{"id":2505,"date":"2015-03-24T17:00:27","date_gmt":"2015-03-24T16:00:27","guid":{"rendered":"http:\/\/kpnet.dk\/blogs\/?p=2505"},"modified":"2015-03-24T17:36:53","modified_gmt":"2015-03-24T16:36:53","slug":"en-skitse-af-socialismens-oekonomi","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/socialismeblog\/en-skitse-af-socialismens-oekonomi","title":{"rendered":"En skitse af socialismens \u00f8konomi"},"content":{"rendered":"

\"\"<\/em><\/strong>Debatopl\u00e6g til Arbejderpartiet<\/em><\/strong>
\nKommunisternes 6. kongres\u00a0<\/em><\/strong><\/p>\n

Der hersker en grundl\u00e6ggende uvidenhed og forvirring om socialismen som begreb, ikke blot i den brede befolkning og arbejderklassen generelt, men ogs\u00e5 i den progressive offentlighed og p\u00e5 den organiserede politiske venstrefl\u00f8j.<\/em><\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Gennem hele det borgerlige demokratis historie er ordet ‘socialisme’ blevet misbrugt af de opportunistiske venstrefl\u00f8jspartier og den systemloyale reformistiske ledelse af arbejderbev\u00e6gelsen. Med ‘socialisme’ har opportunisterne ikke ment et nyt \u00f8konomisk og politisk system til afl\u00f8sning af kapitalismen. De har med ‘socialisme’ derimod ment en systemloyal venstrefl\u00f8jsregering, som f\u00f8rer en politik til gavn for arbejderklassen p\u00e5 kapitalismens betingelser, og som i tilf\u00e6lde af genvalg kan forts\u00e6tte en gradvis proces mod stadig mere ‘socialisme’.<\/p>\n

Det er en socialismeopfattelse, som nu har lagt fremtiden bag sig, i takt med at den senkapitalistiske nyliberale dagsorden har vundet indpas i socialdemokratierne og deres allierede reformistiske partier i k\u00f8lvandet p\u00e5 \u00d8stblokkens fald omkring 1990.<\/p>\n

Socialdemokratiets \u00e5rhundrede er forbi! Den socialreformistiske dagsorden er visnet bort og bliver erstattet af \u00e5bent reaktion\u00e6re arbejderfjendske reformer, der i Danmark s\u00e5vel som andre udviklede vestlige lande ivrigt iv\u00e6rks\u00e6ttes af den systemloyale arbejderbev\u00e6gelses gamle f\u00f8rerparti under ledsagelse af en stadig mere hul og letgennemskuelig social demagogi.<\/p>\n

Her i den nyliberale periode afsl\u00f8rer kapitalismens borgerlige demokrati sig endegyldigt som v\u00e6rende lig med frihed, demokrati og velstand for borgerskabet og et markeds\u00f8konomisk konkurrencehelvede med k\u00e6ft, trit og retning for arbejderklassen. Og det bliver v\u00e6rre og v\u00e6rre. Kapitalismens demokratiske glasur forvitrer og afsl\u00f8rer denne samfundstypes grundvold som borgerskabets diktatur, kapitalens diktatur.<\/p>\n

Den reaktion\u00e6re politiske udvikling er en genspejling af den objektivt betingede \u00f8konomiske udvikling i senkapitalismen. Tillige er den for Vesten opsvingsfremmende effekt af opsugningen af kapital, markeder og billig arbejdskraft fra den nedlagte \u00d8stblok ved at rinde ud i l\u00f8bet af disse \u00e5r.<\/p>\n

\u00c6ndringen af kapitalens organiske sammens\u00e6tning (teknologi og mekanisering til afl\u00f8sning af menneskelig arbejdskraft) f\u00f8rer, sammen med monopolkapitalismens kapitalkoncentration og drift efter maksimalprofit, til en eskalering af profitratens faldende tendens <\/em>og af arbejderklassens relative og absolutte forarmelse. Der er et voksende misforhold mellem den samfundsm\u00e6ssige karakter af produktivkr\u00e6fterne<\/em> (teknologien og erhvervslivet) og de kapitalistiske produktionsforhold<\/em> (den m\u00e5de, der ledes og fordeles p\u00e5 \u2013 ejendomsforholdene).<\/p>\n

Dette er en \u00f8konomisk naturlov i kapitalismen, som ikke kan \u00e6ndres af systemloyale regeringers politik. Kapitalismen er styret af sine egne objektive drivkr\u00e6fter og er s\u00e5ledes uden for p\u00e6dagogisk r\u00e6kkevidde.<\/p>\n

Den krisefri kapitalisme var en propaganda-illusion, som blev markedsf\u00f8rt i forrige \u00e5rhundrede. Den g\u00e5r ikke l\u00e6ngere. De tilbagevendende \u00f8konomiske kriser er ved at udvikle sig til en kronisk krisetilstand. S\u00e5 nu svinges pisken over arbejderne under henvisning til konkurrencen fra opkomlingene blandt de kapitalistiske magter, prim\u00e6rt Kina, s\u00e5vel som den systematiske sociale dumping internt i EU.<\/p>\n

Kapitalismens systemkrise s\u00f8ges l\u00f8st ved generelt \u00f8get udbytning af arbejderklassen, ved l\u00f8ntrykkeri og skabelse af splid via indvandring og ved kamp mellem de kapitalistiske magtblokke om erobring af r\u00e5stofferne og markederne. Ultimativt leder det sidstn\u00e6vnte til voldelig omfordelingskamp i form af krig. Som f\u00f8lge af den \u00f8del\u00e6ggende konkurrence leder krisen sammen med krigene til en enorm destruktion af produktivkr\u00e6fter, som paradoksalt nok er en foruds\u00e6tning for den p\u00e5kr\u00e6vede konstante v\u00e6kst for monopolkapitalen.<\/p>\n

Den nedadg\u00e5ende forbrugskapacitet i arbejderklassen og mellemlagene s\u00f8ges l\u00f8st ved kunstige forbrugsbobler med urealistiske kreditordninger, som derefter klasker sammen med yderligere faldende forbrug til f\u00f8lge. Det forst\u00e6rker profitratens faldende tendens.<\/p>\n

Virksomhederne flytter udenlands eller g\u00e5r konkurs, og menneskelige resurser sl\u00f8ses bort undervejs. Samtidig undergraves den mulighed for social opstigning, som har v\u00e6ret central i det ideologiske forsvar af kapitalismen.<\/p>\n

Konfronteret med udsigten til kronisk krise messer den kapitalistiske propaganda, at det er de st\u00f8rste kapitalistiske lommetyve, som skaber samfundets v\u00e6rdier, og formaner arbejderne til at b\u00f8je nakken med kasketten i h\u00e5nden og takke herskabet. Den racistiske ondskab er blevet genoplivet som del-og-hersk-redskab i form af den islamofobiske kulturracisme, som faretruende forpester den vestlige verden. Den borgerlige offentlighed formidler konstant spark-nedad-kampagner for at bek\u00e6mpe enhed i arbejderklassen.<\/p>\n

For at modsvare produktivkr\u00e6fternes samfundsm\u00e6ssige karakter og endegyldigt afskaffe \u00f8konomiske kriser, arbejdsl\u00f8shed og udbytning kr\u00e6ves en \u00f8konomisk orden med samfundsm\u00e6ssigt ejerskab og samfundsm\u00e6ssig ledelse, dvs. socialistiske produktionsforhold. Det kr\u00e6ver socialisme i ordets \u00e6gte verdenshistoriske betydning: en grundl\u00e6ggende revolution\u00e6r \u00e6ndring af ejendomsretten og statens klassekarakter, alts\u00e5 en plan\u00f8konomisk socialisering af det \u00f8konomiske liv og etableringen af en ny statsmagt i form af arbejderklassens diktatur, som s\u00e6tter dagsordenen i det politiske liv og bestemmer rammerne for demokratiet.<\/p>\n

Det er opgaven for fremtidens nye arbejderbev\u00e6gelse. Revolutionens historiske n\u00f8dvendighed banker p\u00e5 d\u00f8ren.<\/p>\n

Ligesom kapitalismen i sin tid f\u00f8dtes af feudalismens sk\u00f8d i kraft af produktivkr\u00e6fternes udvikling, s\u00e5dan modnes socialismen nu i kapitalismens sk\u00f8d i kraft af produktivkr\u00e6fternes stadig mere samfundsm\u00e6ssige karakter.<\/p>\n

I kapitalismens barndom var frig\u00f8relsen af markedskr\u00e6fterne en historisk n\u00f8dvendighed; i dag er plan\u00f8konomi en historisk n\u00f8dvendighed. Et samfundsm\u00e6ssigt erhvervsliv kr\u00e6ver samfundsm\u00e6ssigt ejerskab, samfundsm\u00e6ssige innovationer og samfundsm\u00e6ssige investeringer.<\/p>\n

Udviklingen af socialistisk plan\u00f8konomi er en foruds\u00e6tning for afskaffelse af klassemods\u00e6tningerne og for virkeligg\u00f8relsen af lighed mellem k\u00f8nnene og lighed mellem nationaliteterne. Det er naturligvis ogs\u00e5 en foruds\u00e6tning for milj\u00f8m\u00e6ssig b\u00e6redygtighed. I sidste ende er det en foruds\u00e6tning for, at vi engang i fremtiden kan f\u00e5 noget, vi kan kalde en civilisation, p\u00e5 denne planet.<\/p>\n

*<\/p>\n

Det socialistiske samfundstrin bygger p\u00e5 en solid b\u00e6rende platform af plan\u00f8konomi og henviser markeds\u00f8konomien til en sekund\u00e6r og aftagende rolle. Den verdenshistoriske udvikling m\u00e5 bev\u00e6ge sig fra konkurrence\u00f8konomi til samarbejds\u00f8konomi, fra markeds\u00f8konomi til plan\u00f8konomi. Dette burde v\u00e6re indlysende rationelt, men er forunderligt nok ikke et afklaret sp\u00f8rgsm\u00e5l, selv blandt erkl\u00e6rede antikapitalister og tilh\u00e6ngere af socialisme.<\/p>\n

Ikke blot i den borgerlige offentlighed med dens konstante antisocialistiske propaganda, men ogs\u00e5 i den progressive offentlighed, hvor der stadig s\u00e6ttes lighedstegn mellem seri\u00f8sitet og opportunisme, er det god tone at udbasunere de mest ubegavede, vulg\u00e6re nedg\u00f8relser af plan\u00f8konomi. P\u00e5 den opportunistiske venstrefl\u00f8j fabler man ufortr\u00f8dent videre om ‘socialistisk markeds\u00f8konomi’ \u2013 en fundamental selvmodsigelse, som i absurditet ikke lader noget tilbage for den borgerlige offentligheds lighedstegn mellem markeds\u00f8konomi og demokrati.<\/p>\n

I et kapitalistisk samfund er markedet den mekanisme, gennem hvilken kapitalisternes merv\u00e6rdi realiseres og profitten indtjenes. Markeds\u00f8konomi er en primitiv mekanisme, som avler ulighed og klassemods\u00e6tninger.<\/p>\n

Uanset hvordan virksomhederne og samfundet i \u00f8vrigt er organiseret, indeb\u00e6rer markeds\u00f8konomi, at profitmotivet er drivkraften. Produktionen indrettes efter, hvad der kan produceres med laveste omkostninger og s\u00e6lges p\u00e5 markedet til den h\u00f8jeste pris.<\/p>\n

Markeds\u00f8konomien er en \u00f8konomi med vare<\/em>produktion og vare<\/em>oms\u00e6tning. Produkterne og tjenesterne bliver til varer, i og med at de bliver udbudt p\u00e5 et anonymt marked til en pris bestemt af dette og afsat til dem, der har r\u00e5d og lyst til at betale for dem. Det st\u00e5r i mods\u00e6tning til den plan\u00f8konomiske produktion, som har tilfredsstillelse af de menneskelige behov som m\u00e5lestok og regulerende faktor.<\/p>\n

Arbejderklassens stat kan ikke bygge p\u00e5 en konkurrence\u00f8konomi. Hvis et erkl\u00e6ret socialistisk samfund under nogen som helst former har profitmotivet som dominerende faktor i det \u00f8konomiske liv, kan de strategiske egalit\u00e6re m\u00e5ls\u00e6tninger ikke opn\u00e5s, og der vil v\u00e6re tale om forloren socialisme.<\/p>\n

I 1900-tallets anden halvdel udvikledes et statsmonopolkapitalistisk system, hvor det ledende borgerskab bestyrede sin rolle som herskende klasse gennem profitmaksimering inden for rammerne af statsmonopol med begr\u00e6nset fri prisdannelse og legitimerede det med en politik med sikring af grundl\u00e6ggende sociale borgerrettigheder. Selvom det ikke var markeds\u00f8konomi i traditionel forstand, var det markedsmekanismer, som regulerede \u00f8konomien, blot under andre betingelser, og der foregik en udbytning af arbejderklassen og uddybning af forskellene i levestandard.<\/p>\n

I denne autorit\u00e6re socialkapitalistiske kategori befandt sig fortrinsvis de revisionistiske lande i den dav\u00e6rende \u00d8stblok. Det vestligt orienterede titoistiske Jugoslavien var det mest yderligtg\u00e5ende eksempel p\u00e5 denne kapitalisme med socialistisk fernis. I dag repr\u00e6senteres kategorien af de nationalistiske styrer i Cuba og Nordkorea, hvorimod vore dages Kina og Vietnam n\u00e6ppe kan tillades at h\u00e6fte ordet ‘social’ p\u00e5 deres vilde og brutale kapitalisme.<\/p>\n

I en socialistisk plan\u00f8konomi produceres produkter og tjenester for at opfylde bestemte behov, og i stedet for at konkurrere samarbejder virksomhederne inden for rammerne af samfundsm\u00e6ssig planl\u00e6gning. Der indf\u00f8res metoder med rationel udveksling af produkter og tjenester, som gradvist tr\u00e6der i varecirkulationens sted. Fra starten vil produktionsmidlerne blive taget ud af varecirkulationen.<\/p>\n

Under socialismen vil der stadig v\u00e6re et element af markeds\u00f8konomi med vareoms\u00e6tning, s\u00e5 l\u00e6nge der findes andre slags \u00f8konomisk ejendom end samfundsejendom \u2013 desto mere, jo mere tilbagest\u00e5ende landets udviklingsgrad er. Men selv ringere udviklede socialistiske lande m\u00e5 basere sig grundl\u00e6ggende p\u00e5 samfundseje og plan\u00f8konomi og under ingen omst\u00e6ndigheder lade vare\u00f8konomien v\u00e6re den bestemmende faktor i det \u00f8konomiske liv. En ukontrolleret markeds\u00f8konomi med vareproduktion frem for plan\u00f8konomisk produktion vil skabe grobund for klassemods\u00e6tninger og dermed v\u00e6re en trussel mod samfundsudviklingen.<\/p>\n

Lad os til en start sl\u00e5 fast, hvad socialistisk plan\u00f8konomi ikke<\/em> er:<\/p>\n

Den offentlige sektor under kapitalismen kan under ingen omst\u00e6ndigheder defineres som socialistisk. Det g\u00e6lder ogs\u00e5 fonde og virksomheder med offentligt ejerskab. Under kapitalismen er disse sektorer underlagt kapitalistiske interesser. For at tale om socialisme skal den gamle kapitalistiske ejendomsret erstattes af en ny socialistisk ejendomsret \u2013 der kan ikke v\u00e6re nogen mellemstadier.<\/p>\n

Det er derfor fundamentalt usandt at kalde de snart helt afviklede nordiske velf\u00e6rdsstater for ‘socialisme’ eller ‘halvsocialistiske’ eller for den sags skyld ‘den tredje vej’. De kunne i stedet betegnes som liberal socialkapitalisme. I sammenligning med den revisionistiske autorit\u00e6re socialkapitalisme var de sociale borgerrettigheder her ringere opfyldt i kraft af den mere vidtg\u00e5ende markeds\u00f8konomi, men til geng\u00e6ld var de borgerlig-demokratiske frihedsrettigheder i h\u00f8jere kurs.<\/p>\n

Et andet stridspunkt g\u00e6lder den udbredte forestilling om, at socialisme kan bygges op nedefra \u2013 og kapitalismen nedl\u00e6gges indefra \u2013 ved hj\u00e6lp af egalit\u00e6re, arbejderstyrede virksomheder i form af kooperativer. Selvom et s\u00e5dant kollektivistisk entrepren\u00f8rskab alt andet lige er positivt, s\u00e5 skal disse virksomheder fungere p\u00e5 konkurrencesamfundets betingelser og kan ikke fungere som oaser af socialisme eller i sig selv udg\u00f8re vejen frem mod socialismen. Denne type kooperativer kan imidlertid godt vise sig at blive en konstruktiv medspiller fra starten i opbygningen af den socialistiske \u00f8konomi.<\/p>\n

Vigtigst i denne polemik er det at skabe klarhed om, at de revisionistiske, pseudosocialistiske landes \u00f8konomi ikke var\/er socialistisk plan\u00f8konomi og derfor ikke kan st\u00e5 som eksempler p\u00e5 denne. Det vender vi tilbage til.<\/p>\n

De to grundl\u00e6ggende foruds\u00e6tninger for \u00e6gte socialisme er, at statsmagten repr\u00e6senterer arbejderklassens interesser<\/span> og de b\u00e6rende dele af \u00f8konomien er ejet af samfundet<\/span>.<\/p>\n

Det samfundsm\u00e6ssige ejerskab under socialismen omfatter i udgangspunktet \u00f8konomiens basis: Samfundet ejer landbrugsjorden og andre naturresurser, r\u00e5stoffer, bygninger og boliger, energiforsyning, kommunikation og infrastruktur. Samfundet ejer virksomheder, jo mere de er af betydning for samfunds\u00f8konomien \u2013 f\u00f8rst og fremmest produktionen af produktionsmidler, men ogs\u00e5 den \u00f8vrige industri, teknologivirksomheder og fremstillingen af almindelige forbrugsartikler. Samfundet ejer de servicevirksomheder, som foretager n\u00f8dvendigt vedligehold.<\/p>\n

Samfundet har ligeledes monopol p\u00e5 al finansiel virksomhed. Sammenslutninger af kooperativer m.fl. b\u00f8r ikke tillades at oprette kreditinstitutioner, da det i al fald strategisk set vil v\u00e6re en reaktion\u00e6r parallel\u00f8konomi, og finansieringer i denne sektor skal foreg\u00e5 under plan\u00f8konomisk supervision. Det socialistiske finanssystem b\u00f8r om muligt fra f\u00f8rste f\u00e6rd holde sig helt fra kredit-metoden, da kreditter st\u00e5r i et mods\u00e6tningsforhold til plan\u00f8konomiens v\u00e6sen (omtales senere under beskrivelsen af revisionismen).<\/p>\n

P\u00e5 dette grundlag ledes samfunds\u00f8konomien ved hj\u00e6lp af demokratisk-centralistiske planer, hvori de forskellige dele af erhvervslivet spiller sammen med den centrale planinstitution i fastl\u00e6ggelsen og opn\u00e5elsen af de \u00f8konomiske m\u00e5l, som besluttes af de folkevalgte organer. I l\u00f8bet af planl\u00e6gningsprocesserne inddrages alle arbejdspladser og hele folket i diskussioner af m\u00e5ls\u00e6tningerne og giver disse demokratisk legitimitet s\u00e5vel som funktionel effektivitet. Demokratiets vigtigste udtryksform er massernes deltagelse i og godkendelse af den \u00f8konomiske samfundsplan.<\/p>\n

Med vore dages kommunikationsteknologi kan der let gives et fortl\u00f8bende overblik over opfyldelsen af planm\u00e5lene og de problemer og l\u00f8sninger, som opst\u00e5r undervejs. Begrebet ‘gennemsigtig \u00f8konomi’ f\u00e5r en helt ny betydning.<\/p>\n

Der er simpelthen tale om indf\u00f8relsen af et rationelt og langsigtet \u00f8konomisk liv. Tilfredsstillelsen af de menneskelige behov skal v\u00e6re selve drivkraften, ikke som under kapitalismen de enkelte virksomheders overskud og kapitalisternes profit.<\/p>\n

Da det ikke l\u00e6ngere g\u00e6lder om at s\u00e6lge mest muligt, vil produkternes holdbarhed og kvalitet komme i h\u00f8js\u00e6det. F.eks. vil levnedsmiddelindustrien kunne bidrage til at fremme sundheden frem for som nu at forringe den, og h\u00e5rde hvidevarer og andet praktisk hverdagsgrej vil v\u00e6re konstrueret langtidsholdbare.<\/p>\n

I arbejdslivet skal massernes initiativ stimuleres, nu hvor der ikke l\u00e6ngere vil v\u00e6re nogen mods\u00e6tning mellem arbejdernes og erhvervslivets interesser. Under den socialistiske plan\u00f8konomi vil den accelererende teknologiske udvikling med dens produktivitetsforbedringer, mekaniseringer og rationaliseringer blive anvendt for at lette arbejdet og tilfredsstille de menneskelige behov. Normalarbejdstiden vil blive sat ned i takt med produktivkr\u00e6fternes udvikling; i et udviklet land som Danmark i f\u00f8rste omgang formentlig til en 30 timers arbejdsuge, p\u00e5 sigt 25 timer, og p\u00e5 l\u00e6ngere sigt m\u00e5ske endda blot 20 timer.<\/p>\n

Arbejdet skal under socialismen underg\u00e5 en forvandling fra at v\u00e6re en plagsom byrde til at v\u00e6re et behov i sig selv, et udtryk for menneskets skaberkraft. Og der vil blive tid og overskud til at deltage i samfundslivet.<\/p>\n

Fra dag \u00e9t efter systemskiftet forbydes menneskets udbytning af mennesket, alts\u00e5 den private tilegnelse af merv\u00e6rdien af andres arbejde. Ingen m\u00e5 l\u00e6ngere eje andres arbejdskraft.<\/p>\n

Arbejdskraften oph\u00f8rer med at v\u00e6re en vare, s\u00e5 der vil ikke l\u00e6ngere v\u00e6re et arbejdsmarked<\/em>. Retten til arbejde og selvfors\u00f8rgelse virkeligg\u00f8res i stedet gennem systematisk samfundsm\u00e6ssig rekruttering. Nu bliver det samfundets ansvar at give dig arbejde, der hvor samfundet har brug for din arbejdskraft.<\/p>\n

Der vil i den socialistiske plan\u00f8konomi v\u00e6re mulighed for at skabe langt st\u00f8rre overensstemmelse mellem uddannelsessystemet og erhvervslivets behov. Der vil v\u00e6re en obligatorisk polyteknisk skolegang p\u00e5 13-14 \u00e5r, som skal sikre alsidige kompetencer og erhvervspraktik.<\/p>\n

Socialismen g\u00f8r fundamentalt op med den m\u00e5de, der ledes og fordeles p\u00e5. Medbestemmelsen bliver institutionaliseret, og virksomhedsledelserne skal godkendes af medarbejderne. Arbejdsdelingen mellem \u00e5nd og h\u00e5nd nedbrydes. Ytringsfriheden indf\u00f8res p\u00e5 arbejdspladserne.<\/p>\n

Patenter og copyright bliver afskaffet. Al forskning, viden og innovation stimuleres p\u00e5 samfundsm\u00e6ssig vis og bliver \u00e5bent tilg\u00e6ngelig. Alle virksomhedsregnskaber bliver \u00e5bne, og der vil ikke l\u00e6ngere v\u00e6re forretningshemmeligheder. Reklamer kan ses p\u00e5 museet.<\/p>\n

Under socialismen g\u00e6lder princippet om, at det \u00f8konomiske liv er offentligt liv. Det skal ogs\u00e5 h\u00e5ndh\u00e6ves i forhold til den kooperative og anarkistiske sektor med strategisk henblik p\u00e5 at integrere disse i plan\u00f8konomien og senere inkludere dem i samfundsejendommen.<\/p>\n

Det socialistiske erhvervsliv vil blive j\u00e6vnt fordelt ud over landet. Derved bremses flugten fra land til by, og det eskalerende langdistance-pendlerhelvede vil blive afviklet. Man vil have ret til et arbejde inden for en rimelig afstand af sin bop\u00e6l.<\/p>\n

Der garanteres universel socialforsikring: lige og fri adgang til reproduktion i form af barselsindkomst, b\u00f8rnepasning, \u00e6ldreomsorg, pension, invalideindkomst, sundhedsv\u00e6sen og uddannelse. Bolig er en statsgaranteret rettighed.<\/p>\n

Den grundl\u00e6ggende \u00f8konomiske doktrin under socialismen hedder sikring af maksimal tilfredsstillelse af hele samfundets voksende materielle og kulturelle behov gennem proportional v\u00e6kst og forbedring af produktionen p\u00e5 basis af den bedste teknologi<\/span>.<\/p>\n

Doktrinen underst\u00f8tter m\u00e5ls\u00e6tningen om at arbejde sig frem mod kommunismen \u2013 det civilisatoriske udviklingstrin, hvor alle st\u00e5r i samme forhold til produktionsmidlerne, og hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.<\/p>\n

Det kommunistiske udviklingstrin vil gradvist blive opn\u00e5et, i takt med at de nye generationer opn\u00e5r et folkeligt medejerskab af samfundet. Det er b\u00e5de en politisk-\u00f8konomisk og en kulturel proces.<\/p>\n

Under kommunismen vil samfundsejendom v\u00e6re den eneste form for \u00f8konomisk ejendom og det urokkelige og ukr\u00e6nkelige grundlag for samfundets eksistens, som alle vil v\u00e6rne om med den samme ildhu, som man i dag v\u00e6rner om sin private ejendom.<\/p>\n

P\u00e5 dette klassel\u00f8se udviklingstrin i en fjernere fremtid vil der ikke l\u00e6ngere findes nogen form for penge med indirekte v\u00e6rdis\u00e6ttelse; i stedet vil arbejdstiden v\u00e6re den direkte m\u00e5lestok i planl\u00e6gningen, og \u00f8konomiske beregninger vil udelukkende foreg\u00e5 p\u00e5 basis af objektive parametre.<\/p>\n

*<\/p>\n

Revolutionen og etableringen af det socialistiske samfundssystem indeb\u00e6rer kun starten p\u00e5 opbygningen af den socialistiske \u00f8konomi. Indf\u00f8relsen af socialistiske produktionsforhold som grundlag og afskaffelsen af kapitalismens klassesamfund med dets arbejdsl\u00f8shed og udbytning betyder ikke, at mods\u00e6tningen mellem produktivkr\u00e6fter og produktionsforhold bliver l\u00f8st i \u00e9t altomfattende hug. Selvom den kapitalistiske ejendomsret med dens aktieselskaber, kapitalfonde, ejendomsspekulation osv. er anbragt p\u00e5 museum, vil der fortsat v\u00e6re en tendens til eftersl\u00e6b i produktionsforholdenes opgradering i forhold til produktivkr\u00e6fternes karakter. Denne proces kr\u00e6ver konstant opm\u00e6rksomhed fra den arbejderbev\u00e6gelse, som har magten.<\/p>\n

Under socialismen er der tre former for ejendom i erhvervslivet: samfundsejendom\/statslig ejendom (r\u00f8d sektor), kooperativ ejendom (bl\u00e5 sektor) samt privat eller anarkistisk ejendom (sort sektor).<\/p>\n

Den r\u00f8de sektor er den 100 pct. plan\u00f8konomiske del af \u00f8konomien, som fra starten er den dominerende grundstamme og i tidens fylde skal overtage hele det \u00f8konomiske liv.<\/p>\n

Det f\u00f8rste \u00f8konomiske sp\u00f8rgsm\u00e5l, der rejser sig i socialismen, handler om omfanget og arten af de socialistiske ekspropriationer. Revolutionen eksproprierer kapitalen, afskaffer kapitalistisk ejendom. Hvilke typer virksomheder herfra skal umiddelbart inkluderes i den r\u00f8de sektor, og hvilke b\u00f8r i f\u00f8rste omgang overg\u00e5 til den bl\u00e5 sektor?<\/p>\n

Hvad ang\u00e5r den sorte sektor, b\u00f8r der ikke herske den store uenighed. Der er tale om enkeltpersonsvirksomheder og sm\u00e5 familievirksomheder uden rigtige ans\u00e6ttelsesforhold. S\u00e5 snart virksomhederne tilf\u00f8res arbejdskraft ud over dette stadium, skal de overg\u00e5 til kooperativ ejendom. Denne sektor b\u00f8r slet ikke beskattes.<\/p>\n

Hvad den bl\u00e5 sektor, kooperativerne, ang\u00e5r, er der straks meget st\u00f8rre grundlag for diskussioner. Kooperativ ejendom er virksomheder, som er ejet af medarbejderne som gruppe, og hvor medlemmerne af kooperativet deler overskuddet mellem sig. Man kunne ogs\u00e5 kalde dem andelsvirksomheder. I denne sektor foreg\u00e5r der et stadigt t\u00e6ttere samarbejde med og integration i plan\u00f8konomien, og et vist omfang af beskatning kan foreg\u00e5.<\/p>\n

Der er her langtfra kun tale om eksproprieret kapitalistisk ejendom. En v\u00e6sentlig del af denne sektor vil udg\u00f8res af sm\u00e5 virksomheder i tidligere sm\u00e5borgerligt ejerskab.<\/p>\n

I socialismens hidtidige teori og praksis har sp\u00f8rgsm\u00e5let om kooperativ ejendom f\u00f8rst og fremmest handlet om landbruget. Dette erhverv er i st\u00f8rsteparten af verden fortsat domineret af mindre familiebedrifter, og i visse regioner oven i k\u00f8bet stadig med feudale tr\u00e6k, hvor b\u00f8nderne sammen med landarbejderne er underlagt godsejernes herred\u00f8mme. Her vil det f\u00f8rste programpunkt i revolutionen v\u00e6re at frig\u00f8re b\u00f8nderne fra dette tyranni, ved at staten overtager jorden og tildeler den til deres g\u00e5rde. Derefter vil de blive ansporet til at slutte sig sammen i kooperativer og p\u00e5 et senere stadium i statsbrug, hvor b\u00f8nderne overg\u00e5r til arbejderklassen. Det er oplagt at t\u00e6nke denne proces som et generationsskifte fra det ene stadium til det n\u00e6ste.<\/p>\n

I Danmark er landbruget blevet s\u00e5 industrialiseret, at vi kan overveje at springe det kooperative trin helt over og indf\u00f8re statsligt landbrug med det samme. De problemstillinger, som socialismen traditionelt har st\u00e5et over for i sp\u00f8rgsm\u00e5let om b\u00f8nderne, er i l\u00f8bet af de seneste to-tre \u00e5rtier blevet for\u00e6ldede her til lands.<\/p>\n

Det er derimod et langt mere aktuelt diskussionspunkt, hvilke af de sm\u00e5 og mindre virksomheder der b\u00f8r konverteres til kooperativ ejendom frem for statsejendom. Der er to parametre, som skal bed\u00f8mmes: virksomhedens betydning i samfunds\u00f8konomien og antallet af medarbejdere.<\/p>\n

De mest indlysende eksempler p\u00e5 bl\u00e5 virksomheder vil v\u00e6re kulturelle aktiviteter, forlag, alternative medier, foreningslivet, hoteller, restaurationer og caf\u00e9er, fris\u00f8rer og andre mindre specialbutikker og servicevirksomheder. F\u00e6nomenet kiosker kan derimod diskuteres i denne anledning, eftersom de kan defineres som den mindste form for dagligvarebutik og dermed er v\u00e6sentlig for medborgernes indk\u00f8bsmuligheder i hverdagen. Til geng\u00e6ld kan der i f\u00f8rste fase v\u00e6re forskellige former for letindustri i mindre skala i den bl\u00e5 sektor.<\/p>\n

Den bl\u00e5 sektor skal spille en supplerende rolle i forhold til den r\u00f8de sektor.<\/p>\n

De kooperative virksomheder vil v\u00e6re underlagt den socialistiske arbejdslovgivning. De vil ad \u00e5re blive ansporet bort fra egennytte-motivation og i retning af socialisering og integration i plan\u00f8konomien ved hj\u00e6lp af \u00f8konomiske ordninger, som stimulerer dette (foruden den offentlige mening).<\/p>\n

Der skal v\u00e6re gr\u00e6nser for, hvor meget de bl\u00e5 virksomheder kan agere i mods\u00e6tning til den samfunds\u00f8konomiske planl\u00e6gning. Samfundet vil ikke have, at der udvikler sig interessemods\u00e6tninger mellem de \u00f8konomiske sektorer. Der vil naturligvis blive sl\u00e5et h\u00e5rdt ned p\u00e5 videref\u00f8relse eller gendannelse af udbytningsforhold, som under alle omst\u00e6ndigheder er kontrarevolution\u00e6r virksomhed og meget forbudt.<\/p>\n

Den sorte og bl\u00e5 sektor er den del af socialismens erhvervsliv, hvor der stadig vil v\u00e6re markeds\u00f8konomi. Men det vil v\u00e6re et marked, som allerede i starten er reguleret i kraft af, at det fungerer i samspil med og p\u00e5 betingelser sat af den r\u00f8de sektors plan\u00f8konomi. Priserne p\u00e5 den r\u00f8de sektors produkter og tjenester er faste eller regulerede, og produktionsmidlerne, som anvendes i disse sektorer (f\u00f8rst og fremmest den bl\u00e5), vil v\u00e6re samfundsejendom og udlejes eller tildeles p\u00e5 plan\u00f8konomiens betingelser.<\/p>\n

Produktionsmidlerne er et anliggende for den r\u00f8de sektor. Fremstilling af produktionsmidler er \u00f8konomiens basis og har derfor grundl\u00e6ggende forrang frem for fremstilling af forbrugsartikler, selvom det sidstn\u00e6vnte p\u00e5 kort sigt har h\u00f8jere rentabilitet. Det er et udtryk for socialismens form\u00e5en til at udvikle sig langsigtet.<\/p>\n

At der ikke kan tillades privat ejerskab af og et marked for produktionsmidler, er en grunds\u00e6tning i socialismens \u00f8konomi. Under socialistiske produktionsforhold kan produktionsmidlerne ikke v\u00e6re varer, som s\u00e6lges til virksomhederne til en pris bestemt af markedet; de har kun status af varer i udenrigshandelen med kapitalistiske lande, s\u00e5 l\u00e6nge disse stadig findes. Produktionsmidlerne skal tages ud af varecirkulationens virkefelt, hvis plan\u00f8konomien med de nye produktionsforhold skal fungere.<\/p>\n

Det er en strategisk opgave for den \u00f8konomiske politik at inkludere den bl\u00e5 og sorte sektor i plan\u00f8konomien, gradvist at afgr\u00e6nse markeds\u00f8konomiens og varecirkulationens virkefelt og erstatte det med rationel udveksling af produkter og tjenester.<\/p>\n

Folk vil af samfundet blive ansporet til at arbejde i den r\u00f8de sektor, og det store flertal vil givetvis lade sig rekruttere hertil og tage det arbejde, myndighederne anviser i samarbejde med den jobs\u00f8gende.<\/p>\n

Der burde s\u00e5ledes ikke beh\u00f8ve at v\u00e6re nogen hindringer og restriktioner for fri n\u00e6ringsdrift i den bl\u00e5 og sorte sektor, s\u00e5 l\u00e6nge det foreg\u00e5r inden for socialismens rammer.<\/p>\n

P\u00f8 om p\u00f8 vil der ske en afvikling af disse sektorer, i takt med at virksomhederne heri anspores til yderligere samfundsm\u00e6ssig socialisering, inddrages i plan\u00f8konomien og konverterer til statsejendom.<\/p>\n

Dermed kommer vi til den mest sp\u00e6ndende sektor i socialismens \u00f8konomi, den b\u00e6rende r\u00f8de sektor af samfundseje og total plan\u00f8konomi. Her er der i sandhed ogs\u00e5 nogle principper, som skal overholdes, for at der ikke skal ske en degeneration, men tv\u00e6rtimod ske fremskridt i retning mod kommunismen.<\/p>\n

*<\/p>\n

Under etableringen og udviklingen af den r\u00f8de sektor er der to grundl\u00e6ggende slags opportunistiske afvigelser, som skal undg\u00e5s.<\/p>\n

Den ene grundl\u00e6ggende \u2013 delvist venstreradikale \u2013 form for afvigelse er den s\u00e5kaldte ‘voluntarisme<\/em>‘: opfattelsen af, at plan\u00f8konomien kan tillade sig se bort fra de velkendte \u00f8konomiske kategorier \u2013 v\u00e6rdiloven, reproduktionsloven, merv\u00e6rdi og rentabilitet \u2013 og l\u00f8se alle problemer ad den blotte politiske viljes vej.<\/p>\n

Socialismen kan ikke g\u00e5 p\u00e5 vandet. De objektive \u00f8konomiske lovm\u00e6ssigheder og m\u00e5lestokke tr\u00e6der ikke ud af kraft ved et trylleslag efter revolutionen, og hvis de ikke tages med i beregningerne, vil det g\u00e5 helt galt.<\/p>\n

Den alvorligste risiko er dog den h\u00f8jreopportunistiske afvigelse med videref\u00f8relse og gendannelse af reaktion\u00e6re m\u00e5der at lede og fordele p\u00e5, som kan lede til udviklingen af nye udbytningsforhold og klasseskel og i sidste ende bane vejen for total samfundsm\u00e6ssig tilbagerulning. Det var dette f\u00e6nomen, revisionismen<\/em>, som undergravede socialismen indefra i det forrige \u00e5rhundrede og f\u00f8rte til kapitalismens genrejsning og midlertidige globale sejr.<\/p>\n

Hvad den voluntaristiske form for afvigelse ang\u00e5r, n\u00e6res den af en fejltolkning af den marxistiske kritik af kapitalismens politiske \u00f8konomi, hvori de velkendte analytiske kategorier optr\u00e6der. Mange foranlediges til at tro, at de nye socialistiske ejendomsforhold uden videre vil g\u00f8re dem irrelevante. Men tv\u00e6rtimod skal de \u00f8konomiske naturlove jo erkendes, hvis den \u00f8konomiske planhusholdning skal beherskes. F\u00f8lgende ting skal tages i betragtning:<\/p>\n

V\u00e6rdiloven<\/em> siger, at en vares v\u00e6rdi bestemmes af den m\u00e6ngde samfundsm\u00e6ssigt arbejde, der er lagt i den. Den spiller stadig en regulerende rolle, i den udstr\u00e6kning der forekommer varecirkulation med k\u00f8b og salg, hvilket g\u00e6lder i dele af forbrugssf\u00e6ren, s\u00e5 l\u00e6nge der findes penge. V\u00e6rdiloven er derudover stadig yderst relevant i forbindelse med s\u00e5vel bedrifts\u00f8konomiske som samfunds\u00f8konomiske beregninger, selvom dens virkefelt er afgr\u00e6nset og den ikke spiller en regulerende funktion her.<\/p>\n

Reproduktionsloven<\/em> fort\u00e6ller os om den samfundsm\u00e6ssige produktions deling i fremstilling af produktionsmidler p\u00e5 den ene side og forbrugsartikler p\u00e5 den anden, og om deres respektive egenskaber. Den fort\u00e6ller os ogs\u00e5 om dannelsen af de samfundsm\u00e6ssige fonde og om akkumulation som betingelse for udvidet reproduktion, under socialismen s\u00e5vel som kapitalismen.<\/p>\n

Merv\u00e6rdien<\/em> er den del af ens arbejde, som overstiger v\u00e6rdien af ens l\u00f8n. Under kapitalismen tilfalder den virksomhedsejerne og er grundstammen i profitten og kapitalakkumulationen. Under socialismen tilfalder merv\u00e6rdien reproduktion af produktionen, plan\u00f8konomiske fonde, forvaltningen og den menneskelige reproduktion s\u00e5som uddannelse, sundhedsv\u00e6sen osv.<\/p>\n

Rentabilitetsprincippet<\/em> \u00e6ndrer karakter fra kapitalismens kortsigtede profitmotiv for den enkelte virksomhed til socialismens langsigtede, planm\u00e6ssige udvikling af hele samfundet. Der vil s\u00e5ledes stadig v\u00e6re klarhed om enkelte virksomheders rentabilitet, men det er den strategiske og stabile samfundsm\u00e6ssige rentabilitet, som regulerer fordelingen af arbejdet i den r\u00f8de sektor. Virksomhederne og produktionsgrenene f\u00f8rer s\u00e5ledes regnskab over rentabiliteten med henblik p\u00e5 at forbedre denne, men det kortsigtede resultat er ikke styrende for deres eksistens og for planinstitutionernes prioriteringer.<\/p>\n

N\u00e5r de ovenn\u00e6vnte faktorer inddrages i plan\u00f8konomien, forebygges voluntaristiske tilb\u00f8jeligheder til useri\u00f8s planl\u00e6gning og eventyrlige projekter. De mest berygtede eksempler herp\u00e5 kan hentes i Maos Kina, som set i bakspejlet ikke p\u00e5 noget tidspunkt repr\u00e6senterede \u00e6gte socialisme under arbejderklassens ledelse.<\/p>\n

Hvad den revisionistiske h\u00f8jreopportunisme ang\u00e5r, giver det 20. \u00e5rhundredes historie desv\u00e6rre rig erfaring herp\u00e5.<\/p>\n

Revisionismen er en negativ manifestation af klassekampen, et udtryk for borgerskabets, sm\u00e5borgerskabets og ‘middelklassens’ indflydelse i arbejderbev\u00e6gelsen, i den kommunistiske bev\u00e6gelse og i socialistiske lande. Langt hovedparten af de erkl\u00e6rede kommunistiske partier rundt om i verden er revisionistiske i forskellige grader.<\/p>\n

I de kapitalistiske lande har arbejderaristokratiet (professionelle fagforeningsfolk og arbejdsledere) sammen med ‘middelklassen’ (mellemlagene og de resursest\u00e6rke fagl\u00e6rte arbejdere) v\u00e6ret den prim\u00e6re basis for de revisionistiske str\u00f8mninger. Revisionismen er ofte f\u00f8r eller senere korrumperet til en regul\u00e6r reformistisk\/socialdemokratisk linje. Der er et kontinuum af opportunisme mellem de forlorne kommunistpartier og socialdemokratierne.<\/p>\n

I 1970’erne samledes de Moskvatro revisionister, p\u00e5 anvisning fra Moskva, omkring ‘det antimonopolistiske demokrati’ som strategi. Det er en meget uklar forestilling om en form for overgangsstadium mellem kapitalisme og socialisme, hvor arbejderklassen (som er meget bredt defineret og inkluderer mellemlagene) deler magten med sm\u00e5borgerskabet og dele af borgerskabet, en gradvis, fredelig overgang fra det ene samfundssystem til det andet, som ikke har nogen gang p\u00e5 jorden i virkelighedens verden. ‘Det antimonopolistiske demokrati’ er et ideologisk skalkeskjul for de facto systemloyalitet.<\/p>\n

I de socialistiske lande blev klasseskel videref\u00f8rt og gendannet med udgangspunkt i den endnu tilbagest\u00e5ende arbejdsdeling mellem \u00e5nd og h\u00e5nd, hvorved i f\u00f8rste omgang et statsmonopolistisk borgerskab opstod, dern\u00e6st et borgerskab best\u00e5ende af virksomhedsledere, som forrykkede magtbalancen i den nye herskende klasse.<\/p>\n

Det statsmonopolistiske borgerskab i Sovjetunionen var den prim\u00e6re sociale basis for den revisionistiske kontrarevolution i 1950’erne (i k\u00f8lvandet p\u00e5 Stalins d\u00f8d). I de efterf\u00f8lgende \u00e5rtier blev virksomhedslederne et mere og mere magtfuldt segment af borgerskabet.<\/p>\n

Den samfundsm\u00e6ssige arbejdsdeling antog da form af et nyt klassesamfund, hvor arbejderklassen blev udbyttet og undertrykt. Forfaldsprocessen med stagnerende socialkapitalisme afsluttede med ‘Murens fald’ og indf\u00f8relsen af r\u00e5kapitalisme.<\/p>\n

Det statsmonopolistiske borgerskab under revisionismen\/socialkapitalismen besad et kollektivt ejerskab af produktionsmidlerne gennem sin magt over statsapparatet. Efterh\u00e5nden som dette segment af borgerskabet konsoliderede sine parasitiske privilegier, overlod det i stadig st\u00f8rre grad forvaltningen af produktionen til virksomhedslederne.<\/p>\n

Det statsmonopolistiske borgerskab tilegnede sig merv\u00e6rdi gennem statsbudgettet, dels ved at beskatte virksomhedernes overskud, dels ved renteb\u00e6rende langfristede kreditter til virksomhederne, som konkurrerede om disse l\u00e5n.<\/p>\n

En v\u00e6sentlig del af kapitalakkumulationen gik til den milit\u00e6re oprustning, som var n\u00f8dvendig for at forsvare den imperialistiske hegemoni og positionerne over for Vestblokken og Kina.<\/p>\n

Virksomhedslederne i Sovjetunionen havde allerede i den socialistiske tid f\u00f8r 2. verdenskrig en usund tilb\u00f8jelighed til at handle autonomt og lede virksomhederne, som var de deres egne. Med den revisionistiske kontrarevolution i 1950’erne blev dette godkendt og opmuntret, og virksomhedslederne blev de facto kapitalister.<\/p>\n

Lederne af de sovjetiske virksomheder og kombinater (koncerner) fik efter reformen i 1965 og i endnu h\u00f8jere grad efter reformen i 1973 fulde kapitalistiske bef\u00f8jelser til at lede og fordele, men de kunne p\u00e5 den anden side n\u00e5r som helst afs\u00e6ttes af det statsmonopolistiske borgerskab. I sidste ende kunne virksomhedslederne kun opn\u00e5 varig magt og rigdom ved at f\u00e5 ikke bare det reelle, men ogs\u00e5 formelle ejerskab over deres virksomheder, og de blev sluttelig hoveddrivkraften i indf\u00f8relsen af traditionel kapitalisme.<\/p>\n

Virksomhedslederne under revisionismen havde udtrykkeligt til opgave at skabe st\u00f8rst muligt overskud i deres virksomheder, og dermed profit til dem selv. Profitmotivet blev helt officielt drivkraften, i mods\u00e6tning til opfyldelsen af samfundets behov. For at \u00f8ge profitten blev arbejdskraften i stigende grad udbyttet af virksomhedslederne; deres bonus afhang af evnen til at holde produktionsomkostningerne nede ved at \u00f8ge produktiviteten, dvs. udbytningsgraden, og fyre ‘overfl\u00f8dig’ arbejdskraft.<\/p>\n

Virksomhederne skulle ikke l\u00e6ngere samarbejde med hinanden, men tv\u00e6rtimod forsvare sine positioner i konkurrencen om kontrakter og kreditter. Inden for stadig bredere rammer indf\u00f8rtes fri prisdannelse, som var suver\u00e6nt bestemt af virksomhedslederne. Lederne bestemte produktionens kvalitet og kvantitet og afsatte den, hvor de kunne f\u00e5 den h\u00f8jeste pris. De k\u00f8bte fra de billigste leverand\u00f8rer p\u00e5 markedet.<\/p>\n

Der var dermed tale om regul\u00e6r vareproduktion og ikke plan\u00f8konomi.<\/p>\n

De sovjetiske kombinater, som blev oprettet under revisionismen fra slutningen af 60’erne, besad reelt ejerskab over den faste kapital s\u00e5vel som arbejdsstyrken i de underlagte virksomheder. De repr\u00e6senterede en ny variant af monopolkapitalisme.<\/p>\n

I Sovjetunionen og \u00d8stblokken blev markedets rolle i \u00f8konomien mere og mere udvidet, hvilket undergravede mulighederne for at f\u00f8re fastprispolitik over for forbrugerne. Etapevis indf\u00f8rtes ogs\u00e5 et marked for produktionsmidler.<\/p>\n

I kraft af den imperialistiske arbejdsdeling blev landene i \u00d8stblokkens \u00f8konomiske organisation COMECON underordnet den sovjetiske \u00f8konomi, og de sovjetisk kontrollerede lande i den tredje verden leverede billige r\u00e5stoffer og arbejdskraft.<\/p>\n

Arbejderklassen i de revisionistiske lande var frataget magten over produktionsmidlerne og havde ingen som helst indflydelse over den samfundsm\u00e6ssige merv\u00e6rdis anvendelse. Arbejderne solgte deres arbejdskraft p\u00e5 et arbejdsmarked, om end ikke helt s\u00e5 anarkisk som den vestlige variant, og arbejdsl\u00f8sheden voksede i takt med de kapitalistiske reformer. L\u00f8nnen kunne kun lige garantere reproduktionen af arbejdskraften.<\/p>\n

Kort sagt: Efterkrigstidens \u00d8stblok var ikke socialistisk, men revisionistisk\/socialkapitalistisk. Det \u00f8konomiske system var ikke plan\u00f8konomisk, men markeds\u00f8konomisk af en s\u00e6rlig type, hvor de grundl\u00e6ggende sociale borgerrettigheder blev garanteret, uden at arbejderklassen dermed havde noget at skulle have sagt. Produktionen blev ikke indrettet efter m\u00e5ls\u00e6tningen om tilfredsstillelse af hele samfundets behov; i stedet var den centrale planl\u00e6gning underordnet borgerskabets profitbeg\u00e6r. Forskellen i levestandard mellem arbejderklassen og borgerskabet uddybedes, ganske som i den traditionelle form for kapitalisme.<\/p>\n

*<\/p>\n

Den socialistiske samfundsejendom spiller den ledende rolle i den historiske proces, hvorunder markeds\u00f8konomien afl\u00f8ses af rationel udveksling af produkter og tjenester og grundlaget for klassemods\u00e6tninger dermed efterh\u00e5nden forsvinder. I l\u00f8bet af denne proces nedbrydes de gamle borgerlige former for ledelse i erhvervslivet og forvaltningen og bliver erstattet af moderne socialistiske former for ledelse.<\/p>\n

Risikoen for videref\u00f8relse og\/eller gendannelse af en borgerklasse beror i h\u00f8j grad p\u00e5 arbejderklassens uddannelsesniveau. Socialismen satser derfor benh\u00e5rdt p\u00e5 en uddannelsesm\u00e6ssig opkvalificering af arbejderungdommen, s\u00e5 samfundets intelligentsia og folk i ledende funktioner efterh\u00e5nden kommer til at udg\u00e5 fra arbejderklassen. Efter den f\u00f8rste revolution\u00e6re generations tid skal administratorer, ingeni\u00f8rer og teknikere i overvejende grad have arbejderbaggrund; indtil da skal den borgerlige og sm\u00e5borgerlige intelligentsia bedst muligt forbindes med og efterh\u00e5nden socialiseres ind i arbejderklassen igennem deres arbejde.<\/p>\n

Klasseskel vil genopst\u00e5 ud af arbejdsdelingen mellem \u00e5ndens og h\u00e5ndens arbejde, hvis ikke det aktivt bek\u00e6mpes. Nedbrydningen af dette skel mellem ledelserne og arbejderne ‘p\u00e5 gulvet’ er derfor central i socialismens dagsorden, ogs\u00e5 for at bek\u00e6mpe generel fremmedg\u00f8relse og fremme medejerskabet blandt arbejderne.<\/p>\n

Virksomhederne skal i den forbindelse uddelegere ledelsesansvar til arbejderne, og virksomhedsledere og funktion\u00e6rer skal i et vist omfang deltage i arbejdet ‘p\u00e5 gulvet’. Ledelserne i s\u00e5vel virksomheder som forvaltning skal v\u00e6re ‘slanke’, alts\u00e5 uden un\u00f8digt bureaukrati, og afl\u00e6gge sig kancelli-manerer til fordel for f\u00f8ling med arbejderklassen. L\u00f8nniveauet i forvaltningerne skal v\u00e6re p\u00e5 linje med arbejderl\u00f8nningerne.<\/p>\n

Virksomhedsledelserne skal indordne sig og motiveres af samfundets planhusholdning, ikke virksomhedens kortsigtede overskud. Ledelsernes l\u00f8nninger og bonusser m\u00e5 ikke kobles til virksomhedernes overskud, men derimod til opfyldelsen af den samfundsm\u00e6ssige plan.<\/p>\n

Innovationer og nyinvesteringer er et samfunds\u00f8konomisk ansvar, og virksomhedsledelserne skal motiveres til konstruktiv delagtigg\u00f8relse i dette. Ansvaret for samfundshusholdningen skal v\u00e6re drivkraften for lederne.<\/p>\n

Over for ledelserne i b\u00e5de erhvervslivet, forvaltningen og det politiske system skal socialismen indf\u00f8re kontrolmekanismer for at modvirke og forebygge reaktion\u00e6re tendenser. Der b\u00f8r oprettes folkevalgte instanser til at lede denne kontrol, med bef\u00f8jelse til at afs\u00e6tte ledere.<\/p>\n

Den institutionaliserede demokratiske fagbev\u00e6gelse varetager arbejdernes kontrol med l\u00f8n- og arbejdsvilk\u00e5r og kan diktere \u00e6ndringer i forholdene p\u00e5 arbejdspladserne.<\/p>\n

Under socialismen hedder princippet, at man l\u00f8nnes efter indsats. Det defineres p\u00e5 samfundsm\u00e6ssigt plan, hvilke indsatser der skal bel\u00f8nnes mest. Tarifsystemet skal tilgodese s\u00e5vel kvalifikationer som h\u00e5rdt arbejde.<\/p>\n

Der skal ske en gradvis indsn\u00e6vring af l\u00f8nforskellene i takt med produktionsforholdenes udviklingsgrad. I den proces skal det undg\u00e5s at falde i to gr\u00f8fter: P\u00e5 den ene side vil et overdrevent ligemageri undergrave opkvalificering af arbejderne og fremme fluktuation af arbejdskraft, alts\u00e5 hyppige jobskift. P\u00e5 den anden side kan overdreven brug af bonusser og andre materielle incitamenter til god arbejdsindsats risikere at stimulere individualisme og sv\u00e6kke det solidariske samfundssind.<\/p>\n

Kvindernes l\u00f8neftersl\u00e6b vil revolutionen umiddelbart g\u00f8re til historie. Diskrimination af etniske og andre minoriteter vil ligeledes v\u00e6re oph\u00f8rt.<\/p>\n

Socialismen er arbejderklassens stat, s\u00e5 derfor kendetegnes en sund socialisme ved, at arbejderne f\u00f8ler medejerskab i erhvervslivet og samfundet, og at der er h\u00f8j status i at v\u00e6re arbejder. Karrieremageri skal bek\u00e6mpes: Man arbejder til gavn for samfundet, ikke for at opn\u00e5 sin egen sociale opstigning (men meget gerne for at imponere omgivelserne med sine faglige kvalifikationer).<\/p>\n

Selvom virksomhederne ikke l\u00e6ngere bedriver markeds\u00f8konomisk konkurrence, er der naturligvis konstant behov for stimulans til at forbedre indsatsen. Det socialistiske erhvervsliv skal derfor kendetegnes af en konstant offentlig kappestrid om dette, som kan f\u00e5 afg\u00f8rende indflydelse p\u00e5 produktionens og tjenesteydelsernes indretning.<\/p>\n

Den socialistiske offentlighed skal sammen med de folkevalgte organer spille en vigtig rolle i oprettelsen af nye virksomheder og generelt stimulere kollektivistisk iv\u00e6rks\u00e6tteri og entrepren\u00f8rskab. Produktionsplanerne skal v\u00e6re et resultat af massernes arbejde. Demokrati og erhvervsliv skal g\u00e5 op i en h\u00f8jere enhed.<\/p>\n

F\u00e6nomenet skat vil blive udfaset under socialismen i takt med opbygningen af plan\u00f8konomien. Personskatten kan afskaffes fra start (bortset fra en eventuel boligskat som afl\u00f8ser for husleje), hvorimod virksomhedsskatterne i f\u00f8rste omgang spiller en rolle i den n\u00f8dvendige akkumulation. Eftersom produktionsmidlerne er statseje, best\u00e5r hovedparten af skatteindt\u00e6gterne af oms\u00e6tningsskat p\u00e5 forbrugsartikler, og blot en mindre del tages af virksomhedernes overskud.<\/p>\n

Socialistisk plan\u00f8konomi tilstr\u00e6ber mere og mere faste priser i takt med produktionsforholdenes udviklingsgrad. I f\u00f8rste fase indf\u00f8res fastprispolitik p\u00e5 de almindelige forbrugsartikler, basisprodukter og basistjenester, mens priserne er flydende p\u00e5 s\u00e6sonprodukter og luksusartikler \u2013 og generelt i den bl\u00e5 og sorte sektor.<\/p>\n

Vi skal lige have det p\u00e5 det rene: Eftersp\u00f8rgselsmekanismen er godt nok en markedsmekanisme, n\u00e5r den bestemmer prisen, men den udg\u00f8r jo ikke i sig selv definitionen p\u00e5 markeds\u00f8konomi. Under kommunismen vil eftersp\u00f8rgslen selvsagt ogs\u00e5 delvist regulere produktionen \u2013 det h\u00f8rer ind under definitionen af ‘de menneskelige behov’ i kommunismens politiske \u00f8konomi.<\/p>\n

F\u00e6nomenet kredit er en kapitalakkumulerende markedsmekanisme, der st\u00e5r i mods\u00e6tning til socialistiske produktionsforhold, og som enten skal afskaffes fra start eller udfases i takt med socialiseringen. Det socialistiske finansmonopol skal f\u00f8lge plan\u00f8konomiske principper, som tilgodeser det samlede erhvervslivs og dermed samfundets interesser. Hvis der er behov for finansiering af produktionsmidlerne i mindre virksomheder, vil et kreditsystem v\u00e6re en hindring, hvorimod en centralistisk plan\u00f8konomi uden videre kan foretage en s\u00e5dan disposition, f.eks. for at udbygge erhvervslivet i tyndtbefolkede omr\u00e5der.<\/p>\n

Denne afskaffelse af kreditv\u00e6senet st\u00e5r ikke i mods\u00e6tning til, at l\u00f8nkontoen i statsbanken giver en rente, der som f\u00f8lge af frav\u00e6ret af inflation vil v\u00e6re real og afspejle samfundets v\u00e6kst.<\/p>\n

Den socialistiske valuta er naturligvis ikke en vare og er derfor ikke flydende, men har en fast kurs.<\/p>\n

Boligspekulationen oph\u00f8rer \u00f8jeblikkelig med revolutionen, i og med at alle matrikler og de bygninger og boliger, der st\u00e5r p\u00e5 dem, bliver samfundets ejendom.<\/p>\n

Alle bliver garanteret en bolig, og fordelingen af disse vil foreg\u00e5 p\u00e5 en m\u00e5de, der er smartere end markeds\u00f8konomi. Hvis der overhovedet er en husleje, vil den v\u00e6re meget lille sammenlignet med under markeds\u00f8konomien, eventuelt i form af en encifret procent af l\u00f8nnen (boligskat). Statsansatte h\u00e5ndv\u00e6rkere s\u00f8rger for n\u00f8dvendigt vedligehold og n\u00f8dvendig renovering p\u00e5 samfundets regning.<\/p>\n

Et lands mulighed for at f\u00f8re en uafh\u00e6ngig udvikling afh\u00e6nger af dets besiddelse af tung industri med produktion af produktionsmidler. Internationalt set er det forebyggende mod uj\u00e6vnbyrdige magtforhold mellem nationerne, at landene videst muligt er selvforsynende og kan underst\u00f8tte sin indenlandske produktion fra bunden. Muligheden for at virkeligg\u00f8re dette er sv\u00e6rere, jo mindre landet er. For vort vedkommende taler dette faktum for en samling af de n\u00e6rtbesl\u00e6gtede lande i en skandinavisk nation og\/eller nordisk union, hvilket givetvis vil have massiv folkelig opbakning.<\/p>\n

Den socialistiske plan\u00f8konomi skal have fuld kontrol med udenrigshandelen. Mellem socialistiske lande vil den betydende andel af den \u00f8konomiske udveksling foreg\u00e5 som et plan\u00f8konomisk samarbejde med udveksling af produkter og tjenester til langsigtet gavn for begge parter.<\/p>\n

En mindre del af den \u00f8konomiske udveksling vil v\u00e6re i form af varehandel. Virksomheder i den bl\u00e5 sektor kan som udgangspunkt frit importere og eksportere p\u00e5 verdensmarkedet, men skal efterh\u00e5nden mere og mere indg\u00e5 som en del af det plan\u00f8konomiske internationale samarbejde som et led i deres gradvise indlemmelse i den r\u00f8de sektor.<\/p>\n

Hvis der til den tid ikke allerede eksisterer en global plan\u00f8konomisk samarbejdsorganisation med en form\u00e5lsparagraf om international solidaritet og lighed, skal vi tage medinitiativ til at oprette den. Der vil ikke v\u00e6re noget i vejen for at invitere de tilbagev\u00e6rende kapitalistiske lande til at melde sig ind i den.<\/p>\n

*<\/p>\n

Socialismen skal virkeligg\u00f8res af en samlet revolution\u00e6r arbejderbev\u00e6gelse, som er vejledt af videnskabelig socialisme (marxisme-leninisme). Til denne opgave beh\u00f8ves arbejdernes parti, det kommunistiske parti, som skal samle den mest kampvillige, klassebevidste og politisk bevidste del af arbejderklassen i sine r\u00e6kker.<\/p>\n

Den samfundsm\u00e6ssige v\u00e6ren bestemmer bevidstheden \u2013 ogs\u00e5 selvom der kan v\u00e6re en l\u00e6ngere oms\u00e6tningstid, f\u00f8r det manifesterer sig.<\/p>\n

Under indtryk af krisen og den sociale deklassering kan den mest resursest\u00e6rke del af arbejderklassen m\u00e5ske snart omsider form\u00e5s at l\u00e6gge det reaktion\u00e6re middelklasse-koncept p\u00e5 hylden og begynde at definere sig som arbejdere. De har alt at vinde ved systemskiftet. St\u00f8rsteparten af mellemlagene og store dele af sm\u00e5borgerskabet har ligeledes mere og mere objektiv interesse i at v\u00e6re medspillere i stedet for modspillere i klassekampen.<\/p>\n

Arbejderklassen er samlet set mere uddannet end nogensinde og mere kvalificeret end nogensinde til at tage magten, lede og fordele og forhindre borgerskabets generobring af magten.<\/p>\n

Overskridelsen af den historiske t\u00e6rskel til socialismen har aldrig haft bedre foruds\u00e6tninger.<\/p>\n

jpc<\/em><\/p>\n

F\u00f8lg med i kongresdebatten TEMASIDE: KONGRESDEBAT<\/a><\/p>\n

marts 2015<\/em><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Debatopl\u00e6g til Arbejderpartiet Kommunisternes 6. kongres\u00a0 Der hersker en grundl\u00e6ggende uvidenhed og forvirring om socialismen som begreb, ikke blot i den brede befolkning og arbejderklassen generelt, men ogs\u00e5 i den progressive offentlighed og p\u00e5 den organiserede politiske venstrefl\u00f8j. Gennem hele det borgerlige demokratis historie er ordet ‘socialisme’ blevet misbrugt af de opportunistiske venstrefl\u00f8jspartier og den … L\u00e6s videre En skitse af socialismens \u00f8konomi<\/span> →<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":33,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"closed","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"jetpack_post_was_ever_published":false,"_jetpack_newsletter_access":"","_jetpack_dont_email_post_to_subs":false,"_jetpack_newsletter_tier_id":0,"_jetpack_memberships_contains_paywalled_content":false,"_jetpack_memberships_contains_paid_content":false,"footnotes":"","jetpack_publicize_message":"","jetpack_publicize_feature_enabled":true,"jetpack_social_post_already_shared":true,"jetpack_social_options":{"image_generator_settings":{"template":"highway","default_image_id":0,"font":"","enabled":false},"version":2}},"categories":[5],"tags":[],"class_list":["post-2505","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-blogs"],"jetpack_publicize_connections":[],"jetpack_featured_media_url":"","jetpack_sharing_enabled":true,"jetpack_shortlink":"https:\/\/wp.me\/p451d4-Ep","_links":{"self":[{"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/2505","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/users\/33"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=2505"}],"version-history":[{"count":4,"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/2505\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":2509,"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/2505\/revisions\/2509"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=2505"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=2505"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/kpnet.dk\/blogs\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=2505"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}