Nedtælling

handicapB

Bag rattet –  Af Reno

Handicap-Befordring A/S (HB) er Danmarks største selskab i denne branche. Det er med dets egne ord 5-doblet på 2 år fra 60 til 300 busser, hvilket bl.a. skyldes en fusion. Der er for så vidt ordnede forhold i virksomheden – i den forstand, at der er tegnet overenskomst med 3F.

I branchen eksisterer begrebet eksklusivparagraf hverken formelt eller reelt, så det er et mindretal, der er organiseret i 3F; mens flertallet nasser på overenskomsten, hvilket så til gengæld ikke siger så meget. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende, hvis ikke sammenholdet gennem tiden trods alt havde sikret det nuværende underlag. En faglig sekretær i 3F’s Chaufførafdeling i København har under 4 øjne tidligere betroet mig sin opfattelse af overenskomstens værdi:

– Man skulle ikke tro, at stavnsbåndet var ophævet.

Min erfaring som handicapchauffør indskrænker sig til godt og vel 11 år fordelt på blot 3 vognmænd/arbejdsgivere, så det er ikke meget at bygge på. Alligevel tør jeg godt stå inde for at nedenstående billede er rimelig retvisende for branchen.

Et væsentligt kriterie er lønnen, hvilket for HB ikke udløser maksimum dagpenge for en fuldtidsstilling under de første 9 måneders ansættelse. Lægger jeg den halvårlige bonus oveni, kommer jeg heller ikke over den magiske overligger. Når vi får udbetalt vores ’bonus’ følger der ingen opgørelse med: Det fremgår ikke hvor meget, der er trukket for manglende busvask, for sent-komster, sygdom osv. osv. Adskillige kollegaer har adresseret deres utilfredshed over dette Vilde vesten – uden at opnå det mindste derved.

Firmaet finder det også for godt at rette i vores timesedler. Således er jeg på en lønseddel blevet trukket for en ½ times pause for 1½ måned siden, jeg ikke mindes. Det behøver de ikke at dokumentere.

Vi er eksempelvis også forpligtet til at renholde bussen (i modsat fald trækkes vi i bonus), hvilket vi som hovedregel også får betaling for. Alligevel er jeg blevet trukket i løn for udførslen af denne opgave. Jeg beklagede min nød til den faglige klub, som består af en storskrydende tillidsmand, der i starten gav mig medhold “og nok skulle få den sag bragt på plads”. Han meldte sig efter nogle dage ud af kampen:

– Læs personalehåndbogen, hvori der intet står om betaling for tid til busvask.

Arbejdstid og ferie er også for de fleste vigtige kriterie for arbejdsglæden. Langt de fleste kollegaer – herunder mig selv – er ansat på delt tjeneste. Vi sidder i bussen 6.45 med betaling et kvarter senere, hvorefter vi sendes hjem ved 10.30-tiden til en pause på omkring 2½ time. Vi arbejder så fra 13 til ca. 17 og er hjemme et kvarter senere: 10½ time efter start; med 7½ times løn. Mange af mine kollegaer får kun i gennemsnit udbetalt 6 timers løn dagligt.

Også ferieafviklingen er en skandale. Handicap-Befordring bryder sig ikke om at benytte vikarer, så sommerferien afvikles tilsyneladende på baggrund af, at en række opgaver udgår i sommerens 3-4 måneder. I hvert fald meddelte firmaet omkring uge 17, at der nu var lukket for ferieansøgning frem til uge 40!

Jeg kunne måske i en anden klumme udpensle forholdene omkring sygdom og disponenternes arrogante behandling af chaufførerne. Det giver pladsen her mig ikke lov til.

Mine bekendte har igennem en laaang årrække kendt til, at jeg har talt ned til mit otium: Nu er der ’kun’ 1 år og små 9 måneder eller 89 uger fratrukket ferie og helligdage: 73 arbejdsuger – som alle er dagpengeberettigede – tilbage til pensionen! Størrelsen på pensionen tvinger min kone og jeg til et nøjsomt liv, hvilket vi i den grad foretrækker.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.