Statskup skal bremse det latinamerikanske venstres fremmarch

Af Roger Burbach

Roger Burbach er direktør for CENSA –  Center for the Study of Americas – og skriver her om præsident Zelaya’s politiske udvikling og baggrunden for militærkuppei i Honduras

Indledende note fra Kommunistisk Politik:

Nedenstående artikel er skrevet før Zelaya’s forgæves forsøg på at flyve tilbage til sit land – og den mægling mellem præsidenten og kupmagerne, som den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton fik i værksat med Costa Ricas præsident, Oscar Arias, som mellemmand. Det tager sigte på at skabe et ‘kompromis’, der skal stoppe dne planlagte grundlovsproces, som de facistiske kupmagere har vendt sig imod.

Kommunistisk Politik 14, 2009

Kuppet mod Manuel Zelaya i Honduras repræsenterer den sidste nødløsning fra Honduras etablerede økonomiske og politiske interesser for at holde fremgangen for de nye venstreorienterede regeringer fra livet, der har haft greb om Latin Amerika det seneste årti. Som Zelaya proklamerede efter med magt at være smidt af i Costa Rica:
”Det er et ondsindet komplot planlagt af eliten. Eliten ønsker at holde landet isoleret og i ekstrem fattigdom”.

Zelaya burde vide det, da hans rødder er i landets store godsejerklasse, og han har viet det meste af sit liv til landbrugs- og skovdriftsforetagender, som han har arvet. Han stillede op som præsidentkandidat for centrum-højre partiet Liberale Parti på en totalt konservativ platform, og lovede at være hård over for kriminalitet og skære ned på budgetterne. Ved indsættelsen som præsident i januar 2006 støttede han den amerikansk opbakkede frihandelsaftale for Centralamerika, som var underskrevet to år tidligere, og fortsatte den økonomiske politik med nyliberalisme og privatiserede statsvirksomheder.

Men godt midtvejs i hans 4-årige periode erobrede de nye vinde fra syd hans forestillingsverden, især fra Hugo Chavez´s Venezuela, den største regionale magt i det caribiske område. Uden olieressourcer underskrev Honduras en generøs olieforsyningsaftale med Venezuela, og tilsluttede sig så sidste år den nyopoprettede regionale handelsaftaleblok ALBA, det bolivariske alternativ til den amerikansk styrede ”centralamerikanske friehandelsaftale”. Inspireret af Venezuela har den ALBA nu Bolivia, Cuba, Nicaragua, Den Dominikanske Republik og Ecuador som medlemmer. Samtidig iværksatte Zelaya en indenlandsk reformpolitik med betydelige forhøjelser af arbejdernes minimumslønninger og lærernes salærer, mens bevillinger til sundhed og uddannelse blev trappet op.

Resultatet er, at en reformorienteret præsident, støttet af fagforeninger og sociale bevægelser, nu er sat op mod en mafiaagtig, narko-involveret, korrupt politisk elite, som er vant til at kontrollere såvel højesteret som kongressen og præsidenten. Det er en historie, der ofte er gentaget andre steder i Latin Amerika – med USA næsten altid på de etablerede, grundfæstede interesser side.

Vil stoppe forfatningsproces

Den honduranske elite er rasende over, at et medlem af deres egen klasse vil gennemføre reformer, selv nok så moderate. De begyndte at portrættere Zelaya som demagog og dæmonisere Hugo Chavez for at gribe magten. Da Zelaya annoncerede, at han ville afholde folkeafstemning den 28. juni for at prøve om folket i forbindelse med det kommende præsidentvalg i november også ville have en afstemning om indkaldelse af en grundlovgivende forsamling, som kan udarbejde en ny forfatning, ville de etablerede ikke acceptere det.

De påstod løgnagtigt, at han forsøgte at stille op til genvalg. I virkeligheden vil muligheden for, at en præsident kan indsættes for en anden periode, kun kunne komme sammen med en ny forfatning, der ikke vil være udarbejdet før lang tid efter, at Zelaya skal forlade sit embede januar 2010. Imidlertid har eliten grund til at frygte et nyt Magna Carta, da det er den samme vej, som Chavez i Venezuela, Evo Morales i Bolivia og Rafael Correa i Ecuador har benyttet  til at udarbejde nye forfatninger for at påbegynde forvandlingen af deres landes politiske, sociale og økonomiske strukturer.

Det etablerede politiske system besluttede at tage processen i vingebenet ved at stoppe den planlagte folkeafstemning den 28. juni. Højesteret erklærede den forfatningsstridig, og militæret nægtede at hjælpe med uddele valgurnerne. Så fyrede Zelaya hærchefen, general Romeo Vasquez, og udsendte arbejdere og aktivister fra de sociale bevægelser til at beslaglægge valgurner på en af hærens lufthavne til uddeling. Søndag kl. 06.00, på dagen for folkeafstemningen, sendte militæret en særlig  hærenhed af sted for at gribe Zelaya i pyjamas og deportere ham til Costa Rica. Dagen derpå rejste højesteret anklager for forræderi mod Zelaya, og kongressen valgte dens formand Roberto Micheletti som midlertidig præsident for landet.

Kraftig reaktion mod kuppet

Resten af de amerikanske lande og det meste af verden reagerede kraftigt mod kuppet. Organisationen af Amerikanske Stater indkaldte til et særmøde, hvorfra man i fuld enighed opfordrede kupmagerne til at genindsætte Zelaya.  Regionale organisationer som Rio Gruppen fordømte også kuppet, mens EU og Verdensbanken udtalte, at de ville suspendere økonomisk hjælp til Honduras. Endog Alvaro Uribes regering i Colombia og Felipe Caldarons regering i Mexico følte sig nødsaget til at fordømme kuppet.

Hvad ligger bag den praktisk talt enstemmige opposition til kuppet? Det meste af Latin Amerika husker stadig de mørke dage i 1970’erne og 80’erne, hvor tre fjerdedel af kontinentets befolkning levede under militærstyre. Lande som Chile, Argentina, Uruguay og Brasilien bærer stadig ar og traumer oven på denne periode og vil ikke tillade den mindste åbning, som kan få deres militær til igen at begynde at blande sig i den politiske sfære.    

USA modsætter sig også kuppet, med præsident Obama, der fordømmer det og udtaler, at det sætter en ”forfærdelig præcedens” og at ”vi ikke ønsker at vende tilbage en mørk fortid”, hvor kup overtrumfede valg. Han tilføjede: ”Vi ønsker altid at stå på demokratiets side”.

Mange observatører tvivler på, hvor solid USA’s stilling mod kuppet er. Obama, der lægger vægt på sin mangesidighed, har ikke haft meget andet valg –  vel vidende, at hans forgænger Georg Bush bragte Latin Amerika i oprør, da han styrtede frem med at støtte det seneste kupforsøg i regionen mod Hugo Chavez oktober 2002.

Udenrigsministeriet har taget en mere lunken stilling. Da udenrigsminister Hillary Clinton blev spurgt om ”genopretning af den forfatningsmæssige orden” i Honduras betyder genindsættelse af Zelaya, ville hun ikke sige ja. Avisen New York Times skriver, at hun gav den honduranske præsident afslag, da hun mødte ham den 2. juni på et møde i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) i Tegucigalpa. Zelaya plagede hende ved at invitere hende til at komme til et privat værelse sent på aftenen og hilse på hele hans store familie. På et mere formelt møde tog Zelaya sine planer om folkeafstemningen den 28. juni op med amerikanske embedsmænd, der indtog den holdning, at den var forfatningsstridig og ville opildne den politiske situation.

Washington har desuden meget tætte forbindelser til det honduranske militær, som går årtier tilbage. I 1980’erne brugte amerikanerne baser i Honduras til at træne og bevæbne contra’erne, de nicaraguanske paramilitære, som blev kendt for deres grusomhed i krigen mod den sandinistiske regering i nabolandet Nicaragua. John Negroponto, som blev efterretningsboss i Bush-administrationen efter at have været amerikansk ambassadør i Irak, opnåede første gang at gøre sig stærkt berygtet, da han som amerikansk ambassadør i Honduras i de tidlige 1980’ere gav amerikanske støtte til dødspatruljer, ledt af specielle honduranske militære enheder mod indenrigske modstandere.

Onsdag den 1. juli opfordrede OAS mødet i Washington til genindsættelse af Zelaya i embedet lørdag den 4. juli. Overhovedet for OAS, Jose Miguel Insulza fra Chile udtalte sammen med præsidenten for FN’s generalforsamling, Miguel D’Estang fra Nicaragua og  præsidenterne  Cristina Fernandez de Kirchner og Rafael Correa fra henholdvis Argentina og Ecuador, at de ville ledsage præsident Zelaya ved hans tilbagevenden.       
   
Men det er (var på det tidspunkt artiklen blev skrevet, KP) tvivlsomt om han vil få tilladelse til at vende tilbage af kuplederne. For Micheletti og Vasquez er floden Rubricon overskredet og de kan ikke opgive magten uden at komme til at føle konsekvenserne. Ethvert fly, som vil forsøge at lande med den liste af notabiliteter, vil behøve landingstilladelse fra de honduranske autoriteter, og det vil sandsynligvis blive nægtet.

Hovednøglen er imidlertid om Obama-administrationen vil lægge et uimodståeligt pres på deres historiske allierede, eller bruge dens militære magt i luftrummet til at gennemtvinge deadlinen for Zelayas tilbagevenden. Og hvis det ydre pres får Zelaya tilbage i embedet, vil han få lov til at holde afstemning om en forfatningsforsamling, som landet i så høj grad trænger til for at blive et progressivt samfund?

Oversat af KP efter “New America Media” 3. juli 2009    

Netavisen 10. juli 2009