Tyrkiet gennemlever en tid
af historisk betydning

Af Tyrkiets Arbejderparti EMEP

Tyrkiets Arbejderparti EMEP og dets formand A. Levent Tüzel giver her deres analyse af krisen i landet - og de arbejdendes vej til at overvinde den.

Introduktion af Kommunistisk Politik
Begyndende revolutionær krise

Billederne brænder sig fast:
Der er demonstrerende arbejdere, offentligt ansatte, småhandlende og erhvervsdrivende i hundredtusindvis i alle Tyrkiets provinser og hovedbyer, der forlanger Ecevit-regringens afgang og et stop for den IMF-dikterede nedskæringspolitik. Det er den tredje økonomiske ’redningsplan’ på to år, til hvis gennemførelse regeringen og den internationale kapital har indsat den tidligere vicedirektør for Verdensbanken Kemal Dervis.
På få måneder er værdien af de arbejdendes lønninger halveret. Den tyrkiske lira er devalueret kraftigt og inflationen er nået op på over 100 procent. Sulten er begyndt at brede sig i den fattigste del af befolkningen.
Andre billeder: De sultestrejkende politiske fanger, der efter massakrerne i en lang række fængsler i december har fortsat protesterne mod de nye sikkerhedsfængsler. Indtil videre er 12 døde, og 60 meldes i umiddelbar livsfare af de ca. tusinde deltagere i sultestrejken.
Og der er de fortsatte militære operationer mod PKK og undertrykkelsen af kurderne.

Det er billeder af et land på tærsklen til Europa i akut økonomisk og politisk krise. En begyndende revolutionær krise.
Kravet om regeringens afgang er massivt, og bølgen af protester og demonstrationer tager ikke af. Hovedorganisator af demonstrationerne er Arbejdets Platform, et aktionsenhedsinitiativ, som omfatter alle de største tyrkiske fagorganisationer.
Kemal Dervish har nu fremlagt sin brutale nedskæringsplan, som ingen tror på vil virke – eller bringe noget godt med sig for de tyrkiske arbejdende. Dervis har meddelt, at ’vi må alle spænde livremmen ind’. Det virkelige formål er imidlertid ikke at sætte de tyrkiske og udenlandske kapitalister på slankekur, men at sikre deres profitter igennem krisen. Det er de arbejdende, der tvinges til at sulte!

Den økonomiske plan er designet til at tiltrække udenlandske lån gennem drastiske beskæ-ringer af de offentlige udgifter og øget privatisering.
De demonstrerende arbejdere har imidlertid en anden plan for Tyrkiets fremtid: et Arbejdets Program, som blev lanceret som et alternativ til den IMF-dikterede økonomiske plan i slutningen af marts som et program for Arbejdets Platform, der har oprettet lokale afdelinger i alle hovedbyer.
Tyrkiets Arbejderparti EMEP spiller en central rolle i udviklingen af de arbejdendes protester til en politisk rejsning.

Kommunistisk Politik 8, 2001

Tyrkiet gennemlever en tid af historisk betydning

Af A. Levent Tüzel
Formand for EMEP, Tyrkiets Arbejderparti

De økonomiske kriser, som kommer den ene efter den anden, har haft svære omkostninger for folket. Hver eneste dag er arbejdende fra forskellige sektorer på gaderne og råber ”Regering – gå af! Regering – gå af!” Folks vrede og frustration er voksende. Det er vreden hos mænd og kvinder, som til stadighed mister det lidet, de havde, vreden over ikke at være i stand til at føde deres børn ordentligt.

De sidste tre måneder har set nogle begivenheder, som vil efterlade dybe spor i landets historie

Det første IMF-program kollapsede på fjorten måneder, mens det andet dårligt holdt i to
Budgettet for 2001, som blev præsenteret med ’store forventninger’ – og endnu større reklameskrig – er på mindre end to måneder holdt op med at fungere, og et nyt ’Supplementært budget’ forberedes
Kriserne af 21. november 2000 og 22. februar 2001 har gjort det indlysende for enhver, at kriserne vil have en dyb og langvarig effekt inden for alle områder
De, som kom til magten på folks stemmer og hævdede at regere landet, har overdraget dets fremtid til den tidligere vicepræsident for Verdensbanken Kemal Dervish (og ikke mindst til de kræfter, der står bag ham). Han er udnævnt til ’superminister’ ansvarlig for stort set alt, skønt hans forhold til Tyrkiet kun har været af ’officiel’ karakter, da han indtil for nylig har levet i USA
Overfor den uundgåelige reaktion mod det IMF-dikterede program, har Kemal Dervish understreget, at hans nødplan ville være ’et nationalt program’. Fra den første dag stod det imidlertid klart, at både dets rammer og detaljer var udarbejdet i USA. Følgelig er Dervish’ program blot et ’program orienteret mod udlandet’, udvirket af ’kræfter med rødder der’.
’Tiden er løbet ud’ for de hovedaktører, som styrer landet og som står last og brast med imperialismens politik: Deres eneste alternativ er at udføre den politik, som forlanges af de internationale kapitalcentre som USA, IMF, Verdensbanken og deres lokale kollaboratører.
Set under kapitalens og dens institutioners synsvinkel er Tyrkiet blevet kastet ind i en rædselens tunnel med en usikker og trist afslutning.

Dette er imidlertid ikke de eneste ting, som er sket i de sidste tre måneder.

Der er tværtimod vigtige udviklinger i gang, som viser, at Tyrkiets fremtid er klar – at der er lys for enden af tunnelen! – og at dette land vil være i stand til at komme ud af det kaos, det er kastet ud i.

Arbejdets Platform (et fagligt aktionsenhedsinitiativ, taget af EMEP, KP) er for alvor kommet op at stå i sidste del af 2000 og har bevæget sig fremad. TZOB – landbrugernes forening – og handels- og håndværkerorganisationerne i mange provinser har også deltaget i Arbejdets Platforms aktiviteter. På denne måde har Arbejdets Platform bragt alle de arbejdendes vigtigste organisationer i Tyrkiet sammen. Lokalafdelinger af Arbejdets Platform er blevet oprettet i hovedprovinserne i de sidste måneder.
Tyrkiets Arbejderparti EMEP (…) har taget initiativ til og efter omfattende forberedelse og diskussioner præsenteret Arbejdets Program, et alternativt program rettet mod IMF-diktatet, for ’venner og fjender’ gennem pressen den 31. marts.
Ikke mindst i de sidste par måneder er ikke bare arbejdere og offentligt ansatte, men også andre lag som mindre producenter og de handlende, som regnes for ’systemets støttepiller’ og som betragtes som deres reserve af de reaktionære kræfter, begyndt at rejse sig. De er kommet ind i en fase, hvor de bryder med de partier, de indtil nu har støttet og ned deres ’hellige bånd’ til systemet. Disse udviklinger antyder, at vort lands arbejdende gennemløber en enorm bevidsthedsrevolution.
Derfor har arbejderbevægelsen taget vigtige skridt for at overvinde en række problemer som ’ren lokal tilgang til tingene’ og den manglende evne til at tage en ’politisk’ stilling, som har været hovedsvaghederne i det sidste årtis kampe.

Med disse betydningsfulde udviklinger for øje, har EMEP understreget, at hverken regeringen eller de øvrige kapitalkræfter har et program eller et alternativ til at føre landet ud af det kaos, de selv har trukket det ned i. At gennem Arbejdets Program, som de arbejdende selv har udarbejdet, vil det være muligt i mange henseender for Tyrkiet at udvikle sig ved at støtte sig på egne kræfter og få økonomien bragt i orden, uden at tigge udlandet om hjælp. Det har også peget på de nødvendige resourcer for at realisere dette program, og trukket retningslinjerne op for kampen for at overvinde den nuværende situation, fra skattesystem til industrialisering, fra landbrug til social sikkerhed, gratis uddannelse og sundhed. Og vigtigere endnu er det blevet fastslået, at disse muligheder ikke er abstrakte, men både konkrete og retfærdige.

Arbejdets Program har fremsat følgende:

Tyrkiet har ubegrænsede resourcer. Derfor kan landets nedværdigelse til en sådan skam som at betle hos imperialistmagterne og de internationale kapitalcentrer ikke forklares med undskyldningen om at ’søge efter resourcer’. De kræfter, som i dag styrer landet, beskatter ikke i tilstrækkeligt omfang dem, som ’skummer fløden’, og de gennemfører heller ikke en politik, der vil kunne udnytte de resourcer, som de samme folk kontrollerer, til økonomiens bedste. Tiggen om imperialistiske kreditter er resultatet af deres politik. Imperialisternes såkaldte bistand og kreditter vokser som en gælds- og rentebyrde over i deres egne hænder og bruges derpå af dem som et redskab til at udbytte vores resourcer. Kollaboratørregeringerne har antaget en politik, som vil gøre landet til en brik i de imperialistiske finansmagters spil og kredittiggeriet er blot et af resultaterne af denne politik.
Udover mellemlangsigtede foranstaltninger som et retfærdigt skattesystem og befrielsen af resourcerne under og over jorden fra udplyndring og ødelæggelse, samt en retfærdig fordeling af værdierne, må også følgende gøres:

Konfiskation af alle værdier fra dem, som har tømt bankerne, og tilbagetagen af de milliarder af dollars som de har tilført deres egne formuer fra disse banker. Dette skridt alene vil sikre flere resourcer end det beløb, som IMF og Verdensbanken kræver i dag.
En “rimelig formuebeskatning” som skal opkræves fra de enkeltpersoner og institutioner, som (uden at se på fortiden, og kun på Republikkens historie) har ophobet ubegrænset rigdom ved at udnytte alle vort lands potentialer, vil skabe nye muligheder, som ikke kan opnås fra nogen anden udenlandsk eller hjemlig kilde
Gæld og renter, som skyldes til udenlandske og hjemlige finansinstitutioner trækker Tyrkiet ned i et hul med endnu mere gæld og endnu mere rente. Bare udsættelse af betalingen af gæld og renter vil frigøre et beløb, der er langt større end det, der siges ’Tyrkiet i dag har brug for’
Det er indlysende, at man ikke kan undervurdere den mængde resourcer, som kan sikres ved yderligere forholdsregler som forbud mod import af luksusvarer, stop for oprustningskapløbet og forhindring af ekstravagance og udplyndring af den offentlige ejendom
Et stop for politikken med at overdrage de offentlige goder til ’venner og bekendte’, og som forårsager udplyndringen af landets basale industrielle og serviceinstututioner af udlændinge i privatiseringens navn, og genvindelsen af disse institutioner for økonomien; forhindring af arbejdsløshed gennem nye investeringer; oprettelse af et jobsystem, som vil orientere folk mod at arbejde og producere med entusiasme; genaktivering af Tyrkiets skabende og produktive potentiale; et skattesystem baseret på princippet om at ’tage mest fra de som tjener mest, og kun lidt fra de som tjener lidt’; forhøjelse af mindstelønnen til et niveau, som vil sikre en ’menneskelig’ levestandard, og fritagelse af den for skat; og opretholdelse af retten til at organisere sig fagligt og til social sikkerhed for alle arbejdende mennesker – alt dette er de ’absolutte musts’, som må ligge til grund for en sådan økonomi.

For første gang i Tyrkiets historie har arbejderbevægelsen adskilt sig fra kapitalen og forenet sig omkring en særskilt platform – Arbejdets Platform. Arbejderbevægelsen har endvidere for første gang sit eget program. Dermed har den indtaget en politisk holdning. Alle udviklinger viser, at arbejderbevægelsen ønsker at tage kontrol med Tyrkiets skæbne på grundlag af en linje, som vil sikre fremskridt uafhængigt af kapitalens partier.

Det er imidlertid også indlysende, at Arbejdets Program med rette også omfatter en række ikke-økonomiske spørgsmål som ’demokratisering’, ’Ændring af grundloven fra 1982’ (indført af militærjuntaen efter kuppet i 1980), ’Afskaffelse af YOK’ (Rådet for Højere Uddannelse), o.s.v. Men Tyrkiets problemer hænger så uløseligt sammen, at hverken Tyrkiets demokratisering eller indre ro kan opnås uden at det kurdiske spørgsmål løses på basis af mellemfolkeligt broderskab. Fornyelsen af naboskabet med alle Tyrkiets naboer på basis af fred og ligeberettigelse er nødvendigt, når man ser på situationen i forhold til Cypern, Balkan, Kaukasus og Armenien. Tyrkiet må tilslutte sig en politik, der giver forrang til fred og vil udvikle lige forbindelser med alle verdens folk, og som må have en klar holdning til alle disse spørgsmål. Uden det er det svært at forhindre kapitalmagterne i at splitte arbejderbevægelsen og sætte dens dagsorden. Det vil yderligere være vanskeligt for de arbejdendes egen Arbejdets Platform at indfri folkets forventninger og vinde en position, der vil afgøre Tyrkiets fremtid. Udviklingerne viser imidlertid, at Arbejdets Programs stilling vil blive styrket også i denne henseende, i takt med arbejderkræfternes udvikling og fremskridt.

Fremlæggelsen af Arbejdets Program er uden tvivl af enorm vigtighed. Det er på den anden side endnu vigtigere at forklare dette program og åbne det for diskussioner blandt de arbejdende masser, i produktions- og servicevirksomheder, i alle arbejderorganisationer, for at dets indhold kan blive forstået i dybden og for at hæve de arbejdendes og deres organisationers bevidsthed om deres rolle. På nuværende tidspunkt påhviler denne opgave i første række vort parti, arbejderorganisationernes ledere, fagforeningsfolk, der står på en klassekampslinje, det politiske lag af arbejdende og de intellektuelle og demokratiske kræfter.

Vort parti har mobiliseret alle sine kræfter for at opfylde denne opgave, og det er besluttet på at fortsætte fra nu af med endnu større kraftanstrengelser. Det anråber alle partier på arbejdets side om at forene sig om og kæmpe på grundlag af Arbejdets program, og det anråber alle arbejdets og demokratiets kræfter om at spille deres rolle og benytte denne historiske lejlighed til at ændre vort lands skæbne.
Historien har skabt en mulighed for de revolutionære og progressive partier og grupper i Tyrkiet, der står på de arbejdendes side, til at gøre krav på landets skæbne og gennemføre den anden ’befrielseskrig’ sammen med millioner af arbejdende til landets genfødsel. Jo hurtigere arbejdets kræfter handler for at afgøre landets fremtid, desto lettere vil det være at overvinde problemerne. I modsat fald vil hver dag, der går, være til ugunst for landet og til fordel for dem, der plyndrer dets rigdomme og for dem, der har i sinde at benytte det som en grænseforpost til Mellemøsten.

Tyrkiet gennemlever en proces af historisk betydning. Denne periodes begivenheder stiller os over for meget store, men ærerige opgaver: disse dage byder mulighed for at eliminere dem, der er ansvarlige for Tyrkiets nuværende tilstand, fra politik og for at reorganisere økonomien på en stærk basis, idet den åbner vejen til skabelsen af et uafhængigt og demokratisk Tyrkiet.
I lys af disse kendsgerninger anråber vi alle partimedlemmer, alle kræfter på arbejdets side, alle arbejderorganisationer, alle arbejdere uanset alder og køn og alle vort lands arbejdende til at bekæmpe de kræfter, som kaster vort land i armene på imperialisterne og den udenlandske kapital, og som trækker vort land ind i en mørk labyrint.

A Levent Tüzel
Formand EMEP
7. april 2001