Leder fra Revolución, nr. 486, september 2002
Revolución
er organ for Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (PCdeC-ML). Partiet
leder en af de væbnede befrielseshære, som bekæmper oligarkiet:
Folkehæren til Befrielse (EPL). Denne artikel redegør for partiets
holdning til situationen efter den amerikanske protegé og fascist Uribe
er kommet til magten og har erklæret total krig mod oprørsbevægelserne,
hvoraf FARC er den største.
PCdeC-MLs hjemmeside her
Alvaro
Uribe Vélez har nu regeret i to uger og har i denne periode bekræftet
autoritarismens "faste hånd" og det "store hjerte" for
social demagogi, uden hvilken hverken han eller nogen anden fascist ville kunne
fremme et antifolkeligt og antinationalt program.
Fra sin valgkampagne
og med en kynisme forklædt som ydmygheden hos et æsel kopierer Uribe
Bush ved at sige, at "der ikke findes politiske fjender". Der er blot
tale om en undtagelsestilstand pga. kriminaliteten. Men i realiteten: Den, der
ikke er med ham, er imod ham og oligarkiet - og skal følgelig forfølges.
Uribe
miskrediterede forfatningsdomstolen, før han bragte sig selv i stilling,
og skabte herved betingelserne for i bedste Fujimori-stil at kunne tilsidesætte
den korrupte rigmandskongres (i starten kun for 90 dage). Undtagelsestilstanden
øger autoritarismen og gør det muligt at indføre udgangsforbud
i op til 360 dage samt at omsætte dele af hans politiske og juridiske reformer
i praksis.
Undtagelsestilstanden militariserer endnu mere colombianernes
liv. Tvangsindkaldelsen af reservister, 10.000 nye politiagenter og to nye mobile
brigader med i alt 3.000 lejesoldater vil forstærke den blodige undertrykkelse
og øge affolkningen, fængslingerne, forsvindingerne osv. Ofrene vil
være forsvarsløse civile, der ikke er en del af Uribes 100.000 lønnede
"meddelere", af de "legale selvforsvarsstyrker" osv. Det er
en eskalation af krigen og dennes største forværring under den beskidte
paramilitære krig, som præsident Uribe for år tilbage tilsluttede
sig.
Krigens omkostninger ryster landets maltrakterede økonomi endnu
mere. Recessionen vil nærme sig depression, betyde lukningen af visse virksomheder
og en støtte til krigsøkonomien på 2 mia. dollars til de i
forvejen 13,3 mia. dollars, udgørende 29,94% af statens budget og 10,66%
af landets BNP. Alt sammen til fordel for den korrupte generalstab og den amerikanske
våbenindustri. Uribes "demokratiske sikkerhed" er blotlagt: oligarkiets
og yankee'ernes profitter skal forsvares med øget elendighed og mere af
folkets blod.
De stærke krigsvinde fra imperiet og dets lakajer i
præsidentpaladset, kongressen, bispepaladset og andre steder forstærkes
med Plan Colombias nøgne oprørsbekæmpelse, der forøger
USA's militære støtte, og hvis "sociale komponent" er et
lille "humanitært" plaster på såret for den ødelæggelse,
som den uretfærdige krig, der ledes af Det Hvide Hus imod Colombia og dets
folk, medfører.
De riges krig udbytter folket
Med
Uribe, IMF's loyale medarbejder, stopper det sociale sammenbrud ikke; de kapitalistiske
arbejdsgivere vil forhøje deres priser og dermed lade forbrugerne betale
krigsskatten, mens kongressen vil vedtage generelle skattestigninger.
Med
det fleksible arbejdsmarked, indskrænkningen af staten og reduktionen af
dens underskud vil Uribe i den "demokratiske sikkerheds" navn beskære
arbejdernes rettigheder og de selvstændiges få muligheder. Desuden
vil ATPA (USA's handelsaftale med de andinske lande; Bolivia, Colombia, Ecuador
og Peru, overs.) ikke garantere hverken økonomisk vækst eller arbejde.
Den
såkaldte "indskrænkning af den politiske stat" vil
ske i kraft af fraværet af produktive investeringer, nedlæggelsen
af produktive arbejdspladser og undertrykkelsen af alle, der forsvarer menneskerettighederne
osv. Privatiseringen af offentlige tjenesteydelser ved brug af sloganet "social
finansiering" vil fortsætte, ligesom prisstigningerne vil det.
"Den
totale krig" reducerer udgifterne til pensioner og derved fastholdes
hjælpeløsheden for personer, der har nået den tredje alder.
Generelt vil regeringens sociale udgifter blive mindre på bekostning af
udgifterne til "sikkerhed" og undertrykkelse.
Undtagelsestilstand og politisk reform
Ifølge motiveringerne fra dekretet
om undtagelsestilstand og erklæringer til journalister vil der blive taget
"antiterroristiske" foranstaltninger, der indskrænker de demokratiske
rettigheder som demonstrationsret, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, hvilket
er et klart tegn på den øgede straf for social protest og politisk
udøvelse af opposition til regimet.
Intet guerillaangreb kræver
varsler om strejker eller demonstrationer, ej heller kræver det eksistensen
af fagforeninger, lokale råd, kooperativer, ngo'er osv. Undtagelsestilstanden
er et vulgært påskud for at bekæmpe den massive brede folkelige
bevægelses kamp for fred med social retfærdighed og den politiske
opposition til systemet.
De militaristiske proklamationer fra "regeringens
fællesråd" i provinshovedstaderne, deres politiske og juridiske
reformer og FN's perfide ansøgning om mægling, alle disse proklamationer
og projekter fra Uribe forenes af autoritarismen, der ikke ønsker nogen
politisk kontrol og endnu mindre de sociale organisationers modstand, udenomsparlamentariske
aktioner og folkelig mobilisering. Uribes tilhængere ønsker at erstatte
de sociale bevægelser og organisationer med "regeringsråd",
"borgerråd" og former for "den kooperative stat", hvor
der ikke må være noget uden for staten, som den fascistiske ideolog
Benito Mussolini sagde.
I sin helhed afspejler overgangen til større
og mere drastiske indskrænkninger af de demokratiske rettigheder oligarkiets
skrøbelighed, dets mangel på reel opbakning fra flertallet af befolkningen.
Dette
gør, at krigstrommerne både buldrer højt og tomt, men de er
af den grund ikke mindre destruktive.
37 år mod tyranni
For medlemmerne af Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister
(PCdeC-ML) var genoprettelsen af Colombias kommunistiske parti på marxismen-leninismens
grund en nødvendighed for 37 år siden og fandt sted med den historiske
og internationalistiske 10. kongres i juli 1965.
Med den 10. kongres gjorde
vi os fri af den opportunistiske forsoningslinje, af Hrustjov-revisionismen, der
knæsattes på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres i 1956
og accepteredes af ledelsen i Colombias Kommunistiske Parti (PCC).
Enhedens
banner er en del af vores politiske og historiske arv, som er blevet forsvaret
med sejhed og uendelige ofre og med alle mulige former for organisation og kamp.
Ligesom i går anstrenger vi os i dag for at styrke vore bånd til hele
folket, til revolutionære og demokrater i Colombia og i hele verden i kraft
af de internationalistiske aktiviteter, der udføres af partiet og Folkehæren
til Befrielse (EPL).
Vi forstår, at flertallet kræver og behøver
aktionsenhed blandt alle dem, der ønsker et suverænt fædreland
og social frigørelse som svar på det vilde angreb, som imperialismen
med sit "antiterroristiske korstog", der støttes af Washingtons
marionetdukke Uribe, har indledt. Den kolonialistiske amerikanske stats terrorisme
i vort land og i Latinamerika, der udtrykkes i Plan Colombia og Det Andinske Initiativ,
søger at påtvinge og forsvare ALCA's (FTAA - Free Trade Area of the
Americas) nyliberale globalisering.
EPL, der ledes af vort parti og repræsenterer
dets forpligtelse over for den revolutionære vej til magten, vil - til trods
for alle de forsøg, der har været på at tilintetgøre
den lige fra dens dannelse - fortsætte sine revolutionære militære
opgaver i kampen for erobringen af magten. Vort parti, en kæmpende og ubøjelig
politisk kraft over for kapitalens og opportunismens offensiv, bekræftet
gennem 37 års arbejde, vedbliver at stå til tjeneste for kampen og
vil gøre det muligt for os at overvinde kritiske vanskeligheder og herved
bidrage endnu mere til arbejdernes, bøndernes og folkets sejr.
Originalartikel her
Kommunistisk Politik 19, 2002
Netavisen
22. september 2002