Fra Euro til Euroimperialisme

Et latinamerikansk syn på ‘det europæiske projekt’
Af Heinz Dietrich Steffan, Argentina

Den nyslåede europæiske mønt er meget mere end en økonomisk fremgang. Den er samtidig en markering af styrkelsen af euro-identiteten, euro-centralismen og euro-imperialismen – den betegner med andre ord en ny Leviathans opdukken på verdensarenaen.

Tolv af de femten medlemsstater af Den europæiske Union (EU) er medlemmer af den ny møntzone, i daglig tale kaldet Euroland: Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Kun Danmark, Storbritannien og Sverige holdt sig udenfor. Men den ny møntfods indflydelse rækker langt ud over de tolv lande, som formelt har antaget den som deres eneste ‘nationale’ valuta.

Mange af den ny europæiske supermagts forhenværende kolonier, kolonier og neokolonier, tilmed pavedømmet, har antaget den ny valutastandard. Blandt disse er Fransk Guyana, Guadeloupe, Martinique, Monaco, San Marino, Vatikanet, Andorra, Kosova og Montenegro. Nationale valutaer med deres møntfod fast og paritetisk bundet til euroen findes i 16 afrikanske lande, for eksempel Guinea Bissau, Nigeria, Republikken Congo, Senegal og Elfenbenskysten.

Men euro’ens indflydelse række også ind i de lande, som har forkastet den. I Danmark har 75 pct. af virksomhederne besluttet at acceptere den ny udenlandske valuta og i England, Sverige, Polen og de øvrige tolv stater i øst- og sydeuropa vil turistindustri og udlandsforretninger ikke have noget andet alternativ end at benytte euroen.

Mere end 50 pct. af den britiske eksport går til Den europæiske Union og omkring 14 millioner udenlandske turister spytter årligt milliarder af euro ud over øen. I et sådant omfang at øboernes frygt for dem på fastlandet vil forsvinde som frygten for Kanal-tunnelen gjorde det. Da jernbanetunnellen mellem Frankrig og Storbritannien blev planlagt var øboerne imod den, fordi de frygtede at syge rotter ville indvandre fra kontinentet til Hendes Majestæts kongerige. Heldigvis forhindrede den moderne videnskab en sådan invasion, og tunnelen kom. Faktisk er denne nye bloks økonomiske magt så står, at fortidens ‘splendid isolation’ snart ikke vil være andet end en romantisk drøm i den kollektive engelske hukommelse sammen med Det britiske Imperium og piraten Sir Francis Drake.

Euroen er opfyldelsen af en stor 30-årig drøm hos den europæiske politiske elite. I de sidste tre år har den været en virtuel valuta – dvs. kun brugt til transaktioner bankerne imellem. I et mesterstykke af logistik blev den 2. januar 2002 52 milliarder mønter og 14.9 milliarder sedler i den ny valuta overført til 302 millioner indbyggere i de nævnte tolv lande. Yderligere blev mange tital millioner møntautomater, offentlige telefoner o.s.v. omstillet til at acceptere euroen uden problemer, så den ny supermagt på en overbevisende måde demonstrerede sin evne til at stille sig på lige fod med Washington i konkurrencen om økonomisk kontrol over den globale landsby.

Eurolands økonomiske styrke udtrykkes i følgende tal: Omkring 16.2 pct. af verdens bruttonationalprodukt (WDM = World Domestic Product)opstår i denne zone – mod USA’s 22 pct. og Japans 7,6 pct. Dets andel af verdenshandelen andrager 19 pct. sammenlignet med 15 pct. for USA’s og 9 pct. for Japans vedkommende. Aktiekapitaliseringen i procent af bruttonationalproduktet udgør hhv. 66 pct., 128 pct. og 74 pct., men det demografiske potentiale udgøres af en befolkning på 302 millioner, hhv. 272 og 127.

Den ny økonomiske supermagt er resultat af en 1500-årig historisk process. Siden det romerske imperiums dage har der ikke været et forenet Europa med en fælles identitet, valuta og hær. Karl den Store, slagteren af de frie tyske bønder, prøvede at genoplive det romerske projekt, men fejlede. Karl V, slagter af Amerikas indfødte, var ikke heldigere i det 16. århundrede, og Hitler, de europæiske folks slagter, l nederlag i det selv samme forsøg på med våbenmagt at skabe, hvad der nu er Den europæiske Union.

Institutionel forening – elitær, men fredelig – er følgelig en af den nye supermagts mest bemærkelsesværdige bedrifter. Det er denne oprindelse, som forklarer, hvorfor Den europæiske Union i dag utvivlsomt er unik i verdenssamfundet (med undtagelse af Schweiz) ved dens respekt for det multikulturelle, det multi-etniske og føderalisme, langt mere end USA på noget tidspunkt af dets historie, præget som den er af slavebindingen af afro-caraibien og ødelæggelsen af de indfødte folk.

Denne bemærkelsesværdige forskel fra de historiske nationalstater – som var blodbestænkte spændetrøjer påtvunget undertvungne folkegrupper – bør imidlertid ikke bedrage nogen med hensyn til den rolle, som EU vil spille i verdenspolitikken.
Det er bedre for de neokoloniale folk at have to herrer i den globale landsby i stedet for én (Washington), fordi det åbner for forhandlingsmuligheder, der ikke tilbydes af et monolitisk system.
For eksempel giver muligheden af en forandring i sammensætningen af Kinas 208 milliarder dollars store interne reserver det et stærkt økonomisk våben i forhandlinger; tilsvarende berøver en afslutning på dollarens hegemoni som verdensvaluta Washington muligheden for en global kreditværdighed uden renter.

Indre middelklassedemokrati kan imidlertid være i fuld harmoni med udbytning og undertrykkelse udadtil. I denne henseende vil det nye romerske imperium ikke være anderledes end det første; det fødes som guden Janus med to hoveder. Det smukke til brug for imperiets borgere; det frygtindgydende for dem i den tredje verden.

Correos para la emancipacion – Buenos Aires
www.geocities.com/correosparalaemancipacion

Netavisen 19. januar 2002