millioner euro. Tyskland vil også sende militært personale på yderligere 15 mand til at hjælpe med opbygningen af KS’ strukturer og træne medlemmer af denne styrke. Opbygningen af Kosovos Sikkerhedsstyrke og dets professionelle træning forventes at koste 43 millioner euro. Tyskland er blandt de første lande til at hjælpe med opbygningen af denne styrke. Vi har allerede sendt 15 militære officerer for at opbygge strukturerne i denne styrke og træne dets medlemmer.”

I går Balkan – og i dag hele verden.

Se også af Rick Rozoff:
NATO’s militarisering af Europa: Slut med den nordiske neutralitet

Rick Rozoff på Global Research

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research

Netavisen 2. september 2009