Satiretegninger og antisemitisme

En samtale mellem den brasilianske satiretegner Carlos Latuff og Eddy Portnoy, forfatter og ekspert i jiddisk og jødisk kultur ved Rutgers-universitetet, til den jødiske avis Forward.

Kommunistisk Politik 1, 2009

Eddy Portnoy:
Du bruger ofte Holocaust som metafor for at kritisere israelsk politik. Dette ses som en haltende sammenligning og bevidst ætsende mod jøder. Kan du forklare mere om din brug af denne metafor?

Carlos Latuff:
Som satiretegner har jeg det godt med at bruge enhver sammenligning, jeg finder nødvendig for at udtrykke min pointe. Metaforer er nøglen til politisk satire. Selvfølgelig opfører Israel ikke gaskamre på Vestbredden, men vi kan helt sikker finde ligheder mellem den behandling palæstinenserne får [af den israelske hær] og behandlingen af jøderne under naziherredømmet.

Upræcist eller ej er det vigtigt at illustrere, at sådanne sammenligninger er blevet foretaget verden over, og ikke bare af satiretegnere, men af folk som Yosef ”Tommy” Lapid, Ariel Sharons tidligere justitsminister og en af dem, der overlevede Holocaust (død juni 2008). Han sagde i 2004 i et interview, at et foto af en gammel palæstinensisk kvinde, der gravede sig gennem ruiner, mindede ham om hans bedstemoder, som døde i Auschwitz. For mig er dette mere smerteligt end sammenligninger af, hvordan palæstinensere lever under israelsk besættelse.

E.P.:  Bogen “Satiretegninger og ekstremisme” (‘Cartoons and Extremism: Israel and the Jews in Arab and Western Media’ af den jødiske forfatter Joel Kotek, KP) hævder, at du anvender en ‘middelalderlig og moderne antisemitisk grammatik og vokabularium’, hvormed det siges, at du anvender traditionelle antisemitiske motiver til moderne politiske situationer. Hvad er dit svar til det?

Klik og forstør

C.L.: Blinde forsvarere af Israel har hyppigt sammenlignet mine satirer med dem, som blev trykt i naziavisen Der Stürmer. Lad os nøje undersøge satiretegneren for Der Stürmer og hans rolle og så min. Philipp Rupprecht, med signaturen Fips, brugte næsten 20 år af sit liv på kun at lave jødehadende satirer til en avis, hvis motto var ’Jøder er vores vanære’.

Mine satirer sætter ikke fokus på jøder eller judaisme. Mit fokus er Israel som politisk aktør, som regering, med en hær, der er en drabant for de amerikanske interesser i Mellemøsten, og det er ganske særligt Israels politik over for palæstinenserne. Nu er det israelske jøder, som undertrykker palæstinenserne. Hvis de var kristne, muslimer eller buddhister, ville jeg kritisere dem på samme måde. Jeg har lavet satirer om George Bush, Condoleezza Rice, Tony Blair, Ernesto Zedillo (Mexicos tidligere præsident) og Pinochet, og ingen af dem er jødiske.

Klik og forstør

Jeg laver politiske satiretegninger om forskellige emner, både lokalt brasilianske og internationale, til fagforeningsblade i Brasilien og til mange alternative, progressive, venstreorienterede publikationer over hele verden. Mine nedgørere siger, at brugen af Magen David (Davidsstjernen) i mine satirer vedrørende Israel er et ubestrideligt bevis på antisemitisme. Det er imidlertid ikke min fejl, hvis Israel har valgt hellige religiøse motiver som nationalsymboler, såsom Knesset Menorah (den syvarmede bronzelysestage ved Knesset) eller Davidsstjernen på dræbermaskiner som F-16-fly.

Jeg kan ikke klandres for at afbilde en israelsk bombekastende krigsfugl udsmykket med et religiøst symbol, for det er sådan, de israelske militærfly er. At hævde, at mine satiretegninger er en gentagelse af tidligere antisemitisk billedtale, er simpelthen en velkendt strategi for at miskreditere kritik af Israel.

E.P.: Er historien med de antisemitiske karikaturer fuldstændig ligegyldig, når det gælder om at kritisere Israel?

C.L.: Virkelig antisemitisme eksisterer. Der vil selvfølgelig være folk, som prøver at kapre den palæstinensiske kamp som en mulighed for at banke jøder, som europæiske nynazister, der demonstrerer mod besættelsen af palæstinensiske territorier eller mod Irak-krigen. Det er vigtigt for venstrekræfterne at holde dem borte fra den legitime kamp for palæstinensernes rettigheder. Det er imidlertid en for intellektuel uhæderlighed velkendt taktik at kalde anti-zionisme for antisemitisme.

Klik og forstør

E.P.: Du deltog i den iranske konkurrence om Holocaust-satirer, som også så mange reelt antisemitiske tegninger. Føler du en forbindelse til disse billeder, og at en sådan overlagt provokation kompromitterer dit kunstneriske virke på nogen måde?

C.L.: Det lille stykke kunst, som gav mig andenpladsen i konkurrencen, havde et billede af en ældre palæstinensisk mand i en nazistisk kz-lejr-uniform, og der var nogle, der derpå hævdede, at jeg ’fornægtede Holocaust’! Det var fuldstændig idiotisk, eftersom jeg med den illustration netop bekræftede Holocaust. Tro mig – uanset hvad jeg tegner, og hvor jeg offentliggør det, vil der altid være nogen, der løfter fingeren og kalder det antisemitisk.

Jeg så denne konkurrence både som en god anledning til at fordømme det palæstinensiske folks lidelser for verdensopinionen og til at rejse spørgsmålstegn ved Vestens dobbeltmoral. Jeg mener: I fornærmer muslimerne med en karikaturtegning, der afbilder profeten Muhammed som bombemand, og kalder det derpå ’ytringsfrihed’, men hvis man laver tegninger om Holocaust, er det ’jødehad’.

Netavisen 23. januar 2009