Sluterklæring fra Det 5. Internationale Seminar "Revolutionens problemer i Latinamerika", afholdt fra d. 23. til d. 27. juli 2001 i Quito, Ecuador.
Diskussionen om erobringen af magten og kampens former har samlet os, forskellige revolutionære organisationer fra Latinamerika og Europa, i Quito i Ecuador til Det 5. Internationale Seminar "Revolutionens problemer i Latinamerika". Debatten forløb ærligt, åbent og kammeratligt.
Vi afviser alle de påstande, som imperialistmagterne og borgerskabet fremsætter om kapitalismens konsolidering som system og accepten af dennes hegemoni som en ufravigelig nødvendighed for de afhængige landes udvikling og folkenes velstand. Virkeligheden viser den igangværende forværring af det kapitalistiske systems verdenskrise, som rammer vores lande hårdt. Samtidigt øges statens vold, undertrykkelse og militarisering. Det eneste gyldige og definitive svar på at overvinde krisen er revolutionen, der bringer social og national frigørelse.
Arbejderne og folkene overalt i verden går stadigt mere til modstand mod imperialismens og monopolkapitalens verdensomspændende kontrarevolutionære offensiv. I Latinamerika har vi nylige erfaringer med kampe ført af arbejdere, bønder, indianere og studenter, folkelige rejsninger med tusindvis af vores folks mænd og kvinder i hovedrollen og som i Argentina og Bolivia forsøg på oprør og folkelige opstande, der i eksempelvis Ecuador har ført til reaktionære regeringers fald. I Colombia fortsætter udviklingen af guerillabevægelsernes oprørsaktioner, der ledsages af en genoplivning af massebevægelserne. Vi befinder os i en tid, hvor arbejdernes og folkenes kamp, der i hver enkel region og hvert enkelt land kommer til udtryk på en særegen måde, reaktiveres.
Denne virkelighed påtvinger de revolutionære diskussionen om og antagelsen af de midler og kampformer, som kan føre arbejdernes og folkenes utilfredshed og kamp henimod erobringen af magten.
De revolutionære partier definerer revolutionens karakter i overensstemmelse med deres analyse af den økonomisk-sociale samfundsformation, der findes i hvert land. I henhold til dette definerer de taktikken for den revolutionære kamp i en konkret situation og forbinder denne med strategien, med revolutionens centrale mål, som er erobringen af magten. De formulerer også karakteren af den væbnede revolutionære kamp i hvert land. Eksistensen af generelle love i samfundet og for revolutionen forener vores kamp og bestemmer tilstedeværelsen af fælles og obligatoriske foranstaltninger, som må tages i betragtning for at sikre, at den samfundsmæssige omvæltning sker fyldest.
Vores kamp sætter erobringen af magten i centrum, fordi uden den er det umuligt at frembringe de økonomiske, politiske og sociale forandringer, som er nødvendige for at gøre op med kapitalismen, med den imperialistiske undertrykkelse og opbygge det socialistiske samfund.
Vores partier og organisationer må sætte sig for samtidigt at udvikle såvel den økonomiske som den politiske kamp, mens den ideologiske konfrontation for at vinde den nye verden øges.
Alle kampformer, som fx kampen for højere løn, strejker, kampen
for jord og territorial kontrol, kampen om gaderne, valgdeltagelse og den væbnede
kamp, der bidrager til at nedbryde det herskende systems fundament, udvikle
arbejdernes og folkenes bevidsthed og akkumulere kræfter for revolutionen,
må virke i denne retning.
Brugen af forskellige kampformer er bestemt af objektive og subjektive faktorer
og må stemme overens med den konkrete situation, som hvert enkelt land
befinder sig, og med udviklingsgraden af de revolutionære kræfter
og massernes politiske bevidsthed.
Vi revolutionære er forpligtet til at studere massernes historiske kamp, sammenfatte den, forny, beherske og deltage i de forskellige kampformer samt at udvikle evnen til at kombinere disse efter bevægelsens specifikke betingelser og behov.
Vi er overbeviste om, at kun den væbnede revolutionære kamp fører til magten, hvilket betyder, at de forskellige kampformer må sigte mod at skærpe klassekampen indtil de afgørende slag, der betyder den voldelige omstyrtelse af imperialismen, kapitalisterne og de lokale herskende klasser.
"Volden er historiens jordemoder". Over for imperialismens og de herskende klassers vold, som tager sigte på at fastholde deres system, står den revolutionære vold. Den historiske erfaring har vist os, at der for revolutionens sejr ikke findes nogen anden sikker vej end massernes væbnede aktion.
Masserne er arbejderne i by og på land, folkene, og er revolutionens hovedaktører. Magten må erobres og udøves af disse masser, der ledes af deres fortropsparti.
Vi, de underskrivende organisationer, forpligter os til denne linje og påtager ansvaret at arbejde for denne for med ære at opfylde den forpligtelse, som vi har over for arbejderklassen i hvert enkelt af vores lande og over for arbejderklassen og folkene på verdensplan.
Fra dette internationale seminar anerkender og hilser vi den tapre kamp, som
verdens folk til stadighed udvikler, og særligt solidariserer vi os med
de kampe, som føres af folkene i Colombia, Argentina, Ecuador og Peru,
i Nepal og Filippinerne i Asien samt i Burkina Faso i Afrika. Vi hæver
vores flag til ære for den heroiske kamp for sin nationale frigørelse,
som det palæstinensiske folk fører imod det zionistisk-imperialistiske
overherredømme. Vi fordømmer såvel den amerikanske imperialismes
blokade mod Irak som den folkemorderiske embargo og de hyppige bombardementer
af landet.
Vi bekræfter princippet om suverænitet og folkenes selvbestemmelsesret.
Vores kamp fortsætter, og vi vil mødes igen til Det 6. Internationale
Seminar for at bidrage til fremskyndelsen af den sociale revolution.
Det 5. Internationale Seminar "Revolutionens problemer i Latinamerika"
Quito, 27. juli 2001
Underskrevet af:
Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR), Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR), Chiles Kommunistiske Parti (Proletarisk Aktion), Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, Folkehæren til Befrielse (EPL) fra Colombia, Arbejdets Kommunistiske Parti (PCT) og Bevægelsen for Uafhængighed, Enhed og Forandring (MIUCA) fra Den Dominikanske Republik, Organisationen for Gendannelsen af Italiens Proletariats Kommunistiske Parti, Røde Fane (BR) fra Venezuela, Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE), Demokratisk Folkebevægelse (MPD) fra Ecuador og Ecuadors Revolutionære Ungdom (JRE).
Tilsluttet af:
Komiteen for Solidaritet med Den Arabiske Sag, Spanien.