Hvorfor Gøteborg ikke blev hvad det kunne være blevet

Kommentar af Franz Krejbjerg
Arbejderpartiet Kommunisterne APK

Svensk borgerskab var, belært af demonstrationer mod EU, der har pågået under hele det svenske formandskab, bange for, at kulminationen i Göteborg kunne blive usædvanlig stor – en omfattende manifestation direkte imod det svenske medlemskab i det hele taget. Der er f.eks. blevet samlet flere hundrede tusinde underskrifter ind for en ny folkeafstemning om medlemskabet.

At det ikke også blev tilfældet skyldes først og fremmest, at staten og regeringen har arbejdet på flere fronter for at splitte EU-modstanden under selve topmødet.
På den ene side har de støttet en Frit Forum “Det frie ords” debat-festival, et pladderhumanistisk arrangement om alt muligt andet end EU, der ved hjælp af størrelse og beliggenheden i centrum blev et af de naturlige samlingspladser for alle de tilrejsende demonstranter.
På den anden side har man ydet sit bidrag til at speede organiseringen af den såkaldte Attac- bevægelse op, bl.a. har den fået massiv presseomtale, og ledende medlemmer af regeringspartiet har åbent støttet organisationen.
GBG 2001 var navnet på det paraplyinitiativ der bl.a. indeholdt Attac og AFA – og var et initiativ, der ikke var imod svensk medlemskab af EU. GBG 2001 var arrangør af den demonstration, der fredag formiddag endte i gadekampe.

Selve politiindsatsen kom i sidste ende til at tage store dele af opmærksomheden.
Især det synlige og bevæbnede politi har taget meget fokus, men i virkeligheden var Göteborg fyldt til bristepunktet af alle mulige og umulige skumle personager. Forklædt som håndværkere der “tilfældigt” holdt pause midt i demonstrationen, forklædt som cykelbude eller som sortklædte demonstranter af punkertypen: Der var civilklædte provokatører alle vegne!
Udover svensk politi og efterretningsvæsen var der flere hundrede amerikanske sikkerhedsfolk der i ugevis havde støvet rundt i Göteborg. Og politi fra Danmark og sikkert også samtlige andre EU-lande.

Politiindsatsen startede torsdag morgen med at blokere Det Hvidtfeldtske Gymnasium – skolen hvor GBG 2001 initiativets modtopmøde arrangeredes.
Det blev ikke mindre spektakulært af, at denne skole også var udgangspunkt for en plan om fredelig konfrontation: udklædte mennesker, der ville prøve at komme forbi politiafspærringerne, men ikke for at slås med politiet og smadre butikker osv. En plan der har været forberedt i fuld offentlighed og kaldet ikke vold.
GBG 2001 måtte se sig slået i det første slag med politiet, et slag der kom fuldstændig uventet og dybest set imod de aftaler der var indgået.

Det er klart at politisk uskolede unge mennesker, der er kommet langvejs fra og har lagt mange kræfter i en politisk markering bliver noget skuffede, når det, der skulle være selve forløsningen, i stedet bliver en våd klud i ansigtet.
Der behøves ingen stor fantasi for at tænke sig til at de unge hurtigt så sig om efter alternative modeller, og da politiet fredag formiddag kommer truende tæt på, var stemningen til revanche.
Det utrolige sker: politiheste får bank, politihunde får bank, politimænd i kampudrustning får bank. Der bygges snart barrikader, men det relativt upolitiske miljø forfalder også ret hurtigt til at hærge butikkerne i gaden (ansvaret for denne del bliver senere forsøgt placeret hos provokatører).
Politiet bruger resten af dagen på at indfange de folk, der ser ‘mistænkelige’ ud. En mæt stemning har dog lagt sig over folk – de har fået hvad de kom efter, en lille oprejsning mod statsmagtens gigantiske voldsapparat.
Til gengæld fik nogle politifolk deres ‘hævn’ – eller hvad det nu var – da tre demonstranter blev skudt uden at politiet befandt sig i en livstruende situation i forbindelse med Reclaim The Streets festarrangement, der forløb parallelt med og uafhængigt af den store folkelige markering mod EU fredag eftermiddag/aften under overskriften ‘Sverige ud af EU’ og ‘Nej til ØMU’.

Der er ingen tvivl om, at unge og politisk umodne drives af stærke følelser, og når balladen opstår, så er det næsten ren spontanitet der driver værket.
Men skal man være lidt mere nærgående kan man også sige, at det var politisk dumhed, at man lader sig selv bruge i disse fuldstændigt nyttesløse kampe mod “ordensmagten”.
Skal man slås med politiet skal man så vidt muligt selv være med til at bestemme tid og sted og ikke lade sig provokere! Især må man aldrig lade sig rive med af omstændigheder, som dybest set ikke har noget at gøre med det konkrete politiske hovedtema. Og under et EU-topmøde i Sverige kan man vel ikke ligefrem påstå at kampe mellem autonome og politiet står på nogens dagsorden, det skulle da lige være politiets.

Kan politiets provokeres? Det påstod nogle af de fagbureaukrater, der stod bag et par busser fra København: “Lad være med at provokere politiet”, blev det sagt. Her tager man politiets argumentation og gør den til sin egen. Det altid et spørgsmål om hvem der startede og hvad der så skete.
Men i virkeligheden forholder det sig ikke på den måde. Politiet kan ikke provokeres til noget som helst. Her er alt nøje planlagt og indsatsen koordineret af kolde kyniske hjerner, der har deres egen hemmelige politiske dagsorden.
Engang imellem går det ikke deres vej. De havde f.eks. ikke regnet med at få bank fredag formiddag, men som regel vil de få deres overordnede mål opfyldt alligevel:
Dagsordenen i medierne og en isolering af unionsmodstanden.

Både hos revisionister og hos anarkister gør man sig skyldig i den fejl, at man ikke anerkender den dybe og brede modstand mod EU der findes overalt i befolkningen. Man står ikke sammen med befolkningen – men slås for egne hjemmeflikkede drømme om “et andet Europa” osv.
Det er endnu for tidligt at bedømme, om der kommer langvarige negative konsekvenser for den ægte EU-modstand i Sverige af begivenhederne i Gøteborg, men det blev ikke det klare signal, det kunne være blevet til resten af Europa om, at den svenske befolkning har fået nok efter 7 års prøvelser og ønsker at returnere varen.

KP-Netkommentar 18. juni 2001