Af det norske tidsskrift Revolusjon
Den folkelige oversættelse af bogstavkombinationen WTO er We Take Over. Den økonomiske globalisering overtager magt fra folkevalgte organer, den begunstiger de markedsaktører, som allerede har mest magt, den lader markedet slippe ind på absolut samtlige samfundsområder. Efter den sidste forhandlingsrunden til WTO i Doha, Qatar, er processen i gang igen efter tilbageslaget i Seattle. Investeringsspørgsmålet er ikke afvist, Kina er blevet medlem med sit enorme marked. Også Indien, som har ord for at være den tredje verdens vigtigste stemme og bremseklods i WTO-sammenhæng, underordner sig de internationale monopolers krav og direktiver.
De multinationale selskaber har kontinuerligt styrket deres position, deres økonomi, deres magt, i mere end et århundrede. Den såkaldt frie konkurrence har ført til yderligere monopolisering og centralisering af kapital og magt i hænderne på et lille mindretal. Når 51 af verdens største økonomiske enheder er selskaber ikke stater, når de 20 største selskaber råder over større ressourcer end 80 af verdens fattigste lande - så siger det noget om hvilken eventyrlig vækst disse selskaber har haft, og hvilke enorme formuer de råder over.
I Lenins berømte værk "Imperialismen som kapitalismens højeste stadium" fra 1916 påviste og analyserede han, hvordan og hvorfor den udviklede kapitalisme må udvikle sig på denne måde, hvordan monopolkapitalen skaffer sig greb om regeringer, landområder, ja, over hele det økonomiske og politiske liv overalt på kloden. Han påviste hvordan finanskapitalen og en personalunion av kapitalister sætter dagsordenen, ikke bare økonomisk, men også politisk.
Imperialismen er i sit væsen den samme i dag som for hundrede år
siden. Men den indeholder også nye træk. Et av dem er at børs-
og valutahandel - flytning af penge - til forskel fra tidligere nu udgør
størsteparten af al handel; handelen med varer og tjenester er forsvindende
lille i sammenligning.
Den såkaldte nyliberalisme og "strukturtilpasning" er rettet
mod folkemasserne i de fattige lande, den er et systematisk angreb på
den statslige suverænitet, på den nationale identitet og den folkelige
kultur over hele kloden. Handelsorganisationen WTO, Verdensbanken, Det internationale
Valutafond, og også FN-systemet bliver brugt som redskaber i denne globale
offensiv.
Kapitalismen udvikler sig lovmæssigt ujævnt i forskellige lande. Det økonomiske styrkeforhold mellem forskellige kapitalistiske stater og blokke af stater ændrer sig, og nye imperialistiske opkomlinge vil kræve deres del af kagen. Det lille imperialistiske Norge har for længst fundet sig en plads i hyæneflokken, som vil have nogen kødstykker, når de store løver har forsynet sig.
Imperialisme vil altid betyde krig og kamp for nyopdeling af markeder. Krigen foregår lige foran vores øjne mens dette skrives, i december 2001. "Kampen mod terrorismen" i Afghanistan og måske snart i Irak, Sudan eller Libanon er tilsyneladende en krig, hvor stormagterne står samlet. Men bag den idylliske facade af bombefast enhed foregår nyopdelingen af interessesfærer i og omkring Central-Asien og Mellemøsten, sådan som det allerede er set på Balkan.
Den kapitalistiske verden er en grusom og uretfærdig verden. Den er dødelig i al sit væsen. Den fører til fattigdom, fornedrelse og krig. Det internationale samfund består af en smal elite ,som kontrollerer verdens ressourcer og en majoritet som lever i fattigdom. Fattigdommen er heller ikke kønsløs. Over 70 procent af verdens fattige er kvinder.
Lederne av WTO, Verdensbanken, handelskamrene og de politiske ledere vil have os til at tro at there is no alternative - det findes ikke noget alternativ. At denne nyliberale og markedsstyrede politik også er til det bedste for udvikling og demokrati over hele verden.
Men stadig flere folk tror ikke på det. Globaliseringsmodstanden er vokset og fortsætter med at vokse. Den har været koncentreret om kampen mod en multilateral investeringsaftale og mod at nye områder skal ind under markedsliberalistiske principper i WTO. Kampen mod WTO må fortsat være en hovedprioritet i kampen mod globalisering. Det er WTO som er redskabet for at definere alle samfundsområder som handelsrelaterede og derfor også som mulig genstand for liberalisering. Den massive globaliseringsmodstand viser, at folk reagerer mod den groteske uretfærdighed og undertrykkelse af de fattige lande.
Samtidig har globaliseringsmodstanden tendenser til skønmaling af mulighederne indenfor kapitalismen. Kampen drejer sig meget om at få indført "kapitalisme med et menneskeligt ansigt". Udtryk som 'fair trade, not free trade' og råbet om, at FN skal fastsætte markedsregler vidner om urealistiske forhåbninger til det kapitalistiske systems vilje og mulighed for ændring. Globaliseringsmodstanden i de vestlige lande er forbavsende lidt systemoverskridende. Det er ikke socialisme de kæmper for. Endnu.
Det som gør globaliseringsmodstanden til en trussel mod verdenskapitalismen er først og fremmest den kamp folkene i den tredje verden fører mod de transnationale selskaber og deres institutioner. Denne kamp er i de fleste tilfælde en national kamp. Det er en kamp om råderet over naturressourcer og begrænsninger for kapitalstrømmen. Det er en kamp som nødvendigvis sætter spørgsmålet om den politiske magt i staten på dagsordenen, som det sker i Ecuador, Colombia eller Venezuela.
"Globalismen"
er imperialismen på sit stærkeste, men også svageste.
Den globaliserede, nye verdensorden er en kolos på lerfødder. Imperialismen
vil ramle i grus, når arbejderklassen og folkene forstår at al snak
om retfærdig fordeling er en umulighed indenfor rammene af kapitalismen.
Forudsætningen for retfærdig fordeling er politisk magt og et grundlæggende
andet samfundssystem, hvor økonomien styres af dem som skaber værdierne,
og hvor statsmagten ligger i arbejderklassens og folkeflertallets hænderne.
Retfærdig fordeling er utænkelig uden social og politisk revolution
Indledningen til særnummeret 'Kamp mod globalismen'.
Revolusjon 23, 15. årgang, januar 2002