‘Joschka’ Fischer: EU-supermagtens sendebud

Der var stormende applaus, indforståede grin og henrevne begejstringstaler til den tyske udenrigsminister, der kom som sendebud for den tyske regering og supermagten EU til europaudvalgets høring om ‘Unionens fremtid’ på Christiansborg mandag den 10. september.
Det var den danske politiske elite, der deltog og blev henrevet ved høringen, hvor den vissengrønne og blegrøde Fischer var det absolutte hovednummer.

– Jeg håber jeg ikke har skabt for mange problemer for Lykketoft og den danske regering ved at snakke så åbent om tingene, sagde han ved seancens afslutning – hvor den danske udenrigsminister kvitterede ved at ikke bare at benægte, at han skulle have skabt problemer, men takkede ham som den bedst tænkelige til at få sat gang i en dansk debat om Unionen og dens vej mod 2004 med forfatning og alt det øvrige tilbehør til en rigtig global supermagt og forbundsstat.

Der var ikke noget nyt i Fischers tale: han gentog den tyske regerings velkendte standpunkter om forbundsstaten, EU-regering, styrkelse af parlamentets rolle, et flerkammersystem – og betonede igen nødvendigheden af et ‘kompromis’, der skulle få det hele til at glide ned. Et kompetencekatalog i forfatningen med en præcisere definition af delstaternes rolle – og den seneste idé om inddragelse af de nationale parlamenter i selve forfatningsprocessen. Selvfølgelig garneret med forsikringer om at det ikke ville berøre nationalstaternes rolle (!) eller den danske velfærdsstat!

Og så ellers en lang snak om Unionens globale rolle som den moralske supermagt, der på positiv vis og uden ødelæggende konsekvenser fremmer globaliseringen – og samtidig bringer demokrati og demokratiske institutioner, velfungerende markedsøkonomi og social velfærd til resten af verden. Det lød grangiveligt som et ekko af Mogens Lykketofts nylige store regeringsudspil om samme emne – med den forskel, at det egentlige ekko var først i Danmark.

Fischer og Lykketoft kom direkte fra weekendens udenrigsministermøde i EU Bruxelles, hvor ‘2004-processen’ – forberedelse af unionsforfatningen – blev sat på skinner. Det nedsatte et såkaldt ‘konvent’, en større gruppe politikere og embedsmænd fra alle 15 EU-lande og de 13 ansøgerlande, der skal forberede den ny forfatningstraktat. For de mest forbundsstatsliderlige lande, der ser sig selv som ‘fortroppen for den europæiske integration’ med Tyskland i spidsen er der tale om nedsættelsen af intet mindre end ‘Europas første forfatningsgivende forsamling’.

England og Danmark hører til de mere forsigtige – også af hensyn til den indre opinion og risikoen for folkeafstemninger, og strittede angiveligt længe imod, men gav sig.
Konventet skal fungere fra 2002 og et år frem – men Fischer foreslog, at det skal kunne arbejde helt frem til eller muligvis også efter åbningen af EU-landenes egentlige regeringskonference om traktaten, der officielt er fastsat til at begynde i januar 2004 – og dermed at hvad der ikke vedtages i 2004 kan komme med i en senere runde.

Fischer reklamerede videre for sit konvent: parlamentarikere fra de nationale parlamenter skal inddrages – de nationale parlamenter skal være en direkte del af den europæiske lovgivningsproces. Demokrat er han jo, hvad han ikke blev træt af at gentage. Og antgibureaukrat jo: han gjorde opmærksom på, at han som gammel anarkist var skeptisk overfor de store strukturer. Derfor gik han også ind for, at ministerrådene sattes på slankekur med udvidelsen med 13 nye lande: skulle 28 stats- eller udenrigsministre eller bare ministre blive enige alle 28 ville det hele gå op i snak og uendelig mødevirksomhed. Det kan enhver jo forstå. Derfor skal man have mindre organer (med reel magt) og en mindre gruppe lande (med Tyskland i spidsen), der kan gå i forvejen for det hele.

– Hvad hvis danskerne og Norden ikke vil være med, spurgte Drude Dahlerup? Fischer mener, at det må være fodslæbernes eget problem. Hvorfor skal et ‘mindretal’ forhindre det store Tyskland og dets allierede i at drøne af sted.

– Hvad med Nicetraktaten og Irland, hvis irerne stemmer nej for anden gang? spugte Thulesen Dahl.
– Ja, så er traktaten jo faldet, sagde Fischer blot. Han forklarede ikke, hvorfor den skal forkastes ved to afstemninger, først ved en folkeafstemning og så ved en omafstemning, for at den er det. (Det står der intet om i EU-traktaterne: der står tværtimod, at den falder hvis den ikke ratificeres af et land – og den irske regering kan ikke ratificere, fordi irerne er imod den!)
Konklusion: Demokrati på EU-tysk er en helt ny opfindelse. En slags for tilhængere og supereuropæere – og en anden for modstandere. Og EU-tysk er Unionens officielle sprog for dobbeltdemokrati og dobbeltstandard.

Fischer erklærede sig som ‘dialektiker’ og forkyndte, at den nationale suverænitet ville blive så meget desto større, jo mere den blev samlet i den fælles union. Tænk lige over det, sagde han! Denne forstærkede nationale suverænitet (på EU-tysk) skal så igen bruges til at lave en bedre verden – med EU som en global hovedaktør.

Fischer ville ‘bygge bro’ mellem de forskellige nationale modeller, de danske EU-politikere vil derpå bygge bro mellem tilhængere og modstandere – og de er alle forenet i den samme drøm om et forenet Europa – som under kapitalistiske betingelser ikke kan være andet end imperialistisk og reaktionært.
Konklusion 2: ‘Joschka’ Fischer – tysk udenrigsminister, charmør, forbundsstatstilhænger, monopolagent og imperialistlakaj.
Tak for besøget!

Se også:

Lykketofts tale: ‘EU: Verdenssamfundets progressive kraft’

TEMA: UNIONSFORFATNINGEN OG DANMARK

Netavisen 10. september 2001