Ligelønnen, der forsvandt

Af Dorte Grenaa

I denne tid har fagtoppene i de forskellige forbund travlt med at bortforklare, hvorfor kravet om ligeløn – mandeløn til kvindefag – er ude af de offentlige ansattes overenskomstkrav for OK13, allerede inden forhandlingerne er begyndt.

Kommunistisk Politik 20, 2012

Fagtoppen har sammen med S-SF-R-regeringen lagt en strategi for uhyre små lønforbedringer, hvis overhovedet nogen, mod til gengæld lidt tekniske justeringer på ligelønsloven fra politikernes side.

Alle sidder de sammen i ”Nationalt netværk for ligeløn”. Her sidder også Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen. Hun har fået det ben at være den, der kommer med et lovforslag om at holde regeringen fast på sin ambition om 12 ugers barselsorlov til mænd som et særligt ligelønsinitiativ!

”Vi kender alle kender den økonomiske situation – og derfor at det ikke er tid til diskussioner om større lønstigninger … Betyder det så, at vi har lagt vores ligelønsstrategi på hylden? Det gør det slet ikke.
Men vi har hele tiden gjort det klart, at vi ikke kan skabe ligeløn alene ved forhandlingsbordet. Det er på høje tid, at politikerne på Christiansborg påtager sig et medansvar for at skabe ligeløn i Danmark.

Vi forventer ikke, at politikerne afskaffer uligelønnen fra den ene dag til den anden. Men vi forventer, at politikerne tager problemet alvorligt – og at de tager hul på problemet. For eksempel ved at ændre ligelønsloven, så man kan sammenligne løn på tværs af uddannelser," sagde formanden for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen på dette års overenskomst-konference for tillidsfolk.

Og selvom forhandlerne ikke mærker pustet i nakken fra de lavtlønnede kvinder på samme måde som ved storkonflikten i 2008, så ved de, at utilfredsheden og kravet om højere og lige løn er stor.

I foråret 2008 strejkede tusindvis af pædagoger, sosu’ere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte med krav om »mandeløn til kvindefag«.
Storkonflikten varede i 59 dage, før det lykkedes fagtoppene ved et kæmpe forræderi at splitte og lægge kampen ned.

Ligeløn inden 2020 til mellemlange uddannelser

Fagforbundene for kvinder med de mellemlange uddannelser har besluttet kun at sætte fokus på sine egne medlemmers ligelønsinteresser.
Så kan medhjælperne, dagplejerne, sosu'erne og kassedamerne slås med deres egen lave løn, synes deres motto at være.

Sundhedskartellet indgik sammen med BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og Dansk Socialrådgiverforening (DS) i kølvandet på Lønkommissionens redegørelser fra 2010 et såkaldt 2020-samarbejde med det formål inden 2020 at have skaffet ligeløn til deres medlemmer. Sic!

De har derfor bedt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen om ”nye værktøjer”, som de kalder det.
De ønsker et særligt jobvurderings-system, så man kan bestemme, om to job har samme værdi. Ligelønsloven siger i dag ligeløn for arbejde af samme værdi.
Man ønsker ligeledes større krav til arbejdsgiverne om at overholde loven om kønsopdelte lønstatistikker.

En sådan reformistisk omvej har været fulgt til bevidstløshed af den socialdemokratiske fagtop og politikere i årtier – faktisk et århundrede – uden grundlæggende at rokke ved uligelønnen.
Der er ikke noget galt med gode lønstatistikker i sig selv.
Men ideen om, at den enkelte tillidsrepræsentant eller den enkelte kvinde med dem i hånden kan overbevise arbejdsgiverne om det retfærdige i højere og ligeløn, holder ikke en meter.

Medlemmernes erfaringer fra storkonflikten i 2008 og fra alle øvrige ligelønsstrejker op gennem århundredet er derimod, at kraften til at rokke ved lønnen ligger i sammen at stå op imod arbejdsgivernes ret til at bestemme lønnen og kæmpe solidarisk og stole på egne kræfter.

Kvindeløn er lav løn

Socialdemokratiet og de andre borgerlige hævder, at det er det kønsopdelte arbejdsmarked, der er skyld i kvindernes uligeløn. At det er et strukturelt og ideologisk problem, der forfølger os pga. forældede kønsopfattelser.

Uligelønnen er i sin kerne et lavtlønsspørgsmål. Det rammer ufaglærte hårdest, og der hvor arbejdsgiverne har mest magt, der hvor beskæftigelsen er dårligst, det rammer alder, nationalitet og bopæl. Det må både ses og løses som et klassekampsspørgsmål.

Den forældede kønsopfattelse af kvinden som underlegen daterer sig tilbage til et helt konkret historisk tidspunkt – nemlig indførelsen af den private ejendomsret. Heri ligger også dens løsning – nemlig afskaffelsen af den private ejendomsret.

Hovedproblemet med et kønsopdelt arbejdsmarkedet er lavtlønsområderne, og ikke kun hvor mange af hvert køn der laver hvad. Det er et hovedproblem for de kvinder og familier, der skal leve på en lav løn, og det presser lønniveauet for hele arbejdsmarkedet.

På samme måde bruger de offentlige arbejdsgivere løntilskudsjob på plejehjem og daginstitutioner til at presse lønniveauet, og bygge- og anlægssektoren bruger østarbejdere til at presse løn og arbejdsforhold.

Arbejdets værdi

Det lyder tillokkende med en jobvurderings-tabel, hvor man kan se, om pædagog og politimand er lige meget værd og derfor skal have samme løn. Det holder bare ikke.
Vi får ikke og vil aldrig under kapitalismen få en løn, der svarer til værdien af vores arbejde. ”Hvordan skulle nogle mennesker ellers blive rige uden at lave noget?” hedder det i sangen om merværdi, om de riges profit skabt af vores arbejde.

Vores arbejdskraft er en vare. Under kapitalismen er lønnen hele tiden et spørgsmål om styrkeforhold. Hvor langt kan arbejdsgiverne presse lønnen ned, hvor dyrt kan vi sælge os.

EU og nyliberalismen med sin rasering af arbejdspladser, rasering af kollektive overenskomster og organisering i fagforeninger, individuelle løn- og arbejdstidsforhold osv. presser reallønnen og lavtlønnede rigtig hårdt.

Der synes i disse år ikke at være nogen nedre grænser for, hvor langt arbejdsgiverne, staten og fagtoppen vil presse de arbejdsløse ned og ud.

Så i stedet for nu at skulle diskutere, hvem der er mest værd – en portør eller en sygeplejerske – burde kræfterne forenes mod arbejdsgivernes diktater.

Spræng EU`s lønramme

Når de offentlige arbejdsgivere og fagtoppen henviser til den økonomiske krise for at retfærdiggøre minus-lønstigninger, er det et politisk valg, de tager.
Det er den EU-dikterede finanslovramme, der stilles op som eneste løsning. Men hvis den ikke kan sikre vores krav om nødvendige lønstigninger, kan vi ikke bruge den til noget.

Den må overskrides. Pengene er der. I stedet for bankpakker, uafbrudte krigsmilliarder, oliemilliarder til Mærsk, skattelettelser til de rige – for bare at nævne noget – kunne de bruges til at løse lavtløns- og uligelønsspørgsmålet over en bred skala.

FOA, der repræsenterer store lavtlønnede kvindegrupper, stiller krav til at skaffe ”mandeløn til kvindefag” ved OK 13:

1) Igangsættelse af særlige projekter til udligning af lønforskellen mellem mandefag på det samlede arbejdsmarked og lavtlønnede kvindefag inden for pasning, sundhed, pleje og omsorg.

2) Igangsættelse af særlige projekter til udligning af lønforskellen mellem mandefag på det samlede arbejdsmarked og lavtlønnede kvindefag inden for pasning, sundhed, pleje og omsorg.

3) Ligelønslovgivningen/EU-direktivet implementeres i overenskomsterne. Samtidig er det samlede lønkrav, at generelle lønstigninger gives som kronebeløb eller som kombination af kronebeløb og procentregulering.

Også FOA har travlt med at bortforklare, hvorfor de ikke vil kæmpe og udløse kampen for højere løn og mandeløn til kvindefag.

TILLÆG

Lønforskelle over et livsforløb

Over et livsforløb bliver den månedlige lønforskel mellem de mande- og kvindedominerede fag med samme uddannelsesniveau til mange penge. Lønkommissionens beregninger giver et billede af forskellen i livsindkomster for medarbejdere med en mellemlang videregående uddannelse:

• En pædagog vil have tjent over 3,5 millioner kroner mindre end en bygningskonstruktør i livsindkomst. Sammenlignet med en politibetjent er løngabet over 4,5 millioner kroner.

• En politibetjent får i gennemsnit udbetalt over 2,5 millioner mere end en jordemoder over et helt arbejdsliv.

• En bygningskonstruktør får udbetalt 2,9 millioner mere end en socialrådgiver.

Alle har samme uddannelsesniveau og arbejder i den samme sektor.

Offentligt ansatte: Forskelle i timeløn

Offentlige ansatte mænd tjener 40 kr. mere i timen end offentligt ansatte kvinder.

Kommunalt ansatte mænd tjener 26 kr. mere end kommunalt ansatte kvinder.

Regionalt ansatte mænd tjener 72 kr. mere end regionalt ansatte kvinder.

Tal fra FOA


Den officielle uligeløn

Officielt har den gennemsnitlige uligeløn holdt sig stabilt på 18-20 % de sidste mange årtier.

Inden for et kvindeforbund som HK tjener mænd i gennemsnit ca. 8.300 kr. mere om måneden end kvinder i løn og tilsvarende ca. 830 kr. mere i pensionsopsparing. Den gennemsnitlige forskel fra den højst lønnede gruppe (it, drift m.m.) til en ekspedient er på 17.100 kr. hver måned.
Og igen blandt ekspedienter er kvindernes gennemsnitsløn på 118 kr. mens mændenes ligger på 135 kr.

Tal fra HK

Se også

8.marts 2008: Nul-tolerance overfor uligeløn og lavtløn
Af Dorte Grenaa

Netavisen 1. november 2012