Se flere artikler på
www.kpnet.dk
|
|
På Christiansborg har det reform-udspil, som SRSF har bebudet i marts måned, allerede i politikerjargonen fået tilnavnet ’Big Bang’: Det store brag. Det skal kæde de bebudede nedskæringer på SU, sygedagpenge og kontanthjælp sammen med en forgyldning af virksomhederne bl.a. med nye skatte- og afgiftslettelser.
De nye nedskæringsreformer følger ovenpå den katastrofale dagpengereform, striben af reaktionære pensionsreformer (den forhøjede pensionsalder, attentatet på efterlønnen m.v.) og talrige nedskæringer på den sociale del af de offentlige budgetter og på den offentlige sektor som helhed. I politikerjargon blandt andet betegnet som ’nulvækst’ – et ganske pænt ord for massive nedskæringer og forringelser.
Formålet er at ’styrke dansk erhvervslivs (læs: de danske monopolers) ’konkurrenceevne’ overfor udlandet og andre internationale monopoler og multinationale selskaber. Det er en form for fornyet statsstøtte til de største virksomheder af enhver art, herunder igen til storbankerne og finanssektoren.
Efter EU’s nyliberale recept
Det skal ske efter den nyliberale recept, der foreskrives i EU og af OECD for alle medlemslande: Omfattende reallønsfald og reelt længere arbejdstid, skattelettelser til kapitalen, en stærkt ’slanket’ offentlig sektor og stort set alle sociale ydelser reduceret til et minimumsniveau, eller derunder.
Åbent borgerlige og socialistiske/socialdemokratiske regeringer halser af sted over det hele med sådanne asociale reformprogrammer, nogle steder mere drastisk end andre. Set udefra er det ikke så drastisk, hvad der er sket og sker i Danmark. Det er ’bare’ tilpasning til EU’s discountvelfærdsmodel, der gennemgår stadige forringelser efter udbruddet af krisen i 2008 og de fatale redningspakker til bankerne.
Recepten siges at skabe arbejdspladser. Men den ER afprøvet, og den virker IKKE. Den forlænger derimod kriserne i de enkelte lande og i EU og eurozonen som helhed. 2013 bliver et nyt rekordår for ledighed.
Rødblå står samen
SRSF-regeringens Big Bang-plan støttes ivrigt af Lars Løkke og den borgerlige opposition, der gerne vil udbygge (dvs forværre) den.
Men den vil altså ikke skabe de nødvendige og lovede nye arbejdspladser. Den vil ikke knække kurven, eller den nedadgående spiral. Og forklaringen er enkel: Ved at reducere de arbejdendes og de arbejdsløses købekraft synker efterspørgslen efter virksomhedernes produkter – til forbrug og dermed også til nye produktionsmidler. Der skabes ikke real vækst, men en fortsat nedadgående spiral.
Alle SRSF’s og VKO’s æg lægges nu i én kurv: En forhåbning uden forpligtelser om at ’øget konkurrenceevne’ vil få danske virksomheder til at investere i danske arbejdspladser og stoppe den massive flugt til udlandet, som fandt sted især under Fogh- og Løkke-regeringerne. Der er absolut ingen garanti for noget som, helst. Bare et fromt håb. Bønnerne til hr. Kapital er lige så effektive som Fadervor.
Det parlamentariske politiske spil om reformer og konkurrence-evne er i fuld gang på Chistiansborg og i medierne. Alle positionerer sig. LO har meddelt at man ser ’positivt’ på afgiftslettelser og reformer til styrkelse af konkurrenceevnen. Et rød-blåt flertal er på plads.
Enhedslisten sender en byge af positive reformforslag til regeringen, og fortsætter i rollen som støtteparti langt efter illusionernes udløbsdato. Partiet satser på stor fremgang ved kommunalvalget til efteråret – og ved det kommende folketingsvalg, uanset om det kommer ud af denne situation, eller senere.
Men hvad den rød-blå blok nu har gang i, er at rette det endelige dødsstød mod den danske udformning af den nordiske velfærdsmodel – herunder den berømmede danske aftalemodel.
Massiv mobilisering af alle folkelige kræfter
Det stoppes ikke af lidt flere Ø-mandater i kommunalbestyrelser eller i folketinget. Det kan kun stoppes ved en massiv mobilisering af både de private arbejdspladser og de arbejdende i den offentlige sektor, af de arbejdsløse og folk på overførselsindkomster, der er hårdt ramt af den nyliberale reformpolitik, af de studerende, og uddannelsessøgende, af alle folkelige kræfter.
En mobilisering, der manifesterer sig i et nej til de aftalte minusoverenskomster og til de asociale reformpakker, der nu skal lodses igennem som Det Store Smæk til det store flertal.
Der må skabes en mægtig udenomsparlamentarisk bevægelse, som sætter tingene i sammenhæng, fordi reallønsfald og forringede overenskomster er en del af den samme politik, som gennemfører de nye asociale reformer og forgylder banker og monopoler på de arbejdendes og det store flertals regning. De eksisterende initiativer og folkelige bevægelser, herunder faglige og uddannelsessøgende organisationer, må gå sammen og gå i gang. Der må skabes nye initiativer og nye koordineringer til at sætte en stopper for Big Bang og dødsstødet mod velfærden.
Den må manifestere sig ved protester og demonstrationer. En start vil være de københavnske læreres og pædagogers protest mod heldags-skolereformen og Kommunernes Landsforening den 20. februar. Den må vise sig ved Christiansborg under reformforhandlingerne. Den må tage form af en kraftig Sig Nej-kampagne ved OK-afstemningerne. Den må sætte EU-dikteret nyliberal politik på porten den 1. maj.
I særlig grad må der appelleres til ledere og ledelserne i de progressive faglige og folkelige organisationer om at finde vejene til massernes kræfter, som venter på at blive udløst. Gør noget, hvis I tager jeres ansvar for velfærden alvorligt!
Der findes en anden medicin, som kan være med til at overvinde den økonomiske krise, skabe ny vækst og arbejdspladser. Det er at udvide massernes købekraft og forbrug – altså hæve reallønnen og hæve de sociale ydelser – og sikre statslige investeringer i nye arbejdspladser såvel i f.eks. miljøproduktion som i servicesektoren.
Det er godt nok også en medicin for et sygt kapitalistisk system, som ikke er i stand til at sikre fuld beskæftigelse og social og økonomisk fremgang for flertallet. Den er heller ikke uden negative bivirkninger, men den dræber ikke patienten.
Men måske skal den dræbes med en helt anden medicin: en folkelig socialistisk revolution og af et helt andet system, af en socialistisk velfærdsstat, der sikrer arbejde, social tryghed og stadig fremgang. Velfærd til alle.
Se også
Offentligt ansattes OK13: Et samlet svar er nødvendigt
Netavisen 16. februar 2013
Et dobbelt angreb under dække af krise
Leder, Kommunistisk Politik 2, 2013
Netavisen 18. februar 2013
