Fra En Marcha,
centralorgan for Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti PCMLE
Latinamerikas folk og nationer er stillet over for en voksende kontrarevolutionær
offensiv fra imperialismens side. Den finder sted under dække af 'globalisering'
og gennemførelsen af 'nyliberalismens' politik. Vore landes afhængighed
og udplyndringen af vore folk er blevet skærpet til maksimum, til fordel
for imperialismen og de lokale herskerklasser, som er underlagt denne. Udbytningen
af de arbejdende masser i by og på land er blevet drevet til det ekstreme.
Det gælder også røveriet af vore rigdomme og den dybe underkastelse
af vore lande, i alle henseender.
Snesevis af millioner arbejdere og bønder er, drevet af sult og arbejdsløshed,
blevet tvunget til at emigrere til storbyerne eller til udlandet, og tvunget
til at arbejde for en løn på en dollar eller to om dagen, uden
sygesikring, uddannelsesmuligheder for deres børn, eller for at blive
pensioneret i alderdommen.
De fleste af vore lande udplyndres af den illegitime og ågeragtige udlandsgæld
og de skandaløse privatiseringer. Landene på subkontinentet er
bundet til aftaler med Den internationale Valutafond, Verdensbanken og andre
imperialistiske institutioner, som kontrollerer vores økonomier til monopolernes
gavn og i stormagternes interesse. I mange tilfælde er de også bundet
til militære og diplomatiske pagter, som krænker vores nationale
suverænitet, og omdanner vore lande til brikker, kontrolleret af imperialisterne.
Forhøjelsen af rentesatserne fra den amerikanske imperialisme siden
begyndelsen af 1994, der hurtigt steg fra 3 pct. til 6 pct. årligt, førte
til den såkaldte 'Tequila-krise' i 1995, med katastrofale konsekvenser
for alle i Latinamerika.
Denne krise var ikke ovre, før krisen i Sydøstasien og Sydkorea
brød ud i midten af 1997, som spredte sig til resten af verden som en
del af en af de alvorligste kriser for den kapitalistiske akkumulation på
verdensplan. De østeuropæiske og russiske markeders kollaps i midten
af 1998, viste med dens indvirkning på de øvrige imperialistiske
magtcentrer endnu engang, at krisen er verdensomspændende, og at intet
land eller kontinent kan undgå den, samtidig med at den rammer de svageste
led i det kapitalistiske og imperialistiske system først. I januar 1999
faldt den brasilianske real, og ramte Mercosur-landene (den sydlige del af Latinamerika:
Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Paraguay og Uruguay) og tvang hele Sydamerika
ind i den langvarige depression, vi nu gennemlever.
Den nuværende økonomiske krise er en krise i det kapitalistiske
og imperialistiske verdenssystem, en krise af relativ overproduktion og relativt
kapitaloverskud, som skærper alle modsigelserne. Modsætningen mellem
bourgeosiet og proletariatet er voksende, ligesom modsætningen mellem
den lille håndfuld imperialistiske nationer og de undertrykte lande og
folk, modsætningen mellem de forskellige monopoler og mellem de forskellige
imperialistmagter indbyrdes. Japan er stadig 'fanget' af kapitalistisk 'fordøjelsesbesvær',
efter dens finansboble sprang i begyndelsen af 90erne. Rusland har ikke været
i stand til at rejse sig fra sin nedtur. Den europæiske Union er stadig
ikke forenet og krisen begynder at banke på i USA.
Den økonomiske verdenskrise rammer de afhængige lande, som vore,
med særlig stor kraft, og den vil ramme os endnu hårdere, og forværre
de allerede miserable leve- og arbejdsforhold , som hundreder af millioner mennesker
allerede lider under. Men samtidig skaber krisen de objektive betingelser, som
tillader proletariatets politiske partier og revolutionær kræfter
at opbygge gigantiske massebevægelser til frigørelse. Sejren i
denne kamp afhænger af, hvorvidt de proletariske fortropspartier kan udforme,
konsolidere og udvikle sig i massekampens ild til fortropspartier, som er i
stand til at lede disse kampe til sejr. Dette er den eneste måde at forhindre,
at disse bevægelser frustreres eller i sidste ende kan udnyttes af den
ene eller anden borgerlige fraktion.
Imperialismens røveriske og undertrykkende karakter får den til
at vælte krisens byrder over på vores lande, som æder dem
op indefra. I denne forbindelse har den amerikanske imperialisme udløst
en offensiv, som har til formål at forstærke dens hegemoni, fortrænge
de rivaliserende imperialistmagter fra regionen, og forsøge at knuse
det voksende oprør, der gennemsyrer vore lande og folk.
Med iværksættelsen af 'Plan Columbia' intensiverer USA sin direkte indblanding i dette land og sin militære tilstedeværelse i regionen. Det er en plan, hvis gennemførelse vil blive direkte kontrolleret af Den amerikanske hærs Sydkomando. Hermed vil USA søge at erstatte tabet af sin base i Panama-kanalen, stoppe det columbianske guerilla-oprør, forhindre nye folkelige opstande i Ecuador, og inddæmme og kvæle den proces af modstand mod den amerikanske imperialisme, som er begyndt i Venezuela (som har stimuleret genoplivningen af OPEC). På denne måde søger USA at sikre sin kontrol over Amazonområdet - og dermed over dets biodiversitet og et af verdens største ferskvandsreservoirer - og over de tre store vandløb i Sydamerika (Amazonfloden, Orinoco og Parana). Desuden søger man under påskud af at udrydde coca-dyrkningen at kontrollere narkohandelen (hvor USA er hovedaftager), at kontrollere hvidvaskningen af narkopenge (de hvidvasker mere end 500 milliarder $ om året), og at beherske olien i Sydamerikas nordlige region. Med dette strategiske mål som udgangspunkt vil de påtvinge frihandelsaftalen (FTAA) og dollariseringen af regionen. Det er således lykkedes USA at påtvinge Ecuador dollaren som møntfod, det har gjort fremskridt i Peru ved at udnytte det folkelige had til Fujimori, og ved at benytte sig af Argentinas faktiske betalingsstandsning påtvunget dette land en økonomisk pakke (der garanterer kreditorerne), som vil forstærke dets afhængighed.
Den amerikanske offensiv har intensiveret den interimperialistiske kamp i regionen, samtidig med, og som svar herpå, at den folke revolte og kampen for uafhængighed og national selvstændighed voksede. Således er der, i rivalisering med FTAA, blevet udarbejdet aftaler mellem Mercosurlandenes regeringer og Europa. Afsløringen af Japans og Ruslands indblanding i den politiske krise i Peru, ustabiliteten i Bolivia, Paraguay og Argentina, hvor interimperialistisk rivalisering mellem amerikanere, russere og europæere er blevet kraftigere, viser kompleksiteten i regionens situation. I den sammenhæng har USA ikke kunnet forhindre de europæiske magter i at styrke deres indflydelse. Udover det bliver blokaden mod Cuba internationalt mere og mere isoleret og har lidt et alvorligt slag med undertegnelsen af aftalerne mellem regeringerne i Havana og Caracas.
Som svar på denne situation er der i en stor del af Sydamerika en voksende bølge af folkelige kampe, der føres af arbejdere, bønder, de indianske folk og folkemasserne. Guerialla-oprørene er i vækst. I denne verdensdel skærpes modsætningerne og grundtrækkene i en revolutionær situation modnes. Andesområdet og den nordvestligste del af Sydamerika er uden tvivl et af de svageste led i det imperialistiske herredømmes kæde. Efter den kapitalistiske genrejsning i de tidligere socialistiske lande og oprettelsen af et forenet kapitalistisk verdensmarked på imperialismens præmisser har vi set en af de vanskeligste, om ikke den vanskeligste, periode i historien. De forudsigelser, som imperialismens og reaktionens teoretikere har fremsat om klassekampens og historiens afslutning er imidlertid blevet klart modbevist af kendsgerningerne. Det fornyede opsving i arbejdernes, bøndernes, de indianske folks og folkemassernes kampe og de revolutionære og antiimperialistiske kræfters fremgang i vore lande viser dette.
I Columbia er guerillakampen mod den columbianske reaktion og den amerikanske
imperialisme for opgående, lige som det er tilfældet med arbejdernes,
bøndernes og folkets kamp.
I Ecuador fandt klassekampens vækst sit højeste udtryk i de aktioner
fra arbejdernes, bøndernes, indianernes og patriotiske militærfolks
og andre folkelige kræfters side, der væltede to borgerlige regeringer,
først Buccaráms og derpå Mahuads, som stod i den amerikanske
imperialismes tjeneste og gennemførte store røverier mod folket.
Disse kendsgerninger har opnået nye perspektiver for frigørelse
og har udviklet det ecuadorianske folks revolutionære og antiimperialistiske
bevidsthed. Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE) og
andre revolutionære kræfter har spillet en fremtrædende rolle
i disse kampe.
I Paraguay blev landet rystet af den store march med 40.000 bønder til
Asuncion, der forlangte jordreform, genoplivning af produktivkræfterne
og national selvstændighed, og den vakte også international genklang.
Det førte til aktioner på landet, som erobrede mere end 17.000
hektar jord i kamp og med blod fra de store godsejeres hænder. Kampene
fra undervisningssektorens arbejdende væltede regeringens planer, og fastholdt
deres ret til pensioner og ferie og øgede lærernes rettigheder.
Der blev også vedtaget et Nationalt Nødprogram, hvor 5000 delegerede,
der repræsenterede arbejdere, bønder, funktionærer og offentligt
ansatte samt venstrepartier.
I Peru udvirkede den lange og opofrende demokratiske og antidiktatoriske kamp
fra det peruvianske folk, at Alberto Fujimoris opkøbte, repressive og
korrupte diktaturs fald. Denne situation har skabt nye betingelser for den revolutionære
proces' fremgang.
I Brasilien vokser kampene i landområderne med jordbesættelser,
folkelige opstande finder sted i storbyområder og arbejder- og folkelige
manifestationer bliver talrigere.
I Uruguay har der for nylig været to generalstrejker og den store universitetsstrejke
medbesættelse af fakulteterne på Republikkens Universitet.
I Bolivia har der udviklet sig store kampe på landet med blokader af landeveje
og en gigantiske kampbevægelse i Cochabamba mod privatisering af vandet,
der rystede byen og hele landet.
Der har også været en fremgang i de chilenske arbejderes og det
chilenske folks kamp mod super-udbytningen og den kapitalistiske og reaktionære
undertrykkelse, som den socialdemokratiske, pro-Yankee Ricardo Lagos-regering
har underkastet dem. Denne regering anvender uhæmmet demagogi viderefører
dygtigt den institutionelle og økonomiske kontinuitet (fra den fascistiske
forfatning fra 1980 og den neo-liberale økonomiske plan).
I Argentina har der været talløse landevejs-blokader af tusinder
af arbejdsløse og bønder, der har været fabriksbesættelser,
som har genoptaget produktionen, som f.eks. i La Esperanza-, Mocovi- og Gip
Metal-fabrikkerne, der har været offentlige besættelser af bygninger
og de store opstande og den nylige effektive 36-timer lange generalstrejke.
Landevejsblokaderne betegnede et nyt moment i det folkelige kampopsving, som
Argentina gennemgår. Disse kampe viste tilvæksten i de revolutionære,
klassebevidste og kæmpende kræfter. Denne situation kræver
enhed, solidaritet og vedholdenhed i kampene mod de fælles fjender.
Socialdemokratiske og revisionistiske kræfter - som i mange tilfælde er forbundet med amerikanernes imperialistiske rivaler, eller som har en politik med at støtte dem som 'det mindre onde', forsøger at aflede massernes kampe og føre dem ind på den fredelige vej til 'erobring af magtsfærer' og til at kæmpe 'inden for systemet'. Disse kræfter benægter opsvinget i massekampene, og betragter dem som impotente, så længe der mangler et 'bagland' til at støtte dem. De teoretiserer om en lang periode med ebbe i de folkelige slag; en periode hvor ifølge dem der ikke er anden mulighed end at benytte dem som brikker i den inter-imperialistiske strid.
Den imperialistiske undertrykkelse og undertrykkelsen fra de gamle og nye oligarkier,
som er underlagt imperialismen, de brutale lidelser som arbejder- og bondemasserne
oplever som følge af den økonomiske krise, de katastrofale følger
af de konservative eller socialdemokratiske nyliberale planer og den voksende
betydning af de antiimperialistiske og revolutionære kræfter, der
har afsløret den reformistiske opportunisme, stimulerer udviklingen og
uddybningen af opsvinget i massernes kampe, som Sydamerika gennemgår.
De antiimperialistiske og revolutionære kræfter i vore lande er
vokset frem gennem de folkelige slags skole og i kampen for at lede disse. I
nogle tilfælde har marxistisk-leninistiske kræfter fra den proletariske
fortrop vundet anerkendelse. Deres styrkelse er en opgave, som står på
dagsordenen i dag. Den forudsætter en permanent kamp mod revisionisme
og dens nye varianter så som den tredje vej og deres integration med særtrækkene
i den revolutionære proces i vore lande, såvel som at uddrage erfaringerne
fra disse store kampe og inkorporere folkets bedste klassekæmpere i deres
rækker. De marxistisk-leninistiske kræfters rolle er afgørende
for at føre det opsving af kampene, som er i gang, hen imod det revolutionære
alternativ, til revolutionens og frigørelsens sejr, til socialismens
sejr.
Det Folkelige Alternativ til Forandring (Bolivia)
Mario Alves Instituttet (Brasilien)
Chiles Kommunistiske Parti (Proletarisk Aktion)
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE)
Den Revolutionære Folkelige Bevægelse i Paruguay Pyahura
(MPR-PP)
Perus Marxistisk-Leninistiske Parti (CNR)
Uruguays Revolutionære Kommunistiske Parti
Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti
Buenos Aires 4., 5., 6. december 2000
Netavisen, 25. marts 2001