Tyrkiet, militæret og menneskerettighederne

Forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet som EU-medlem fortsætter. I forbindelse med topmødet i Nice blev EU’s krav til Tyrkiet i forbindelse med optagelse slået fast. Der blev vedtaget en køreplan for optagelsen, som i virkeligheden slækker væsentligt på de betingelser, som Tyrkiet skal opfylde for at komme med i den Europæiske Union.
I køreplanen opridser EU de krav, som man stiller til ‘demokratiske reformer’ i Tyrkiet. Det drejer sig om afskaffelse af dødsstraffen, fjernelse af restriktioner på ytringsfrihed, fjernelse af tortur plus beskæring af militærets indflydelse på landets styre – men ikke om afskaffelse af “Det Nationale Sikkerhedsråd” som øverste myndighed i landet, og lige ret for alle borgere til at dyrke deres egen kultur i form af uddannelse samt gennem deres radio og tv.
Selvom det officielt forlyder, at vejen hermed skulle være banet for tyrkisk optagelse, så viser udviklingen i Tyrkiet i de seneste måneder tydeligt, at landet på ingen måde er på vej til at indfri kravene. Der vil højst blive tale om skinreformer, der ikke ændrer ved, at militæret i Tyrkiet i sidste ende bestemmer.
Den nuværende tyrkiske regering er blevet indsat med hjælp af kuplignende metoder. Det Nationale Sikkerhedsråd, som står over regeringen, som er landets egentlige magthavere, og hvor militæret har kontrollen, krævede simpelthen, at den daværende regering trådte tilbage, og at det muslimske parti, der var med i regeringen, blev forbudt.
På Det Nationale Sikkerhedsråds (militærets) forlangende blev der oprettet en ny “samlingsregering” bestående af DSP, det Demokratiske Venstreparti (Bülent Ecevits socialdemokratiske parti), ANAP – et konservativt parti – og MHP, der har tæt forbindelse til den fascistiske terrororganisation “De Grå Ulve”. Regeringsskiftet har på ingen måde betydet nogen ændring af den politik, som Tyrkiet fører, hverken udadtil som indadtil.
Men signalet til omverdenen er klart: Tyrkiet er et land, der værdsætter de vestlige værdier og ikke et muslimsk/religiøst orienteret land.

Ingen indrømmelser til kurderne
Politisk har regeringsskiftet intet betydet. Krigen mod den kurdiske befolkning fortsætter uhæmmet. Senest med en ny invasion i Irak, hvor 10.000 tyrkiske soldater på ny ifølge Tyrkiet yder “strategisk støtte” til de to reaktionære irakisk-kurdiske partier PUK og PDK i deres kamp mod PKK, den kurdiske befrielsesorganisation.
Der er ikke sket nogen reelle forbedring for den kurdiske del af befolkningen. Enhver indrømmelse afvises af militæret med, at det vil være en trussel mod landets enhed. På det seneste er et forslag om tv/radio-programmer på kurdisk blevet skudt ned, på trods af, at programmerne skulle være statsligt kontrollerede.
EU taler ikke om tyrkisk anerkendelse af det kurdiske folk nationale rettigheder, men kun om at alle borgere i Tyrkiet “skal have lige ret til at dyrke deres egen kultur i form af uddannelse samt gennem deres radio og tv”. Den kurdiske befolkning er blevet forvandlet fra en nation til et lille mindretal, der skal gives visse rettigheder kulturelt set, på linie med andre etniske mindretal i Tyrkiet.
Med andre ord, EU udgør ingen garant for, at det kurdiske folks nationale rettigheder indfris. EU er parat til at se gennem fingrene med den blodige undertrykkelse af kurdernes rettigheder samt mange andre overgreb på menneskerettighederne. Det er ikke via EU-indblanding i tyrkiske forhold, at kurdernes nationale rettigheder sikres, lige så lidt som den folkelige kamp for politiske, økonomiske og sociale forbedringer styrkes.
Nedkæmpelsen i december af sultestrejkerne i de tyrkiske fængler, der var en protestaktion mod den planlagte indførelse af en ny type isolationsfængsler for politiske fanger i Tyrkiet, samt de efterfølgende indgreb mod menneskerettighedsorganisationerne i Tyrkiet afslørede på ny, hvor ‘demokratisk indstillet’ det tyrkiske regime er.

Reaktionære økonomiske reformer
Samtidig har det tyrkiske politi slået hårdt ned på demonstrationerne mod IMF’s (Den Internationale Valutafonds) krav til den tyrkiske regering i forbindelse med bevilling af lån på 3 milliarder dollars for at redde Tyrkiet ud af en akut økonomisk krise oven på et børskrak i december måned, der førte til lukning af en række banker.
Kravene fra IMF går på inflationsbekæmpende foranstaltninger, hvilket vil sige øget privatisering af offentlige virksomheder, fyring af offentligt ansatte, nedskæring af de offentlige sociale udgifter og lønstop for offentligt ansatte, hvilket resulterede i, at titusindvis af offentlige ansatte gik på gaden, og til, at politiet som sædvanligt blevet sat ind for at opløse demonstrationerne.
Reaktionerne fra EU og USA har derimod været positive. Herfra lyder der fuld støtte til det tyrkiske regimes accept af kravene fra IMF.

Sadik Cifti
Samtidig må det siges, at EU’s reaktioner på det tyrkiske regimes nylige overtrædelser af menneskerettighederne under nedkæmpelsen af sultestrejkerne i de tyrkiske fængsler samt den danske stats reaktion på fængslingen af den danske statsborger Sadik Ciftki har været påfaldende afdæmpede.
Ciftki blev for nylig løsladt efter at have siddet fængslet i Tyrkiet i små 5 mdr. anklaget for støtte til ‘terorisme’ – for aktiviteter der er fuldt lovlige i Danmark, herunder kurdiske nytårsfester og demonstrationer samt normering til det såkaldte kurdiske eksilparlament og andre aktiviteter til støtte for den kurdiske sag.
Han har siddet i et berygtet særligt sikkerhedsfængsel for politiske fanger, og han er blevet udsat for tortur. Selvom han nu er løsladt, er retssagen mod ham ikke opgivet. Den kan blive genoptaget, hvis han fortsætter sine lovlige politiske aktiviteter i Danmark til støtte for den kurdiske befrielseskamp. Dommen kan komme til at lyde på livstids fængsel.

Det militære område
Opblødningen af kravet om, at militærets indflydelse på den førte tyrkiske politik via Det Nationale Sikkerhedsråd, som står over regeringen og dermed har den afgørende politiske magt i landet, fjernes, er en klar indrømmelse til Tyrkiet. Nu får det tyrkiske regime muligheden for reelt at fastholde militærets greb om landet, samtidig med, at der gennemføres skinreformer, hvorefter f.eks. militære personer i Det Nationale Sikkerhedsråd udskiftes med “civile”.
Blandt de områder, der i øjeblikket volder problemer i forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet, er det miltære.
Der er opstået kurrer på tråden i forbindelse med oprettelsen af EU’s militære indsatsstyrke, EU-hæren på 60.000 mand, der skal kunne indsættes uden for EU i forbindelse med ‘fredsbevarende’ og humanitære krisesituationer – reelt et redskab til at sikre EU’s imperialistiske interesser.
Tyrkiet har sagt nej til, at de tyrkiske NATO-militærbaser skal kunne anvendes af EU. Baggrunden er delvis amerikansk. Tyrkiet vil i EU-regi ikke få den samme indflydelse på anvendelsen af indsatsstyrkerne, på hvor og hvornår EU’s militære styrke skal indsættes. USA udtrykker forståelse for de tyrkiske krav om indflydelse, men EU fastholder, at beslutningerne om indsættelse af EU-hæren skal ske i rent EU-regi.
USA og Israel er Tyrkiets vigtigste militære og økonomiske samarbejdspartnere. På trods af, at Tyrkiet for nylig for en gangs skyld har deltaget i de muslimske landes topmøde og er fremkommet med en “kritik” af den israelske regerings politik over for palæstinenserne, så fortsætter det politiske, økonomiske og militære samarbejde med Israel med at udbygges.
Tyrkiet udnyttede sin deltagelse på de islamiske landes topmøde til at få en udtalelse, der fordømte Israel, udvandet til ukendelighed. Man har desuden bevilget et mindre beløb til det palæstinensiske selvstyreområde – samtidig med at den tyrkiske flåde har gennemført en ny flådeøvelse sammen med den israelske ud for den israelske kyst.
USA, Israel og Tyrkiet, der af amerikanerne regnes som en væsentligt strategisk allieret i Mellemøsten, udgør en vigtig trekantet alliance. Vanskelighederne ved optagelsen af Tyrkiet i EU er også en afspejling af modsætninger her.

Mo/Od
KP3, 2001