Amerikanske tropper til Guatemala

For nylig indgik de øverste militærledelser fra henholdsvis USA’s Sydlige Hær (USARSO) og Guatemalas Væbnede Styrker en aftale om, at 12.000 amerikanske soldater skal indsættes i det nordlige Guatemala, i provinsen Petén, der grænser op til Mexicos Chiapas-provins. Ifølge aftalen må den amerikanske hær bruge alle former for krigsmateriel overalt i Guatemala, er fritaget for told, moms og vejpenge og har uhindret adgang til havne og lufthavne. Som det mest utrolige må amerikanerne i fremtidige operationer benytte enhver installation, som de opbygger under deres tilstedeværelse, der efter planen skal vare fire måneder. Dette åbner op for den meget sandsynlige etablering af egentlige amerikanske militærbaser i landet.

Forfatningsstridig troppeinvasion
Den amerikanske troppeinvasion, som allerede er begyndt, er ikke bare den reaktionære Portillo-regerings regulære udsalg af Guatemalas suverænitet, men er tilmed i åbenlys strid med den guatemalanske forfatnings artikel 172. Den siger, at fremmede troppers rejse eller oprettelse af midlertidige militærbaser i Guatemala skal godkendes af parlamentet med kvalificeret flertal.
Imidlertid er parlamentet ikke blevet spurgt, men dets formand, eksgeneralen og militærdiktatoren med over 70.000 menneskeliv på samvittigheden i perioden 1982-83 Efraín Ríos Montt, har sagt, ”at man blot behøver simpelt flertal for at godkende aftalen”.
Den amerikanske militære tilstedeværelse i Guatemala føres i regeringspropagandaen frem, som om ”Uncle Sams drenge” skal bygge børnehospitaler, skoler og veje i Petén-provinsen til den guatemalanske befolkning, der lider under ekstrem fattigdom og vold. Det skal de sikkert også noget af tiden, men hvis dette var, hvad verdens eneste supermagt alene havde som formål, så kunne Det Hvide Hus jo blot donere guatemalanerne penge, så de selv kunne gøre det.
Men det gør USA selvfølgelig ikke, for de amerikanske soldater udgør blot en del af militærøvelsen “Nye Perspektiver 2001”, der også foregår i Bolivia, Peru og Paraguay, og hvis officielle formål bl.a. er ”at beskytte olierige områder, få militærlejre til sin rådighed, støtte skrøbelige regeringer, bekæmpe narkofinansierede guerillabevægelser samt stoppe de ultrahøjreorienterede paramilitære dødspatrul-jer”. Dette sidste er umuligt, for dem støtter USA notorisk. Ikke mindst Guatemala led i 30 år under denne USA-støttede fascistiske terror, som kostede 200.000 guatemalanere, heraf hovedparten maya-indianere, livet. Men de andre vil USA utvivlsomt forsøge at gennemføre. Og det er her, at den egentlige årsag til amerikanernes rykind skal findes.

Amerikansk “show force” skal presse zapatister
Guatemala er på ingen måde vigtigt for at kunne kontrollere Latinamerikas olieområder, der primært findes i Colombia, Ecuador, Peru og ikke mindst Venezuela. Ej heller er den nuværende guatemalanske regering specielt skrøbelig (men det er selvfølgelig godt for den amerikanske imperialisme at være på forkant med udviklingen). Og narkoen i Guatemala transporteres ikke gennem Petén, men via de tre små byer ved den sydlige stillehavskyst, Escuintla, Suchitepéquez og San Marcos. Men Petén grænser op til Chiapas, hvor den mexicanske guerillabevægelse, Den Zapatistiske Hær til National Befrielse (EZLN), har sin hovedbase og siden 1994 har ligget i krig med den mexicanske regering i Mexico City, og med hvilken Mexicos præsident Vicente Fox mødes til fredsforhandlinger i marts.
USA demonstrerer med sin militære opmarch tæt ved zapatisternes stillinger, at ”verdens politibetjent” er klar til krig, hvis ikke zapatisterne går ind på de betingelser, som lægges frem eller kan accepteres af Fox-regeringen.
Derfor er USA’s militære tilstedeværelse i Guatemala – militærstrategisk velvalgt, idet den mexicanske og amerikanske hær i forening kan klemme zapatisterne inde og så at sige drive dem ud i Stillehavet – først og fremmest et spørgsmål om at gøre en ende på EZLN og sikre et roligt, stabilt og underdanigt Mexico, som George Bush under sit besøg d. 16. februar udtrykte håb om ville hjælpe USA, og særligt Californien, med et stigende energiproblem.

Melse
KP4, 2001