i anledning af Adolfo Rodríguez Saás afgang som præsident og Eduardo Camanos overtagelse af præsidentembedet
1. PCR's centralkomité mødtes den 29.-30. december 2001 og lavede en status over opstanden og den aktuelle politiske situation. Centralkomiteens rapport udstak linjen i den aktuelle situation.
2. Søndag den 30. december forlod Adolfo Rodríguez Saá præsidentposten og fordømte "ulvenes og lobbyernes" isoleringspolitik. Som midlertidig præsident indsattes formanden for Repræsentanternes Hus, Eduardo Camano, der herefter indkaldte parlamentet til søndag kl. 14. Det er nu klart, at der eksisterer en kamp mellem to grupper, der støtter henholdsvis Eduardo Duhalde som Argentinas præsident indtil 2003 (Note 1) og forslaget fra José Manuel de la Sota om øjeblikkelige valg.
3. PCR's centralkomité slog fast, at "med triumfen for den store opstand den 20. december, "el Argentinazo", som væltede De la Rúa-Cavallo-regeringen, har der åbnet sig en ny politisk situation. For første gang væltede en folkelig opstand en konstitutionel regering og afviste afpresningen med enten repræsentativt demokrati eller kup". Centralkomiteen understregede også, at den nye regering "er politisk skrøbelig og baseret på en midlertidig aftale mellem peronismens forskellige strømninger, hvilket gav sig udtryk i et uensartet kabinet og medarbejderstab med personer, som i folkets øjne er overordentligt miskrediterede pga. deres tidligere korruption i offentlige embeder. Samtidigt enten tog eller forpligtede en del af regeringen sig til at gennemføre reformistiske og nationale foranstaltninger, fx stoppe betalingen af udlandsgælden, skabe en million nye arbejdspladser og forhøje mindstelønninger og -pensioner. Opstanden den 28. december styrtede en del af dette kabinet og skabte en ny situation, der tydeliggjorde fortsættelsen af den politiske krise". I sammenhæng hermed: "Den sektor (bankerne, de privatiserede firmaer, mediegrupper som Clarín-Todo Noticias-Canal 13 og Radio 10), som er blevet ramt af opstanden og Rodríguez Saás indledende foranstaltninger, er gået til modangreb. På alle planer uddybes klassekampen".
4. Striden om, hvilken vej der er ud af den økonomiske, sociale og politiske krise, deler de herskende klasser og finder sit udtryk i forskellige forslag til det kommende nye parlament. Det kan endnu ikke vides, om de vil nå til en aftale eller ikke, men den aktuelle splittelse, som de med beslutningen for en uge siden om at indkalde en ny lovgivende forsamling forsøger at komme til livs, viser, at den politiske krise vil fortsætte med at forværres.
5. Ligegyldigt hvad enden på den politiske krise bliver, er det dominerende element i den nuværende politiske situation "opstanden den 19.-20. december 2001, der vil farve alt fremover. Der kommer nu en periode med en hård, forbitret kamp mellem arbejderklassen og de folkelige kræfter på den ene side og den herskende blok på den anden. De folkelige kræfter må kæmpe for at rykke frem ad vejen til national og social frigørelse ved at bekæmpe den herskende blok, en håndfuld store monopoler, godsejerne og den del af borgerskabet, hvis skæbne er helt afhængig af imperialismen, og som i løbet af disse år har konstitueret sig selv som den dominerende del blandt de herskende klasser. Og denne blok med indbyrdes modsætninger vil så hurtigt som muligt forsøge at tilbagerulle den af den folkelige opstand skabte situation ved at udnytte regeringens uensartethed og statsapparatets intakte tilstand.
6. Deraf følger det, at det fundamentale vedbliver at være den
folkelige kamp for de krav, som bl.a. PCR har fremsat i sit 10-punktprogram,
og som er helt afgørende for at komme ud af krisen til fordel for folket
og med en folkeenhedsregering.
(Se PCR: Folket har
sagt "Så er det nok!" til De la Rúa og Cavallo)
Med dette mål må arbejderklassen og folket forsvare de resultater
som fx stoppet for betalingen af udlandsgælden, tilsagnet om skabelsen
af en million arbejdspladser og forhøjelsen af mindstelønninger
og -pensioner, tilbagekaldelsen af sænkningen af løn og pensioner
osv., de opnåede med opstanden den 19.-20. december 2001.
7. For at rykke frem ad denne vej er det - som fastslået af PCR's centralkomité - afgørende at fastholde arbejdernes og folkets mobilisering ved at uddybe og udbrede den folkelige enhed og organisering gennem folkeforsamlinger, folkelige byråd og nødkomiteer i hele landet, i hvert kvarter, i hvert lokalområde, i hver provins, for - eftersom krisen rammer hele landet og på alle niveauer - at gennemtvinge folkelige regeringsorganer på lokal- og provinsplan og en national folkeenhedsregering. Kun en sådan regering vil være i stand til at foretage de nødvendige handlinger, som nødsituationen kræver, og indkalde en suveræn grundlovgivende forsamling, som med de folkelige masser i den virkelige hovedrolle skal være den, der afgør folkets og fædrelandets fremtid. Til denne grundlovgivende forsamling fremsætter vi revolutionære kommunister vort program for den folkedemokratiske, agrariske og antiimperialistiske revolution med uafbrudt retning mod socialismen.
8. Hele PCR er i alarmberedskab og mobiliseret.
9. Tirsdag den 1. januar 2002 kl. 14 vil PCR og dets ungdomsorganisation gennemføre en demonstration foran parlamentet i Buenos Aires.
10. Vi vil i arbejder-, bonde-, studenter- og folkebevægelserne sammen med alle patriotiske og folkelige kræfter arbejde for at virkeliggøre de initiativer og den kamp, der kan sikre fortsættelsen af den folkelige kamp imod sulten og landsudsalget.
31. december 2001
Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)
Note 1
1. janaur udnævntes Carlos Menems tdl. vicepræsident Eduardo Duhalde
som ny præsident (den femte på to uger), og løftet om valg
i marts blev trukket tilbage. Duhalde skal siddde til 2003 - medmindre de folkelige
protester tvinger ham væk. Han blev fra starten mødt af nye demonstrationer,
jvf. punkt 9.
KP-Netavisen
Netavisen 2. januar 2001