Filmmanden Ib Makwarth er død

Det er et tab for hele venstresiden i Danmark, at filmmanden Ib Makwarth er død – midt i arbejdet, kun 64 år gammel.
Makwarth medvirkede i en enkelt spillefilm – men har lavet lyd på talrige danske film siden 50erne. Hans største indsats ligger imidlertid i de mere end 60 dokumentarfilm, han fik produceret gennem en lang årrække, i en stadig og stædig kamp for at sikre økonomien til at lave dem. I 1978 oprettede han sit selskab Doc-film, der blev et centrum for den nye dokumentarfilm.
Med stort talent videreførte han den fine kritiske og realistiske tradition i dansk dokumentarkunst – og skabte en lang række film, der fik sat tidens spørgsmål under debat.

Hans kritiske ‘Vi anklager!’ – om narkomani – fra 1981 er et centralt eksempel. Den fulgte han op små 20 år senere med en ond satire “Vi anbefaler!” – i et andet sprog, til en anden generation, men udsprunget af den samme solidaritetsfølelse med kapitalismens ofre, som går igennem alle hans film.

Annemarie Outze fra Landsforeningen af pårørende til stofmisbrugere skrev om den sidstnævnte:
“Vi mener, at alle skal have mulighed for at se denne rystende film, som desværre er den barske virkelighed. Vi vil endda gå så langt, så vi vil sige, at alle der arbejder med børn/unge burde tvinges til at se den – for kun på den måde er der mulighed for at fjerne skællene og skyklapperne.”

En klassisk film om arbejderkamp er ‘De 141 dage’ – om typografkonflikten i Det Berlingske Hus. Adskillige af hans film behandler arbejdsmarkedsforhold. Senest vakte den fremragende film om folk på overførselsindkomst ‘Den ny fattigdom’ fra sidste år betydelig opsigt. Han har lavet film om hjemmehjælpere, skibsvæftsarbejdere, bønder. Hans arbejdsfelt spændte vidt: han lavede også film fra Vietnam/Kampuchea, det socialistiske Albanien – og tog flygtningeproblematikken op med f.eks. film fra Hong Kong og Manila.

Han var medlem af præsidiet for Dokumentationscenteret mod Historieforfalskning – og en række film fra de seneste år, der blev til i samarbejde med Aktive Modstandsfolk, afspejlede hans antinazistiske engagement og bestræbelse på at imødegå den snigende renvaskning af fascismens forbrydelser. Det var film som ‘Pigen fra Oradour’ om SS-massakren på en fransk landsby, ‘Anne Franks rejse’, der følger den jødiske piges sidste færd efter arrestationen i Holland til hendes kz-død, og tidligere i år kom ‘Carl Peter Værnet … en skæbne’, om den danske læge, der blev SS-læge i Buchenwald, hvor han foretog morderiske hormoneksperimenter på forsvarsløse fanger – uden nogensinde at blive stillet for retten.

Makwarth fik adskillige nationale og internationale priser herunder LO-Prisen og Det franske Filminstituts “Label” 4 gange. Han modtog Statens Kunstfonds legat i 1998 og årets Robert 2001 (Pigen fra Oradour).
Alligevel havde hans kritiske film ingen let gang til det store publikum, han sigtede mod: de almindelige danskere. Kun en mindre del af hans film blev vist i TV. De antinazistiske film blev vist i udlandet – men ikke herhjemme. Alligevel er de blevet vist og spredt af mange kanaler, gennem foreninger, foredrag, skoler o.s.v.

Hans produktion fastholder og dokumenterer et Danmark og en verden i dramatisk forandring gennem mere end tre årtier, og vil stå som vigtige kilder til vores liv og historie.

Han samarbejdede tæt med en række andre dokumentarfilmarbejdere – bl.a. lydmanden Ole Neumann. I 1999 udsendte han selvbiografíen ‘ Fra Far til fire til Hells Angels’ – En filmmand fortæller.

KR
Netavisen 17. juli 2002