Af Henning Paaske Jensen
Israel, en apartheid- og pariastat
Gør man status her ved årsskiftet, bliver det klart for stadig flere, at Israel er en apartheid- og terrorstat, som ikke ønsker fred, men ønsker at kolonisere endnu mere land.
Udbygningen på Vestbredden er i fuld gang, samtidig med at dødspatruljerne intensiverer sin hærgen i flygtningelejrene. Det har været Sharons julebudskab og det, medierne kalder en rolig periode. Fulgt op af en ny udbygningsplan for de besatte syriske Golanhøjder.
Alt imens frygter Israel, at atomeksperten Vanunu efter kidnapning og 18 års fangenskab skal lække yderligere oplysninger om den israelske atommagt, når han slipper ud af fængslet om nogle måneder.
Sharon har åbenbaret sin “ensidige fredsplan” med inddragelse af store dele af Vestbredden, en plan med indbyggede selvopfyldende betingelser og er allerede i fuld gang med at føre planen ud i livet med intensiveret apartheidmur-byggeri, mens USA og EU og Danmark ser på.
Der er ikke tale om reel kritik fra USA’s side. USA er Israels garant for deres fremfærd, og de forbehold, USA har fremført, har mest været af kosmetisk karakter.
EU er Israels største samhandelspartner ved siden af USA, har Israel som økonomisk begunstiget stat og har for længst indvilget i at sætte modstandskampen på terrorlisten i stedet for det mere rimelige, at det blev terrorstaten Israel, som kom på en terrorliste med efterfølgende totale boykot og sanktioner.
Israels handlinger og udmeldinger i december måned viser endnu tydeligere, at Israel er en pariastat, som sætter sig ud over alle love og konventioner
Israel ønsker sig store dele af Vestbredden. Israel aldrig frivilligt vil aflevere Golanhøjderne. Israel diskuterer højere og højere, at den palæstinensiske befolkning i Israel udgør et problem alene ud fra sit antal.
For det zionistiske Israel er det forfærdeligt, hvis hver enkelt indbygger i Israel skulle have samme rettigheder. Ja, endnu værre, hvis Israel opfylder sin FN-påbudte pligt om at give palæstinensiske flygtninge ret til tilbagevenden til den jord, de er fordrevet fra.
Tingene bliver vendt på hovedet. Det er ikke besætteren som er problemet, men den besatte, som ikke vil acceptere kollektiv afstraffelse, snigmord, ydmygelser, afgivelse af endnu mere land og afståelse fra perspektivet om reel national selvbestemmelse.
Fred uden opfyldelse af palæstinensernes rettigheder er en illusion
Enhver fredsaftale, som ikke bygger på palæstinensernes fulde rettigheder, der er udtrykt i konventioner og FN-resolutioner, men som faktisk bygger på at kontrollere det palæstinensiske folk, vil aldrig kunne holde, uanset hvor mange præsidenter, ekspræsidenter og eksudenrigsministre der anbefaler det, som det er tilfældet lige nu med Genève-planen.
Det gælder køreplanen, og det gælder Genèveaftalen, som Sharon fordømmer, men arbejder i ly af, fordi en sådan plan er med til at undergrave den palæstinensiske enhed, og mange kræfter lige nu skal bruges på at genbekræfte palæstinensernes rettigheder.
Sharon har ikke glemt hans gamle drøm at lave “transfer”, fordrivelse af palæstinenserne til Jordan.
Lige nu er han i fuld gang med at omdanne og opdele Vestbredden til en eller flere ghettofængsler som Warszawaghettoen i Polen.
Genève-mediemanipulation af dimensioner
Fra Genèveaftalen blev offentliggjort med pomp og pragt ved en ceremoni i Genève 1. december med tilslutning fra tidligere præsidenter, statsministre og udenrigsministre, har medierne overgået hinanden i lovord og fokusering, at her var løsningen. En mediemanipulation af dimensioner. Det, der ikke er kommet frem i disse medier, er, at det palæstinensiske folk gennem udtalelser og manifestationer og meningsmålinger siger nej til at afskrive sig retten til tilbagevenden og at leve som undersåtter i israelsk dominerede enklaver.
Det palæstinensiske folk siger nej til Genève
Det er tankevækkende, at folk, som kalder sig kommunister og progressive, ifølge Dagbladet Arbejderen (DKP/ML) støtter en sådan kapitulationsaftale.
Ja, Dagbladet Arbejderen har gjort som andre mainstream-dagblade (bortset fra Information), nemlig fremstillet tingene, som om det er præsterne og Sharon, der siger nej, mens progressive siger ja. Velbekomme.
Som om spørgsmålet om grundlæggende rettigheder er afhængig af religiøsitet.
De kan ikke få øje på og videreformidle den palæstinensiske og verdensomspændende underskov, som afviser denne underløbning af den palæstinensiske intifada og det palæstinensiske folks rettigheder.
De kan ikke få øje på, at befrielsesorganisationer som Fatah, PFLP og andre organisationer siger klart nej på linje med Hamas og Islamisk Jihad. Ja, på fællesmødet med alle disse palæstinensiske befrielsesfraktioner i Cairo var der afvisning af Genève initiativet. Dette møde kaldte medierne en fiasko, fordi befrielseskæmperne ikke ville foretage en ensidig våbenhvile. Havde mødet resulteret i en sådan ensidig våbenhvile, havde Israels igangværende likvideringer og terror fået frit spil. Ja, så havde en sådan aftale været en fiasko. Jo, det er øjnene, der ser, det afhænger af.
2004 vil blive et år, hvor der bliver styrket behov for solidaritet med det kæmpende palæstinensiske folk og det kæmpende irakiske folk imod Sharons og Bushs forebyggende krige for at “sikre” og udvide deres riger.
Medens Israel isoleres stadig mere, udvikles den brede folkelige sympati for palæstinensernes rettigheder og fortsatte kamp. Det er der også hårdt brug for.
Henning Paaske er medlem af Palæstina Initiativet i Odense og landskoordineringsgruppen for Boykot Israel kampagnen i Danmark.
Læs også
Genèveaftalen fremmer en apartheid-løsning
Af Dr. Mazin Qumsiyeh
Se også Boykot Israels hjemmeside: www.boykotisrael.dk
Netavisen 5. januar 2004
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
