Folkebevægelsen mod EU var blevet inviteret til at holde en tale om EU s militarisering på demonstration for fred mod Nato, den 24. maj 2017 i København ved Forsvarsministeriet.
Kære alle,
Tak for invitationen til at tale her i dag.
I en tid med ufred er det vigtigere end nogensinde at der aktivt gøres en indsats for en mere fredelig verden.
Folkebevægelsen mod EU vender sig imod EU’s militarisering.
- EU støtter våbenindustrien.
- EU er i gang med at opbygge en egen militær struktur
- Og EU fører en udenrigspolitik, der er til skade for freden.
EU har bl.a. oprettet et såkaldt forsvarsagentur i Bruxelles.
Forsvarsagenturet arbejder målrettet for en styrkelse af den europæiske våbenindustri.
En våbenindustri, der igennem mange år har eksporteret våben til lande der vedvarende krænker menneskerettighederne.
Jeg mødte for et par år siden en repræsentant fra Amnesty International, der kunne fortælle om at der var fundet ammunition fra EU i Gaza efter Israels store angreb på området.
Men også andre lande – der bruger våben mod civile – har gennem årene købt våben i EU.
F.eks. købte Irak under Saddam Hussein våben i EU.
Og nu vil EU også lave en forsvarsforskningsfond, der skal forske i udviklingen af nye våbentyper. Og den danske regering vil at Danmark skal støtte denne fond økonomisk.
Det mener vi er i strid med vores forsvarsforbehold.
Danske skatteydere skal ikke betale til udviklingen af våben i EU.
Hvis regeringen og EU-tilhængerne vil have Danmark med i EU’s forsvarspolitik, så bør de afholde en folkeafstemning.
EU er også i fuld gang med at opbygge en militær union.
Dette støttes ikke mindst af den franske og tyske regering, og efter at briterne træder ud af EU vil det blive nemmere for Frankrig og Tyskland at styrke EU’s militære side.
EU har allerede taget de første skridt i forhold til etableringen af et militært hovedkvarter også kaldet et kommandocenter.
I EU’s Lissabon-traktat står der at medlemslandene forpligter sig til vedvarende at forbedre deres miltære kapacitet.
Det er jo bindegalt.
Hvordan kan man binde landene til at opruste eller forbedre deres militære udrustning?
Hvad hvis medlemslandene en dag i fremtiden vil nedruste?
EU-traktaten er i øvrigt på over 300 sider og ingen steder i traktaten står der:
- at EU-landene kun må lave militære aktioner uden for unionen, hvis der er et FN-mandat og
- intet sted i traktaten står der at EU vender sig imod masseødelæggelsesvåben. Heriblandt atomvåben.
Nej – EU er ikke ligefrem fredens projekt.
Det gælder også når man ser på EU’s udenrigspolitik og ikke mindst EU’s terrorliste.
EU deler verden op i venner og fjender.
Men når man ser på verdens konflikter vil man hurtigt finde ud af at konflikterne er mere komplicerede.
Det er derfor Norge har valgt at takke nej til EU’s terrorliste.
I Norge vil der aldrig have været en sag om Roy-tv. For PKK er ikke på nogen terrorliste.
Nordmændene arbejder i stedet for at bringe stridende parter sammen til fredsforhandlinger.
Det lykkedes f.eks. i Colombia.
Over 200.000 colombianere havde mistet livet i den colombianske borgerkrig, og op mod 7 millioner colombianere lever som flygtninge i deres eget land.
Norge og Cuba støttede aktivt en fredsproces i Colombia og det lykkedes at få oprørsgruppen FARC og Colombias regering til at forhandle sig frem til en fredsaftale.
Men hvor var EU?
EU havde selvfølgelig terrorstemplet FARC og det var først da fredsaftalen var forhandlet på plads, at EU ophævede terrorstemplingen.
Colombia er ikke det eneste sted hvor EU har valgt side. Det sker stort set over alt.
I Sri Lanka-konflikten var EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre i 2006 ødelæggende for den igangværende fredsproces.
Også der spillede Norge en central rolle, og alle de fem nordiske lande deltog i en fredsmission i Sri Lanka.
Efter EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre startede kamphandlingerne i Sri Lanka.
De nordiske EU-lande – Danmark, Finland og Sverige – var på grund af EU’s terrorstempling nødt til at trække deres observatører ud af Sri Lanka.
Norge og Island – der ikke er med i EU – prøvede at styrke deres bidrag til fredsmissionen, men det hjalp desværre ikke, for Sri Lankas regering iværksatte en stor offensiv, der kostede titusinder af mennesker livet.
Norge var rasende på EU for terrorstemplingen, og den svenske leder af fredsmissionen, følte sig groft svigtet.
I Folkebevægelsen er vi derfor modstandere af EU’s terrorliste.
Vi ser hellere at Danmark bakker op om fredsforhandlinger i verden på linje med Norge.
Vi vender os også imod militariseringen af EU. Det er ikke det som verden har brug for.
Ja til fred og Danmarks forsvarsforbehold i EU.
Nej til EU’s militarisering.
http://broch.dk/
]]>
Af Jesper Morville
På denne højtidelige dag, den 25. marts, fylder EU 60 år. I den anledning bliver der holdt mange skåltaler; og de ledende politikere i EU-systemet benytter lejligheden til en fed gang propaganda i håb om at vende den negative holdning blandt særdeles mange folk til hele unionsprojektet.
Skåltalerne vil først og fremmest slå på, at ”EU er et fredens projekt”, og at der ”ikke har været krig i Europa siden EU’s stiftelse”.
I Tyskland har aviser bragt et indstik i anledning af, at ”Europa fylder 60 år” (jeg troede, Europa var ældre), der med fede overskrifter hævder, at EU har skabt ”fred og frihed”.
Lad os i den anledning kaste et blik på baggrunden for dagens fødselar.
Baggrunden for det EF, der traktatfæstedes den 25. marts 1957 i Rom, er Kul- og Stålunionen.
Da den kolde krig brød ud i slutningen af 1940-erne, pressede USA på for fælles fodslag mellem sine vesteuropæiske allierede. NATO stiftedes i 1949; dog uden Vesttyskland. Men USA ønskede også et militært genoprustet stærkt Vesttyskland. Det kunne vække nogen bekymring i nabolandene. Men: i maj 1950 tog den franske udenrigsminister Robert Schuman tyren ved hornene og foreslog skabelsen af et ”kul- og stålfællesskab” mellem primært Frankrig og Vesttyskland (men åbent for andre), hvor landenes respektive sværindustrielle ressourcer underlagdes en fælles ”høj myndighed” – hævet over demokratisk kontrol – og udnyttedes i fællesskab. Således kunne man endegyldigt fjerne risikoen for at landene genoprustede hver for sig og kunne rette våbnene mod hinanden.
Tankevækkende nok udbrød Koreakrigen næsten samtidigt med Schuman-erklæringen. Og Schumans forslag realiseredes hurtigt efter, da traktaten om Det europæiske Kul- og Stålfællesskab undertegnedes i 1951 mellem Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg.
NATOs militærpolitiske rammer og Kul- og Stålfællesskabets overtagelse af forvaltningen af medlemslandenes sværindustrielle ressourcer sikrede, at Vesttyskland fik mulighed for militær oprustning og kunne yde sit bidrag sammen med de øvrige vesteuropæiske lande til kampen mod den fælles fjende østpå.
”Fred og frihed”! Sat på spidsen kan man sige, at militær oprustning og afmontering af medlemslandenes demokratiske kontrol over egne ressourcer var de vigtigste formål med dannelsen af EU’s forgænger, Det europæiske Kul- og Stålfællesskab.
Da det fælles marked med Romtraktaten i 1957 udvidedes til flere områder end kul og stål, bevaredes den ”høje myndighed”, der er hævet over demokratisk kontrol, nu med navnet ”EF-kommissionen”. Og det er fortsat denne udemokratiske institution, der ikke står til ansvar for nogen vælgere, der har eneret på at fremsætte lovforslag i EU. ”Frihed”?
Hvis EU således på mange måder var et koldkrigsprojekt, rettet imod en fælles fjende, snarere end et fredsprojekt, kunne man tro, at den kolde krigs ophør havde givet anledning til overvejelser og et retningsskift i Fællesskabets politik.
Rygter vil vide, at den daværende formand for EU-kommissionen Jaques Delors fældede bitre tårer ved nyheden om Berlinmurens fald. Sand ellert ej symboliserer historien, at EU’s eksistensberettigelse hang nøje sammen med den kolde krig. Og hvad blev så EU’s reaktion? Maastricht-traktaten, der på alle områder betød øget centralisering og integration i dybden, og nedfældede grundlaget for den fælles mønt, den fælles rets- og den fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Og siden er det bare blevet værre for hver ny traktat – med øget centralisering, militarisering og afmontering af, hvad der er af velfærdsordninger i medlemslandene.
Skåltalerne vil hurtigt blive glemt. Men kampen imod EU vil fortsætte.
]]>
Af Rina Ronja Kari og Lave K Broch
Vi trænger til en åben debat om EU’s våbenpolitik og at der ikke skal fifles med forsvarsforbeholdet.
Regeringen vil have Danmark med i EU’s forsvarsforskningsprogram og uden at spørge vælgerne. Det mener vi er i strid med vores forsvarsforbehold. Hvis regeringen eller et flertal i Folketinget ønsker, at Danmark skal med i EU’s forsvarspolitik eller dele af den, må de gennemføre en folkeafstemning.