Af Franz Krejbjerg
Jeg var engang med til et weekend seminar i Folkebevægelsen mod EF for oplægsholdere efter unions afstemningen i 1992 blev annonceret, det var dengang at Jens Peter Bonde og en stribe EP-politikere med ham var toneangivende i Folkebevægelsen mod EF.
Det saglige og faglige indhold af seminaret var højt, traktaten om unionen blev grundigt revset. Men et punkt på dagsordenen indeholdt kernen i den splittelse, der senere blev til JuniBevægelsen.
Det blev ønsket at deltagerne skulle præsentere et positivt europæisk alternativ til det eksisterende EU-samarbejde, ikke som en reform af EU, men teoretiske forestillinger om hvad man ville gøre hvis f.eks. folket havde magten i et europæisk samarbejde.
Der var måske også denne stemning af en verden i opbrud, hvor alt kunne ske. Men nogle af de samme tendenser kan man også godt overføre til i dag.
På landsmødet efter sejren i 1992 forsøgte Jens Peter Bonde og hele hans bunke af politikere, at transformere Folkebevægelsen til en moderne politisk platform. Da det ikke lykkedes gik de og tog bevægelsens mandater og stiftede JuniBevægelsen.
Jeg er bange for den type af forestillinger om “Europa” bliver en limpind som EU-modstandere ikke selv opdager de er hoppet på. Jeg tror dette imaginære Europa uvægerligt vil snige sig ind i den måde man tænker strategisk politik på, det vil forme basis for prioriteringer i det man beskæftiger sig med, og det vil i sidste ende være en vej der føre frem til platformen: “for et andet Europa = for et andet EU”.
I disse drømmende hoveder forvandler EU sig fra en reaktionær konstruktion som det gælder om at komme ud af i en fart, til en strategisk nødvendighed som det gælder om at blive medlem af for at nå disse fremtidsdrømme. Og en dag ser disse drømmere sig stå sammen med borgerskabet og de nålestribede habitter og se med undren på de utilfredse borgere.
Dermed ikke sagt at den konkrete kamp imod det ene eller andet EU-tiltag, eller for mere demokrati og åbenhed eller mindre ødselhed osv. alle er afveje der føre frem mod at “forbedre EU indefra”.
Der er konkrete kampe der er super vigtige at tage, imod de arbejderfjendske, neoliberalistiske og militaristiske forslag der kommer sprøjtende ud fra EU.
Det er også i de konkrete kampe imod EUs “kerneværdier”, at vi vinder folks forståelse for at EU aldrig nogensinde bliver demokratisk, og EU aldrig vil blive til gavn for luften, jorden og havet eller det liv som tilfældigvis bor her. Og at EU aldrig vil være til gavn for freden eller ligheden eller sundheden på planeten.
Den konkrete kamp der er vendt imod alt det som EU er bygget op omkring, og baseret på én positiv fælles vision om selvstændige folk der tror på egne kræfter.
Det er vejen ud af EU.