EU-protest og krigsprotest

Det unionspolitiske landkort efter parlamentsvalget

Valget til EU-parlamentet i 25 lande er blevet kaldt ‘den største øvelse i demokrati nogensinde’. Problemet var imidlertid, at folkene i de europæiske lande ikke ville være med. Valgdeltagelsen blev den laveste nogensinde med blot 45 pct. af de stemmeberettigede. I de nyoptagne lande lå stemmeprocenten på under 30.

EU-topmødeprotest i Spanien
Befolkningerne protesterede ved at ‘boykotte’ parlamentsvalget

Siden det første EU-parlamentsvalg i 1979 er valgdeltagelsen raslet ned. Dengang stemte 63 pct. af vælgerne. Fra valg til valg er der sat en ny bundrekord – med 2004 som det foreløbige lavpunkt. Langt det største parti i Den Europæiske Union er boykotpartiet.

Den lave valgdeltagelse er det bedste bevis på, at de europæiske folk ikke betragter Unionen som deres – som folkenes projekt. Det er det heller ikke: det er den europæiske kapitals, monopolernes projekt, som savner ‘demokratisk legitimitet’, for at bruge en af tidens modefraser.

Unionspartierne

Nice-traktatens bestemmelser for europæiske partier tager sigte på at fremme partier organiseret på EU-plan og er direkte diskriminerende over for nationale partier. EU-partierne favoriseres også i udkastet til den ny unionsforfatning, som ventes vedtaget på det EU-topmøde, der starter i dag.

Parlamentsvalget den 11.-13 juni skulle bruges til at fremme denne proces og konsolidere den demokratiske fernis over denne monopolkonstruktion ved at udbygge et parlamentarisk EU-partisystem, der er en slags EU-udgave af det amerikanske to-partisystem. Først og fremmest er der i denne plan ingen plads til unionsmodstanderpartier.

EU’s herskende tilstræber noget i retning af et (lidt udvidet) amerikansk to-parti-system – med to dominerende blokke. Den ene åbent borgerlig bestående af kristen-demokrater og konservative (EPP/ED- ‘Det europæiske Folkeparti’), den største gruppe i EU-parlamentet samt den “liberale gruppe” (ELDR), som både Venstre og De Radikale deltager i fra Danmark.

Den anden er socialdemokratisk/socialistisk (PES). Den danske valgtriumfator Poul Nyrup Rasmussen er i forvejen formand for de europæiske socialdemokrater PSE. PES er dens parlamentarikergruppe på unionsplan.

Derudover findes fire andre grupperinger i EU-parlamentet, som ikke er særlig velsete i bloksystemet, og en række lister og kandidater udenfor grupperne. (Se linkside til grupperne i EU-parlamentet)

Stor fremgang for unionsmodstanden

Ligesom det ikke lykkedes for EU-politikerne at øge stemmeprocenten, kiksede det også med hensyn til at stoppe bølgen af EU-modstander og EU-kritiske partier og lister. Selvom de to unionsmodstanderlister i Danmark gik tilbage, havde de stor fremgang i mange af de øvrige lande.

I England blev den store sejrherre ved valget United Kingdom Independence Party, UKIP, et borgerligt parti, som vil have UK ud af EU. Det er medlem af samme gruppe som Junibevægelsen, mere end fordoblede sit stemmetal til 16.9 pct. og blev det tredjestørste britiske parti i EU-parlamentet.

Den nydannede svenske Junilistan – søsterorganisation til Junibevægelsen – fik 14,4 pct. af stemmerne og 3 af Sveriges 19 pladser. I Østrig blev et nyt parti, Hans-Peter Martin Listen, dannet af en EU-kritisk journalist med 14 pct. af stemmerne og 2 mandater landets tredjestørste gruppe i EU-parlamentet. Jörg Haiders parti blev decimeret.

I Holland fik det nydannede Europa Transparant 2 mandater. Det er grundlagt af Paul van Buitenen, EU-embedsmanden, der afslørede regnskabssvindelen, der førte til EU-kommissionens fald i 1999 – og hans fyring fra EU.
Og i Polen blev det EU-kritiske Selvforsvarspartiet, Samobroona, med 15 pct. af stemmerne og 9 af Polens 54 pladser det næststørste i landet. Partiet vil genforhandle Polens EU-medlemskab – og trække de polske tropper hjem fra Irak.

Krigsprotest

Udover modstanden mod EU og regeringernes gennemførelse af EU-politikken gjorde også modstanden mod Irak-krigen sig stærkt gældende i de lande, hvor regeringerne har deltaget i eller støttet krigen og besættelsen.
Det gjaldt udtalt for Blair i England, Berlusconi i Italien, Fogh i Danmark, i Polen og i konsolideringen af socialistpartiets valgsejr i Spanien. I Frankrig og Tyskland led også ‘krigsmodstanderne’ Chirac og Schröder alvorlige valgnederlag. De blev straffet for at gennemføre EU’s almindelige økonomiske og sociale politik.

Der er selvfølgelig et klart element ved EU-parlamentsvalget af ‘prøvevalg’ i forhold til de nationale valg. EU-politik og national politik er ikke adskilt – og slet ikke på den måde, som EU-politikerne vil have tingene skilt.

Venstrefløjspartierne i EU (det vil sige “folkesocialistiske”, venstresocialistiske, trotskistiske og erklæret kommunistiske (revisionistiske) partier gik i almindelighed lidt frem ved valget.
George Galloways britiske Respect kom ikke ind, men fik en pæn stemmeandel, især i London. De to samarbejdende trotskistiske partier i Frankrig blev heller ikke valgt.
Det tyske PDS gik lidt frem, det græske KKE tabte et mandat. Det italienske Rifundazione gik to pladser frem til 5. Og det irske Sinn Fein blev for første gang repræsenteret i parlamentet.

I en række lande opfordrede erklæret kommunistiske partier og ml-organisationer til boykot af valget – som f.eks. KPMLr i Sverige.

Se også

Mandatfordeling og grupper i EU-parlamentet

Partier i de forskellige grupper fordelt på lande

Netavisen 17. juni 2004