Kært barn har mange navne732 – Det magiske tal

Traktat – Grundlov – Forfatning:

Kommunistisk Politik 13, 2003

Med tårer i øjnene afleverede de festklædte herrer deres nu helt færdige forfatningsudkast til EU’s formandskab. Under afspilning af den overnationale hymne (Slavernes kor fra Beethovens 9. symfoni) rejste alle sig op og skålede i champagne.

Folkebevægelsen mod EU gør en dyd ud af at kalde konventets traktatudkast for en Grundlov, mens konventet selv gør en dyd ud af at kalde dokumentet en Forfatning. Oprindeligt var arbejdstitlen “forfatningstraktat”. Uanset ordvalget kan det ikke skjule, at EU er et samarbejde mellem lande, hvor de store lande har magten, mens de små lande bliver klemt socialt, økonomisk, sprogligt, demokratisk, militært og i det hele taget på alle de mange leder, som den nationale identitet, suverænitet og tryghed er bygget op omkring.
De store lande og store sprogområder vil naturligt bevare deres relative handlefrihed, uanset hvad der er skrevet ned. Til at varetage magtelitens interesser har man fundet de mest korrupte mennesker, som den danske Henning Christophersen, der pendler mellem stillinger i erhvervslivet, embedsværket og politik, og ved siden af har en lille gesjæft, hvor han rådgiver nye medlemmer i klassen.
Traktaterne, der løbende bliver justeret og tilpasset, er slavernes håndfæstning om at underlægge sig de store. At kalde disse slavekontrakter en grundlov eller forfatning eller noget, der på anden måde associerer til noget demokratisk eller egentligt føderalt går skævt i forhold til substansen.
Kommer teksten ud til offentligheden er det ikke svært at se et rungende nej for sig, hverken i Danmark eller i resten af Europa.

Ratifikationsproces

I sommeren 2004 er der valg til EU-parlamentet, nærmere bestemt til søndag den 13. juni, og i denne sammenhæng har enkelte journalister udtænkt den tanke, at den nye traktat skal være på plads inden dette valg – måske på grund af, at traktaten på nogle områder går ud over bestemmelserne i Nicetraktaten angående kompetencer osv.
Det skulle betyde, at traktaten skal færdigbehandles i den såkaldte regeringskonference i løbet af efteråret under det italienske formandskab, og derefter sendes til behandling i de nationale parlamenter – og måske til folkeafstemning i enkelte lande i løbet af foråret 2004. De 10 nye medlemslande, der træder ind i EU pr. 1. maj 2004, har deltaget i udarbejdelsen af den nye traktat og vil derfor også deltage i ratificeringsceremonien som gyldige (B-)medlemmer.
Dette arrangement forventes derfor at finde sted umiddelbart efter den 1. maj. Traktaten skulle så træde i kraft øjeblikkeligt, således at man i de nye delstater kunne få valgt det rigtige grundlag.

“Fra 2009 gælder, at antallet af medlemmer må ikke overstige 736. Europas borgere repræsenteres degressivt proportionelt med en mindstetærskel på fire medlemmer af Europa-Parlamentet pr. medlemsstat.”
Fra Artikel I-19: Europa-Parlamentet

Danmark har pt. 16 pladser i parlamentet og vil ifølge gældende EU-lov blive reduceret til 13 + 1 pladser. Med den nye traktat står Danmark til 14 i 2004 (samme mønster gælder hele vejen rundt, se boksen).
Beregningen op til valget år 2009 skal nok udvikle sig til et nyt skænderi om fortolkningen af en beregningsmodel kaldet degressivt proportionelt. Men det er der jo lang tid til.
Tilbage til gisningerne om, hvornår den nye traktat skal ratificeres. Som det fremgår af ovenstående, er der ikke nogen forskel på antallet af pladser, som de enkelte lande har i parlamentet, så der findes ikke nogen grund til at forestille sig, at forfatningen skulle træde i kraft inden valget.
EU-oplysningen bekræfter dette:
“Der findes indtil videre kun én frist for EU’s ny traktatgrundlag: Det er, at regeringskonferencen skal være afsluttet før 1. maj 2004, dvs. før udvidelsen træder i kraft.
Regeringerne kan under regeringskonferencen aftale en frist om den endelige ratifikation af den nye tekst.”

fk-

Pluk fra traktatteksten

Artikel I-1: Oprettelse af Unionen

1. Ved denne forfatning, der afspejler de europæiske borgeres og staters vilje til at skabe en fælles fremtid, oprettes Den Europæiske Union, som medlemsstaterne tildeler kompetencer for at nå deres fælles mål. Unionen samordner de politikker, medlemsstaterne fører for at nå disse mål, og udøver på fællesskabsgrundlag de kompetencer, medlemsstaterne tildeler den.
2. Unionen er åben for alle europæiske stater, der respekterer dens værdier og forpligter sig til at fremme dem i fællesskab.

Artikel I-11: Kompetencekategorier

1. Når Unionen i forfatningen tildeles enekompetence på et bestemt område, er det kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter, og medlemsstaterne har kun beføjelse hertil efter bemyndigelse fra Unionen eller med henblik på at gennemføre de retsakter, som Unionen vedtager.

Artikel I-12: Områder med enekompetence

1. Unionen har enekompetence til at fastlægge de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion, samt regler på følgende områder:
– den monetære politik for de medlemsstater, der har indført euroen
– den fælles handelspolitik
– toldunionen
– bevarelsen af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik.
2. Unionen har enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen er nævnt i en EU-retsakt, når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller når den berører en intern EU-retsakt.

Det magiske tal 732 blev med Nice-traktaten sat som det foretrukne antal af EU-parlamentarikere, og ud fra denne målsætning fordelte man så pladserne til de 12 ansøgere og de 15 medlemmer. Som bekendt blev der kun optaget 10 nye medlemmer. Bulgarien og Rumænien er stadig EU-frie nationer, så derfor kunne man bruge den paragraf, der giver medlemmerne lov til at dele deres reserverede pladser – det er så dumt, hvis der er tomme stole.
Med forfatningen har man så snedigt taget højde for den situation, der vil opstå, hvis Bulgarien og Rumænien opgiver selvstændigheden inden 2009. I så tilfælde vil de kunne deltage i parlamentet med det antal pladser, som de oprindeligt var tiltænkt (mens 18 ud af 25 har fået en lille fordel).
Da Bulgarien og Rumænien jo ikke har været i nærheden af at blive optaget inden 2004, er det rimeligt tydeligt, at man fra starten har planlagt at have “deres” pladser i baghånden under optagelses-forhandlingerne i København. Fordelingen af midler og indflydelse i parlamentet fungerer efter en metode, der tilskynder partierne til at gå sammen på europæisk plan.
Derfor er parlamentet blevet en god indikator på magtens metoder og fordelingen af indflydelse mellem lande og politiske strømninger i EU.

Antal pladser i parlamentet
Forfatning Nice

Tyskland 99 99
Storbritannien 78 72
Frankrig 78 72
Italien 78 72
Polen 54 50
Spanien 54 50
*Rumænien 33 33
Nederlandene 27 25
Belgien 24 22
Den Tjekkiske Republik 24 20
Grækenland 24 22
Portugal 24 22
Ungarn 24 20
Sverige 19 18
Østrig 18 17
*Bulgarien 17 17
Danmark 14 13
Finland 14 13
Slovakiet 14 13
Irland 13 12
Litauen 13 12
Letland 9 8
Slovenien 7 7
Cypern 6 6
Estland 6 6
Luxembourg 6 6
Malta 5 5
I alt: 782 732

Kilde: http://europa.eu.int/index_da.htm

Netavisen 21. juni 2003