Den brune tunge

mercedeslogo

Af Reno

Min kollega Bjørn blev ansat for cirka et år siden. Han er faktisk i hovedsagen et meget omgængeligt menneske og har stort altid et smil på læben, men han har en helt anden baggrund end de øvrige kollegaer, der for langt størsteparten har været buschauffører i hele deres voksne liv. Et mindretal har prøvet andre brancher som lønmodtagere.

Bjørn har haft egne virksomheder, heriblandt en køreskole. Efter eget udsagn har han opbygget flere virksomheder med efterfølgende millionformuer, men de er alle gået konkurs. Han har tilsyneladende også i starten af årtusindet erhvervet sig et flycertifikat til store passagerfly, hvilket han aldrig fik gavn af, da 11. september 2001 stak en pind i jetmotorerne verden over.

Til julefrokosten ’udmærkede’ han sig ved at klistre sig op ad vognmanden. Det virkede rimeligt vammelt på os andre.
Kort tid efter vandt vognmanden en række nye entrepriser, hvorfor han indkøbte fem splinternye Supersprintere. Mercedes, forstås!

Bjørn blev betænkt en af dem. Idet Bjørn rummer en del OCD-træk, passede det ham fint, og derfor satte han sig en ambition om at vedligeholde bussen, så den skulle fremstå som ny i al fremtid. Han indkøbte for egne penge en lang række rengøringsmidler, som fik sit eget lille rum i bussen. Han betalte også af egen lomme for til tider at få vasket bussen i en hal på en tankstation. Det koster 60 kr., men som han sagde:

– Så får jeg også en kop kaffe gratis.

Bjørn var ikke i stand til at holde ti minutters pause uden at pudse og polere bussen. Den står også flot, men kollegaerne begyndte alligevel at se lidt skævt til ham. Snakken gik på, at vi risikerede, at Bjørn satte en standard, som kunne friste vognmanden til at kræve den over hele linjen. Jeg nævnte problemstillingen for ham, men vandt ikke gehør.

Da jeg en dag senere ankom til garageanlægget, havde han pillet sine hjulkapsler af, som han nu med megen knofedt var i gang med at pudse. Uden at bemærke noget tænkte jeg, at han var på vej ud over grænsen, men i frokoststuen fik jeg historien. En af kollegaerne havde sagt op for at vie sit liv til sit andet erhverv og sine to delebørn. I den forbindelse havde han skiftet sine hjulkapsler ud med Bjørns. Et fiffigt påfund, som alle kollegaer fandt både morsomt og særdeles fint. Bjørn forstod ikke vinket med vognstangen, men fortsatte sit rengøringsvanvid.

Da jeg dagen før Store Bededag ankom til garageanlægget, kom Bjørn mig i møde:

– Nu er det slut, erklærede han. Fremover bruger jeg højst fem minutter på at vaske bussen.

Jeg var i godt humør op til den forlængede weekend, så jeg svarede dannet:

– Jamen den står jo som et slikket bolsje, så mere behøves vel heller ikke?

Det viste sig, at jeg havde misforstået situationen. Bjørn forklarede, at han ved overtagelsen af den nye bus havde orienteret vognmanden om, at han ville gøre bussen til mønsterbus til eksempel for kollegaerne. Det anede mig. Føj for den lede. Bjørn slikkede altså vognmanden så langt ned ad ryggen, så hans tunge antog en helt anden farve end arbejderes. Bjørn fortsatte redegørelsen:

– Jeg havde et ærinde i dag på chefens kontor. På vej ud ad døren fortæller jeg ham, at jeg skal nå at pudse bussen. Så svarer han, at jeg vist har brugt nok energi på mit kælebarn, så jeg i stedet kan pudse bus 21 og 23. Jeg troede, at jeg skulle belønnes for min flid. I stedet bliver jeg straffet.

Så kan du lære det, tænkte jeg, mens jeg godtede mig over vognmandens dumhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.