Union med præsident og det hele

10 år efter det danske Nej til Maastricht:

Den 2. juni er det ti år siden, danskerne sagde Nej til Maastricht-traktaten. Nu er EU på vej til at få en præsident, det udvikler sig i to hastigheder – og skal bindes sammen af en egentlig forfatning.

Den 2. juni er det ti år siden, danskerne sagde Nej til Maastricht-traktaten og for første gang fik givet udtryk for den folkelige protest mod de europæiske monopolers superstats- og supermagtsprojekt ved et flertal ved en folkeafstemning. Siden sagde danskerne også Nej til euro’en – og irerne sagde Nej til Nice-traktaten, der endnu ikke har kunnet ratificeres.

Den folkelige protest har aldrig forhindret magthaverne i EU – de store koncerner og deres politiske repræsentanter fra de forskellige store partier – i at gennemføre deres traktater og forehavender.
Det danske Nej til Maastricht fik ikke engang opsættende virkning – og det skal det irske Nej til Nice-traktaten heller ikke have, selvom intet tyder på at irerne har skiftet mening op til den bebudede folkeafstemning.

EU-parlamentet: Opbyg superstaten

Processen hen imod supermagten og superstaten ligger fast. Forfatningsarbejdet med en EU-grundlov over alle grundlove er i gang – og diskussionen omkring den konkrete udformning af superstaten skærpes. EU-parlamentet har vedtaget et forslag om deling af magten mellem det overnationale EU og medlemsstaterne. EU-parlamentet går ind for en egentlig forfatning, en grundlov for EU, og ikke simpelthen en ny traktat.

I en netop vedtaget rapport lægges op til at afskaffe opdelingen af EU i tre såkaldte søjler. Det foreslås, at retslige og indre anliggender samt udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver en integreret del af EU-systemet. Det er nu et samarbejde mellem medlemsstaterne. EU-lovgivningen foreslås vedtaget af EU-parlamentet og ministerrådet i fællesskab. EF-domstolen skal være en egentlig forfatningsdomstol, der skal varetage, at såvel medlemsstaterne som EU respekterer den fastsatte kompetencefordeling.En særlig afdeling i EF-Domstolen skal overvåge overholdelsen af Charteret om Grundlæggende Rettigheder, som er en del af Nice-aftalerne, og EU’s særlige menneskerettighedstraktat.

EU-præsident på vej

Det seneste forslag til at profilere EU indadtil og udadtil kommer fra England og Frankrig i fællesskab. Det består i at vælge en leder af EU, en EU-præsident, for fem år ad gangen. Det skulle ske på den måde, at Det europæiske Råd – topmødet mellem EU-landenes stats- og regeringschefer – skulle udpege en formand, der altså også ville blive fungerende præsident. Systemet skulle samtidig afløse de roterende formandskaber på skift mellem landene for et halvt år ad gangen.

Spanien skal angiveligt også gå ind for dette forslag, mens Tyskland endnu ikke har gjort sin stilling klar. Formanden for EU-forfatningskonventet Valery Giscard d’Estaing går også ind for forslaget. Forslaget vil samtidig betyde en svækkelse af EU-kommissionens magt. Præsidenten ville sætte kommissionsformanden, p.t. Romano Prodi, i anden række, samtidig med at han ville overtage en del af opgaverne fra EU’s ‘udenrigspolitiske repræsentant’ – pt. Javier Solana.

Det engelske forslag har også en yderligere bagtanke: Ifølge avisen Financial Times vil stillingen være oplagt for Storbritanniens nuværende premierminister, Tony Blair. Den skal etableres efter vedtagelsen af den ny forfatning – 2005 eller 2006. Det er samtidig med, at Blairs anden valgperiode udløber. Hvis Blair får et britisk Ja til euroen, vil han stå uden rivaler i EU, mener mange i Bruxelles, ifølge Financial Times.

To hastigheder

Anders Fogh Rasmussen har meddelt, at den vigtigste opgave for den danske regerings formandsperiode bliver at optage 10 nye medlemsstater. Både den nuværende situation med euro- og ikke eurolande og et kraftigt udvidet EU skærper de interne modsætninger. EU-kommissionen har netop fremsat et forslag – som en del af dens indlæg til forfatningskonventet – om at formalisere en union i to hastigheder. Kommissionen mener, at de 12 lande i euro-zonen (EU minus Storbritannien, Sverige og Danmark) skal kunne føre deres egen økonomiske politik, uden indblanding fra ikke-euro-lande, ligesom kommissionen selv skal have større indflydelse på euro-zone-økonomierne. Derfor vil den have oprettet et formelt, politiklæggende råd for de tolv lande. UK er imod forslaget.

10 år efter det første danske Nej er den superstat, som danskerne afviste, allerede en realitet. Maastricht er for længst blevet udvidet med nye traktater, og Unionen har fået flere kompetencer end nogensinde. I de kommende år skal denne superstat – som internationalt stræber efter at udfordre USA’s stilling som den eneste globale supermagt – have sin forfatning og formelle opbygning på plads.
Og danskerne er med – mod deres vilje – medmindre de sætter sig imod, igen – og igen.

Kommunistisk Politik 11, 2002