Den 2. februar
blev Hamma Hammami, Samir Taamallah, Abdeljabbar Madouri og Ammar Amroussia
efter en gedigen retsfarce idømt fængselsdomme på op over
11 års fængsel pga. deres medlemskab af det illegale Tunesiens Kommunistiske
Arbejderparti (PCOT). Hvor står de fires sag nu, og hvad er det, der sker
i Tunesien? Kommunistisk Politik har talt med Michael Jensen, der er med i den
danske støttekomité (under stiftelse) for de fire.
Der er oprettet en dansk hjemmeside for solidariteten med de politiske fanger
i Tunis: Støt
Hamma Hammami
KP: Hvordan har sagen udviklet sig, og hvor står den nu?
MJ: Efter de helt groteske domme d. 2. februar har tre af de fire PCOT-medlemmer været i sultestrejke i protest mod deres forfærdelige fængselsforhold. Hammami kom endda på hospitalet pga. sin stærkt svækkede sundhedstilstand. Først i marts blev de fires appelsag så udskudt fra d. 9. til 30. marts efter pres fra ind- og udland, således at deres advokater kunne få bare en lille mulighed for at forberede et forsvar for de fire. Såvel i Tunesien som i udlandet arbejdes der for deres øjeblikkelige og betingelsesløse løsladelse. I Danmark er vi også kommet i gang med en støttekomité, der p.t. er under en egentlig stiftelse, og som har fået sin egen hjemmeside. Støttekomiteen vil have ét klart formål: at arbejde for løsladelsen af de fire.
KP: Hvad er Tunesien for et land? Hvad er den politiske og økonomiske situation i landet?
MJ: Jeg er glad for det spørgsmål, for det er vigtigt at kende
den politisk-økonomiske situation i Tunesien for at kunne sætte
de fires sag ind i en større sammenhæng.
Tunesien, der formelt blev selvstændigt fra den gamle franske kolonimagt
i 1956, har aldrig set et borgerligt demokrati, som vi kender det her fra Danmark.
Og det nuværende styre under den 65-årige Zine El Abidine Ben Ali,
der kom til magten ved et statskup i 1987, kan bedst betegnes som et fascistisk
diktatur - et ekstremt repressivt styre, der ikke lader lande som Tyrkiet og
Iran noget tilbage i brutalitet.
I Tunesien er enhver åben konsekvent kritik af landets forhold direkte
behæftet med livsfare.
Menneskerettighedsaktivister og progressive fagligt aktive og studerende - for
slet ikke at tale om erklærede kommunister som dem i PCOT - forfølges,
smides i fængsel og tortureres efter styrets forgodtbefindende. Ifølge
Amnesty International er der i øjeblikket hen ved 1000 politiske fanger
i Tunesiens fængsler.
Ben Ali's parti, Den Demokratiske Konstitutionelle Union (RCD), der har 90% af alle pladser i parlamentet og er den førende repræsentant for det tunesiske borgerskabs politiske og økonomiske interesser, sidder utroligt tungt på alle poster i statsadministrationen og behersker al information ud og ind af Tunesien samt alle landsdækkende masseorganisationer, det være sig faglige-, studenter- eller kvindeorganisationer. Endvidere har Ben Ali-styret opbygget et enormt undertrykkelsesapparat med en politibetjent for hver 80-90 indbyggere. Det er 6 gange mere end i Danmark.
Hvis vi går til Tunesiens økonomiske forhold, så er kodeordet
her "privatisering".
Ben Ali's RCD, der i sin demagogi kalder sig "forandringens parti",
indledte allerede i 1987 sine forandringer af den tunesiske økonomi -
med EU's, IMF's og Verdensbankens "hjælp".
I perioden 1987-2000 blev 159 statslige virksomheder inden for alle grene af
den tunesiske økonomi, der omfatter, landbrug, minedrift, turisme, kemisk
industri, fremstilling af byggematerialer m.m., enten privatiseret eller lukket.
Vinderne har været Ben Ali og hans klan, som er tæt knyttet til
den anden vinder: den udenlandske storkapital, særligt de store franske
og italienske monopoler. Taberne har været arbejderne og det store flertal
af tunesere.
Privatiseringspolitikken har nemlig - som alle andre steder i verden - betydet
massefyringer og deraf følgende stigende arbejdsløshed. Denne
udvikling er blevet forstærket af, at Tunesien i marts 1998 indgik en
frihandelsaftale med EU, der betød afskaffelsen af tunesisk told på
importvarer fra EU. Herefter er det væltet ind med varer fra EU's store
monopoler (75% af Tunesiens import kommer nu fra EU), hvilket har medført,
at små og mellemstore virksomheder i Tunesien er gået bankerot,
og de ansatte sendt ud i arbejdsløshed. Officielt har arbejdsløsheden
nu nået 15-16%, men reelt er den nærmere det dobbelte. Denne store
arbejdsløshed har bl.a. betydet, at tusinder af unge tunesere søger
lykken i særligt Frankrig og Italien, hvor de ender i havet af illegale
arbejdere, der groft udnyttes af europæiske arbejdsgivere - hvis de da
overhovedet får et job.
Med afskaffelsen af tolden har den tunesiske stat mistet over 4 mia. dollars årligt - halvdelen af dens budget. Disse manglende penge til statsbudgettet kræver Ben Ali-styret ind ved at låne i udlandet (i 1986 skyldte hver tuneser 814 dollars, mens beløbet for 2000 var steget til 1800 dollars) og lade den almindelige befolkning betale. 85% af statens skatteindtægter betales af lønmodtagerne, mens de 20% rigeste konsumerer 60% af alle varer.
KP: De fire er alle fængslet pga. deres medlemskab af Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT). Kan du sige lidt om, hvem PCOT egentlig er?
MJ: PCOT (Parti Communiste des Ouvriers de Tunisie) er et erklæret kommunistisk parti, der ideologisk bekender sig til marxismen-leninismen. Det er ligesom danske Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer. Partiet dannedes i 1986 af bl.a. partiets nuværende talsmand Hamma Hammami, der samtidig også er redaktør af partiavisen Al Badil (Alternativet, blev forbudt i 1991). Lige fra dets fødsel har myndighederne nægtet partiet officiel godkendelse - som det eneste af Tunesiens venstrefløjspartier. PCOT har altså gennem hele sin levetid været - og er fortsat - udsat for en ufattelig repression. Dets medlemmer, der også omfatter unge organiseret i Tunesiens Kommunistiske Ungdomsforbund (UJCT), arresteres, fængsles og tortureres; hele familier forfølges og trues på livet.
Men PCOT er et modigt parti, og det har blandt menneskerettighedsaktivister, demokrater, progressive og revolutionære i både ind- og udland opnået stor anerkendelse og støtte for sit mod og kamp for det tunesiske folks demokratiske rettigheder, for ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. I sin taktik imod Ben Ali-styret arbejder PCOT i den nuværende situation ud fra bl.a. følgende hovedpunkter: (1) kampen for politisk frihed, herunder legalisering af partiet (2) kampen for retten til arbejde, (3) kampen mod faldende købekraft, (4) kampen mod korruption, der er udbredt i Tunesien og (5) den internationale solidaritet, herunder solidariteten med det palæstinensiske og irakiske folk, med arbejdernes og folkenes kamp overalt i verden samt kampen mod imperialistisk aggression og intervention.
Fra 1999 har Ben Ali-regimet i takt med massernes stærkt forværrede
levevilkår og utilfredshed intensiveret undertrykkelsen af enhver organiseret
protest, og her særligt undertrykkelsen af PCOT, der må betegnes
som den vigtigste konsekvente opposition til Ben Ali-diktaturet i dagens Tunesien.
PCOT har de seneste år øget sin indflydelse i arbejderklassen,
blandt de studerende, de intellektuelle og i hele den demokratiske bevægelse.
Bl.a. er det med dannelsen af Tunesiens Demokratiske Fagforbund (CDTT) i december
2001 lykkedes at bryde med det regeringskontrollerede UGTT (Tunesiens LO) og
samle fagligt aktive på et grundlag, der udtrykker en klar modstand mod
Ben Ali-diktaturet.
KP: De fire gik under jorden, men kom op og mødte foran Højesteret i Tunis den 2. februar, Hvorfor? Og hvad nu?
MJ: PCOT mente og mener, at situationen er blevet så gunstig for de demokratiske
kræfter i landet, at de fire med deres overgivelse til retten og åbne
udfordring af Ben Ali-styret vil kunne bringe kampen mod det fascistiske diktatur
op på et højere niveau. Det er en beslutning, der er modig, men
også risikabel. Ét er i hvert fald sikkert: Der er brug for, at
alle demokratiske kræfter, mennesker der går ind for ytrings-, forenings-
og forsamlingsfrihed, støtter de fire og alle de andre politiske fanger
i Tunesien. Kampen for basale demokratiske rettigheder er det, som de fires
sag i sin essens handler om.
Kommunistisk Politik 7, 2002