Sovjetunionen og kampen mod Hitlertyskland  

Af Troels Riis Larsen

Historien har altid været fyldt med myter – nogle skabt ud af uvidenhed, andre bevidst. Moderne politisk historie er ofte myter skabt helt bevidst med et formål.

Det kan være som forsvar af bestemte handlinger. F.eks. skyndte samarbejdspolitikerne i Danmark efter befrielsen sig med at skrive historien om Danmarks besættelse. Samarbejdspolitikkens reelle betydning som støtte til Hitlers krig om verdensherredømme blev fjernet som et tema. Man fremmanede en myte om, at modstandsfolk og samarbejdspolitikere i virkeligheden arbejdede for samme sag og understøttede hinanden. Men det er og bliver en myte.

Samarbejdspolitikken, der blev bedravet af samlingsregeringen af Socialdemokraterne, Radikale, Venstre og Konservative, var en tilpasningspolitik, som modstandsbevægelsen forkastede, gjorde op med og til sidst fik smidt på porten sammen med regeringen. Realiteten er, at det var to uforenelige linjer, to diametralt modsatte strategier.

Men myter kan også skabes for at dække over, at man ændrer en bestemt politisk kurs – gør op med en politisk linje. Dette skete i Sovjet efter Stalins død. Den nye politiske magtelite ændrede kurs og satte Sovjet i bevægelse i retning af kapitalismens genrejsning – uden at fortælle det til befolkningen. Som senere Gobatjov talte de om ‘mer socialisme’.

De gjorde det ved at skabe en række myter om Stalins fejl, som man præsenterede som et opgør med persondyrkelse.

Se også
Forspillet til den 22. juni 1941
Af Troels Riis Larsen

Optakten til Den Store Fædrelandskrig

Året er 1956. Hrustjov kommer med sin berygtede ”hemmelige tale”, på Sovjetunionens kommunistisk partis (SUKP’s) 20. ordinære partikongres. Talen er eet langt angreb på Stalins politik, forklædt som et angreb på hans person og hans personlige fejl. Med det som dække ville Hrustjov Sovjetunionens Kommunistiske Partis politiske linje.
Det var først og fremmest et angreb på marxismen-leninismen under dække af at være et opgør med Stalins fejl.

Denne artikel vil nøjes med at omhandle de myter, der blev skabt af Hrustjov og hans medarbejdere om det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 og dermed dets rolle i 2. verdenskrig.

Stalingrad var vendepunktet i 2. verdenskrig
Det røde flag hejses over en ødelagt by

Hrustjov gjorde Stalin personligt ansvarlig for de store russiske tab, der fulgte umiddelbart i kølvandet på Tysklands overfald på Sovjet. Hrustjovs angreb på Stalin i forbindelse med den store fædrelandskrig, som 2. verdenskrig bliver betegnet på russisk, koncentrerer sig om fem områder. Hrustjov påstår at

1) Stalin nægtede til det sidste at tro på at Tyskland ville angribe Sovjetunionen
2) Stalin tog derfor ikke de nødvendige forberedelser til krigen
3) Stalin underminerede generalernes position med hans mistro og bagvaskelse.
4) Stalin fik et nervesammenbrud efter krigsudbruddet, der skadede Sovjets krigsindsats.
5) Stalin blandede sig i den militære taktik uden at have den nødvendige militære forståelse.

Hrustjovs tale blev hurtigt offentliggjort i vesten og har siden været ‘den etablerede sandhed’ om Stalins tanker og handlinger op til og lige efter krigsudbruddet i 1941. I Sovjet begyndte man at producere romaner og erindringslitteratur m.m. med udgangspunkt i Hrustjovs “hemmelige tale”. Disse romaner og erindringsbøger blev ivrigt citeret af vestlige historikere. (Note 1)

Men de fortæller ikke sandheden om, hvordan Stalin og Sovjetstaten handlede op til og efter den skæbnesvangre dag 22. juni 1941 – socialismens skæbnetime, men også starten til Hitler-fascismens endelige nederlag

Ikke-angrebspagten med Tyskland

Den 23. august 1939 valgte Sovjet at indgå en ikke-angrebspagt med Tyskland. Pagten blev indgået i erkendelse af at hverken Frankrig eller Storbritannien var interesseret i at lave politiske og militære alliancer, der kunne inddæmme Tyskland. Sovjetunionens bestræbelser for en kollektiv sikkerhedspolitik til værn mod fascistisk aggression blev afvist af Vestmagterne.
Der var der magtfulde kredse i Storbritannien og Frankrig, der håbede på at Tyskland ville gå i krig mod den røde stat.
I 1936 udtalte den daværende britiske premiereminister Stanley Baldwin f.eks.:
“Hvis der skal kæmpes i Europa, vil jeg foretrække, at det er Bolsjevikkerne og nazisterne, der gør det.” ( Note 2)

I Sovjet frygtede man at imperialistmagterne ville danne en samlet blok mod Sovjet, sådan som det var sket under borgerkrigen i 1918-1922. Men det mest sandsynlige scenarie i 1939 var en tofrontskrig mod Tyskland og Japan. Japan havde i 1938-39 ført en uerklæret krig mod Sovjetunionen, og derfor var det højst sandsynligt, at en krig mod Tyskland i 1939 ville betyde fornyede japanske angreb.

Ved underskrivelsen af ikke-angrebspagten undgik man en tofrontskrig. Desuden udskød man krigen i 22 måneder. En tid Sovjet brugte til at forberede sig på den kommende krig.

Fra imperialistisk krig til Den Store Fædrelandskrig

1. september 1939 angreb Tyskland Polen. Den 4. september havde Frankrig og Storbritannien erklæret Tyskland krig. En ny runde af imperialistiske omfordelingskrige var begyndt. I september 1939 var stillingen åben. Tyskland var den aggressive magt, der forsøgte at blive en stormagt på linje med Storbritannien, men i september 1939 var det ikke tydeligt at Tyskland var så militært overlegen, at Frankrig kunne indtages på blot seks uger i sommeren 1940. Heller ikke Stalin havde i september 1939 forventet, at Tyskland skulle vise sig at blive den alt dominerende magt. I september 1939 fortæller han lederen af Komintern Georgi Dimitrov:
“Det ville ikke være dårligt, hvis Tyskland bragte de rigeste kapitalistiske landes (frem for alt Englands) stilling til at vakle.” (Note 3)

Et år senere var Frankrig besejret, og Tyskland og England var i gang med slaget om Storbritannien. Storbritanniens imperium ikke blot vaklede, det var tvunget i knæ.

Men Sovjet kunne ikke vide sig sikker. På et tidspunkt ville Sovjet efter al sandsynlighed blive trukket ind i krigen. I slutningen af 1939 Var både Storbritannien og Frankrig potentielle fjender. Både i Frankrig og Storbritannien indledes der efter ikke-angrebspagten en antikommunistisk hetz.
I Frankrig bliver kommunistpartiet forbudt i oktober 1939.

Den imperialistiske krig var begyndt. Fra starten havde Stalin og den sovjetiske ledelse en klar forventning om, at Sovjet på et tidspunkt ville blive draget ind i krigen. Men på dette tidspunkt var intet givet. Ville det være Storbritannien og Frankrig, der trak Sovjet ind i krigen, ville det blive Japan eller ville det blive Tyskland, som Stalin advarede imod i oktober 1939 – kort efter indgåelsen af ikke-angrebspagten og verdenskrigens start. (Note 6)

Marskal Stalin –
Øverstbefalende for Den røde Hær

Efter at krigen mellem Sovjet og Finland var brudt ud i november 1939, blev der i samarbejde mellem Frankrig og Storbritannien lagt konkrete planer om at bombe de sovjetiske oliefelter i Baku. ( Note 4)

Man beklagede sig sågar over, at Sovjet ikke “var dumme nok til at give os [Storbritannien og Frankrig] en egentlig grund til at skride til militær handling mod dem [Sovjet].” ( Note 5)

Til sammenligning havde hverken Frankrig eller Storbritannien konkrete planer om at angribe, eller bombe Tyskland – et land de rent faktisk var i krig med!

Med den klare forventning at blive trukket ind i krigen var det klart, at man måtte bruge det midlertidige pusterum til at forberede sig så godt som muligt til en kommende krig. Som tiden nærmede sig stod det mere og mere klart at modstanderen først og fremmest ville blive Tyskland. I sommeren 1940 blev den franske hær slået på blot seks uger. Storbritannien kæmpede for sin overlevelse som nation og imperium.

Efterretninger og advarsler om krig

Hrustjov påstod i sin hemmelige tale, at krigen mod Tyskland kom som en overraskelse for Stalin, at Stalin ikke havde troet at Hitler ville bryde ikke-angrebspagten. For at underbygge sin påstand var Hrustjov nødt til at fordreje sandheden. Først og fremmest påstod han, at Stalin nægtede at tro på de efterretninger, der fortalte at Hitler ville angribe. Dernæst påstod han, at da Hitler brød aftalen kom det som et så stort chok for Stalin, at denne var ude af stand til at tage ledelsen af landets krigsførelse det første stykke tid.

Kort efter at Frankrig var blevet slået og slaget om Storbritannien var indledt begyndte Hitler at formulere planerne om at angribe Sovjet. I slutningen af 1940 gav Hitler ordre til at iværksætte planerne til operation Barbarossa. Barbarossa var det kodenavn Hitler havde givet for overfaldet på Sovjet.

Allerede forinden havde det russiske efterretningsvæsen fået til opgave, at lave en speciel afdeling, der kun samlede oplysninger om de tyske intentioner. (Note 7)

Oplysninger og rygter om krig kom i en lind strøm. Samtidigt kom der temmelig modstridende rygter. Starten af krigen blev fastsat af et utallige numre af kilder. Nogle af kilderne pegede på marts 1941, andre senere, nogle ventede det først i 1942, andre igen mente helt at det kunne undgås.

Det er vigtigt at forstå, at det kan være utroligt svært at forudsige det præcise tidspunkt for et angreb. Det amerikanske militær havde også modtaget oplysninger om angrebet på Pearl Habour – alligevel blev USA overasket og Pearl Habour blev udslettet. Sovjet modtog et væld af efterretninger fra et væld af forskellige kilder.

Lige op til krigsudbruddet modtog man efterretninger, der gav en gal dato for angrebet. Således skrev Dimitrov i sin dagbog, at man fra kinesisk side havde fået oplysning om at Tyskland ville angribe den 21. juni – altså dagen før selve angrebet kom. (Note 8)

Det havde også betydning hvor kilderne kom fra. Var det troværdige kilder, eller var det utroværdige kilder. Det er en stor del af arbejdet med efterretningsvæsnet – at afgøre om, hvorvidt efterretningsvæsnets kilder er troværdige.

Churchills advarsel til Stalin

I hans “hemmelige tale” understregede Hrustjov at Stalin havde fået en række advarsler om et kommende tysk angreb. Han fremhævede bl.a. Churchills selvbiografiske værker omkring 2. verdenskrig, hvori Churchill lagde meget vægt på den såkaldte advarsel til Stalin. Budskabet i Churchills advarsel var som følger:

“Jeg har sikker information fra en troværdig agent, om at da tyskerne mente at de havde Jugoslavien i deres net, dvs. efter 20. marts [1941], begyndte de at flytte tre ud af fem panzerdivisioner fra Rumænien til det sydlige Polen. I det øjeblik de hørte om den serbiske revolution blev ordren tilbagekaldt. Hans Excellence vil nemt værdsætte betydningen af disse fakta.” (Note 9)

Brevet til Stalin var flere uger undervejs. Både udenrigsministeriet og den britiske ambassadør i Moskva, Cripps, mente at det var en dårlig ide at aflevere brevet, da det blot ville blive set i lyset af begivenhederne i Jugoslavien og man ville gå ud fra, at briterne “forsøgte at lave ballade med Tyskland”. (Note 10)

Det var præcist det Churchill ønskede. At fremme spændingerne mellem Tyskland og Sovjet, især set i lyset af Storbritanniens manglende militære succes. På den måde kunne Storbritannien få lettet presset i Nordafrika og Grækenland. Churchills meddelelse var ikke specielt opsigtsvækkende. Bragte ikke nogle nye informationer til Sovjet eller Stalin. Det var den britiske ambassadør i Moskva også ganske klar over og påpegede det overfor Churchill. (Note 11)

Alt i alt blev resultatet sandsynligvis, at Stalins og Molotovs mistro overfor Storbritannien blev øget. Advarslen var blot et forsøg på at lokke Sovjet i krig, før Sovjet var klar til det.
Det ville være naivt og dumt at opfatte Churchills advarsel som udtryk for almindelig bekymring for Sovjet. Churchill havde det oplagte motiv at drage Sovjet ind i krigen – og Churchill var leder af det selv samme land, der blot året forinden havde lagt planer om at bombe Sovjet.

Brevet blev leveret til Molotov i midten af april. Få måneder efter tog Hess, Hitlers stedfortræder, på ‘fredsmission’ til London. Storbritannien ville ikke fortælle hvad Hess skulle i Storbritannien, men Sovjet vidste fra efterretningskilder, at Hess var i Storbritannien for at søge en separatfred, der ville give Hitler fri bane for angrebet på Sovjetunionen.

Hvis Storbritannien kunne true Tyskland med en alliance mellem dem selv og Sovjet kunne de måske opnå bedre vilkår. Sådan er det diplomatiske spil. Derfor er det klart at Stalin var meget påpasselig overfor at reagere positivt overfor denne advarsel fra Churchill.

Desuden var oplysningerne uinteressante. Man havde allerede meget bedre informationer omkring Tysklands troppeformationer. Og man forberedte sig til krigen.

Håb til det sidste

Var det muligt at udsætte krigen – måske helt at undgå en blodig og dyr krig?
Det er klart at borgerskabet verden over ønskede død over verdens eneste socialistiske stat – Sovjet – over en nation, der gav håb til så mange millioner mennesker verden over.
De mest reaktionære dele af borgerskabet vil altid gøre, hvad de kan for at bekæmpe socialismen – inklusive at udløse blodig krig mod socialistiske stater.

Sovjetunionen var under Lenin og Stalin altid forberedt på muligheden af angrebskrige og invasion. Omgivet af fjender er det imidlertid umuligt at år i forvejen at forudsige, hvornår krigen kommer og hvilke kapitalistiske stater, der leder an i slaget. Derfor må socialistiske stater konstant være klar til at forsvare sig, konstant være på vagt mod forrædere, der ønsker at genoprette kapitalismen. Det vidste den sovjetiske ledelse. Men man vidste også, at så længe krigen ikke rent faktisk var indtruffet – så længe var der håb om at udskyde konfrontationen mellem socialismen og kapitalismen.

Op til krigsudbruddet den 22. juni 1941 var der forskellige tegn på at krigen kunne udsættes. Og det er klart at Stalin og Molotov forsøgte at benytte sig af de muligheder der var. En af de diplomatiske muligheder, der bød sig, var da den tyske ambassadør i Moskva, Schulenberg, efter en samtale med Hitler i Berlin, begyndte at antyde muligheden af at opretholde freden. I maj havde han flere møder med Dekanozov, den sovjetiske ambassadør i Berlin.
Dekanozov fik indtryk af at Schulenberg tog initiativerne på baggrund af samtalerne med Hitler – altså at fredsfølerne kom direkte fra Hitler. Sandheden var, at Schulenberg gjorde det på eget initiativ, hvilket han da også måtte erkende på det 3. møde med Dekanozov, den 12. maj. (Note 12)

Det er klart at Stalin og Molotov måtte tage sådanne henvendelser alvorligt. Alle initiativer, der kan være med til at sikre freden lidt tid endnu, vil være en fordel. Forskellige andre ting pegede på at Hitler ikke ville angribe lige nu. F.eks. var Tyskland stadigvæk i krig med Storbritannien, og en krig på flere fronter – den af den tyske generalstab frygtede to-fronts-krig som i 1. Verdenskrig – ville alt andet lige gøre det sværere for tyskerne at vinde en krig med Sovjet.

Derfor havde man selvfølgeligt lige til det sidste et håb om at krigen kunne udskydes, men som Molotov fortalte Dimitrov dagen inden det tyske overfald:
“Situationen er uklar. Et stort spil bliver spillet. Ikke alt afhænger af os. Jeg har snakket med JW [Stalin]. Når der sker noget ekstraordinært giver jeg besked.” (Note 13)

Man kan ikke komme meget tættere på Molotovs og Stalins tanker op til krigsudbruddet. Det står klart at man på dette tidspunkt stadig håber på at udsætte krigen, men man ved godt, at det afhænger af Hitlers planer. Eller som Molotov formulerede det længe efter krigen:
“Vi vidste, at krigen snart kom, at vi var svagere end Tyskland, at vi ville blive nød til at trække os tilbage. Spørgsmålet var, hvor skulle vi trække os tilbage til – Smolensk eller Moskva, det var hvad vi diskuterede inden krigen. (…) Vi gjorder alt for at udsætte krigen. Og det lykkedes for os i et år og ti måneder .”(Note 14)

Forberedelser til forsvarskrig

Forberedelserne til Den store Fædrelandskrig begyndte allerede med den første femårsplan i 1928. Hvis den første socialistiske stat skulle overleve måtte den tage truslen om militær intervention alvorligt. Det krævede at man opbyggede en sværindustri, der kunne matche de udviklede kapitalistiske lande. Og det skulle gå stærkt.

Økonomiske forberedelser til forsvarskrig

Med den socialistiske planøkonomi, der fandt sit udtryk i femårsplanerne blev grunden lagt for at skabe en samlet militærindustri. Stalin og Sovjet var klar over at krigen var en reel trussel og derfor var man tidligt klar over at krigsoprustningen var nødvendig. I februar 1931 talte Stalin til en konference for ledere i den socialistiske industri. Her slog han klart fast:
“Vi er halvtreds eller hundrede år bag de fremskredne lande. Vi må indhente denne forskel i løbet af ti år. Enten gør vi det eller de knuser os.” (Note 15)

På alle måder forsøgte man at forberede landet på forsvarskrig. Man begyndte at opbygge industrien ved Uralbjergene langt fra den vestlige og østlige grænse, hvor det var mest sandsynligt, at angrebene ville komme. Man moderniserede våbnene. Man øgede forsvarsbudgettet. Man forstørrede hæren og det stående beredskab. Også efter august 1939 forberedte man sig økonomisk på en kommende krig. De økonomiske forberedelser betød da også, at Sovjets krigsproduktion langt oversteg den tyske i de afgørende år under krigen. Dette på trods af at Sovjet i starten af krigen var tvunget til at flytte hele fabrikker fra den vestlige del af Sovjet hen til industrien i Uralbjergene.

Først og fremmest lykkedes det via planøkonomiens fortjenester og folkets opofrelse at opbygge en masseproduktion af højtudviklede moderne våben, der i sidste ende betød, at Sovjet blev Tyskland langt overlegen i at producere våben. I 1940 nærmede Sovjet sig sin maksimale krigsproduktion, men først i 1942 viste den sovjetiske krigsproduktion sig at være den tyske langt overlegen. (Note 16)

Det var netop det år, hvor krigen begyndte at vende. Hvor Tysklands fordele ved at have initiativet forsvandt.

Militære forberedelser til forsvarskrig

Sovjet og Stalin vidste, at krigen nærmede sig. Jo længere tid man kunne få til at forberede sig, jo bedre ville mulighederne være for et effektivt forsvar. Men hvor kom truslen fra?
Som vi allerede har set, lagde Storbritannien og Frankrig konkrete planer om at bombe den sovjetiske olieindustri i Baku. Planer som Sovjet ret hurtigt blev bekendt med. Japan var stadig en trussel på trods af at man havde sluttet fred med dem i september 1939.

Men det aggressive fascistiske Tyskland blev fortsat betragtet som den mest sandsynlige modstander. Derfor forberedte Sovjet først og fremmest sine forsvarslinjer og sit forsvar på et angreb fra Tyskland.

I slutningen af juni 1940 var Frankrig definitivt slået af Tyskland efter blot 6 ugers kampe. Herefter stod det helt klart at Tyskland var den mest sandsynlige modstander i en kommende krig. Men det var ikke udelukket at det ville blive en samlet blok. Måske ville Storbritannien slutte fred med Tyskland og slutte sig til et felttog mod bolsjevismen. Japan kunne stadigvæk slutte sig til en tysk/britisk felttog. I sommeren 1940 og helt frem til Tysklands brutale overfald på Sovjet var tingene ikke givet.

Ikke desto mindre fortsatte Sovjet sine bestræbelser på at sikre sig imod et kommende angreb fra Tyskland.
Oktoberrevolutionen havde givet Finland og de baltiske lande national og statslig uafhængighed.
Disse små landes tragedie var deres placering i det store imperialistiske spil i Europa. Som kapitalistiske stater og gamle områder for stormagtsrivalisering – Tyskland, Storbritannien og Tsar-Rusland – fandtes meget stærke antikommunistiske strømninger i den herskende klasse. Disse opmuntredes af det aggressive fascistiske Tyskland og også af verdens største kolonimagt i 20’erne og 30’erne: Storbritannien.
Sovjetunionens forhold til disse lande bestemtes ikke mindst af den helt reelle fare for en aggressionskrig mod det socialistike land udkøst af Hitlertyskland og/eller andre imperialistmagter.

‘Vinterkrigen’ med Finland og traktaterne med de baltiske lande, der tillod placeringen af russisk militær i disse lande, var forsøg på at sikre at Tyskland ikke brugte disse stater som et springbrædt til et angreb på Sovjet.
Det samme gælder for de rumænske territorier, Bassarabia og Bukovina, som et forsøg på at styrke forsvaret mod et tysk angreb. (Note 17)

Frem til i dag er disse spørgsmål omstridte. Bush-politikere og den danske statsministe Anders Fogh-Rasmussen, der fører aggressionskrig og besætter suveræne lande som Irak og Afghanistan, erklærer op til 60-års-dagen for afslutningen af krigen i Europa – 8. maj 1945 – at Rusland skal undskylde for ‘besættelsen’ af de baltiske lande. Det er fuldstændig ensidigt og i strid med de historiske kendsgerninger. Det socialistiske Sovjetunionen skylder ikke disse lande en undskyldning. Det optrådte ikke som besættelsesmagt i 1939 og 1940.

Det aggressive Hitlertyskland beskyldte Sovjetunionen for at være aggressiv og have planer om at erobre hele Europa. Korstoget mod kommunismen skulle angiveligt dæmme op for den bolshevikkiske fare. Hitlers krig blev fremstillet som en ‘forebyggende’ krig, for at bruge et moderne udtryk, lånt fra den amerikanske imperialisme.

Da Hitler udløste sin ‘lynkrig’ mod Sovjetunionen gik Finland med i krigen på Hitlers side, og store skarer af antikommunistiske frivillige meldte sig til SS-bataljonerne fra de baltiske lande – de største udenlandske kontingenter på tysk side på ‘østfronten’.
Disses brutalitet over for jøder, kommunister og sovjetborgere var ubeskrivelig.
I dag hylder de nyslåede EU-lande disse SS-mordere som ‘frihedskæmpere’ mod Sovjetunionen!
Men Sovjetunionen og Den røde hær kom som befriere til disse lande, da Hitlertyskland blev fordrevet og tvunget tilbage til, indtil sejren over fascismen blev uigenkaldelig med indtagelsen af Berlin.

Den sovjetiske generalstab anså det for sandsynligt at et kommende tysk angreb ville komme fra Balkan over Rumænien. I starten af 1941 lavede den røde hær to militære øvelsesscenarier, hvor man fokuserede på et kommende angreb fra Tyskland. Endnu et klart bevis på at man anså det for meget sandsynligt, at Tyskland ville bryde ikke-angrebspagten. Øvelse nr. 2 fokuserede først og fremmest på, at angrebet ville blive sat ind fra syd – altså Rumænien. (Note 18)

Løbende blev det militære beredskab styrket. Man fik stadige underretninger om de tyske troppekoncentrationer og forsøgte hele tiden at tage nødvendige modforholdsregler. Selv at opruste og flytte tropper, men hele tiden uden at give Tyskland en grund til at gå i krig. Hvis man mobiliserede sine styrker for hurtigt og for synligt kunne det måske betyde, at Hitler fremskyndede sine planer om at angribe.

1. verdenskrig blev netop indledt ved at Rusland oprustede og mobiliserede til krig. Dengang forsøgte Tyskland at undgå en tofrontskrig ved at indlede et angreb på Frankrig, inden Rusland kunne nå at angribe Tyskland. Det mislykkedes, men i Sovjet frygtede man altså at en alt for voldsom mobilisering ville fremskynde et tysk angreb.

Det forhindrede dog ikke Sovjet i at mobilisere. Det foregik dog ganske forsigtigt. Oprustningen og mobiliseringen foregik helt frem til den 22. juni 1941 – men hele tiden i håbet om at krigen kunne udskydes endnu noget tid.

Som de to øvelser viste, var det muligt for tyskerne at trænge langt ind på det russiske territorium, uden at den røde hær kunne forhindre det. Derfor besluttede man at flytte sine forsvarslinjer længere ind i landet, da de lå for tæt på grænsen. Man nåede imidlertid ikke at færdiggøre dette projekt, inden krigen kom.

Den militære øverstkommanderende general Zhukov leverede i midten af maj 1941 et forslag til, hvordan man mere offensivt kunne gå til modangreb i tilfælde af et tysk angreb. Forskellige har forsøgt at bruge dette forslag i deres angreb på Stalin og påstået, at hvis forslaget var sat i værk, havde det forhindret nogle af de store tab i starten af krigen. Men Zhukov har selv indrømmet, at hvis denne mere offensive strategi var blevet implementeret i den røde hærs strategi havde det fået katastrofale konsekvenser:
“Havde den røde hær fået lov til at slå til på det tidspunkt, var den blevet knust umiddelbart.” (Note 19)

Stalin var altså fuldt ud klar over risikoen for en nært forestående krig. Han var også godt klar over den røde hærs svagheder og prøvede derfor at udskyde krigen længst muligt. Derfor blev det diplomatiske spil vigtigt. Kunne man via diplomatiske initiativer holde udsætte krigen ville meget være vundet. Måske blot til 1942. Jo længere man kunne strække den des bedre. Hver måned havde betydning for forstærkelsen af forsvaret.
Molotov fremhæver i sine erindringer, at Stalin allerede inden krigen var klar over, at Sovjet først i 1943 ville være klar til at møde Tyskland på lige fod. (Note 20)

Diplomatiet sættes ind

Når Molotov i sine samtaler med Felix Chuev siger, at Sovjet gjorde alt for at udsætte krigen, er det en sandhed med modifikationer. (Note 21) Man forsøgte at udsætte krigen, men uden at give afkald på de kommunistiske principper uden at gøre knæfald.
Det er her diplomatiet sættes i spil.

Et af de diplomatiske tiltag, som man fra sovjetisk side foretog, var en handelsaftale med Tyskland på ca. samme tid som offentliggørelsen af ikke-angrebspagten.
Logikken bag denne var, at så længe Tyskland kunne handle sig til de nødvendige varer, så var incitamentet for at gå i krig ikke så stort.

Mange historikere har påstået, at handelsaftalerne var afgørende for at Hitler kunne gå i krig med Frankrig og Storbritannien, og senere betød forsyningerne, at Tyskland kunne gå i krig med Sovjet. Problemet med denne forklaring er blot, at Tyskland først og fremmest fik de krigsvigtige råstoffer såsom olie fra Rumænien, og jernmalm fik man fra Sverige.

Varerne, som Sovjet leverede til Tyskland var først og fremmest korn. Til gengæld fik Sovjet vigtige maskiner, der kunne bruges direkte i forsvarsindustrien. Således var handelsaftalerne mindst lige så fordelagtige for Sovjet, og Sovjets leverancer til Tyskland havde stort set ingen betydning for Tysklands militære formåen.

Sovjet gennemførte i hele perioden en række diplomatiske tiltag, der på en række områder var rettet mod Tyskland.
Nogle af disse var helt igennem bemærkelsesværdige.
I 1938 og igen i sommeren 1939 havde der været en række grænseslag mellem Japan og Sovjet. Efter underskrivelsen af ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjet (som Tyskland gennemførte uden at forhåndsorientere sine japanske partnere) var Japan tvunget til at revidere sin politik overfor Sovjet. Allerede i september 1939 underskrev Sovjet og Japan en fredsaftale.

Det åbnede også muligheder for at lave en mere bindende aftale med Japan. Den 13. april 1941 underskre v man således en neutralitetspagt. Aftalen var kommet i stand udenom tyskerne, der ikke ønskede at se de to nationer nærme sig hinanden.
Den 13. april 1941 blev det således gjort klart overfor Tyskland at det ikke skulle regne med at få hjælp fra Japan, hvis det indledte en aggressionskrig mod Sovjet. Dette var endnu en diplomatisk succes, der gjorde det vanskeligere for tyskerne at indlede den aggressions- og udplyndringskrig, det forberedte. (Note 22)

Mange andre tiltag, større og mindre, blev taget for at sikre sig fred længst muligt – og samtidig forsøge at indskrænke antallet af mulige modstandere. Men det var selvfølgelig ikke alt diplomati, der gik som man ønskede. Og nok så meget diplomati kunne ikke i længden holde nazisterne fra døren.
Tidligt om morgenen den 22. juni 1941 gikHitlers hære til angreb.

Myterne om Stalins koma

Myterne om Stalins nervesammenbrud er vidt udbredte og beskrevet livligt af mangen fag- og skønlitterær digter. Dykker man lidt ned i kilderne, viser det sig. at denne myte, der blev opfundet af Hrustjov, er én stor løgn.
Stalin gik ikke i panik, han fastholdt selv ledelsen af partiet og var også den ledende kraft i den første vanskelige tid efter overfaldet på Sovjet. Nærlæser man nogle af de selvbiografier, der omhandler den tid, vil det skinne igennem, at Stalin var til stede hele vejen igennem.

Nu da man har fået adgang til kildematerialet, kan man se af mødekalenderen, at Stalin flittigt deltog i møderne. Man mest bemærkelsesværdigt er dog den beskrivelse, Dimitrov kommer med i sin dagbog. Dimitrov blev beordret til Kreml kl. 07.00 den 22. juni. Her fortæller Stalin ham:
“De har angrebet os uden at stille nogen krav, uden at forlange nogen forhandlinger. Som røvere har de angrebet os. Efter overfaldet, efter bombardementet af Kiev, Sevastopol, Shitomir og andre byer, fremkom Schulenberg med erklæring om, at Tyskland havde følt sig truet af den sovjetiske troppekoncentration nær østgrænsen og taget modforholdsregler. Finnerne og rumænerne er på tyskernes side. Bulgarien varetager Tysklands interesser i Sovjetunionen.”

Dimitrov beskrev stemningen således:
“Roen, fastheden og optimismen hos Stalin og alle andre er forbløffende. Regeringens erklæring, som Molotov skal læse op i radioen, redigeres. Instrukser gives til hæren og marinen. Foranstaltninger i forhold til mobilisering og krigsstatus. Et underjordisk sæde for centralkomiteens og stabens arbejde er forberedt.”

Tydeligere og klarere kan det ikke siges. Stalin gik ikke i panik – tværtimod havde han fuld tillid til at den røde hær og socialismen ville sejre. Men nu var tiden ikke til revolution forklarede Stalin:
“Det sovjetiske folk fører en fædrelandskrig imod det fascistiske Tyskland. Det drejer sig om at tilintetgørelsen af fascismen, der har gjort en række folk til slaver og derefter stræber efter også at gøre andre folk til slaver…” (Note 23)

Stalin og militæret

Meget er sagt om Stalins rolle under krigen. Som sagt gav Hrustjov Stalin eneansvaret for de store tab i starten af krigen. Spørgsmålet er om det kunne være gået meget bedre, set i lyset af de klare tyske fordele. Stalin tog en del beslutninger som øverstkommanderende under krigen. Men han tog ikke beslutningerne alene. I alle vigtige beslutninger var der en eller flere generaler, der var medansvarlig for beslutningen. Der blev uden tvivl begået fejl i løbet af krigen også af Stalin, men alt i alt lykkedes det at stoppe de fremrykkende tyske hære tre uhyre vigtige steder.
Ved Leningrad, ved Moskva og ved Stalingrad.

Stalins lederskab og store mod ved at blive i Moskva og inspirere forsvaret af byen var med til at holde tyskerne ude af Moskva hele krigen igennem. Hvis man kritiserer Stalins beslutninger, må man samtidigt kritisere de generaler, der rådgavham, og som han tog beslutningerne i samråd med.

1. maj 1945 –
Det røde flag hejses over Rigsdagen i Berlin

Men Hrustjovs formål var et andet: at underminere marxismen-leninismen. Til det havde han brug for militæret. Og i ledelsen var der stadigvæk en del, der var sure over, at “Stalin” i sin tid udrensede en del af den militære elite og samtidigt forsøgte at fjerne den militære klike, der følte sig hævet over det politiske magtcentrum.

Alt i alt var Den røde Hærs indsats forbløffende igennem hele krigen. Hitler havde efter hans lynsejre over Frankrig og på Balkan troet, at Sovjet var en smal sag, der ville være overstået på et par måneder.
Dér havde han forregnet sig.
Han og Tyskland kom til at betale for sin fejltagelse med det totale nederlag i 1945.

I 1941 troede hele verden, inklusive Sovjets vordende allierede, Storbritannien, at Sovjet ville være nedkæmpet, inden vinteren kom.

“Kun” Sovjet, Stalin, samt de arbejdende masser verden over troede på socialismens styrke.
Efter vinterkrigen i 1940 fandt man en række mangler i militæret – især var der for mange dårlige kommandører.
Men som Stalin konkluderede på et centralkomitemøde i marts 1940:
“Når folkekommissariatet arbejder bedre, så vil vi have den bedste hær i verden.” (Note 24)

Som Dimitrov konstaterede ved krigsudbruddet den 22. juni:
“Kun kommunisterne kan besejre fascisterne..” (Note 25)
De holdt løftet. 8. maj 1945 kapitulerede Hitlertyskland. Hele Europa var befriet for nazimens og fascismens åg.

Noter

1 Se f.eks. Adam B. Ulam “Stalin, the man and his era”, der i en note omkring Stalins handlinger d. 22. juni og dagene efter skriver: “så vidt angår Stalins færden [stammer oplysningerne hovedsagligt fra], det der ser ud til at være en faktuel fremstilling i en historie skrevet af Alexander Chakovsky ‘blokaden’ (1968)” s. 537.

2 Carley, Michael Jabara. “1939: the alliance that never was and the coming of world war II” s. 33.

3 Dimitroff, Tagebücher 07.09.39.

4 Carley s. 236 og Gorodetsky, Gabriel: “Grand delusion: Stalin and the German invasion of Russia ” (1999) s. 17.

5 Gorodetsky s. 17-18.

6 Roberts, Geoffrey. “the Soviet Union and the origins of the second world war” (1995), s. 105.

7 Gorodetsky s. 55.

8 Dimitrov TageBücher 21.06.41.

9 Gorodetsky s. 162. Hele dette afsnit bygger på Gorodetskys fremstilling s. 155- 178.

10 Gorodetsky s. 165.

11 Gorodetsky s. 164-165.

12 Gorodetsky s. 218-219.

13 Dimitrov TageBücher 21.06.41

14 Chuev, Felix. “Molotov remembers” (1993), s. 22-23.

15 Munting, Roger “The economic development of the USSR ” s. 86-87.

16 Barber, John og Harrison, Mark.
“The Soviet defence-industry complex from Stalin to Khrushchev” (2000), s. 100-101 og s. 111.

17 Gorodetsky s. 29.

18 Gorodetsky s. 127-128.

19 Gorodetsky s. 240.

20 Cuchev, Felix: “Molotov remembers” (1993), s. 23.

21 Cuchev s. 22-23.

22 Se Gorodetsky s. 179-201.

23 Citaterne er fra Dimitrovs TageBücher 22.06.41.

24 Dimitrov TageBücher 28.03.40.

25 Dimitrov TageBücher 22.06.41.

Se også
60-årsdagen for Hitlertysklands overfald på Sovjetunionen
Forspillet til den 22. juni 1941
Af Troels Riis Larsen

Netavisen 7. maj 2005