EU, krigen og fremtiden

Mens de barbariske amerikanske bombardementer af Afghanistan, der har krævet hundreder af civile dødsofre, blev suppleret med indsættelse af specialtropper og forstærkning af operationerne på landjorden, afholdtes det ekstraordinære EU-topmøde i Ghent i et forsøg på at definere EU’s rolle i den hurtigt eskalerende internationale situation.

Topmødet blev traditionen tro mødt af store demonstrationer. Mindst 10.000 demonstrerede mod krigen på gaderne i Ghent. En bred koalition af 120 belgiske NGOer (som de kalder sig) – det vil sige en bred vifte af organisationer og bevægelser fra kristelige nødhjælpsorganisationer og humanitære bevægelser, fredsorganisationer til fagforeninger og politiske ungdomsorganisationer – stod bag. Den markerede sig allerede med sin modstand mod krigen, da den brød ud. I et åbent brev til den belgiske premierminister Guy Verhofstadt (som også beklæder posten som formand for EU) krævede koalitionen den 17. oktober stop for bombardementerne, en løsning af konflikten ved andre midler end krig og i overensstemmelse med international ret, samt at EU tilbagekaldte sin støtte til og deltagelse i krigen.

Hårdt presset heraf – og af den kendsgerning, at Verhofstads socialdemokratiske og grønne regeringspartnere begge kræver øjeblikkeligt bombestop – fremlagde det belgiske formandskab en tekst, der udtrykte noget mindre end ubetinget solidaritet med USA – og som lagde stor vægt på humanitær hjælp til Afghanistan.

Selv dette dokument med små, indirekte forbehold overfor USA var ikke acceptabelt for EU’s stormagter, der gennem et formøde trådte sammen som en trio, der bestemmer dagsordenen: England, Tyskland og Frankrig dekreterede ‘uforbeholden solidaritet’ med den amerikanske krig og terrorbombningerne. Alle tegn på revner i krigskoalitionen og tøven i EU’s støtte til den forbryderiske imperialistiske krig skulle manes væk.
Og blev det i de officielle dokumenter.
Det forhindrer ikke, at modsætningerne eksisterer i EU. Regeringerne presses af den ny, brede fredsbevægelse og en offentlig mening mod krigen.

Samtidig er EU-landene dybt bekymrede for, hvad deres nære allierede i USA og Israel finder på: Vil USA udvide krigen f.eks. mod Irak? Vil Israel ‘udrydde det palæstinensiske element’, som den myrdede fascistiske turistminister ønskede sig?
Bekymringen over Israel fik EU til i en meget klar udtalelse at sige, at konflikten i Mellemøsten måtte løses med skabelsen af en palæstinensisk stat, og at ‘fredsprocessen’ må genoptages. EU’s pendulerende krigs- og udenrigsminister Javier Solana blev øjeblikkelig sendt til forhandlinger med Israel og palæstinenserne.

EU forsøger at finde sine ben i den ny internationale situation, hvor England og Tony Blair har valgt rollen som USA’s trofaste juniorpartner, og hvor Blair forlanger EU’s støtte til denne rolle.

På to punkter besluttede topmødet nye skridt til opbygningen af Unionen og samlingen af en gruppe lande omkring Unionen som politisk verdensblok: Man besluttede at vedtage et dokument om ‘Europas fremtid’ på det planlagte topmøde i Laeken i december, som skal sætte unionsstatsbygningen på skinner – og allerede dagen efter topmødet afholdtes en større konference med EU som vært og 40 lande som deltagere omkring ‘terrorbekæmpelse’. Udover de 15 EU-lande og striben af ansøgerlande deltog også Norge, Island, Rusland og en række andre europæiske lande uden for EU.
Ifølge pressemeldingerne gav de alle udtryk for at ville følge EU med hensyn til gennemførelse af en ny skærpet antiterrorlovgivning, som tilsidesætter grundlæggende demokratiske rettigheder, og i den ‘praktiske’ bekæmpelse af ‘terrorisme’.

Netavisen 21. oktober 2001