Alle OK-rettigheder fjernes med et slag. Sådan lyder forslag om at nulstille de nye overenskomster i Spanien. Et forslag der vækker stor modstand, fortæller den spanske delegation på det 7.internationale faglige træf.
"Vi må arbejde sammen i fagbevægelsen i Europa, finde paroler
der kan holde os sammen mod EU's arbejdsmarkedspolitik, der er en gave til arbejdsgiverne."
Sådan lød opfordringen fra de spanske fagforenings kammerater på
det 7. internationale faglige træf i Bourges i juni i år, der fortalte:
- Forholdene for de spanske arbejdere forværres dag for dag. Direkte i forlængelse af EU's arbejdsmarkeds politik er der de seneste år gennemført en række arbejdsmarkedsreformer, der hastig forværre arbejdernes situation. Allerede nu er 32 % ansat på korttidskontrakter - blandt de unge er det helt oppe på 55 %. Det betyder ansættelser på under 70 dages varighed, så man lige præcis aldrig opnår de sociale og faglige rettigheder. Derefter skal en ny kontrakt med arbejdsgivere forhandles.
- Reformerne er blevet markedsført som noget der især skulle gavne kvinderne og de unge. Men det er lige præcis disse grupper, der især rammes hårdt af den voldsomme fleksibilisering af arbejdstid og løn. Og som i andre lande skyller privatiseringen og nedlæggelse af offentlige arbejdspladser frem.
- 35 % af Spaniens økonomi er "sort" økonomi. I visse
brancher som tekstil er det op mod 50 %. Og det er ikke mindst her man finder
de millioner af "illegale" arbejdere, der helt er prisgivet arbejdsgivernes
vold. Såvel regeringen som fagtoppen vender det blinde øje til.
Den hurtige gennemførelse af EU's fleksible og individuelle arbejdsmarkedspolitik
har medført at Spanien er det EU-land, der har den højeste andel
af arbejdskraft, der ikke er dækket af overenskomster.
Øget modstand
Siden den sidste store generalstrejke i 1994 har fagtoppene i de forskellige
forbund bøjet nakken og satses på små delløsninger,
der ikke har kunnet dæmme op for forringelserne. Store forbund som UGT
har direkte samarbejdet med arbejdsgiverne og regeringen om arbejdsmarkedsreformerne.
En situation vi kender alt for godt herhjemme fra. Bl.a. har fagforbundet CCO
accepteret at pensionsordninger fra år 2003 beregnes udfra modellen om
livsarbejdstid.
Harmen i den spanske arbejderklasse er hastig voksende og mobiliseringen steget.
Det viser ikke bare de stigende antal strejker og solidaritets manifestationer,
som da 10.000 TeleCom arbejdere i februar demonstreret til støtte for
andre arbejdspladser kamp mod privatiseringer. Eller da telefonarbejderne gik
i strejke for kravet om ret til arbejdsløsheds understøttelse
til emigranter. I fagbevægelsen selv og de forskellige forbund skærpes
diskussionen om hovedspørgsmålet - indholdet i fagforeningernes
kamp: klassesamarbejde eller klassekamp.
Fagtoppene svarer igen med direkte eksklusioner og udelukkelse af hele grupper
af arbejdere. Det skete f.eks. i en region, hvordan jernbanearbejderne nægtede
at anerkende fagtoppens forhandlingsresultat, der skulle stoppe deres strejke.
0-stillet OK
Den forrige hovedoverenskomst fra 1997 er ved at udløbe nu. I den
situation har arbejdsgiverne med skjult støtte fra regeringen fremsat
et forslag, som de spanske kammerater bad os lægge meget mærke til:
Alle tidlige overenskomstaftaler ophæves. Alle rettigheder tages med et
slag af bordet. OK-forhandlingerne starter ved punkt nul.
Det pauvre argument er, at så kan arbejdere forhandle sig til lige hvad
de ønsker sig. Modstanden mod dette er naturligvis enorm. Men fagbevægelsens
stop ønsker ikke at udløse den og har forsøgt at stoppe
al debat.Op til de nye ok-forhandlinger er der blevet indsamlet 650.000 underskrifter
for kravet om en 35-timers arbejdsuge med fuld løn-og arbejdstids kompensation.
- Vi har været meget opmuntret af danskernes Nej til euroen og det
irske folks Nej til Nice, slutter de spanske kammerater:
- Det har vakt stor opmærksomhed i den spanske arbejderklasse. Den
spanske regering nægter at afholde folkeafstemninger omkring EU - de siger,
det er helt unødvendigt, da det spanske folk er store tilhængere.
De skjuler sandheden. Fagbevægelsen må også tage sig af politiske
spørgsmål.
KP15, 2001