Det hedder stadig en løsning for alle


Af Marie Herget Christensen

Jeg har set flere af mine kammerater skrive, at det vigtigste er nu at blive ved med at bakke op om vores forhandlere, og ligegyldigt, hvad Dennis Kristensen har gjort, så er det vigtigt nu ikke at tale om forræderiet, fordi det vil skabe splid. Og regnskabet om forræderi må tages bagefter.

Jeg er meget uenig, jeg mener den bedste måde vi kan bakke op de forhandlere, der stadig forhandler og holder fast i musketereden om en løsning for alle, er at vise dem, at de har opbakning til ikke at sælge ud. At det er vigtigt, at de ikke forråder os, men faktisk kæmper videre for vores krav.

Hvis vi ikke tager klart afstand fra Dennis og Cos delforlig og påpeger forræderiet i det, hvis vi ikke holder de forhandlere, der stadig er med i eden, fast på vores krav, hvorfor skulle de så forhandle videre for os?

Grunden til vi står skulder ved skulder på tværs af forbund dag ud og dag ind foran forligsen, er jo netop for at vise vores forhandlere, at det er afgørende at de står fast på kravene og på en løsning for alle.

Det har jo faktisk enorm betydning for bevægelsen og for vores liv at de kommer igennem med vores krav. Skulle det så lige pludselig være ligegyldigt, hvad vores forhandlere rent faktisk gør i forligsen?

Selvfølgelig ikke. Selvfølgelig skal vi vise dem, at vi ikke finder os i at de forråder os.
Og derfor skal vi selvfølgelig også opfordre de få offentligt ansatte, der nu skal til at stemme om Dennis’ lunkne forlig til at stemme nej til en løsning for Dennis – og blankt afvise det forsøg på splittelse af bevægelsen, som han er ude med.

Fordi solidaritetspagten er meget større og stærkere end fagtoppen. Den er blevet skabt og befæstet blandt alle os menige medlemmer, der de sidste mange dage er gået på gaden sammen og skulder ved skulder krævet en løsning for alle. Jeg er også overbevist om at der skal mere end nogle enkelte fagbossers forræderi til at smadre den.

Jeg er blevet spurgt, hvilken historie vi gerne vil fortælle om OK18-bevægelsen. Om det skal være en om splittelse eller en om, at Dennis faktisk fik nogle ben. Den historie, jeg håber vi kommer til at fortælle, er den, hvor vores bevægelse voksede sig så stærk og hvor vi værnede så meget om musketereden, at alle forsøg på forræderi fra fagtoppen blev afvist af os. og vi kæmpede videre til der lå en løsning for alle.

Vores styrke – vores ufattelige styrke – ligger i vores sammenhold. Hvis bare vi står fast og står sammen, bliver arbejdsgiver nødt til at give sig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.