Af Scott Ritter
Den
tidligere FN-våbeninspektør i Irak Scott Ritter siger, at Saddams
masseødelæggelsesvåben stort set er afmonterede, og at 'den
irakiske trussel' bygger på systematiske løgne - og at præsident
Bush har forrådt det amerikanske folk.
Under
Golf-krigen kom Scott Ritter, dengang militær juniorefterretningsanalytiker,
i strid med sin chef. Han udfærdigede den ene rapport efter den anden, som
bestred general Norman Schwarzkopfs påstande om antallet af ødelagte
irakiske Scud-missiler. Vi kan ikke bekræfte disse hits, rapporterede Ritter
til Schwarzkopfs forbløffelse. På trods af pres fra toppen stod Ritter,
der er marinekaptajn fra en officersfamilie, fast og udfordrede sine overordnede
og hierarkiet.
Det var bare en forpostfægtning for manden, som New York
Times har betegnet som 'den berømteste officer og overløber fra
marinen siden Oliver North'.
I de efterfølgende år har Ritter,
som var chefinspektør for FN's Særlige Kommission for at Afvæbne
Irak (UNSCOM), indtil han pludseligt trak sig i 1998, ført to kampe - den
første med Saddam Hussein, den anden med USA's regering.
Ritter har
skrevet bogen "Endgame: Solving the Iraqi Problem Once and For All''.
Den
følgende artikel har været offentliggjort
i Boston Globe, og den afspejler både Ritters illusioner om det amerikanske
demokrati og skuffelse over det.
Se også en reportage fra et møde
med Scott Ritter på Suffolk Law School i Boston med fredsaktivister og andre
interesserede den 23. juli, hvor han fremlægger den opfattelse, at en krig
mod Irak kan blive udløst allerede i oktober: The
Coming October War in Iraq (af William Rivers Pitt, truthout, eng.)
Nylige presserapporter beretter, at planlægningen af en krig mod
Irak er skredet væsentligt frem. Når det forbindes med afsløringen
af, at præsidenten har givet CIA bemyndigelser til hemmelige operationer
med sigte på at likvidere Saddam Hussein, fremgår det, at De Forenede
Stater er fast bundet til en kurs, der vil føre til krig med Irak.
Før
det sker, ville vi være godt tjent med at overveje præsident Abraham
Lincolns ord i hans Gettysburg-tale, hvor han definerede det væsentlige
for at gå i krig for demokratier som vores, nemlig 'for, at folkets regering,
regeringen af folket, for folket, ikke skal blive udslettet'.
Udgør
Irak en reel trussel mod vores nations eksistens? Tager man retorikken fra Bush-administrationen
for pålydende, ser det sådan ud. Ifølge præsident Bush
og hans rådgivere ved man, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben
og aktivt søger at genetablere de muligheder for våbenproduktion,
som blev elimineret af FN's våbeninspektører fra 1991 til '98, samtidig
med at det blokerer for genoptagelsen af sådanne inspektioner.
Jeg kan
personligt vidne som chefvåbeninspektør for FN i Irak i syv år,
både om omfanget af Iraks masseødelæggelsesvåbenprogrammer
og effektiviteten af FN's våbeninspektører med hensyn til deres endelige
tilintetgørelse.
Mens vi aldrig var i stand til at skaffe 100 pct.
vished om sammensætningen af Iraks forbudte våben, opnåede vi
et niveau for verificeret afvæbning for 90-95 procents vedkommende. Dette
tal tager højde for ødelæggelsen eller afmonteringen af enhver
fabrik, som var sat i forbindelse med forbudt våbenfremstilling, alle betydningsfulde
dele af produktionsudstyret og hovedparten af de våben og biologiske, kemiske
etc. agenter, som Irak havde produceret.
Med undtagelse af sennepsgasser ville
alle kemiske agenter produceret af Irak før 1990 være nedbrudt i
løbet af fem år (der mangler fortsat en endelig vurdering af Iraks
VX-nerveagentprogram - mens inspektører har fået klarhed om laboratorierne,
produktionsudstyr og det meste af denne agent produceret i 1990-91, så udelukker
betydelige uoverensstemmelser i den irakiske optælling en endelig bedømmelse
på nuværende tidspunkt.)
Det samme gælder biologiske
agenter, som ville være neutraliserede af naturlige processer i løbet
af tre år efter fremstillingen. Effektive overvågningsinspektioner,
der blev gennemført fuldt ud fra 1994-98 uden nogen væsentlig forhindring
fra Irak, afslørede aldrig noget spor af fortsat forbudt fremstilling eller
bestræbelser fra Iraks side på at genoptage de produktionsmuligheder,
som var blevet ødelagt i kraft af inspektionerne.
I direkte modstrid
med disse konklusioner kommer Bush-administrationen simpelthen med spekulationer
og giver ingen faktabaserede oplysninger, der kan understøtte dets påstande
om Iraks fortsatte besiddelse af eller fortsatte bestræbelser på at
anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. Til dato har ingen holdt
Bush-regeringen ansvarligt for dens uvilje - eller manglende evne - til at fremkomme
med sådanne beviser.
Forsvarsminister Rumsfeld bemærker, at
'mangelen på bevis er ikke bevis på, at de ikke eksisterer'.
Det bestyrker blot den kendsgerning, at argumentationen for krig mod Irak ikke
lever op til den lakmusprøve for forsvaret af vores nationale eksistens,
som præsident Lincoln formulerede så præcist. Der bør
aldrig tages let på krig. Grundlæggerne af vores nation erkendte dette,
da de nedskrev forfatningen og gav Kongressen og ikke præsidenten bemyndigelse
til at erklære krig. Men om spørgsmålet om krig mod Irak forbliver
Kongressen foruroligende tavs.
Kritiske høringer bør indkaldes
af Kongressen, som skulle stille Bush-administrationen over for vægtige
spørgsmål om den sande karakter af den irakiske trussel mod De Forenede
Stater. Kongressen bør forkaste spekulation og forlange indholdstunge svar.
Det logiske forum for en sådan høring ville være senatets udenrigskomité.
Uheldigvis
viger de senatorer, der er betroet et sådant kritisk overvågningsansvar,
uden om denne opgave. De omfatter senator John Kerry fra Massachusetts, en Vietnamkrigs-veteran,
som burde forstå krigens realiteter og konsekvenser og det absolutte behov
for vished, før man forpligter sig på krigens vej.
Kongressens
tilsyneladende uvilje mod at udøve sin forfatningsgaranterede kontrolfunktion,
især i forhold til krig, repræsenterer et alvorligt slag mod amerikansk
demokrati. Ved at tillade Bush-administrationen at omgå mekanismerne for
demokratisk kontrol i dens hastværk for at indlede en krig mod Irak, svigter
Kongressen dem, som de i sidste ende er ansvarlige over for - det amerikanske
folk.
20.07.2002
Netavisen 27. juli 2002