Af Columbias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister)
I Colombia med landets enorme sociale forskelle har folket gennem sine guerillabevægelser
i over 35 år kæmpet for det nye Colombia med social retfærdighed.
”Hjælpepakken” Plan Colombia fra Washington, der løgnagtigt
pustes op som ”kamp mod narkoen”, skal derfor militært besejre
guerillabevægelserne. Og når imperialister forbereder krig og aggression,
så snakker de på mest manisk manér om fred. Tilfældet
Colombia udgør ingen undtagelse.
Her fremlægger Columbias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister), der
leder oprørshæren EPL, sit syn på ‘fredsprocessen’.
Mens Pastrana og hans herrer i Washington snakker om fred, gennemfører
de en politik imod freden. Denne politik har fremprovokeret stor harme og en
folkelig kamp for social retfærdighed og national suverænitet. Der
er nye guerillaaktioner og bestemte svar fra ELN (Hæren til National Befrielse)
på den officielle sabotage af de aftaler, der er blevet indgået
i forbindelse med stedet for afholdelsen af Mødet for National Konsensus.
Ligesom på hele kontinentet er genforhandling af IMF-politikken og tilpasninger
til denne også i Colombia fremadskridende. Dette drives frem af imperialismens
planer for nyliberal globalisering, herunder specielt oprettelsen af Den Panamerikanske
Frihandelszone (FTAA) i 2005.
Alle lovforslag og ministerresolutioner gør udplyndringen af vore naturressourcer
stadig lettere, øger afhængigheden af ”udlandsgælden”,
formindsker gennem en strammere finanspolitik yderligere de beløb, som
bruges på uddannelse, sundhed og social sikkerhed, letter angrebene på
de kollektive overenskomster, særligt inden for staten, medfører
en omfattende fyrings- og arbejdsløshedsepidemi samt en kaskade af prisstigninger
på offentlige ydelser, blot for at nævne nogen af de alvorlige konsekvenser.
Den fred, der søges opnået med den fascistiske Plan Colombia,
designet af de invaderende yankeer, vil ikke føre til social retfærdighed
og politisk frihed for folket. Og på trods af et officielt løfte,
afgivet over for den internationale opinion, om at garantere en sikkerhedszone
i forbindelse med ELN’s indkaldelse til Mødet for National Konsensus,
forsinker Pastrana løftets opfyldelse og saboterer det åbenlyst.
Tidligere saboterede han løfter ved hjælp af de paramilitære
styrker. Nu sætter han ved brug af den almindelige hær en offensiv
ind mod ELN i departementet Sur de Bolívar, der er udvalgt til sikkerhedszone.
De ressourcer, der gennem Plan Colombia er blevet tilført det colombianske
militær, har givet hæren nyt mod, selvom den fortsætter med
at lide nederlag i kampen mod guerillaerne. Og hærens chefkommandant kalder
offensiven mod ELN for ”et vigtigt skridt i skabelsen af betingelserne
for en dialog og sikkerhedszone”.
Af gode grunde har ELN’s øverste militære ledelse adskillige
gange afbrudt samtaler og udsat møder i fordømmelsen af regeringens
og imperialismens alvorlige handlinger, der udtrykker disses dobbeltmoral, og
som Pastrana og hans fredskommission tier med og forsøger at benægte,
og som har ført til ELN’s værdige revolutionære og politisk
korrekte position.
Den fascistiske brovten fra trioen Uribe Vélez-Castaño-Visbal
Martelo, som alle medier viderebringer, og hærens ordre til AUC (Colombias
Forenede Selvforsvarsstyrker, de paramilitære, oversætternote)
om at optrappe deres terroristiske overfald på befolkningen, er blevet
besvaret med vigtige masseaktioner som fx i Barrancabermeja og med kamp imod
de paramilitære bander, hvorunder vi må fremhæve aktionsenheden
mellem ELN og EPL (Folkehæren til Befrielse).
Borgerskabet og dets støtter forsøger at reducere fredsperspektivet
til et spørgsmål om: ”menneskelig udveksling” af politibetjente
og soldater for tilfangetagne guerillaer, ende på kidnapninger og på
oligarkiets og imperialismens skatter, våbenhvile eller ”en formindskelse
af fjendtlighederne” og opgivelse af den folkelige kamp i bytte for politisk
harmoni eller en social pagt.
Generalstrejken d. 22. marts og de efterfølgende masseprotester viste
endnu klarere kampvilligheden blandt arbejderne, de allerfattigste, de unge
studerende, bønderne og indianerne.
Fagbevægelsen er ikke –med undtagelse af nogle pro-Pastrana bureaukrater
– faldet i den fælde, som er fremsat af den socialdemokratiske arbejdsminister
Angelino Garzón, der har forsøgt at fremstå som garanten
for en løsning på IMF-politikkens virkninger, men uden at gå
imod denne politik. Dette gjorde det muligt for ham at blive accepteret som
minister af Pastrana, den øverste del af kirken og hele oligarkiet (…).
Leder i Revolución nr. 482, april 2001
organ for Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister
KP12, 2001