Den store ide om et forenet Europa

Tony Blair som præsident og Joschka Fischer som udenrigsminister

Kommunistisk Politik 11, 2003

Det Europæiske Konvent er ved at være ved vejs ende. 20. juni ventes det græske formandskab at få overrakt det færdige forslag til en egentlig EU-forfatning. Opgaven bestod i at sammenskrive de dokumenter og traktater, der tilsammen har udgjort grundlaget for samarbejdet fra Kul- og Stålunionen og “det fælles marked” til den Europæiske Union med fælles mønt.

Drivkraften i samarbejdet har alle dage været de største lande og deres monopolgrupper inden for industrien, mens de europæiske befolkninger har været et problem, der skulle håndteres.
Den nye forfatning, som konventet har brygget på, er ikke nogen undtagelse fra denne regel. Øvelsen går ud på at placere de store lande centralt i ledelsen af det kommende Europa, mens de 15-16 mindre lande – herunder en del af de nyoptagne østeuropæiske lande – skal have deres indflydelse placeret i sekundære udvalg. Spørgsmålet, som konventet stiller sig selv, er: Hvilke af de 25 lande skal sidde på de 12 politiske delområder i kommissionen, de såkaldte kommissærer, og hvem skal være formand? Og hvad med den overordnede politiske ledelse, Det Europæiske råd, der er sammensat af de forskellige medlemslandes regeringer, og hvor formandsstolen går på skift?

Den store vision er stødt på flere forhindringer i praksis, især den amerikanske modvilje mod den nye valuta og en fælles europæisk udenrigspolitik. Det har været åbenbart, at det er lykkedes for USA at splitte landene i EU i en sådan grad, at man faktisk ikke kan se en fælles udenrigspolitik som noget nært forestående realistisk mål. Derfor fremstår diskussionen om en fælles udenrigsminister som noget abstrakt.

Et lige så vigtigt spørgsmål har været en styrkelse af det økonomiske samarbejde, det vil sige næste skridt i møntunionen. Her er køreplanen, at EU skal udvikle sig til en økonomisk blok med perspektivet at blive verdens stærkeste. Denne målsætning kræver en høj grad af centralisering af skatte- og indkomstpolitik samt en klar strategi i den internationale konkurrence med dollaren.

Fra de nuværende medlemmer af den monetære union er der blevet stillet forslag om, at de alene skal kunne diktere den fælles økonomiske politik. Nye medlemslande skal ikke gøre sig forhåbninger om at blive medlemmer af denne klub de første mange år, og dermed har man formuleret en metode, der uafhængigt af den endelige formulering af den nye forfatning skal sikre den egentlige magt hos dem, der ønsker, at samarbejdet skal udvikle sig til en unionsstat. Og samtidig køres en del af USA’s nærmeste allierede i Europa ud på en sidelinje – Storbritannien og Danmark står uden for dette samarbejde.

Den økonomiske krise har på nogen måder fremskyndet en udvikling mod en centralisering og har på andre områder betydet en svækkelse og en uddybning af de modsætninger, der ligger latent i alle dele af det europæiske samarbejde. Den stigende arbejdsløshed i de store lande er for alvor ved at blive et problem for stabilitetspagten.
Som verdensøkonomien er skruet samme i øjeblikket, har dollaren en central rolle; den er vigtigste handelsvaluta og vigtigste valutareserve for de enkelte lande. Når dollaren kollapser, bryder verdenshandelen sammen. Svaret på dette åbenlyse problem er ikke euro, der vil have det samme problem indbygget, men måske snarere en FN-baseret “guldvaluta” og forbud mod valutahandel.

Status på konventets arbejde ser ud til at være et kompromis, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i de nuværende strukturer i EU, med kommission, parlament, domstol og europæisk råd. Samtlige 25 lande (halvdelen af de 10 nye lande har sagt endeligt ja til medlemskab) får del i kommissærposter og formandskaber. Med hensyn til de højt profilerede spørgsmål kommer man altså ikke nødvendigvis ret langt med den nye forfatning.

Til gengæld virker alle de mekanismer, der gennem mange år er bygget op, fra harmonisering af pensionsmodeller, sundhedsvæsen og forhold på arbejdsmarkedet til en fælles plan for infrastrukturen – veje, broer, telefoni, elektricitet, olie og gas osv.
Den ny forfatning vil derfor fungere som en blåstempling af fortsat og øget undergravning den nationale selvstændighed, og ledelsen vil fortsat være placeret solidt hos direktionen i de store landes monopoler.

Netavisen 22. maj 2003