60 året for Albaniens befrielse:
Af Interpres
Billeder og billedtekster indsat af Kommunistisk Politik
Det er i dag 60-året for Albaniens befrielse fra den nazi-fascistiske besættelsesmagt.
Sammen med de sovjetiske folk var albanerne det
eneste europæiske folk, som befriede sig uden militær hjælp
udefra.
Allerede i september-oktober 1944 jagede modstandsfolkene og den Røde
Hær de sidste nazi-fascistiske tropper ud af Sovjetunionen.
Mens
Sovjetunionen, Den Røde Hær og dens allierede forberedte befrielsen
af resten af Europa, gav de albanske modstandsfolk de sidste tyske besættelsestropper
dødsstødet. Den 29. november var Albanien befriet efter mere end
fem års fascistisk italiensk og senere nazitysk besættelse.
Enver
Hoxha (1908-1985) - lederen af den albanske antifascistiske modstandskamp
Over
70 000 partisaner kæmpede med våben i hånd i Albaniens Nationale
BefrielsesHær, som var den største militære og politiske modstandsbevægelse.
Omkring
28.000 albanere havde mistet livet i kamp mod de fascistiske vest-europæiske
besættelsesmagter.
Store dele af landet lå i ruiner. Titusinder
var hjemløse.
Men landet var befriet. Og et par divisioner fra
den albanske befrielseshær hjalp de jugoslaviske folk med at befri deres
land. Men der skulle gå yderligere fem måneder og ti dage, inden de
tyske ledere den 9. maj 1945 underskrev den betingelsesløse kapitulation
over for de engelske, amerikanske og sovjetiske allierede.
At Albanien
sammen Sovjetunionen og de jugoslaviske folk ikke som andre europæiske folk
- såsom det bulgarske, finske, polske, rumænske, tjekkoslovakiske,
tyske, ungarske og østrigske - blev befriet af udenlandske styrker, havde
en større betydning, end mange umiddelbart tror.
Ser vi bort fra,
at Finland, Rumænien, Tyskland, Ungarn og Østrig var nazi-fascistiske
allierede stater, selvom der fandtes store modstandsgrupper i også disse
lande, så var de ligesom de store folkelige modstandsbevægelser i
Bulgarien, Polen og Tjekkoslovakiet kun i stand til at befri sig selv med hjælp
fra "udenlandske" allierede.
Politisk blev det efter befrielsen
udnyttet af de reaktionære klasser i disse lande som en måde at sabotere
den folkedemokratiske revolution i disse lande. I Finland og Østrig var
arbejderklassen, de kommunistiske og andre progressive kræfter ikke stærke
nok til at sætte en folkedemokratisk revolution på dagsordenen. Og
både Finland og Østrig faldt tilbage til borgerlige, kapitalistiske
forhold, dog som neutrale demilitariserede stater. Og hele Vest- og Sydeuropa
blev underlagt den aggressive Nato-militærpagt.
I Grækenland skærpedes
udviklingen til en borgerkrig, hvor England støttede de borgerlige-fascistiske
kræfter mod den folkelige modstandsbevægelse.
Inden italienske
tropper i 1939 invaderede Albanien, var landet en italiensk halvkoloni og et tilbagestående
landbrugsland, som ikke kunne brødføde sin egen befolkning. Eksporten
bestod af appelsiner og importen af marmelade.
Oliekilderne var ejet af udlændinge,
ligesom skolevæsenet var domineret af udlændinge.
I trediverne
var landet et af Europas fattigste og et tilbagestående landbrugsland, hvor
der var en udbredt analfabetisme, arbejdsløshed og fattigdom.
Blodhævnen
var udbredt.
Efter befrielsen fik den Demokratiske front, som blev ledet
af det kommunistiske parti (PKSH), en meget stor opslutning ved valget i 1945,
og den begyndte opbygningen af landet efter folkedemokratisk mønster.
Albanien
udvikledes og blev selvforsynende med brødkorn, el-kraft, olie og kemiske
produkter og begyndte at producere og eksportere industrivarer.
Gennem
en fast og nul-tolerance-politik over for de barbariske skikke med blodhævn
og andre feudale traditioner lykkedes det under den socialistiske opbygning at
bekæmpe disse traditioner og stort set udrydde blodhævnen.
Det
socialistiske Albaniens flag -
under socialismen nåedes store fremgange
Et
omfattende uddannelses- og sundhedsprogram betød, at analfabetismen blev
afskaffet. I 1957 indviedes Albaniens første universitet i Tirana, som
30 år senere rummede 12.500 studerende.
Der blev bygget sygehuse, poliklinikker
og fødeklinikker, så mennesker i de mest afsidesliggende bjergegne
fik mulighed for lægehjælp i nærheden af hjemmet.
I 1960
var der en læge for hver 3.400 indbyggere. 10 år senere var antallet
af læger øget til en læge for hver 1.200 indbyggere.
Den
socialistiske opbygning og velfærden resulterede i, at middellevealderen,
som i 30'erne inden befrielsen var 37 år, i 1989 var øget til 72
år.
1991>: 'Frie valg' og kontrarevolution
De
af den sovjetiske partileder Mikhail Gorbatjov inspirerede protester og omvæltninger
i Warszawapagtlandene i 1989 gav også opmuntring til de mest tilbagestående
reaktionære og fascistiske kræfter i Albanien.
Albanien var dog
ikke medlem af denne militærpagt, men meldte sig ud af den i 1968 i protest
mod den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet.
Alligevel kom der en "Gorbatjov-effekt"
også i Albanien.
Det, som især kom til at spille en rolle,
var Ceausescu-regimets fald i Rumænien i december 1989.
Rumæniens
Præsident Ceausescu havde nogle år inden modtaget Kongerigets Danmarks
højeste udmærkelse, Elefantordenen, angiveligt som belønning
for hans "uafhængige politik over for Moskva".
Eftersom
Nato-landet Italiens fjernsynsprogrammer blev set i Albanien, besluttede de italienske
tv-chefer at vise Ceausescu-parrets henrettelse ikke én gang, men tre aftener
i træk for at være sikker på, at "budskabet" gik hjem
i Albanien.
Og i 1991 havde de albanske borgerlig-fascistiske kræfter
store forventninger om en valgsejr i det, som blev betegnet som "det første
frie valg i 46 år".
Gennem hele året havde disse kontrarevolutionære
kræfter opmuntret plyndring, sabotage og almen opløsning for at fremprovokere
en forandring.
Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved
et dansk folketingsvalg.
"Næsten to millioner albanere kunne
vælge mellem over 1.000 kandidater fra 11 politiske partier, overvåget
af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske
journalister," som dagbladet Politiken skrev.
Valget den 31. marts
1991 blev en stor skuffelse for de Nato- og EU-støttede borgerlige kræfter.
Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti, PPSH, mobiliserede og vandt stemmerne
fra næsten to tredjedele af befolkningen.
Stemmeprocenten var højere
end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette
frie valg .
Kommunisternes overbevisende sejr var et chok for de borgerlige
kræfter, både i og uden for landet.
Hvordan kunne folk i et
frit valg give magten til de "kommunistiske undertrykkere"?
Den
borgerlig-reformistiske livsløgn om den "blodige kommunisme"
blev med dette valg klædt af, og kejseren stod uden klæder, som man
siger. Alle den angivelige "demokratiske" oppositions forhåbninger
var knust.
Men det skulle vise sig, at denne opposition ikke var så
demokratisk, som de og deres venner i Nato- og EU-landene påstod.
"Internationale
observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt"
(Dagbladet Information, 2. april 1991).
"Kommunister vandt frie
valg," måtte det borgerlig-reformistiske dagblad Politiken indrømme.
Avisen fortalte også, at mere end 100 internationale observatører
var i landet for at overvåge valget.
"Alt forløb efter
reglerne," siger cand.mag. Tue Magnussen fra RUC, der sammen med folketingsmedlemmerne
Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne
(Pol., 2. april 1991).
Et par måneder inden valget skønnede
justitsministeriet, at kriminaliteten var steget med 70 % i forhold til året
inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berishas
nydannede "Demokratiske Parti", PD, hærgede i gaderne, og på
flere arbejdspladser saboterede de produktionen, og mange virksomheder blev plyndret
for alt af værdi.
De var overbeviste om, at de både havde retten
og flertallet med sig.
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene
i Tirana med Bronx i New York.
Den socialistiske disciplin blev nedbrudt,
og kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets
frembrud. Forretninger og butikker, som ikke blev spærret af med brædder
og jerngitre, blev smadret og plyndret.
I byerne var der nu opstået mangel
på fødevarer, el og vand. Titusinder af albanere begyndte at flygte
ud af landet. Den store magnet var Italien, for her var alle rige ifølge
de italienske og amerikanske fjernsyns-serier, som albanerne kunne følge.
Mange
albanere fik gennem serier som Dynasty, Dallas og Dollars et helt urealistisk
billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de
albanske bådflygtninge blev de afvist af Nato-landet Italien.
Valget
blev en overbevisende sejr for de socialistiske kræfter, som bl.a. Informations
korrespondent Tue Magnussen skrev den 2. april 1991:"De danske folketingsobservatører
Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet,
der i går fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op
på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere
centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere,
at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad,
der var imponerende."
Spørgsmålet er:
Hvad gør
et parti, der har vundet to tredjedele af folkets stemmer, med en opposition,
som ikke accepterer resultatet, men modsætter sig folkets dom og opmuntrer
til vold, terror og sabotage mod folkets demokratiske valg?
For det var
åbenlyst, at de Nato- og EU-støttede "Demokrater" med Berisha
i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte sine tilhængere
ind, at deres valgnederlag var et resultat af "kommunistisk valgfusk".
I
Nato- og EU-landenes medier fik de borgerlige og reformistiske redaktører
ondt i livsløgnen om den "blodige og undertrykkende kommunisme",
og de havde travlt med at finde på så mærkelige bortforklaringer
til den "kommunistiske valgsejr", at de alle er glemt i dag.
I
hvert fald fik Berisha fortsat støtte og opmuntring fra toneangivende medier
og politikere i Nato- og EU-landene.
Efter valget opmuntrede og organiserede
Berisha-Demokraterne til protester, sabotage og voldelige overfald på alt
socialistisk.
Bevæbnede
tilhængere af Berisha angreb og besatte de kommunistiske parti-kontorer
i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød
med politiet der resulterede i skudveksling, hvorunder tre mennesker mistede livet
og flere blev sårede.
Statuen af Enver Hoxa væltes - kontrarevolutionen raser, styret fra den amerikanske ambassade
I
maj truede tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke
langt fra hovedstaden, i luften, hvis "kommunist-regeringen" ikke afgik.
De virksomheder og fabrikker, som ikke allerede var saboteret og plyndret, blev
nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb, som var begyndt
i 1990.
Ifølge Unicef blev 1.000 ud af landets 3.700 skoler i 1991
udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet
eller ødelagt. For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen
på brød, el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev
nu så stor, at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre,
hvorunder fem mennesker omkom. På landevejene lurede kriminelle røverbander,
som overfaldt mad-transporterne.
Smugleri blev en af de mest indbringende
leveveje. Fra Grækenland og Jugoslavien smugledes køleskabe og tv-apparater
ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På
de virksomheder, som endnu ikke er gået helt i stå, og hvor Berisha-tilhængerne
havde tilstrækkeligt med folk, sørgede de for at sabotere og stoppe
produktionen.
Den 15. maj erklærede Berisha-Demokraterne "generalstrejke
mod kommunist-regeringen".
Flertallet af virksomhederne deltog dog
ikke reelt i den anti-kommunistiske "generalstrejke".
Mange virksomheder
var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad, at der ikke havde foregået
nogen produktion i måneder.
Men et flertal i Albaniens Arbejdets
Parti, PPSH, som havde fået to tredjedele af folkets støtte og mandat
til at fortsætte med at lede landet den 31. marts, besluttede - ikke engang
to måneder senere - den 6. juni at afgå for at invitere den "demokratiske
opposition", som havde tabt valget, og som siden havde saboteret og truet
landet med sabotage, plyndringer og bombesprængninger, til at danne en "national
redningsregering" .
En uge senere nedlagde PPSH sit navn på
partiets sidste kongres.
Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti,
som knap tre måneder forinden havde scoret to tredjedele af folkets stemmer,
nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent
borgerlig-reformistisk program for dette "nye" parti.
Der dannedes
en "national redningsregering", et samarbejde mellem PS og Berishas
Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søgte om Albaniens
optagelse i den Internationale Valutafond, IMF.
Regeringen domineredes af vicestatsminister
Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De var fast besluttede på at
udsætte økonomien for en liberal chok-terapi ligesom i f.eks. Chile
og Rusland.
Men på trods af, at PD dominerede denne regering, var
det ikke nok for Berisha-Demokraterne. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen
for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En
gruppe omkring Berisha fremtvang udskrivningen af et nyvalg den 22. februar, ikke
engang 11 måneder efter det sidste valg.
Det skete uden nævneværdig
modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets Parti
havde fået to tredjedele af folkets støtte den 31. marts.
Berishas mafiastat
Dette store flertal i folket så med stigende
mistillid på udviklingen og de partier, som var blevet valgt. Derfor kunne
Berishas PD uden problemer vinde '92-valget, der var præget af befolkningens
mistillid og reelle boykot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament,
der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den
nye PD-regering hævdede, at den var demokratisk valgt. Det nyvalgte parlament
udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny præsident.
Mellem
1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berishas vigtigste allierede.
Ambassadør
William Reyerson deltog aktivt i DP´s valgkamp, og det var fra USA, at Albanien
fik den næststørste bistand, efter den italienske, på 236 millioner
dollars fra 1991-96.
Den nye USA- og EU-støttede regering startede nu
et program for omfattende privatiseringer, men af 442 større fabriker var
det kun 105, der kom i gang igen under det nye Nato- og EU-støttede regime.
I
januar 1993 indførte den "Demokratiske" regering "fri prisdannelse"
på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end
det halve i løn- og pensionsstigninger var der endnu flere, som fik svært
ved at klare dagen og vejen. Som i andre kapitalistiske lande blev den udbredte
fattigdom en kilde til udbytning og spekulation for store og små "spekulanter".
Den vestlig-dikterede privatisering af jord, ejendom og fabrikker førte
til omfattende konkurser og massefyringer
Konflikter med befolkningen, især
kollektivbønderne, trappedes op. De ville ikke gå tilbage til det
gamle private system med små jordlodder og det kapitalistiske "din
egen lykkes smed"-princip.
Allerede i 1994 blev landet ramt af en
kolera-epidemi pga. vand-problemerne. Vand-ledningerne blev mange steder aftappet
sort, hvilket førte til forurening af vandet.
Massearbejdsløsheden
blev kronisk ligesom knapheden på fødevarer og brændsel.
EU
sendte store mængder skattefinansierede fødevarer, som blev distribueret
af Nato-landet Italiens hær.
Berishas "Demokratiske" regime
stræbte efter Nato-medlemskab og var også indblandet i våbensalg
til det kristelige folkemords-regime i Rwanda, som blev styrtet i 1994.
Sali
Berisha var en velkommen gæst på de bonede gulve -
her hos Mitterand
i Champs Elyssé i 1992
Efter fem år med den EU-støttede
PD-regering var der i landet med penge fra Verdensbanken, USA og EU blevet opbygget
en omfattende kapitalistisk spekulationsøkonomi.
Vandalismen var
ikke så udbredt længere, men et langt mere destruktivt fænomen
var blevet et stort problem, nemlig "skrot-indsamlingen", hvor virksomhederne
systematisk tømtes for alt metal for at blive "eksporteret" til
nabolandene som "skrot".
Det beregnedes, at mellem 100 og 200 lastbiler
hver dag gik til jernværket i Niksic i Montenegro, fuldtlastede med "skrot",
som i høj grad bestod af funktionsduelige maskiner.
Samtidig havde
mere end 700.000 albanere satset alle deres sparepenge på de såkaldte
"pyramidespil".
Disse pyramidespils kapitalistiske bagmænd
bedrev gennem flere år sine låne- og investeringsselskaber som helt
åbne legale selskaber.
PD-regeringen opfordrede folk til placere deres
sparepenge hos disse kapitalister. Folk fik at vide, at de kunne "fordoble
deres investering på nogle måneder".
Dette var "kapitalismens
lykkelige ansigt".
Men i slutningen af januar 1997 tabte den albanske
kapitalisme sin "lykkelige" maske, da de kapitalistiske investeringsselskaber
gik konkurs. Sammenbruddet for investeringsfondene - hvorved op imod 700.000 mennesker
mistede alle deres sparepenge, satte gang i en politisk og social kædeproces.
Det
kapitalistiske sammenbrud udløste de folkelige protester, og inden året
var omme, var Berisha-regimet styrtet gennem en folkelig væbnet opstand.
En
ud af seks albanere gik på gaden, og i de vigtigste byer - herunder hovedstaden
Tirana - udbrød der væbnet oprør. Oprøret opløste
de facto den albanske stat. Militærforlægninger og politistationer
blev angrebet, og i mange tilfælde sluttede politi og soldater sig til oprørene.
Mere end 80 % af landets våben var nu i folkets hænder, i civile
hænder.
De væbnede sammenstød efterlod 1.500 døde.
1998>: Stabilisering af det kapitalistiske kaos
Berisha
blev tvunget til at fremskynde parlamentsvalget til juni samme år. Det blev
vundet af PS ledet af Fatos Nano.
Berisha trådte tilbage i juli, og regeringsmagten
blev lagt i Nanos hænder som statsminister. Det har dog ikke befriet folket
for alle de kapitalistiske onder som det bl.a. fremgår af følgende
presseklip:
I marts 1998 hyldede IMF den socialdemokratiske PS-regering for
dens arbejde og lovede over en treårig periode at ville give økonomisk
støtte til landets økonomiske reformer. 
Det
kapitalistiske Albanien er underlagt NATO's og Vestens militærstrukturer
og deltager f.eks. i aggresssionskrigen i Irak
På trods af, at
de jugoslaviske ledere ved de USA-ledede forhandlinger i Rambouillet havde underskrevet
en fredsaftale, opfordrede Albanien Nato til angribe Jugoslavien "til
beskyttelse af Kosova-albanerne".
De kapitalistiske kriminelle
grupper i Albanien forsynede allerede Kosovas befrielseshær med våben.
Da Nato endelig indledte aggressionen og bombeterroren mod Jugoslavien i foråret
1999, måtte Albanien samtidig tage imod titusindvis af albanske flygtninge
og fungere som base for Natos tropper.
"Selvom socialistpartiet
atter vandt parlamentsvalget i 2001 på en politik for integration i EU,
løsning på landets energikrise, så lammede nye interne konflikter,
som Nano karakteriserede som korrupt og inkompetent. Både politisk og økonomisk
var landet paralyseret, og energikrisen blev yderligere forstærket af en
særlig streng vinter. Regeringen havde mangel på valuta til import
og indskrænkede sig derfor til at erklære landet i undtagelsestilstand.
I nogle områder var strømmen afbrudt i op til 20 timer dagligt."
(Udenrigsministeriets hjemmeside).
I
oktober 2001 kunne man læse i en liberal avis (GøteborgsPosten 27.
oktober 2001) om "… et land, hvor kvinder ikke tør gå
ud af frygt for at blive kidnappet og blive sexslaver. Et land, hvor en retsorden
med rødder i middelalderen presser den nationale straffelov ud på
grund af år af kaos og anarki.
Et land, hvor blodhævnen spreder
sig fra bjergene ned til byerne. Hvor mennesker, voksne som børn, gemmer
sig på ubestemt tid bag ved lukkede døre og med ladte våben.
Hvor politiet lukker øjnene for ikke at blive indblandet."
Sammen
med mafiaøkonomien, de kriminelle bander, våben-, sex- og narkohandel
er også middelalderlige skikke som blodhævn og religionen vendt tilbage
til Albanien
Den liberale avis "glemmer" at fortælle
sine læsere, at kaoset og anarkiet var en følge af den kapitalistiske
kontrarevolution, som de samme liberale redaktører havde hyldet ti år
tidligere.
"Selv i de byer, hvor de materielle fremskridt er størst,
er lovløshed, vold, chikanerier og armod nærværende som en
trussel i indbyggernes hverdag," fortsætter avisen.
"Arbejdsløsheden
er stor, og familien, ikke staten, står for det, vi kalder det sociale beskyttelsesnet.
Adskillige albanere er afhængige af bidrag fra slægtninge, som bor
og arbejder i især Italien og Grækenland."
I januar
i år kumme man i danske aviser læse om 29 omkomne i en jolle nogle
kilometer ud for den albanske Adriaterhavskyst. Nyhedsbureauerne meddeler:
"Lørdag
den 10. januar 2004 …Mindst 21 mennesker omkom i en gummijolle under storm.
Kun
elleve ud af 32 håbefulde illegale immigranter fra Albanien overlevede den
bådflugt, som kapitalistiske menneskesmuglere havde lokket dem ud på.
De
forsøgte at sejle en gummijolle fra Albanien til Italien under en storm.
Hovedparten af de omkomne døde i det iskolde vand, som den 12 meter lange
jolle drev rundt i ved øen Sazan otte kilometer fra Albaniens kyst. Elleve
svært medtagne overlevende blev ført ind til den albanske havneby
Vlore.
Kort efter afgang fra Albanien sejlede den uheldige flok lige lukt ind
i en storm."
I august sidste år havde den "socialistiske"
regering ellers hævdet, at der var sat en stopper for de kapitalistiske
grupper, som lokker folk til at begive sig ud på illegale flugtforsøg.
De
21 omkomne er ikke de sidste ofre for den kapitalistiske kontrarevolution
Kriminalpolitiets
øverste leder Sokol Bizgha udtalte: "Vi har besluttet at trække,
alle som er ansvarlige for denne menneskelige tragedie, for retten."
(kilde: AFP).
Bizgha indrømmer også, at adskillige politifolk
mistænkes for at være "direkte eller indirekte indblandede
i forbrydelsen".
Siden marts 1997 er mindst 200 albanere druknet under
forsøg på at flygte til Italien eller andre EU-lande i jagten på
et bedre liv.
Politimesteren i hovedstaden Tirana, Pjerin Ndreu, udtalte
i 2003 (19/11), at den organiserede kriminalitet i landet har så stor magt,
at den udgør en trussel mod demokratiet.
I et åbent brev skriver
han, at alle lige fra politikere, embedsmænd til retsvæsenet har stærke
bånd til den organiserede kriminalitet.
Kort tid forinden blev en
politimester, landsretssagførerens chauffør og to fremtrædende
kapitalistiske forretningsfolk myrdet af andre konkurrerende kapitalistiske grupper,
ifølge indenrigsministeriet.
Politimester Ndreu udpegede smugling af
våben, mennesker og narko som de vigtigste indkomstkilder for disse kriminelle
kapitalistiske grupper. (kilde: AFP).
FAKTA om REPUBLIKA
e SHQIPERISE (Republikken ALBANIEN)
Areal: 28.748 km2 (som Jylland,
men 2/3 er bjergeområder).
Befolkningens etniske opdeling: albanere 95
%, grækere 3 %, og andre 2 % (vlach, sigøjnere, serbere, makedonere
og bulgarere, 1989 est.).
Hovedstad: Tirana.
Indbyggerantal: 3.544.808 (juli
2004 est).
Religion: 70 % muslimer, 20 % kristne ortodokse, 10 % kristne katolikker.
Sprog:
Albansk.
Valuta: Leke (ALL).
Parlamentets sammensætning: Socialistpartiet
(PS) 70, Unionen for Sejr 46, Socialdemokrater 5, Grønne 5, det Demokratiske
Parti 6, Menneskerettighedspartiet 6, De Uafhængige 2.
Netavisen 29. november 2004