Strategisk forvirring om Irak

Af Jan R. Steinholt

Kommunistisk Politik 2, 2007

Den krigsplan, som præsident George Bush fremlagde i sin tale 11. januar, bliver misvisende omtalt som en ny strategi. Det drejer sig om taktiske og militæroperationelle omdisponeringer inden for den eksisterende strategiske plan for amerikansk verdensherredømme, skriver Jan R. Steinholt fra Revolusjon, Norge.

Originalartiklen

Den amerikanske strategi er tydeligst formuleret i Projektet for et nyt amerikansk århundrede (PNAC), udklækket af folk som Paul Wolfowitz, Donald Rumsfeld og Dick Cheney. Total irakisk underkastelse for USA er et centralt element i denne plan for amerikansk-israelsk kontrol med hele Mellemøsten og Central-Asien – en kontrol, som skal sikre, at ingen rivaler på verdenskortet kan eller tør udfordre USA.

Dette er den egentlige amerikanske strategi, og den står uændret. Parallelt med denne har USA gennem sin overlegne psykologiske krigsførelse ( PSYOPS) udviklet en letfordøjelig virtuel strategi beregnet på politikere, journalister og medieslænget, betegnet som en verdensomspændende kamp mod terror og for demokrati og ”vestlige værdier” gennem ”forebyggende angreb”.

Den, som tager udgangspunkt i denne luftspejling af en strategi, vil naturligvis ikke begribe noget som helst af, hvad der sker i Irak eller i verden i øvrigt. Thorbjørn Jagland (tidl. statsminister og nuværende formand for Stortinget, KP) er i den retning et fremtrædende eksempel: Ifølge ham er Mellemøsten nærmere en fredsløsning end nogensinde!

USA befinder sig i en håbløs sump og er på udkig efter en retrætemulighed fra Irak, men alene i betydningen reduktion af enormt omkostningstunge permanente militære landstyrker. Hele tanken bag den amerikanske blitzkrieg i 2003 var, at et vasalregime i et nykolonialt Irak ville blive godtaget af det irakiske folk, og at amerikanske militærbaser og oliemonopoler ville kunne operere relativt uforstyrret, når Saddam var væk. Alle ved, hvordan det er gået med disse planer. Præsidenten medgiver nu, at ”situationen i Irak er uacceptabel for det amerikanske folk, og den er uacceptabel for mig”.

Præsidenten glemmer, at besættelsen frem for alt er uacceptabel for irakerne. Det irakiske folks ihærdige og modige modstand gennem ufattelige lidelser og 700.000 krigsofre i snart fire år har forpurret strategien og effektivt forhindret USA i at gå over til nye aggressionskrige mod Iran og Syrien. Hele verden står i gæld til det irakiske folk, som har båret denne umenneskelige byrde på sine skuldre.

Bush hverken kan eller vil ændre hovedretningen, men tvinges til at omlægge taktikken. For at rette sine ‘fejl’ vil han kaste 21.500 nye soldater ind, som skal indsættes i taktiske operationer i Bagdads gader i endnu et desperat forsøg på at udslette modstanden. Men ikke engang hans egne generaler tror på, at det vil lykkes. Taktikken med at give grønt lys til at lynche præsident Saddam Hussein under al-Eid, i den hensigt at splitte modstandsbevægelsen og ophidse til borgerkrig, og samtidig prøve at involvere det gamle statsbureaukrati med elementer fra det kriminaliserede og forfulgte Ba’ath-parti vil heller ikke blive nogen succes. I bedste fald, set fra Pentagon, er Bush tre år for sent ude.

Postulatet om sandsynlig militær tilbagetrækning fra november, muliggjort gennem øget ‘bistand’ og en forceret ‘politisk proces’, er ikke andet end mundsvejr for at stække kritikerne i Kongressen og et forsøg på at stive kollaboratørregimet i Bagdad af og underminere dets bånd til Teheran.

Bush-administrationen vil ikke afsværge sin strategiske vision og tager tilsyneladende ikke hensyn til anbefalingerne i Baker-rapporten om at involvere Iran og Syrien i spillet om Irak. At anerkende Teheran og Damaskus som ‘fredsmæglere’ ville harmonere dårligt med en strategi, som går ud på et regimeskifte til fordel for amerikanske statholdere også i disse stater. 

Men inden for rammene af sin overordnede strategi er USA blevet tvunget til at genoprette strategiske partnerskaber og indgå uhellige taktiske alliancer, som Bush oprindeligt betragtede som irrelevante eller uacceptable. Det første gælder i forhold til EU og de europæiske allierede, det sidste i forhold til Iran. Forskellige vurderinger af, hvordan det strategiske mål om verdenshegemoni skal opnås – hvorvidt USA bør fortsætte med stædig enegang eller satse på europæiske stormagter som strategiske reserver og regimer i Mellemøsten som taktiske allierede – er det, som ligger til grund for den langtrukne kamp i den amerikanske Kongres. Dertil kommer demokraternes frygt for det bundløse underskud på statsbudgettet og den tikkende bombe, som krigspolitikken har placeret under amerikansk økonomi, og som truer dollarens position som verdensvaluta.

For den irakiske modstandsbevægelse er den største udfordring, at landet i realiteten er dobbelt-besat, politisk og militært. Gennem deres respektive indflydelse i Irak, militært gennem okkupationssoldater og militser, politisk gennem kontrollen over de irakiske papfigurer i den Grønne Zone, har USA og Iran kvælergreb på hinanden. I kulisserne så vel som på den diplomatiske front foregår der et beskidt spil, hvor Iran indtil videre står som sejrherre. USA truer med militære angreb mod iranske atomanlæg, men truslerne tages næppe alvorligt i Teheran, så længe USA sidder i den irakiske fælde og på et knips fra ayatollaherne kan risikere, at Badr-brigaderne og Sadr-militsen vender sine våben mod besættelsestropperne.

På kort sigt er der bare to mulige udfald i Irak: enten at den irakiske modstands styrke bliver så formidabel, at både amerikanerne og perserne stikker halen mellem benene, eller at USA finder en taktisk overenskomst med ‘dødsfjenden’ Iran, som kan forlænge okkupationen gennem en mulig opsplitning af den irakiske republik. Af hensyn til landets egen sikkerhed vil Teheran ikke give noget fra sig uden at få noget til gengæld, og de sidder i øjeblikket med de bedste kort. Den amerikanske udlevering af Saddam Hussein til det iransk-venlige kollaboratørregimes bødler var måske netop en håndsrækning til Iran – som jublende støttede lynchningen.

Uanset hvilken midlertidig overenskomst, som indgås i det skjulte mellem Washington og Teheran, vil det bare betyde en mulig udsættelse af USA’s strategiske nederlag og af den irakiske modstands strategiske sejr. Historisk har det irakiske folk heller ingen gode minder fra tiden med persisk overherredømme og vil aldrig affinde sig med det.

Men den amerikanske imperialisme nægter at indse, at nederlaget nærmer sig, og marcherer videre mod ragnarok. For det irakiske folk betyder dette endnu mere lidelse, endnu flere dræbte, endnu mere tragedie. For det amerikanske folk betyder det mere social elendighed, højere skatter og nye tusinder af krigsinvalider.

Opgørets time tikker ubønhørligt nærmere for okkupanterne. Uanset hvilke taktiske omlægninger USA foretager, og ligegyldig om Bush eller Demokraterne trækker det længste strå i det hjemlige tovtrækkeri om opinionen, er det irakiske folk i færd med at lægge den amerikanske strategi for verdensherredømme i grus.

Det vil være med til at redde hele verden fra nye katastrofer og samtidig give os håb ved at minde os om, at amerikansk barbari og masseødelæggelse alligevel ikke har formået at udslette civilisationen og dens vugge mellem Eufrat og Tigris.

Først offentliggjort af Nettmagasinet Revolusjon

Netavisen 17. januar 2007