Kommentar i Roter Morgen, november 2001
Tysklands Kommunistiske Parti (KPD)
I indkaldelsen til demonstrationen i Stuttgart mod krigen mod Afghanistan hedder
det:
'FNs magtmonopol må bevares og forstærkes.' Opråbet
er bl.a. underskrevet af PDS og DKP i Baden-Württemberg. FN står
under ledelse af de mægtigste imperialistlande og bliver delvist finansieret
af USA. FNs mægtigste stater organiserer for tiden krigen mod Afghanistan,
uden FN-tropper, men flankeret af FN og med Sikkerhedsrådets billigelse.
Ikke bare EU, Rusland og Kina, men også USA under Bush går derfor
ind for styrkelse af FN. Bush har meddelt, at han vil indbetale de amerikanske
restancer og 'igen forstærke de tætte forbindelser mellem USA og
FN'. (FTD 19.10)
FN er i de mægtigste imperialistlandes øjne den bedst egnede til
at skabe politisk stabilitet i deres forstand i Afghanistan. Derfor vil alle
styrke FN. Derfor fik Kofi Annan årets nobelfredspris. At styrke FNs magtmonopol
betyder i grunden, at imperialistlandenes 'fællesskab', og ikke kun USA,
skal have magtmonopol på verden, og altså også i Afghanistan.
I Bosnien og i Kosova har FN (i skikkelse af tropper fra USA og EU-staterne)
allerede tilranet sig magtmonopolet. Under formlen 'styrkelse af FNs magtmonopol'
skjuler der sig en plan om, at FN - efter en sejr over Taliban - opbygger kernen
i det nye afghanske statsapparat med dets kræfter (politi og hær).
Formlen 'styrkelse af FN' betyder, at PDS og dets halehæng DKP grundlæggende
under visse omstændigheder underordner sig imperialismens interesser.
I FN slår de imperialistiske landes indflydelse igennem efter deres øjeblikkelige
styrke. Bag formlen 'Styrk FN' skjuler enhver imperialisme sin egen interesse
i at styrke sin position i FN. I Tyskland bruges formlen til at sikre den tyske
imperialismes interesser og opbygge dets alliance med den russiske imperialisme.
Men imperialisme betyder krig. En mærkværdig fredsbevægelse,
der har som mål at støtte de svagere krigsmagere som modvægt
mod de stærkere krigsmagere.
FN bliver af de krigsførende stater under ledelse af USA brugt som redskab
til tiden efter krigen. Det er et middel til at gennemføre krigsmålene
med andre metoder. At styrke FN er en del af krigspolitikken og imødegår
ikke krigen.
Også FNs nødhjælpsleverancer er en del af krigsførelsen.
Den fred, som en antiimperialistisk fredsbevægelse kæmper for, kan
ikke være en fred, som styrker imperialismen under nogen form.
PDS' kongres i 2000 traf stadig beslutning om at gå imod militærindsats i FN-regi. Kongressen i 2001 udelukkede det ikke længere, og ikke så få, og først af alle Gysi, forbereder grunden for militærindsats. 'FN kan inddrage NATO, men NATO ikke FN', sagde PDSs fraktionsleder i forbundsdagen Roland Claus. Det var en klar stemme for imperialistisk militærindsats. PDS har stadig brug for sit freds-image op til forbundsdagsvalgene i 2002. Men bag kulisserne forberedes kursændringen allerede (se FR 8.10) og man reklamerer i skjult form herfor ved en fredsdemonstration.
Tilsidesættelsen af folkenes selvbestemmelsesret er en væsentlig
årsag til terrorisme fra undertrykte, der i sin tur slår tilbage
på folkene i de undertrykte lande. Det bør en af imperialismen
uafhængig fredsbevægelse ikke overse.
'På sigt kan terrorismen kun bekæmpes, når den økonomiske,
sociale, politiske og ideologiske jordbund, den trives i, bliver fjernet . .
. Mere sikkerhed opnår vi kun med afrustning, styrkelse af den internationale
ret og med mere social, økologisk og økonomisk retfærdighed
i verden', hedder det i det nævnte opråb.
Men terrorismens jordbund er imperialismen selv. At påvise det vil være en opgave for en antiimperialistisk fredsbevægelse. Jordbunden ville blive fjernet, når alle folk selv rådede over deres rigdomme og selv kunne tage hånd om deres skæbne. Jordbunden ville blive fjernet, når verdens rigdomme ikke blev udplyndret af et lille antal stater, og når denne tilstand ikke længere blev forlænget ved hjælp af vold og korrupte regimer. At appellere til USA om at sørge for 'mere retfærdighed' i verden, forudsætter, at den allerede findes. Det er ikke tilfældet.
Tværtimod øges folkenes elendighed på internationalt plan - og med den imperialisternes og deres lakajers rigdom. At appellere til Bush om at give afkald på noget er et fromt socialdemokratisk ønske, nogenlunde som pastorens prædiken i kirken om søndagen. Kapitalens formål består ikke i at give, men i at tage. Og når den giver noget, så er det kun med henblik på at opretholde udbytnings-tilstanden.
På verdensplan står kampen for frihed for imperialismens udbytning
og undertrykkelse på dagsordenen - og ikke underordning under imperialismen.
Bush angiver at han har lært en lektie: 'Vi bør ikke simpelthen
gå vores vej igen, når vi har nået det militære mål.'
Når man vinder en krig, bør man ikke trække sig tilbage.
Med andre ord må man selv eller gennem politiske stråmænd
gribe den politiske magt. Også med FNs hjælp.
FN er en form for fællesrepræsentation af imperialistmagternes interesser
med henblik på opretholdelse af den internationale finanskapitals udbytning
af folkene. Heller ikke FN anerkender folkenes selvbestemmelsesret - selv om
det står i dets charter.
Nej til styrkelse af FN!
Nej til styrkelse af den tyske imperialisme med FNS hjælp!
For folkenes selvbestemmelsesret.
Netavisen 16. november 2001