Revolutionens stemme

Rudolf Nilsen blev født i Vålerenga i østkanten af Oslo 28. februar 1901. Takket være støtte fra bedstefaren fik han uddannelse og tog studentereksamen i 1920. Han kom tidligt med i den kommunistiske bevægelse, og allerede som gymnasiast startede hans revolutionære virksomhed. Da Norges Kommunistiske Parti blev stiftet, begyndte partiet straks at udgive sin egen avis, Norges Kommunistblad. Rudolf Nilsen var med både i partiet og i bladet fra det første nummer, som kom 5. november 1923. Han var da bare 22 år gammel, men allerede en erfaren politisk journalist. Hans specialitet var petit’en, en kortform, som han beherskede godt med sin elegante og satiriske form. Men Rudolf Nilsens petit’er var uløselig knyttet til hans politiske aktivitet, indlæg i klassekampen.

Det er alligevel først og fremmest som digter, Rudolf Nilsen huskes i dag. Han fik udgivet to digtsamlinger, mens han levede: “På stengrunn” (1925) og “På gjensyn” (1926). Efter hans død kom samlingen “Hverdagen” (1929). Digtsamlingerne gjorde straks uhyre stærkt indtryk. Her var det en ny tone, en digter, som fuldt ud beherskede sit værktøj, men som brugte det til at udmejsle et klart og skarpt politisk budskab – fra en ung, men fuldt moden revolutionær digter. Det digt, som for altid vil blive stående som det mest karakteristiske fra Rudolf Nilsens pen, er utvivlsomt “Revolusjonens Røst”. I hele verdenslitteraturen vil det være vanskeligt at finde ord som bedre og mere koncist giver udtryk for den revolutionæres vilkår:

Giv mig de brændende hjerter,
som aldrig giver tabt for tvivl,
som aldrig kan kues af mismod
og trues af sorger til hvil
men møder hver sejr, hvert nederlag
med det samme usårlige smil.

Som alle revolutionære kulturarbejdere er også Rudolf Nilsen blevet forsøgt omfavnet af den borgerlige kultur, men sjældent har et sådant forsøg været mere mislykket. Ikke engang det faktum, at han døde så ung, har gjort det muligt at bortforklare det uforsonligt revolutionære indhold i hans værk. Litteraturkritikere og historikere kan skrive så meget, de vil, om hans “fine kærlighedsdigte” og hans “stemningsbilleder fra byen og strøget, hvor han voksede op”. Det har aldrig været muligt at komme uden om den engagerede politiske, proletariske grundtone i alt, hvad han skrev.

Rudolf Nilsen blev anerkendt som en af vore betydeligste lyrikere allerede mens han levede, og han er fortsat i allerhøjeste grad levende. I 1970’erne fik han til og med en ny opblomstring. Der blev sat nye melodier til hans digte, de blev indsunget på plader af kendte kunstnere, og nye generationer af revolutionære og progressive mennesker har senere lært sangene at kende – og de har brugt dem. Rudolf Nilsens digtning hører til de umistelige skatte i den norske kulturarv. Rudolf Nilsen var ikke bare digter, han var også en av 1920’ernes skarpeste politiske prosapenne. Når han ikke signerede med sit eget navn, brugte han ofte signaturerne Pist eller Rulle.
I slutningen af 1928 rejste Rudolf Nilsen sammen med nogle venner til Paris, og turen gik videre i Frankrig og til Spanien. Undervejs blev han syg af en lungesygdom, og han døde 23. marts 1929 i Marseilles, bare 28 år gammel. Samme efterår udkom den sidste digtsamling “Hverdagen”.

Revolusjon (let forkortet)
KP7, 2001