Analyse
Interpress
Den svenske euro-debat optil valget i søndags (14.sep) var en utroværdig blanding af trusler, løfter, åbne løgne, personangreb og mord på Udenrigsminister Anna Lindh.
Det, som lykkedes for de samarbejdende ja til EF-partier i 1994: at lokke og true sig til et flertal, lykkedes ikke i år, efter næsten 9 ni års erfaringer med svensk EF/EU-medlemsskab.
For i 1994 havde svenskerne ingen egne erfaringer med EF. Men modstanden var stor, især i arbejderklassen
Og den blev opmuntret af det danske nej til Maastricht 1992.
Hele 2/3 af LO-medlemmerne stemte nej til EU-medlemsskab i 1994.
Gennem næsten ni (9) års EU-medlemskab har svenskerne set hvad EF og især den økonomisk-monetære Union-ØMU`en i virkeligheden betyder:
¤ Arbejdsløsheden er mere end fordoblet siden de første år i 90erne.
¤ Nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor har ført til at skoleerne og ældreomsorgen er forringet.
¤ Pensionssystemet ATP blev skrottet og et system med tvunget aktiespekulation med pensionspengene blev indført, trods protester.
¤ Klasseforskellene øgedes dramatisk. Ifølge en FN-rapport var Sverige det land hvor klasseskellene øgedes mest i 90erne.
¤ Nedslidningen og invalideringen på arbejspladserne øgedes ligeså dramatisk.
¤ Store offentlige ejede virksomheder blev privatiseret med forringede arbejdsforhold og højere priser til resultat.
Arbejderklassens og folkeflertallets erfaringer med det borgerlige-socialdemokratiske etablissement har medført at folk lettere gennmeskuer deres løgne og manipulationer.
En række skandaler hvor ministrer, direktører og andre repræsentanter for eliten er blevet afsløret i at fuske og rage til sig inden og udenfor lovens grænser, har ikke øget tilliden til den herskende politisk-økonomiske overklasse
Mistilliden til de ledende borgerlige socialdemokratiske politikere er større idag end for ti år siden. Og klasseforskellene er større end nogensinde.
I de sidste tyve år har de svenske topdirektører øget deres indkomster sådan at de idag får 43 gange mere end industriarbejderen. I 1980 fik de 9 gange så meget.
Riksdags- og EU-politikerne har sammen med de socialdemokratiske fagforbundsledere fulgt topdirektørernes eksempel og bevilligt sig selv store lønstigninger. LO-formanden Wanja Lundby-Wedin modtager nu mere end 1,2 millioner Skr. om året, betalt af LO-medlemmerne, der tjener nedtil 8 gange mindre. Der er langt til Karl Marx `s krav om at arbejderklassens valgte tillidsfolk ikke skal modtage mere end medlemmernes gennemsnitsløn, hverken i fagforeningerne eller i parlamentet.
Den demokratiske offentlighed fik bekræftet sin indsigt i at EU ikke mindsker disse klasseforskelle, da det blev kendt, at Bistandsminister Jan O.Carlsson modtog 80 000 kr hver måned fra EU uden at røre en finger. Samtidig som han modtog sin ministerløn. Den socialdemokratiske minister kunne ikke se noget forkert i dette og henviste til at EU´s regler ikke kan omgås. Samtidig nægtede han arrogant i flere interview at imødegå den folkelige opinion.
Minister Carlsson besluttede dog efter flere samtaler med statsministeren at frasige sig ministerlønnen, men beholde den skattefrie “EU-pension” på 80 000 kr.
Tilliden til EU-systemet er ikke blevet større efter de sidste afsløringer af at EU-kommissionen i fire år har kendt til økonomiske uregelmæssigheder og bedragerier i en EU-organisation.
Selvom Kommissionsformand Romano Prodi lovede da han tiltrådte at slå ned på den økonomiske kriminalitet og despoti i EU.
Den udbredte folkelige mistillid til det herskende politiske-økonomiske overklasse og EU-modstanden har ført til at de traditionelle svenske regeringsbærende partier fra Socialdemokratiet, Moderaterne (konservative), til Folkpartiet (liberale) ikke som tidligere kan overbevise folk i kraft af argumenter, men i stadig højere grad må bruge åbne eller skjulte trusler for at diktere den folkelige opinion.
Statsministeren advarede offentligt de af hans partikammerater som havde offentlige tillidshverv og chefstillinger i ministerierne om at deltage aktivt i Nej-til Euro-bevægelsen. Hvis det sker kan de sig om efter et andet arbejde var budskabet.
Da formanden for kapitalistsammenslutningen Svensk Näringsliv, den tidligere Volvo-chef Sören Gyll bliver interviewet om hvad han mener der kan gøres mod Erhvervsminister Leif Pagrotskys kritik af ØMU lyder svaret: “Han skal holde mund”.
At de socialdemokratiske ledere, ministre og fagforbundsformænd lytter mere til hvad direktørerne i storkapitalens erhvervsliv mener, også i EU-spørgsmål har fjernet det Socialdemokratiska Arbetare Partiet SAP, endnu længere væk fra arbejderklassens brede lag. Siden EU- afstemningen i 1994 har SAP mistet langt over 100 000 medlemmer, det er mere end 40 % .
I ja-sidens kampagne optrådte de svenske konservatives (Moderate Samlingspartiet) næstformand Gunilla Carlsson som den lille dreng i Kejserens nye klæder da hun i et fjernsynsinterview sagde at, citat:
“ØMU betyder et mere borgerligt Sverige”.
Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med og Ja-sidens kampagnegeneraler fik koldsved, for Carlsson sagde jo ligeud hvad de borgerlige kapitalistiske pengetanke er fulde af. Men det måtte ikke siges offentligt.
For de “samarbejdende” borgerlige og socialdemokratiske Ja-politikere forsøger at optræde “politisk neutralt”, og at fremstille ØMU`en som et uundværligt projekt for økonomisk velfærd for alle, ja et projekt for et fredeligt Europa. Derfor blev Carlsson nødt til at korrigere hendes “borgerlige” udtalelse.
Storkapitalen forsøgte at “overbevise” med både åbne og skjulte trusler og løfter: “Nordea tror på et nej til ØMU og at det forhøjer renterne”, skriver Metro.
Ja-fortalerne på den norsk-ejede Aftonbladet lokkede med: “Et ja til Euroen kan give dig billigere boende”
I august advarerede Statsministeren: “Mulighederne for at gennemføre vores valgløfter bliver mindre ved et nej”.
Samtidig lovede Persson at hvis svenskerne stemmer ja vil der skabes, citat: “100 000 nye job i den offentlige sektor” ,
og desuden ville “en villaejer i Katrineholm spare 1000 kr om måneden” ved et ja til EU-valutaen.
Konsument-minister Ann-Christin Nykvist udtalte at “En husholdning med to børn sparer 30 000 kr per år på husholdningsudgifterne”.
Der var ikke langt til guldet og de grønne skove i euro-tilhængernes kampagne.
På en pressekonference advarede Koncernchef for “verdensfirmaet” Ericsson, C-H Svanberg, om at et nej vil føre til mindsket økonomisk vækst og øget arbejdsløshed. (1)
Svanberg udtalte at det er “uundgåeligt” at svenske virksomheder vil overveje at forlade Sverige ved et nej. “Beholder vi kronen vil det føre til færre investeringer i Sverige”.
Det var de samme slet skjulte trusler om fyringer hvis der blev stemt nej, som vi også oplevede med Danisco-koncernens Alf Duch-Pedersens tomme trusler om nedlæggelse af arbejdspladser ved et dansk nej i september 2000.
En international undersøgelse viser dog at Sverige er det land som har taget imod de største udenlandske investeringer i Norden, i de sidste år. De udenlandske investeringer i Sverige var 108 000 millioner Skr sidste år (2).
Ja-siden fremhævede også at valuta-vekslingen fra svenske kroner til Euro udgør en handelshindring og er hæmmende for “væksten”.
Til det er der at sige at af Sveriges fem største handelspartnere er det bare Tyskland som har Euro som valuta.
De fire andre England, Norge, USA og Danmark har egen valuta. Desuden er Tysklands euro-økonomi kriseramt og den kapitalistiske produktionen er faldet gennem flere måneder.
For at give ja-siden ekstra hjælp gav et flertal i Riksdagen samtlige udenlandske statsborgere og alle udlandssvenskere stemmeret ved afstemingen om euroen, som ifølge Persson er det vigtigste spørgsmål i vor tid.
Altså vigtigere end Riksdags-valg hvor udlændinge ikke har stemmeret.
Statsborgere fra EU-landene samt Island og Norge blev tildelt stemmeret, hvis de havde opholdt sig en måned i landet inden 14. september.
Ved Riksdagsvalg har udlændinge ikke stemmeret, men ja-siden vidste at de udenlandske borgere er mindre kritiske til euroen, og dermed kunne hjælpe ja-siden .
I en undersøgelse fra valu, kom det fram at af de indvandrere, som var født i et andet EU-land, havde 72 % stemt ja.
Sammen med udlandssvenskerne udgør udlændinge bosiddende i Sverige 430 000 mennesker ud af 7,1 millioner stemmeberettigede.
De fire største partier, statsministeren, otte ud ti riksdagsmedlemmer og i realiteten hele det kapitalistiske erhvervsliv propaganderede for et ja, men i folkeafstemningen den 14. september blev det et rungende NEJ.
58,3 % (heraf 2,1% blank) afviste at følge “samarbejdspartiernes” anbefalinger, mens bare 41,8% stemte ja.
Altså omtrent halvanden gang så mange mennesker stemte imod.
I virkeligheden udgør den aktive ja-andel kun 1/3 (33.9%) fordi kun 81,2% af de stemmeberettigede stemte.
Se også
Klassevalget der delte Sverige Interpress
Noter:
1) Verdenskoncernen Ericsson udbytter 50 000 arbejdere og andre ansatte, heraf 30 000 mennesker i Sverige. Også i Danmark har firmaet produktion.
2) Fra Proletären nr. 36 (4.sep) www.proletaren.se
Netavisen 17. september 2003
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
