Af Klaus Riis
1. maj viste - i bogstaveligste forstand - at arbejderne og de unge vender ryggen til SRSF-regeringen? Men hvad skal der ske efter 1. maj?
Scenerne fra LO’s 1. maj på Tangkrogen i Århus og i Fælledparken er ikoniske. Men billederne alene er ikke nok. Lyden skal med: Helle Thorning og Frank Jensen blev piftet ud. Ikke en enkelt mishagsytring, men under hele deres optræden.
Der var ikke noget at tage fejl af: Det var de brede 1. maj-manifestationer, som ikke ville høre på statsministeren og overborgmesteren. Det var ikke bare en gruppe højrøstede autonome i Fælledparken, der overdøvede Jensen og Vilhelmsen. Det var stort set hele den store manifestation.
Hvad der faktisk skete er glimrende dokumenteret af KPnetTV i uforkortede optagelser af de socialdemokratiske topfolks forsøg på at aflevere deres snak for gæssene.
Helle Thorning i Tangkrogen Århus
KPnetTV
Frank Jensen i Fælledparken, København
KPnetTV
Almindelige folk, også S og SFs vælgere, er simpelthen trætte af deres løgne og løftebrud. Trætte af hele tiden at blive overhørt: Om dagpenge, SU, kontanthjælp, under lærerlockouten – hele tiden! Nu fik storsnakkerne med fast medieadgang at vide, at det er nok. De er for meget. De er ikke ønskede på arbejdernes kampdag. Deres snak om solidaritet og sammenhold dækker over røvrending og fup.
Men hvad nu efter 1. maj? SRSF-regeringen tonser videre med deres nyliberale nedskæringsreform-dagsorden. SU og kontanthjælp skal være kraftigt forringet i løbet af de kommende uger. Vækstplan.dk med automatiske sociale nedskæringer og fyringer i det offentlige skal være vedtaget af det rødblå flertal inden sommerferien. Folkeskolerreform som anden etape i angrebet på skolen og lærerne er på vej.
Og endnu mere kastes på bordet: Et lovindgreb mod familielægernes aftaleforhold er varslet. Og rådne faglige ledere, gift med den socialdemokratiske partitop, som Metalformand Claus Jensen annoncerer nu sin vilje til yderligere at beskære den forkortede dagpengeperiode – mod at genoptjeningsretten skal være 13 ugers arbejde i stedet for 52.
Det er i forvejen usædvanlig let at fyre i Danmark i forhold til andre lande. Og tusinder kastes ud i en social katastrofe, når dagpengeperioden ophører. At forkorte perioden for at opnå ret til dagpenge igen er selvfølgelig en god ting. Det er et krav, som har været rejst længe. Men at kæde det sammen med en yderligere forkortelse af dagpenge-perioden er en kniv i ryggen.
Socialdemokraternes, SF’s og deres faglige fællers dagsorden bør selvfølgelig mødes af masseprotester. Lærernes kamp under lockouten har vist vejen for brede aktioner, der når længere end blot en demonstration – og så går alle hjem. Vend ryggen til-markeringerne 1. maj er en direkte opfølger.
Men det må fortsættes. I perioden mellem 1. maj og sommerferien skal det barskeste nedskæringsprogram i nyere tid lodses igennem folketinget. 1. maj viste, at mobiliseringen og modstandsviljen er til stede. Opgaven for venstrekræfterne og de progressive organisationer, fagforeninger, ungdomsorganisationer er at få den aktiveret og synliggjort. At få den i kamp mod en svag og rystet regering.
Desværre er det ikke den opgave, vigtige kræfter på venstrefløjen lægger op til. Eventuelle protester skal trimmes til valgkamp.
Johanne Schmidt-Nielsen havde travlt med at kritisere deltagerne i Fælledparken for deres uvilje mod regeringen. For hendes budskab var simpelthen:
Vi fortsætter alliancen med S og SF, vi er stadig en del af ’rød’ blok. Og nu er det på tide at rette blikket mod kommunalvalget i efteråret. Med den tilføjelse, at i København går det strålende.
Intet konkret om massemobilisering eller massekamp. Kamptiden sluttede med en pibekoncert.
De tre ’kommunistiske’ partier KP, DKP og KPiD lufter nu også deres parlamentariske dagsorden og drømme. De har dannet fælles kommunalvalglister i Århus og København. Hele vejen er der dømt valgkamp.
1. maj 2013 skal glemmes og fortrænges. Protesterne skal stemples som ’venstrefløjsekstremisme’ og ’rød fascisme’ eller som ’unfair’ og ’udemokratiske’. De var alt andet. De var dybt demokratiske masseprotester mod en regering, for hvem ordet dialog kun bruges 1. maj – mod deltagerne.
Protesterne viser både, at der findes en anden vej end den parlamentariske til at stoppe kapitalen og dens regerings amokløb. Og at der er vilje i befolkningen til at gå den vej.
Men det kræver at kræfterne ikke bliver holdt tilbage, men slippes løs.
Netavisen 6. maj 2013