Kommunistisk Politik har talt med en kammerat fra Burkina Faso om den internationale situation efter 11. september, og hvordan den har påvirket forholdene i Afrika. Vi bringer her et sammendrag.
Overalt ser vi ændringen af den internationale situation i alle dens aspekter, økonomisk, militært, politisk og ideologisk. USA-imperialismen har gjort sin plan for eneherredømme klart, og at den gennemføres med militær magt og krig.
Der er en
ting, der er bemærkelsesværdig, nemlig hvor hurtig USA var til at
få lavet sin alliance mod terrorisme efter 11. september 2001. Det er manipulation
at kalde det kampen mod terrorisme. For hvad er det egentlige formål? Det
er at forsvare det kapitalistiske system som er i krise. Det er en alliance mod
den folkelige kamp og de store folkelige bevægelser, vi har set mod neoliberalisme
og globalisering. For imperialismen er det fagforeningerne og de nationale befrielsesbevægelser,
der er terrorister.
Et andet mål for USA er at bruge 11. september-begivenhederne
til at forstærke sin dominans over for EU og Japan og bekræfte sit
verdensherredømme.
Det er klart, at vi må komme med et alternativ
til denne situation. Der er en stor folkelig bevægelse mod imperialismens
krig og krise, og den består af mange forskellige slags mennesker og bevægelser.
Der kan også være seriøse mennesker, der bliver tiltrukket
af terrorisme. Bin Laden er blevet populær i nogle afrikanske lande, fordi
han har demonstreret, at USA imperialismen er sårbar - i gaderne kan vi
f.eks. se unge med bin Laden-T-shirts. Politisk og ideologisk forvirring får
nogle til at blive tiltrukket af den slags aktioner. Også derfor er det
så vigtigt, at vi som marxist-leninister konkret får rejst det revolutionære
perspektiv - revolution og socialismen som alternativet til imperialismens krig
og krise. Vi har en stor opgave i at forklare dette politisk og ideologisk, samtidig
med at vi går frem for at lede og organisere den folkelige kamp og dens
krav.
Situationen i Afrika
Den internationale
situation har direkte følger for situationen i Afrika. Når det gælder
krig, er Afrika virkelig et offer for modsætninger mellem de forskellige
imperialistiske magter. De har alle en klar økonomisk strategi for at for
kontrol over Afrikas rigdomme af råstoffer. Det er det helt fundamentale
for at forstå krige og kriser i de forskellige regioner i Afrika.
En
anden grund til krigene på vores kontinent er den økonomiske krise
i landene selv, hvor imperialismen kan udnytte de rivaliserende grupper i de nationale
borgerskaber, f.eks. borgerkrigen i Congo. Et af målene i denne krig mellem
de forskellige borgerlige fraktioner var at gribe magten. Det udviklede sig til
en militær konflikt, da fraktionerne fik militær støtte fra
forskellige imperialistiske magter. I Congo stod USA bag en fraktion og Frankrig
bag en anden. Lederen af landet var villig til at give USA kontrollen over landets
olie. Lederen af en anden fraktion blev kaldt til Frankrig for at forberede et
modangreb, der blev støttet økonomisk og militært af Frankrig.
Resultatet blev en reaktionær borgerkrig, hvor alle sider brugte gamle etniske
modsætninger til at fremme deres egne interesser. Resultatet blev et blodigt
folkemord, mens olieområderne forblev uskadte, som vi også så
det i Rwanda. De objektive mål, som imperialisterne forfølger, er
af politisk, økonomisk og geostrategisk karakter.
Næsten den
samme situation ser vi i Elfenbenskysten, hvor forskellige klaner slås om
magten. Ingen af dem har et program for folkets håb, krav eller fremtid.
Alle er enige om og støtter sig på, at det i virkeligheden er imperialistmagter,
der har kontrollen over landet. De bruger etniske argumenter og splid til at mobilisere
for deres egen dag. Den nuværende leder er socialdemokrat, og hans eneste
argument for, at han er bedre end de andre fraktioner af borgerskabet, er, at
de ikke er ægte indbyggere i Elfenbenskysten. Hvis det er rigtigt, så
ville alle dem, der bor i den nordlige del af landet, heller ikke være rigtige
indbyggere, ligesom muslimerne i den sydlige del af landet heller ikke ville være
det. Til gengæld er de enige om at bruge de mange indvandrere i landet til
at aflede opmærksomheden fra de reelle økonomiske og sociale problemer,
som folket står over for. Dette kan lede til en reaktionær borgerkrig.
Det er det, der sker lige nu.
Elfenbenskysten udgør et strategisk
mål for imperialismen. Fransk imperialisme har sine militærbaser der
og har allerede fra krisens start sendt tropper derned. Først under dække
af at ville skabe sikkerhed for EU's og USA's statsborgere i landet, senere at
det var logistisk hjælp til den nuværende regering. USA har sendt
200 marinesoldater derned, så snart den skabte krise gav dem mulighed for
at trænge ind på den franske imperialismes område. Elfenbenskysten
er verdens største producent af kakao.
Denne konflikt har betydning
for hele Vestafrika, for den er med til at destabilisere hele området. Vores
parti har fulgt denne udvikling, og vi gør meget ud af forklare folk årsagerne
til denne situation og åbne perspektiverne. Vi har klart fordømt
de ansvarlige og de ansvarlige imperialistmagter i regionen - også regimet
i Burkina Faso, der er involveret. En af de borgerlige fraktioner har flybaser
i Burkina Faso. Sammen med de masseorganisationer, vi arbejder i, har partiet
udsendt en appel til arbejderne og folket mod chauvinisme og racisme og for at
slå fast at vi har de samme rettigheder og må stå sammen mod
forsøgene på at skabe splid mellem befolkningsgrupper og nabobefolkninger.
Alle
lande, der forsørger at modsætte sig imperialismens aggressive politik,
bliver forsøgt destabiliseret. USA bruger de internationale organisationer
til at gennemføre deres politik og direktiver - også økonomiske
gennem f.eks. IMF, Verdensbanken og WTO. På miljøtopmødet
i Johannesburg var en af beslutninger beskyttelsen af regnskovene i Centralafrika,
især den zone, hvor Congo-floden har sit udspring. Det er en offentlig hemmelighed,
at der eksisterer et hemmeligt projekt for at lave en vandkanal fra Congo til
Israel, der skal sikre Israels vandforsyning.
Afrika er en strategisk brik
i imperialismens og ikke mindst USA-imperialismens spil. Derfor er kontrollen
af kysten langs Østafrika vigtig, da det er lige over for Mellemøsten.
Lige nu kæmper USA og Frankrig om kontrollen.
Kommunistisk
Politik 21, 2002
Netavisen 25. oktober 2002