Samtale med Satur Ocampo
Saturnino
('Satur') C. Ocampo
Filippinsk parlamentsmedlem for partiet PL- Bayan Muna
('Folket
først')
En af de populære oppositionspolitikere
på Filippinerne, Satur Ocampo, fra partiet Bayan Muna ('Folket først')
har været på et besøg i Europa for at knytte kontakter til
beslægtede politiske venstrekræfter i parlamenterne - og for at drøfte
den spændte situation på Filippinerne, hvor fredsprocessen mellem
regeringen Macapagal-Arroyo og Filippinernes Nationale Demokratiske Front er gået
i stå.
Kommunistisk Politik havde lejlighed til at møde ham.
New
Peoples' Army (NPA), der ledes af Filippinernes Kommunistiske Parti, er sammen
med stifteren af partiet professor Jose Maria Sison blevet sat på USA's
terrorliste. Den har i 34 år ført en væbnet kamp mod skiftende
amerikanske marionetregimer på Filippinerne, ikke mindst mod det berygtede
Marcos-diktatur, og mod amerikansk besættelse af Filipppinerne.
Jose
Maria Sison har siden slutningen af 80erne boet som politisk asylsøger
i Holland. I august måned blev NPA og Sison så sat på en filippinsk
terrorliste, og så efter amerikansk pres på en hollandsk liste. Sison
har dermed fået inddraget alle de ydelser, han er berettiget til som asylsøger.
Den 28. oktober meddeltes det, at både NPA og Sison også er sat på
EU's terroristliste.
Sison risikerer at blive udleveret til USA - og at
blive anklaget efter de amerikanske terrorlove.
Ifølge Satur Ocampo
har det alt sammen et formål: nemlig at stoppe fredsprocessen og få
borgerkrigen til at blusse op med store tab af menneskeliv til følge -
alt sammen for at USA skal kunne gennemføre sin politik på Filippinerne,
hvad der indbefatter at bruge de gamle amerikanske militæranlæg, som
de blev tvunget væk fra, og kunne bevæge sig ind og ud af Filippinerne,
som de måtte ønske det.
Filippinerne - terrorkrigens 2. front
Ocampo: Efter krigen
mod Afghanistan åbnede USA en anden front, i Filippinerne, under påskud
af at føre krig mod Abu Sayyef-banditgruppen. Det er en anderledes krig
end den i Afghanistan - ikke en direkte krig, hvor amerikanske tropper endnu har
engageret sig i regeringsstyrkernes direkte kamphandlinger mod New Peoples Army,
som kontrollerer betydelige områder. Den filippinske regering har erklæret
sin uforbeholdne støtte til den amerikanske 'krig mod terror', og regeringen
tillader - i strid med forfatningen - amerikanske flys passage i filippinsk luftrum.,
den militær brug af havne og lufthavne og de to tidligere amerikanske baser
(Subic og Clark). Ved påkaldelsen af en traktat fra 1951, fra den kolde
krigs tid, og en hemmelig tillægsaftale, som Macapagal-Arroyo-regeringen
har indgået har amerikanerne fået skabt en situation, hvor de kan
gå og komme, som det pasdser dem, og faktisk benytte Filippinerne som helhed
som en amerikansk base.
Vi har i parlamentet forsøgt at få aftalen
frem for at kende dens indhold. Det er ikke lykkedes.
Den amerikanske brug
af Filippinerne som base kan få direkte betydning i den krig mod Irak, som
forberedes nu. Og det har selvfølgelig store konsekvenser i forhold til
den indre situation - og ikke mindst for den fredsproces, som er gået i
stå, og afløst af begyndelsen til optrappede kamphandlinger.
Der
er i kongressen et klart flertal imod en amerikansk krig mod Irak. Det har tvunget
regeringen til at sige, at 'den ikke vil gå i krig mod Irak, men vil deltage
i krigen mod terror'.
USA har anbragt Filippinernes Kommunistiske Parti
og New Peoples' Army på deres liste over terrorister - og har fået
den filippinske regering til at gøre det samme. Det har to konsekvenser:
Terrorstemplingen vil give USA mulighed for direkte indblanding i Filippinernes
indre anliggender. Det er en afgjort mulighed.
I en erklæring har Filippinernes
Kommunistiske Parti beordret folkehæren NPA til at angribe amerikanske styrker,
hvor som helst de måtte optræde i de områder, NPA kontrollerer.
Det
andet aspekt er, at det koncentrerer et politisk pres mod Filippinernes Nationale
Demokratiske Front, der står for fredsforhandlingerne med regeringen. Det
er den filippinske regerings udtrykte politik IKKE at forhandle med terrororganisationer.
Der lægges dermed pres for at få NPA til at kapitulere - men samtidig
'holdes en dør åben' for nye forhandlinger.
Det var ikke NDF,
men regeringen, som allerede i juni 2001 afbrød forhandlingerne.
Denne
pressionstaktik, der støttes af USA og EU, har som udgangspunkt, at hvis
NDF berøves international støtte, vil man være i stand til
at presse den revolutionære bevægelse til overgivelse og til at acceptere
regeringens diktat.
Men de filippinske revolutionære kræfter er
ikke først og fremmest afhængige af international støtte -
så selv hvis EU viser sig yderst ugæstfri overfor NDF, så vil
der ikke berøre 'situationen på landjorden'. Kampene ville blive
udvidet. Flere ville blive dræbt. Det ville knuse regeringens politik. De
34 års kamp vil fortsætte.
Bayan Muna: Gadens parlament i parlamentet
KP: Hvad repræsenterer Bayan Muna ('Folket først') i det filippinske politiske liv?
Ocampo: Vi er så
at siger 'gadens parlament', der er rykket inden for. Vi giver stemme til oppositionen
og søger at anvende en revolutionær parlamentarisk taktik. Vi er
i stand til at lade massebevægelsernes krav komme frem i uforfalsket form.
Selvfølgelig er der en risiko for, at partiet bliver forbudt. Talsmænd
for militæret prøver at forbinde os med 'terrorisme'. I morges blev
jeg interviewet til en TV-kanal: Hvad mente jeg om den væbnede kamp? Jeg
svarede:
- Som politisk parti er det ikke tilladt for os at advokere væbnet
kamp. Personligt forstår jeg udmærket grundene til, at folk griber
til våben. Det afgørende er at der bliver skabt en holdbar og retfærdig
fred.
I forlængelse af terrorlovgivningen er der en kraftig politisk undertrykkelse. 28 medlemmer af vores parti er blevet dræbt af militæret/dødspatruljer. Vi forsøger at få gennemført en parlamentarisk undersøgelse af forsvindinger og drab. 115 medlemmer har skrevet under på en sådan anmodning.
Fattigdommen på Filippinerne er enorm - og hurtigt voksende. Regeringen kan ikke løse de økonomiske problemer, og har kastet sig fuldstændigt i armene på USA. Macapagal-Arroyo er en marionet af den værste slags, vi har kendt. Krisen fra 1997 er aldrig overvundet. Der er officielt 13 pct. arbejdsløshed - hen ved fem millioner. Dengang regnedes 40 pct. af befolkningen som fattige, på eksistensminimum - nu er det 70-80 pct. Derfor vokser støtten til det kommunistiske parti og NPA.
Gloria Macapagal-Arroyos situation bliver stadig mere vanskelig, og hendes
afhængighed af USA vokser. Samtidig er hun trængt af en anden borgerlig
fraktion, der er for den væltede præsident Estrada. Men også
den er proamerikansk og søger amerikansk støtte.
Vi må
fastholde at en national befrielsesbevægelse ikke kan betegnes som terrorister
- dens virksomhed må betragtes som politisk. Det er en legitim, tilmed grundlovssikret,
ret.
- End -
Kommunistisk
Politik 22, 2002
Netavisen 8. november 2002