QE, euro og systemkrise

financiel_crisis_Jiao Haiyang
Af Klaus Riis

I den årlige præsidenttale om nationens tilstand erklærede den nuværende indehaver af embedet med vanlig demagogi, at USA er ude af den økonomiske krise: ’Krisens skygger er væk, og unionens tilstand er stærk’ erklærede Obama, og tegnede et rosenrødt billede af den amerikanske økonomi og af en global supermagt, så stærk som nogensinde.

’Middelklasseøkonomien virker’, sagde Obama. I hans præsidentperiode er flere amerikanere end nogensinde før blevet proletariserede og stødt ud af den selvsamme ’middelklasse’ af funktionærer, småborgere og faglærte arbejdere, som begge de amerikanske partier erklærer at bygge på og forsvare.

På globalt plan har forskellene mellem rige og fattige aldrig været større: 1 pct. superrige ejer mere end halvdelen af verdens hårdt arbejdende, ludfattige og gældsatte befolkning tilsammen.

Obamas ’middelklasseøkonomi’ eksisterer ikke. USA er ikke ude af dets egen økonomiske krise, eller af dens skygger. Den økonomiske verdenskrise er en fortsat realitet, der forbinder sig med kapitalismens øvrige systemkriser.

USA har i kraft af sin supermagtsposition og dollarens internationale stilling som global reservevaluta kunnet tage en række skridt til kortsigtet styrkelse af sin egen økonomi – på alle sine konkurrenters og de fattige og afhængige landes bekostning.

Først og fremmest har man ladet seddelpresserne rulle – devalueret dollaren og værdien af konkurrenternes dollarbeholdninger, og dermed styrket den amerikanske produktion og eksport, samtidig med at den medfølgende inflation er blevet bremset og opsuget gennem finanspolitiske og spekulative manøvrer.

At øge papirpengemængden – eller rettere den elektronisk opgjorte pengemængde – på denne måde kaldes QE (Quantitative Easing). Det er en garanti for inflation, og dermed et af de spekulative redskaber Den europæiske Centralbank ECB fra sin start i 1999 bandlyste. Men efter USA, UK og Japan har grebet til at øge pengemængden – det middel mod de kapitalistiske økonomiske kriser, Tyskland havde så bitre erfaringer med i 1920’erne – har ECB skiftet politik.

Mindst 500 milliarder nye euro skal over de næste år pumpes ind i eurozonens skrantende økonomi. Den har i årevis været stagnerende, i depression, og balanceret på randen af nye recessioner. De har periodisk ramt nogle af landene siden den store krises udbrud i 2008. Indbefattet Danmark, som har bundet sin økonomiske skæbne til et fastkursforhold til euroen, og er på vej ind i Bankunionen.

ECB griber til QE som et sidste halmstrå efter at de øvrige penge- og finanspolitiske virkemidler er slået fejl. Selvom EU-politikere som Helle Thorning-Schmidt ustandseligt har erklæret krisen for næsten overvundet, er fortsat lavvækst en realitet. For første gang i mands og kvindes minde er eurozonen ramt af deflation, et sikkert tegn på depression. Investeringerne og de lovede arbejdspladser udebliver.

Det er ikke fordi pengene ikke er der. Men bankerne låner ikke ud til risikofyldte produktive investeringer. De sætter dem hellere i andre papirinvesteringer med relativt høje afkast som statsobligationer. Siden det dybe kriseår 2009 er bankernes udlån til virksomheder og producenter i EU faldet med 4.500 milliarder kroner – nogenlunde det beløb, der nu skal pumpes ind i økonomien. 85 pct. af erhvervslivets kapital kommer fra bankerne.

Ved at opkøbe statsobligationer fra banker og private investorer for mindst 500 milliarder nye euro, skabt ud af den blå luft, håber ECB og unionspolitikerne at kanalisere midlerne over i udlån til mere produktive formål. Samtidig skal euroen svækkes over for dollaren og andre valutaer til gavn for eksporten fra EU. En sidegevinst vil ifølge beregningerne være, at renten på statsobligationerne falder, idet de bliver mindre værd, og dermed billigere for de stærkt gældsplagede EU-lande, især i Sydeuropa (minus Grækenland, som får en særlig reformbehandling af EU, ECB og IMF).

QE er med andre ord et nødtvungent sidste middel og udvej til at redde det fejlslagne og truede europrojekt, som ECBs bankdirektør Mario Draghi ’vil gøre alt for’. Problemet er at ingen ved om QE vil virke, og i særdeleshed for eurozonen, hvor en række andre forhold i økonomien end i USA og Japan gør sig gældende.

Realiteten er at konkurrencen mellem de globale økonomier bliver lige så intens som i 20erne og 30erne i sidste århundrede, nu på et større plan end mellem de datidige nationalstater, og i form af kamp mellem blokkene. For at undgå en tilspidset kamp mellem EU og USA og afbøde dens virkninger er politikerne på begge sider af Atlanten vildt forhippede på at få gennemført den planlagte handelstraktat TTIP.

Og realiteten er, at man bruger samme metode, som alle lærebøger i hvordan man skal få den kapitalistiske økonomi til at virke på optimal måde har frarådet: ved at lade seddelpressen rulle, ved at øge pengemængden i gigantisk omfang. Blokprotektionisme og inflationsskabelse på én gang.

’Nu sker der endelig noget’, sukker Thorning-Schmidt og Lars Løkke lettede. Krisens skygger er ved at forsvinde …

Tegning: Jiao Haiyang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.