Hvordan reagerer EU-kommissionen og den øvrige elite så på det? Stort set med mere af samme skuffe. Kommissionen har fremlagt nogle forskellige scenarier for EU’s fremtidige udvikling. I et af dem erkender man, at et ”EU i flere hastigheder” kan være en mulighed – men retningen ligger vel at mærke fast! Og det scenarie, eliten helt klart foretrækker, er at gennemføre den komplette statsdannelse her og nu – med stort fokus på det militære EU.  

Der lyder også kønne ord om en social søjle. Men de er stort set uforpligtende. I virkelighedens verden har vi den fortsatte sociale dumping, fortsatte nedskæringskrav og nu CETA, handelsaftalen mellem EU og Canada, som Folketinget forventes at godkende den 1. juni. CETA udmærker sig bl.a. ved den særlige ”investeringsbeskyttelsesmekanisme”, en voldgiftsdomstol, hvor store virksomheder, der føler deres forventede profit formindsket af f.eks. miljøbeskyttelseslove eller love, der sikrer bedre arbejdsforhold, kan anlægge sag mod den eller de formastelige regeringer, hvis love formindsker profitten. Så meget for EU’s ”sociale profil”.

Ved den nylige fejring af EU´s 60-årsjubilæum lød der også kønne ord om, at EU står for ”Europæiske værdier” som fred, frihed og humanisme. I virkelighedens verden er flere EU-lande med til at smide bomber over Mellemøsten. Når det medfører en stigende strøm af flygtninge, laver man straks en generøs aftale med præsident Erdogan i Tyrkiet, blot han sørger for, at de flygtninge, der søger gennem Tyrkiet, bliver der og ikke sætter fod på europæisk jord. Senest har man lavet en lignende aftale med og leveret våben til en af de stridende regeringer i Libyen! Så meget for EU’s kamp for fred og humanisme!

Hvorfor har så ikke flere lande fulgt Storbritannien ud af EU?
I Frankrig stemte over 40 % af vælgerne ved første runde af præsidentvalget på EU-kritiske kandidater. MEN de var kritiske af meget forskellige grunde og har meget forskellige alternativer. Nogle vil blot flytte den mur, EU i praksis har opført rundt om Fort Europa til deres eget land og hegne det ind og holde alle andre ude. Disse højreekstreme ”EU-kritikere” spiller i praksis EU-elitens spil. De sætter almindelige mennesker op imod hinanden – så vi ikke i fællesskab kan vende os imod de store virksomheders og pengemænds magt, som EU sikrer.
Og ifølge alle de store mainstream medier tilhører alle EU-modstandere denne gruppe af fremmedfjendske nationalister.

I Folkebevægelsen kæmper vi for at følge briterne ud ad den dør, de har slået på vid gab ved deres folkeafstemning den 23. juni sidste år. Skal vi få flertal for det – og det skal vi! – kræver det at vi alle, der er samlede her, og alle gode folkelige kræfter og bevægelser i fællesskab påviser, at der findes masser af solidariske og progressive alternativer til EU! I de nordiske lande har vi, længe før EU kom til, kunnet bo og arbejde i hinandens lande uden at det har truet de rettigheder, arbejderne gennem generationers kamp har opnået her (og som EU nu er ved at nedbryde); vi har tværtimod hentet inspiration og hjælp hos hinanden. Det kan vi gøre igen, når der skal laves aftaler om samarbejde og samhandel med lande over hele kloden.

Til efteråret har vi kommunal- og regionsvalg. Vi må i fællesskab pege på, hvordan kommunernes budget er fastlåst på forhånd via den EU-dikterede budgetlov og EU’s finanspagt – og fortælle, hvor stort det økonomiske spillerum til gengæld kan blive, når vi tager magten tilbage og selv bestemmer, hvor meget regioner og kommuner skal bruge på hospitaler og skoler.

Skal vi få et stort bredt flertal for at forlade EU, er det første skridt at gøre disse alternativer klokkeklare. Det kan vi kun gøre i fællesskab. Så kommer der snart en 1. maj, hvor vi også kan lykønske hinanden med, at vi nu vinker farvel til Unionen.

Fortsat god 1. maj!

Af Jesper Morville

På denne højtidelige dag, den 25. marts, fylder EU 60 år. I den anledning bliver der holdt mange skåltaler; og de ledende politikere i EU-systemet benytter lejligheden til en fed gang propaganda i håb om at vende den negative holdning blandt særdeles mange folk til hele unionsprojektet.

Skåltalerne vil først og fremmest slå på, at ”EU er et fredens projekt”, og at der ”ikke har været krig i Europa siden EU’s stiftelse”.

I Tyskland har aviser bragt et indstik i anledning af, at ”Europa fylder 60 år” (jeg troede, Europa var ældre), der med fede overskrifter hævder, at EU har skabt ”fred og frihed”.

Lad os i den anledning kaste et blik på baggrunden for dagens fødselar.

Baggrunden for det EF, der traktatfæstedes den 25. marts 1957 i Rom, er Kul- og Stålunionen.

Da den kolde krig brød ud i slutningen af 1940-erne, pressede USA på for fælles fodslag mellem sine vesteuropæiske allierede. NATO stiftedes i 1949; dog uden Vesttyskland. Men USA ønskede også et militært genoprustet stærkt Vesttyskland. Det kunne vække nogen bekymring i nabolandene. Men: i maj 1950 tog den franske udenrigsminister Robert Schuman tyren ved hornene og foreslog skabelsen af et ”kul- og stålfællesskab” mellem primært Frankrig og Vesttyskland (men åbent for andre), hvor landenes respektive sværindustrielle ressourcer underlagdes en fælles ”høj myndighed” – hævet over demokratisk kontrol – og udnyttedes i fællesskab. Således kunne man endegyldigt fjerne risikoen for at landene genoprustede hver for sig og kunne rette våbnene mod hinanden.

Tankevækkende nok udbrød Koreakrigen næsten samtidigt med Schuman-erklæringen. Og Schumans forslag realiseredes hurtigt efter, da traktaten om Det europæiske Kul- og Stålfællesskab undertegnedes i 1951 mellem Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg.

NATOs militærpolitiske rammer og Kul- og Stålfællesskabets overtagelse af forvaltningen af medlemslandenes sværindustrielle ressourcer sikrede, at Vesttyskland fik mulighed for militær oprustning og kunne yde sit bidrag sammen med de øvrige vesteuropæiske lande til kampen mod den fælles fjende østpå.

”Fred og frihed”! Sat på spidsen kan man sige, at militær oprustning og afmontering af medlemslandenes demokratiske kontrol over egne ressourcer var de vigtigste formål med dannelsen af EU’s forgænger, Det europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Da det fælles marked med Romtraktaten i 1957 udvidedes til flere områder end kul og stål, bevaredes den ”høje myndighed”, der er hævet over demokratisk kontrol, nu med navnet ”EF-kommissionen”. Og det er fortsat denne udemokratiske institution, der ikke står til ansvar for nogen vælgere, der har eneret på at fremsætte lovforslag i EU. ”Frihed”?

Hvis EU således på mange måder var et koldkrigsprojekt, rettet imod en fælles fjende, snarere end et fredsprojekt, kunne man tro, at den kolde krigs ophør havde givet anledning til overvejelser og et retningsskift i Fællesskabets politik.

Rygter vil vide, at den daværende formand for EU-kommissionen Jaques Delors fældede bitre tårer ved nyheden om Berlinmurens fald. Sand ellert ej symboliserer historien, at EU’s eksistensberettigelse hang nøje sammen med den kolde krig. Og hvad blev så EU’s reaktion? Maastricht-traktaten, der på alle områder betød øget centralisering og integration i dybden, og nedfældede grundlaget for den fælles mønt, den fælles rets- og den fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Og siden er det bare blevet værre for hver ny traktat – med øget centralisering, militarisering og afmontering af, hvad der er af velfærdsordninger i medlemslandene.

Skåltalerne vil hurtigt blive glemt. Men kampen imod EU vil fortsætte.