Sluterklæring fra Det 4. Møde for Antiimperialistiske og Revolutionære Partier og Organisationer i Sydamerika, der fandt sted fra den 12. til 14. september 2002 i Cochabamba, Bolivia.
Den samlede situation i Sydamerika viser:
1. Forværring af den økonomiske krise
Krisen, der brød ud i Argentina, og som i juni bredte sig til Uruguay, Paraguay og Brasilien, men også berørte Chile og Ecuador, er en del af den internationale økonomiske krise, der hele tiden producerer nye skud som fx børskrakkene på Wall Street og i Europa og konkurser for gigantiske koncerner som WorldCom, mens skandaler om forfalskning af regnskaber og andre ting ruller.
Der er tale om en krise i det kapitalistiske system i dets helhed, en krise, der hovedsageligt manifesterer sig på det finansielle område, men som ikke kun er finansiel, men derimod en krise i hele det økonomiske system: det er en relativ, dyb og langvarig overproduktionskrise. Det er en krise, som eksploderede i de perifere områder, men som stammer fra alle centrer i det imperialistiske system, og som nu flytter sig derfra til de perifere områder og på bestemte tidspunkter og i forhold til de specifikke betingelser, som der findes i hvert enkelt af de undertrykte lande, bryder ud i disse lande med mere eller mindre styrke.
Fra krisen ramte Rusland i august 1998, Brasilien i 1999, Argentina i 2001, og til den slog åbent igennem i USA i 2001, har ingen af de trufne foranstaltninger kunnet stoppe den.
De lokale og regionale kriser, som den der breder sig til hele Sydamerika, fortsætter med at bryde ud. Det er hele systemet, der er problemet - nemlig det kapitalistisk-imperialistiske system med dets udbytning, udplyndring og undertrykkelse af arbejderklassen og verdens folk og nationer og med millioner af sultne og arbejdsløse - og ikke nogen af de særlige karakteristika, som der findes i hver af de enkelte landes økonomier. Derfor rakte politikken med at "isolere" Argentina - for at undgå at krisen skulle smitte - heller ikke.
Også Brasilien har, som konsekvens
af pengestrømmen til udlandet, renter og firmaernes dividender, en enorm
offentlig og privat udenlandsgæld og en endnu mere eksplosiv indenlandsgæld
som følge af ågerrenterne.
Derfor drejer det sig ikke bare om
smitte, men derimod om en forlængelse af krisen i et land, der har en væsentlig
vægt i verden, hvilket medfører, at dets krise forværrer krisen
i de imperialistiske centrer.
I Argentina er den økonomiske og sociale krise blevet dybere, og sulten er blevet den grundlæggende bekymring for millioner af argentinere. Antallet af fattige vokser med 750.000 personer om måneden. Der er nu mere end 20 mio. fattige, og antallet af helt eller delvis arbejdsløse i byerne er nået op på 45%. IMF har forstærket sin pression for en ny økonomisk pakke. Yankee'erne og IMF opretholder deres afstraffelse af Argentina for at have erklæret sig i betalingsstandsning, mens de bevilger lån til Uruguay, Brasilien og Paraguay; de ønsker, at krisen i Argentina når bunden.
Bolivia har en udenlandsgæld på 4 mia. dollars. Kapitaliseringen (privatiseringen) af offentlige virksomheder har øget arbejdsløsheden, sulten og elendigheden for bolivianerne, uden at man ser tegn på nogen løsning.
Den påtvungne dollarisering i Ecuador, der fremlagdes som en redningsplanke, er på vej til en dundrende fiasko, idet den lovede genoplivning af økonomien, en reduktion af inflationen samt lønforbedringer er udeblevet. Det er tværtimod gået stik modsat. 3.000 virksomheder har drejet nøglen om i 2001. Inflationen i dollars er omkring de 12%, den højeste i hele Latinamerika, og lønningerne rækker ikke til at dække bare 50% af en families behov, der månedligt beløber sig til ca. 400 dollars. På sigt går Ecuador direkte mod en konkurs på det produktive område og en større generel forarmelse.
Uruguay er tæt på at gå i betalingsstandsning og befinder sig i en dyb bank- og finansmæssig krise, i en recession, der nu har varet i fire år og med en yderligere tilbagegang på 11% i dette år.
I alle lande i Sydamerika er udenlandsgælden, som er en af formerne for den imperialistiske udbytning, steget.
Arbejderne lider under arbejdsløsheden, de lave lønninger og det fleksible arbejdsmarked. Godserne er blevet styrkede og udvidede, og det har forværret situationen for bønderne, der lider under ågeren og de lave priser for deres varer. Tusinder er blevet smidt væk fra deres jorde.
2. Yankee'er i aktion
Bush-regeringen fortsætter den krigeriske linje. I et forsøg på at undslippe den økonomiske krise invaderede USA Afghanistan og placerede ved den lejlighed også sine væbnede styrker i Georgien, Usbekistan og Kirgisistan samt styrkede sine positioner i Pakistan og Det Indiske Ocean. USA støtter Sharons fascistiske politik over for det palæstinensiske folk, og nu forbereder amerikanerne en ny militær aggression mod Irak.
USA har gennem Plan Colombia - og dennes udvidelse til Det Andinske Initiativ, der forsøger at involvere Colombias nabolande i en eventuel militær invasion af Colombia - fremmet krigspolitikken i Colombia.
Plan Colombia, som lige fra sin fødsel har sigtet på at gøre en ende på de colombianske oprørsbevægelser, forhindre nye folkelige opstande i Ecuador og true Venezuela, styrkes nu med Uribe-regeringen og med yankee'ernes direkte militære deltagelse.
Yankee'erne tilskynder til en repressiv politik i Ecuador, Peru, Brasilien og Bolivia under påskud af "kamp mod narkoen". På den måde vil de udrydde kokadyrkningen i Bolivia - en del af landets tusindårige kultur - og herved rammes bønderne. Og USA støtter kupmagerne i Venezuela.
Yankee'erne opretholder den kriminelle blokade mod Cuba og modtager flere og flere fordømmelser af denne i FN. De forsøger at oprette yderligere militærbaser i bestemte lande, fx i Alcantará i Brasilien og i Patagonien i Argentina.
De presser på for den endelige realisering af Det Panamerikanske Frihandelsområde (FTAA), hvilket vil betyde, at vore landes afhængighed af den amerikanske imperialisme øges.
De gennemfører i samarbejde med lokale væbnede styrker fælles militærøvelser i bestemte områder på kontinentet.
De forsøger også - under påskud af at ville beskytte økologien - at bemægtige sig områder, der er rige på råstoffer, har stor biodiversitet, og hvor der findes store ferskvandsreserver, som fx Amazon-området og Chapare i Bolivia. Endvidere smeder de rænker for at indtage Patagonien.
IMF's og yankee'ernes indblanding er blevet mere åben og skamløs; de kræver vedtagelse af konkrete love som fx straffrihed for bankiererne i Argentina, reduktion af den statslige banksektor i Uruguay, og de erklærer tilmed, hvilken profil en kommende præsident skal have. I Bolivia blandede den amerikanske ambassadør sig direkte i præsidentvalgkampen ved at nedgøre Evo Morales og opfordre til ikke at stemme på ham.
3. Rivalisering og modstand
Over for den amerikanske offensiv er ikke bare arbejdernes og folkenes kamp og kampen for uafhængighed og national suverænitet vokset. Også den interimperialistiske rivalisering i regionen har intensiveredes.
I konkurrence med FTAA har Mercosur-landene og Europa indgået handelsaftaler. Mercosur har i sin mere end 10-årige levetid - langt fra at være et instrument for folkenes integration og landendes udvikling - kun tjent de imperialistiske monopoler og har især påvirket økonomierne i Uruguay og Paraguay.
I Argentina og Paraguay er de interimperialistiske modsætninger mellem USA, Rusland og Europa blevet kraftigere, hvilket viser den regionale situations kompleksitet.
Der finder et ideologisk sammenbrud sted; masserne afviser den såkaldte nyliberalismes angivelige og indiskutable sandheder: "frihedens" velsignelser, markedets liberalisering, privatiseringernes gevinster, fordelene ved at være partnere med USA osv.
4. Voksende kampe
Krisen skaber også de objektive betingelser, som gør det muligt for arbejderklassens politiske partier og de revolutionære at drive de kæmpemæssige massebevægelser, der produceres, fremad og give dem en retning med befrielse på dagsordenen.
I Sydamerika øges fortsat de kampe, som folkene, de arbejdende masser, bønderne, indianerne, de studerende og de unge, fører.
De revolutionære og antiimperialistiske kræfter har vundet frem og herved bevist, at de bannere, som de kæmper under, ikke er blevet ødelagt.
I Argentina skabte den store landsdækkende opstand en revolutionær situation efter en langvarig periode med en stigning i massernes kamp, der stadig udvides og uddybes. Folkeforsamlinger, udøvelse af direkte demokrati, arbejdernes egen igangsættelse af fabrikker og de arbejdsløses permanente kampe er alle aspekter af denne situation, hvor dem forneden ikke længere vil fortsætte med at leve som nu, og hvor dem foroven ikke kan fortsætte med at regere som hidtil.
Store massebevægelser mod privatiseringer har udviklet sig i Bolivia, Paraguay og Peru og opnået vigtige sejre.
I Brasilien og Paraguay fortsætter bøndernes kamp med jordbesættelser og for at gøre op med godserne.
I Venezuela har der været stor mobilisering imod kuppet mod Chávez. I Colombia er arbejdernes og de folkelige bevægelsers kamp øget, og guerillaerne fortsætter oprøret.
I Ecuador ligger nye opstande latent pga. den økonomiske krise og de folkelige organisationers mobilisering.
Den politiske proces i Bolivia har først og fremmest været karakteriseret ved den politiske kraft, som de undertrykte nationaliteter (først og fremmest indianerne, oversætternote) har fået, og som udtryktes ved sidste valg. Denne kendsgerning vil påvirke hele regionen, hvor der findes anseelige kontingenter af disse nationaliteter, der har stået i spidsen for vigtige kampe.
I Uruguay har arbejderklassens og folkets kamp nået et nyt niveau med tre generalstrejker i løbet af dette år og demonstrationer med op til 50.000 mennesker imod privatiseringer, tilpasningen til IMF's og Verdensbankens krav og landsudsalget. Universitetsstrejken har nu varet i over en måned.
5. Revolutionære perspektiver
Oligarkiets og imperialismens magt i vore lande kan ikke fratages dem gennem den fredelige vej, hvad enten denne tager den form, som Allende forsøgte i Chile, Perón i Argentina eller den, som Chávez nu forsøger i Venezuela.
De historiske erfaringer viser os, at for revolutionens sejr er det nødvendigt med en stærk massebevægelse, en stærk fortrop i arbejderklassen og et passende instrument til at sikre udøvelsen af massernes revolutionære vold som svar på den vold, som de herskende klasser udløser. Er disse betingelser ikke til stede, kan man ikke nå de strategiske mål, der inspirerer os.
Revolutionen er massernes værk, og i den bevægelse må arbejderklassen indtage sin fortropsrolle. Men arbejderklassen er nødt til at handle med andre folkelige klasser og lag ved brug af en passende enhedspolitik, der sikrer dens ideologiske og politiske ledelse.
I den sidste tid er de antiimperialistiske og revolutionære kræfter vokset i vore lande, og i nogle lande har den proletariske fortrop, de marxistisk-leninistiske kræfter, vundet anerkendelse. Styrkelsen af disse kræfter, som må uddrage læren af de store folkelige kampe, er afgørende for, at den voksende kamp, som foregår, kan gå videre mod revolutionære udbrud, mod befrielsens revolution, mod socialismens sejr.
Argentinas Revolutionære
Kommunistiske Parti (PCR)
Bolivias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister
(PCB-ML)
Brasiliens Center for Solidaritet med Folkene
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske
Kommunistiske Parti (PCMLE)
Uruguays Revolutionære Kommunistiske Parti
(PCR)
Mødet hilstes også af bl.a. Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (PCdeC-ML) og Chiles Kommunistiske Parti/Proletarisk Aktion (PC-AP).
Oversat fra Hoy, nr. 931. Hoy er organ for Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR) og har indsat overskrift og undertitler i erklæringen.
Netavisen
9. oktober 2002