Gadens parlament i parlamentet

Samtale med Satur Ocampo

Saturnino ('Satur') C. Ocampo
Filippinsk parlamentsmedlem for partiet PL- Bayan Muna
('Folket først')

En af de populære oppositionspolitikere på Filippinerne, Satur Ocampo, fra partiet Bayan Muna ('Folket først') har været på et besøg i Europa for at knytte kontakter til beslægtede politiske venstrekræfter i parlamenterne - og for at drøfte den spændte situation på Filippinerne, hvor fredsprocessen mellem regeringen Macapagal-Arroyo og Filippinernes Nationale Demokratiske Front er gået i stå.
Kommunistisk Politik havde lejlighed til at møde ham.

New Peoples' Army (NPA), der ledes af Filippinernes Kommunistiske Parti, er sammen med stifteren af partiet professor Jose Maria Sison blevet sat på USA's terrorliste. Den har i 34 år ført en væbnet kamp mod skiftende amerikanske marionetregimer på Filippinerne, ikke mindst mod det berygtede Marcos-diktatur, og mod amerikansk besættelse af Filipppinerne.
Jose Maria Sison har siden slutningen af 80erne boet som politisk asylsøger i Holland. I august måned blev NPA og Sison så sat på en filippinsk terrorliste, og så efter amerikansk pres på en hollandsk liste. Sison har dermed fået inddraget alle de ydelser, han er berettiget til som asylsøger. Den 28. oktober meddeltes det, at både NPA og Sison også er sat på EU's terroristliste.

Sison risikerer at blive udleveret til USA - og at blive anklaget efter de amerikanske terrorlove.
Ifølge Satur Ocampo har det alt sammen et formål: nemlig at stoppe fredsprocessen og få borgerkrigen til at blusse op med store tab af menneskeliv til følge - alt sammen for at USA skal kunne gennemføre sin politik på Filippinerne, hvad der indbefatter at bruge de gamle amerikanske militæranlæg, som de blev tvunget væk fra, og kunne bevæge sig ind og ud af Filippinerne, som de måtte ønske det.

Filippinerne - terrorkrigens 2. front

Ocampo: Efter krigen mod Afghanistan åbnede USA en anden front, i Filippinerne, under påskud af at føre krig mod Abu Sayyef-banditgruppen. Det er en anderledes krig end den i Afghanistan - ikke en direkte krig, hvor amerikanske tropper endnu har engageret sig i regeringsstyrkernes direkte kamphandlinger mod New Peoples Army, som kontrollerer betydelige områder. Den filippinske regering har erklæret sin uforbeholdne støtte til den amerikanske 'krig mod terror', og regeringen tillader - i strid med forfatningen - amerikanske flys passage i filippinsk luftrum., den militær brug af havne og lufthavne og de to tidligere amerikanske baser (Subic og Clark). Ved påkaldelsen af en traktat fra 1951, fra den kolde krigs tid, og en hemmelig tillægsaftale, som Macapagal-Arroyo-regeringen har indgået har amerikanerne fået skabt en situation, hvor de kan gå og komme, som det pasdser dem, og faktisk benytte Filippinerne som helhed som en amerikansk base.
Vi har i parlamentet forsøgt at få aftalen frem for at kende dens indhold. Det er ikke lykkedes.

Den amerikanske brug af Filippinerne som base kan få direkte betydning i den krig mod Irak, som forberedes nu. Og det har selvfølgelig store konsekvenser i forhold til den indre situation - og ikke mindst for den fredsproces, som er gået i stå, og afløst af begyndelsen til optrappede kamphandlinger.
Der er i kongressen et klart flertal imod en amerikansk krig mod Irak. Det har tvunget regeringen til at sige, at 'den ikke vil gå i krig mod Irak, men vil deltage i krigen mod terror'.

USA har anbragt Filippinernes Kommunistiske Parti og New Peoples' Army på deres liste over terrorister - og har fået den filippinske regering til at gøre det samme. Det har to konsekvenser: Terrorstemplingen vil give USA mulighed for direkte indblanding i Filippinernes indre anliggender. Det er en afgjort mulighed.
I en erklæring har Filippinernes Kommunistiske Parti beordret folkehæren NPA til at angribe amerikanske styrker, hvor som helst de måtte optræde i de områder, NPA kontrollerer.

Det andet aspekt er, at det koncentrerer et politisk pres mod Filippinernes Nationale Demokratiske Front, der står for fredsforhandlingerne med regeringen. Det er den filippinske regerings udtrykte politik IKKE at forhandle med terrororganisationer. Der lægges dermed pres for at få NPA til at kapitulere - men samtidig 'holdes en dør åben' for nye forhandlinger.
Det var ikke NDF, men regeringen, som allerede i juni 2001 afbrød forhandlingerne.

Denne pressionstaktik, der støttes af USA og EU, har som udgangspunkt, at hvis NDF berøves international støtte, vil man være i stand til at presse den revolutionære bevægelse til overgivelse og til at acceptere regeringens diktat.
Men de filippinske revolutionære kræfter er ikke først og fremmest afhængige af international støtte - så selv hvis EU viser sig yderst ugæstfri overfor NDF, så vil der ikke berøre 'situationen på landjorden'. Kampene ville blive udvidet. Flere ville blive dræbt. Det ville knuse regeringens politik. De 34 års kamp vil fortsætte.

Bayan Muna: Gadens parlament i parlamentet

KP: Hvad repræsenterer Bayan Muna ('Folket først') i det filippinske politiske liv?

Ocampo: Vi er så at siger 'gadens parlament', der er rykket inden for. Vi giver stemme til oppositionen og søger at anvende en revolutionær parlamentarisk taktik. Vi er i stand til at lade massebevægelsernes krav komme frem i uforfalsket form. Selvfølgelig er der en risiko for, at partiet bliver forbudt. Talsmænd for militæret prøver at forbinde os med 'terrorisme'. I morges blev jeg interviewet til en TV-kanal: Hvad mente jeg om den væbnede kamp? Jeg svarede:
- Som politisk parti er det ikke tilladt for os at advokere væbnet kamp. Personligt forstår jeg udmærket grundene til, at folk griber til våben. Det afgørende er at der bliver skabt en holdbar og retfærdig fred.

I forlængelse af terrorlovgivningen er der en kraftig politisk undertrykkelse. 28 medlemmer af vores parti er blevet dræbt af militæret/dødspatruljer. Vi forsøger at få gennemført en parlamentarisk undersøgelse af forsvindinger og drab. 115 medlemmer har skrevet under på en sådan anmodning.

Fattigdommen på Filippinerne er enorm - og hurtigt voksende. Regeringen kan ikke løse de økonomiske problemer, og har kastet sig fuldstændigt i armene på USA. Macapagal-Arroyo er en marionet af den værste slags, vi har kendt. Krisen fra 1997 er aldrig overvundet. Der er officielt 13 pct. arbejdsløshed - hen ved fem millioner. Dengang regnedes 40 pct. af befolkningen som fattige, på eksistensminimum - nu er det 70-80 pct. Derfor vokser støtten til det kommunistiske parti og NPA.

Gloria Macapagal-Arroyos situation bliver stadig mere vanskelig, og hendes afhængighed af USA vokser. Samtidig er hun trængt af en anden borgerlig fraktion, der er for den væltede præsident Estrada. Men også den er proamerikansk og søger amerikansk støtte.
Vi må fastholde at en national befrielsesbevægelse ikke kan betegnes som terrorister - dens virksomhed må betragtes som politisk. Det er en legitim, tilmed grundlovssikret, ret.

- End -

Kommunistisk Politik 22, 2002
Netavisen 8. november 2002