Af Dorte Grenaa
Indlæg ved det 7. internationale faglige træf i Bourges på
seminaret om arbejderkvindernes kamp.
Der findes ikke ét enkelt let svar på dette spørgsmål.
Det er, som I alle ved, en vanskelig og kompliceret situation.
Jeg vil fortælle nogle erfaringer, som de danske arbejderkvinder har gjort.
I år i marts måned afholdt den eneste kvindelige fagforening i Danmark
- KAD, som organisere ufaglærte kvinder - sit 100 års jubilæum.
Dengang det blev stiftet, var det en stor sejr for arbejderkvinderne. Der var
på den tid en udtalt holdning i fagforeningerne og i arbejderbevægelsen
om, at arbejderkvinderne stjal arbejdspladserne fra de mandlige arbejdere og
derfor burde sendes hjem i køkkenerne.
Men dengang som nu er det jo en kendsgerning, at køkkengryderne er tomme,
hvis kvinderne ikke arbejder.
Hvad er de vigtigste erfaringer som tusinderne af ufaglærte kvinder i fagforeningerne har givet videre til os i dag?
* Det er nødvendigt for arbejderkvinderne at organisere sig i fagforeningerne.
* Det er os selv, arbejderkvinderne, der må stå frem og tage kampen op mod den dobbeltundertrykkelse, dobbelt arbejde og diskrimination, som arbejderkvinderne udsættes for på alle områder. Vi må kræve en solidarisk opbakning fra vores mandlige kollegaer i disse spørgsmål, og vi må stå sammen, skulder ved skulder, i den fælles klassekamp.
*For at mobilisere og frigøre den vældige kraft, som arbejderkvinderne
udgør, er det nødvendigt, at fagforeningernes krav ikke bare reduceres
til kun at omhandle snævre "faglige spørgsmål"
eller "kvindespørgsmål".
I dag må vi fortsat rejse kampen for ligeløn og for en 6 timers
arbejdsdag, men der må også rejses sociale krav omkring børnepasning,
familiepolitik, uddannelse og sundhed. Kampen mod EU, mod racisme og nazisme,
mod imperialismens udbytning og krigshærgen og udviklingen af den internationale
solidaritet blandt arbejderne må rejses i fagforeningerne.
Vi kæmper som arbejderkvinder for et helt liv og for arbejderklassens
fremtid.
* Det store "søsterskab" findes hverken i fagforeningerne eller i klassekampen. Hvad der virkelig tæller, er den klasse du tilhører. KAD's 100-årige historie er historien om kampen mellem den klassekampslinie, der stadig inspirer os i dag, og den reformistiske linie for klassesamarbejde, forræderi, desillusion og håbløshed. Det er op til os at gribe dagens opgaver og vinde denne kamp.
I øjeblikket sker der en hurtigere radikalisering blandt de kvindelige arbejdere end blandt de mandlige. Hvorfor? Fordi kvinderne udgør et stort flertal af de ufaglærte arbejdere. Fordi arbejderkvinderne hver eneste dag oplever, hvordan forskellen på det at de selv, deres børn og familier kan leve et værdigt og ordentligt liv, og så den barske virkelighed og dens fremtidsudsigter, den forskel vokser sig dybere for hver dag.
I forhold til dansk lovgivning har kvinder alle demokratiske rettigheder. Igennem
årtier har det været ulovligt at diskriminere kvinder. Vi har endda
en ligestillingsminister i regeringen. Alligevel bliver kvinder hver eneste
dag diskrimineret. Et fåtal af sager ender i retten - og alt forsætter
som det plejer.
For fagforeningstoppen er et af hovedspørgsmålene i dag - ligestilling
for kvindelige ledere til topposter. De grundlæggende problemer for arbejderkvinderne
derimod bliver kun rejst gennem klassekamp og finder først deres endelige
løsning under socialismen.
* For at mobilisere og organisere arbejderkvinderne er det nødvendigt
ikke kun at føre en klar politisk klassekampslinie og kampkrav - klassekampslinien
må også give sig udtryk i de organisatoriske former og metoder.
Arbejderkvinder deltager ikke i møder eller aktioner, hvor de bliver
nedgjort, talt ned til, latterliggjort eller føler sig dumme. Vi har
spildt nok tid på den slags. Vi kræver respekt. Også fagforenings
arbejde organiseres på en sådan måde, at der er muligt for
kvinderne at deltage, samtidig med at de også har hjem og børn
at passe - og ret til et familieliv.
Dette er ikke et individuelt problem - men et kollektivt og det må løses
kollektivt.
Vi har et udtryk, der hedder "der skal skarp lud til skurvede hoveder".
Vi må have smidt reformismens burokratiske og mandschauvinistiske metoder
ud, som de ildelugtende levninger fra sidste århundrede, de er. De står
i vejen for vores fremgang.
* I dag er der kun omkring 80.000 medlemmer i KAD - mest fra den private industri.
Sammenlignet med 271.000 kvindelige medlemmer i HK og flertallet af FOA's 200.000
medlemmer, der er ufaglærte kvinder.
Vi har ikke længere kampen for særskilte kvindelige fagforeninger
på dagsorden. Men vi forsvarer arbejdernes fundamentale ret til selv at
bestemme, hvordan vi organiseres os. EU har lige vedtaget et direktiv, der gør
det ulovligt at organisere rene kvinde fagforeninger, udfra argumentet om at
det er diskriminerede overfor mænd! Den danske regering fik skyndt sig
at få en undtagelse for KAD med i direktivet. EU har absolut ingen ret
til at blande sig i, hvordan arbejderne organisere sig i fagforeninger.
For at styrke arbejderkvindernes kamp i fagforeningerne, må vi organisere
særlige forummer og grupper, hvor kvinder på tværs af forskellige
fagforeninger, brancher og arbejdspladser kan styrke en klassekampslinie. Ikke
som en modsætning til udviklingen af en faglig opportion og solidaritetsgrupper
men i sammenhæng med dette.
Vi har brug for inspirationen, modet og erfaringerne fra hinanden. I dag bliver
den unge generation opfostret med, at alt dette bare er historie fra gammel
tid og til at tro, at drenge og pige har nøjagtigt de samme muligheder
til at få, hvad de ønsker og leve lykkeligt til deres dages ende.
Hvis altså de lige selv er smarte, kloge og hårdt arbejdende nok!
Succesen afhænger helt af dig selv!
Den frustration, had og oprør mod dette bedrag som de unge føler,
kan kun samles op af arbejdernes og fagforeningers kamp, hvis vi forstår
og løser vores opgaver med at udvikle klassekampslinien.
Endnu engang står vi, arbejderkvinderne, som bindeleddet mellem de dyrebare
erfaringer vundet gennem blod, sved og tåre og fremtiden for vores børn.
Lad os ikke blive det led, der knækker!
Indlæg ved det 7. internationale faglige træf 23. juni 2001 i Bourges på seminaret om arbejderkvindernes kamp.