Interview med José Fernando Ramirez
I forbindelse med sin nylige rundtur i USA gav José Fernando Ramirez fra Oliearbejdernes Fagforening i Colombia og medlem af Colombias Kommission for Menneskerettigheder og Fred et længere interview om den meget tilspidsede politiske situation i Colombia til den amerikanske avis Workers World. Her bringes et uddrag af interviewet.
Farligt at være fagligt aktiv
"I dag er det ikke sikkert at være fagligt aktiv. På blot
syv dage i april blev 14 fagligt aktive dræbt af paramilitære dødspatruljer,
som alle er bevæbnet, uddannet og støttet af den colombianske hær.
Alene dette år er 130 fagforeningsaktivister blevet myrdet af disse kræfter,
som udgør en del af regeringshæren," lægger José
Ramirez ud med at sige.
Ramirez's fagforening, som dannedes helt tilbage i starten af 1900-tallet for
at bekæmpe de amerikanske olieselskabers udplyndring af Colombias olie,
er nødt til at arbejde ekstremt forsigtigt og ligefrem undgå de
områder, som kontrolleres af de paramilitære styrker og den colombianske
hær.
Ramirez forklarer, at de amerikansk ejede multinationale selskaber ønsker
privatiseringer i Colombia for derigennem at kunne overtage det sydamerikanske
lands rigdomme. Og hvor de ikke kan privatisere, vil de i stedet ødelægge.
Han nævner bl.a. landbruget, hvor Colombia engang var selvforsynende,
men nu må importere 700 tons mad dagligt. Det gælder bl.a. kaffe,
ris, korn og yuca.
"De multinationale vil have alle vores rigdomme"
"Det, der i virkeligheden ligger bag USA's intervention i Colombia,
er de amerikansk ejede multinationale selskabers forsøg på at overtage
vores industri. Af de 7,5 mia. dollars, som er øremærket Plan Colombia,
skal den colombianske regering selv rejse de 4,4 mia. dollars. Den eneste måde,
hvorpå den kan gøre dette, er ved at sælge Colombias industri
og naturressourcer. Og det er præcis derfor, at arbejderne, bønderne
og den revolutionære bevægelse er imod Plan Colombia," siger
Ramirez.
Og han fortsætter: "Det er planen for krig mod folket. Denne krig
har foregået meget længe, og nu vil USA eskalerede den med Plan
Colombia."
Ramirez fortæller endvidere, at denne kamp imod folket faktisk begyndte
allerede tilbage i 1948 med mordet på den folkelige præsidentkandidat
Jorge Eliecer Gaitán. "De to borgerlige partier førte derefter
krig mod den brede befolkning, hvilket kostede over 300.000 arbejdere og bønder
livet. Godsejerne benyttede muligheden til ved hjælp af de paramilitære
styrker, der også fandtes i den periode, at tage jorden fra bønderne,"
forklarer Ramirez.
Modstand førte til væbnet kamp
Bønderne måtte drage op i bjergene, og i 1964 startede 80
bondefamilier kollektive landbrug, som hurtigt blev et eksempel for Colombias
tusindvis af bønder. Svaret fra det colombianske militær, støttet
af USA, var at sende 16.000 soldater imod bønderne og kaste napalmbomber
ned over dem.
Ledt af folk som Manuel Marulanda Velez og andre modstod bønderne de
utallige angreb, greb til våben og dannede Colombias Revolutionære
Væbnede Styrker-Folkets Hær (FARC-EP), der i dag er Colombias største
befrielsesbevægelse med over 25.000 mand under våben og sammen med
de to øvrige store befrielsesbevægelser, Hæren til National
Befrielse (ELN) og Folkehæren til Befrielse (EPL), kontrollerer omtrent
halvdelen af landet.
Fred med social retfærdighed
Med hensyn til hvad Colombia i dag har brug for, siger Ramirez: "Det,
vi behøver, er fred med social retfærdighed. Colombia har ikke
brug for helikoptere, våben og bomber fra USA. Og der bliver simpelthen
nødt til at være en omfordeling af rigdommen i Colombia, så
vi kan opbygge et nyt Colombia, hvor de rige ikke bliver rigere, og de fattige
ikke bliver fattigere. Vi må have et stop for betaling af udlandsgælden,
der i øjeblikket lægger beslag på 65 pct. af Colombias BNP.
Desuden har vi stærkt brug for en jordreform med jord og ny teknologi
til bønderne."
Ramirez slutter interviewet med følgende ord: "Hvis globalisering
betød frihed for alle lande til at udvikle sig og få del i den
producerede rigdom, så ville vi støtte den. Men eftersom globaliseringens
mål er at gøre de rige rigere og de fattige fattigere, erklærer
vi den for folkenes fjende nr. 1."
Lettere bearbejdet og oversat fra Workers World, 10. maj 2001.
Netavisen, 10. maj 2001