Af Tyrkiets Arbejderparti EMEP
Tyrkiets Arbejderparti EMEP og dets formand A. Levent Tüzel giver her deres analyse af krisen i landet - og de arbejdendes vej til at overvinde den.
Introduktion af Kommunistisk Politik
Begyndende revolutionær krise
Billederne brænder sig fast:
Der er demonstrerende arbejdere, offentligt ansatte, småhandlende og erhvervsdrivende
i hundredtusindvis i alle Tyrkiets provinser og hovedbyer, der forlanger Ecevit-regringens
afgang og et stop for den IMF-dikterede nedskæringspolitik. Det er den
tredje økonomiske redningsplan på to år, til
hvis gennemførelse regeringen og den internationale kapital har indsat
den tidligere vicedirektør for Verdensbanken Kemal Dervis.
På få måneder er værdien af de arbejdendes lønninger
halveret. Den tyrkiske lira er devalueret kraftigt og inflationen er nået
op på over 100 procent. Sulten er begyndt at brede sig i den fattigste
del af befolkningen.
Andre billeder: De sultestrejkende politiske fanger, der efter massakrerne i
en lang række fængsler i december har fortsat protesterne mod de
nye sikkerhedsfængsler. Indtil videre er 12 døde, og 60 meldes
i umiddelbar livsfare af de ca. tusinde deltagere i sultestrejken.
Og der er de fortsatte militære operationer mod PKK og undertrykkelsen
af kurderne.
Det er billeder af et land på tærsklen til Europa i akut økonomisk
og politisk krise. En begyndende revolutionær krise.
Kravet om regeringens afgang er massivt, og bølgen af protester og demonstrationer
tager ikke af. Hovedorganisator af demonstrationerne er Arbejdets Platform,
et aktionsenhedsinitiativ, som omfatter alle de største tyrkiske fagorganisationer.
Kemal Dervish har nu fremlagt sin brutale nedskæringsplan, som ingen tror
på vil virke eller bringe noget godt med sig for de tyrkiske arbejdende.
Dervis har meddelt, at vi må alle spænde livremmen ind.
Det virkelige formål er imidlertid ikke at sætte de tyrkiske og
udenlandske kapitalister på slankekur, men at sikre deres profitter igennem
krisen. Det er de arbejdende, der tvinges til at sulte!
Den økonomiske plan er designet til at tiltrække udenlandske lån
gennem drastiske beskæ-ringer af de offentlige udgifter og øget
privatisering.
De demonstrerende arbejdere har imidlertid en anden plan for Tyrkiets fremtid:
et Arbejdets Program, som blev lanceret som et alternativ til den IMF-dikterede
økonomiske plan i slutningen af marts som et program for Arbejdets Platform,
der har oprettet lokale afdelinger i alle hovedbyer.
Tyrkiets Arbejderparti EMEP spiller en central rolle i udviklingen af de arbejdendes
protester til en politisk rejsning.
Kommunistisk Politik 8, 2001
Tyrkiet gennemlever en tid af historisk betydning
Af A. Levent Tüzel
Formand for EMEP, Tyrkiets Arbejderparti
De økonomiske kriser, som kommer den ene efter den anden, har haft svære omkostninger for folket. Hver eneste dag er arbejdende fra forskellige sektorer på gaderne og råber Regering gå af! Regering gå af! Folks vrede og frustration er voksende. Det er vreden hos mænd og kvinder, som til stadighed mister det lidet, de havde, vreden over ikke at være i stand til at føde deres børn ordentligt.
De sidste tre måneder har set nogle begivenheder, som vil efterlade dybe spor i landets historie
Dette er imidlertid ikke de eneste ting, som er sket i de sidste tre måneder.
Der er tværtimod vigtige udviklinger i gang, som viser, at Tyrkiets fremtid er klar at der er lys for enden af tunnelen! og at dette land vil være i stand til at komme ud af det kaos, det er kastet ud i.
Med disse betydningsfulde udviklinger for øje, har EMEP understreget, at hverken regeringen eller de øvrige kapitalkræfter har et program eller et alternativ til at føre landet ud af det kaos, de selv har trukket det ned i. At gennem Arbejdets Program, som de arbejdende selv har udarbejdet, vil det være muligt i mange henseender for Tyrkiet at udvikle sig ved at støtte sig på egne kræfter og få økonomien bragt i orden, uden at tigge udlandet om hjælp. Det har også peget på de nødvendige resourcer for at realisere dette program, og trukket retningslinjerne op for kampen for at overvinde den nuværende situation, fra skattesystem til industrialisering, fra landbrug til social sikkerhed, gratis uddannelse og sundhed. Og vigtigere endnu er det blevet fastslået, at disse muligheder ikke er abstrakte, men både konkrete og retfærdige.
Arbejdets Program har fremsat følgende:
Tyrkiet har ubegrænsede resourcer. Derfor kan landets nedværdigelse
til en sådan skam som at betle hos imperialistmagterne og de internationale
kapitalcentrer ikke forklares med undskyldningen om at søge efter
resourcer. De kræfter, som i dag styrer landet, beskatter ikke i
tilstrækkeligt omfang dem, som skummer fløden, og de
gennemfører heller ikke en politik, der vil kunne udnytte de resourcer,
som de samme folk kontrollerer, til økonomiens bedste. Tiggen om imperialistiske
kreditter er resultatet af deres politik. Imperialisternes såkaldte bistand
og kreditter vokser som en gælds- og rentebyrde over i deres egne hænder
og bruges derpå af dem som et redskab til at udbytte vores resourcer.
Kollaboratørregeringerne har antaget en politik, som vil gøre
landet til en brik i de imperialistiske finansmagters spil og kredittiggeriet
er blot et af resultaterne af denne politik.
Udover mellemlangsigtede foranstaltninger som et retfærdigt skattesystem
og befrielsen af resourcerne under og over jorden fra udplyndring og ødelæggelse,
samt en retfærdig fordeling af værdierne, må også følgende
gøres:
For første gang i Tyrkiets historie har arbejderbevægelsen adskilt sig fra kapitalen og forenet sig omkring en særskilt platform Arbejdets Platform. Arbejderbevægelsen har endvidere for første gang sit eget program. Dermed har den indtaget en politisk holdning. Alle udviklinger viser, at arbejderbevægelsen ønsker at tage kontrol med Tyrkiets skæbne på grundlag af en linje, som vil sikre fremskridt uafhængigt af kapitalens partier.
Det er imidlertid også indlysende, at Arbejdets Program med rette også omfatter en række ikke-økonomiske spørgsmål som demokratisering, Ændring af grundloven fra 1982 (indført af militærjuntaen efter kuppet i 1980), Afskaffelse af YOK (Rådet for Højere Uddannelse), o.s.v. Men Tyrkiets problemer hænger så uløseligt sammen, at hverken Tyrkiets demokratisering eller indre ro kan opnås uden at det kurdiske spørgsmål løses på basis af mellemfolkeligt broderskab. Fornyelsen af naboskabet med alle Tyrkiets naboer på basis af fred og ligeberettigelse er nødvendigt, når man ser på situationen i forhold til Cypern, Balkan, Kaukasus og Armenien. Tyrkiet må tilslutte sig en politik, der giver forrang til fred og vil udvikle lige forbindelser med alle verdens folk, og som må have en klar holdning til alle disse spørgsmål. Uden det er det svært at forhindre kapitalmagterne i at splitte arbejderbevægelsen og sætte dens dagsorden. Det vil yderligere være vanskeligt for de arbejdendes egen Arbejdets Platform at indfri folkets forventninger og vinde en position, der vil afgøre Tyrkiets fremtid. Udviklingerne viser imidlertid, at Arbejdets Programs stilling vil blive styrket også i denne henseende, i takt med arbejderkræfternes udvikling og fremskridt.
Fremlæggelsen af Arbejdets Program er uden tvivl af enorm vigtighed. Det er på den anden side endnu vigtigere at forklare dette program og åbne det for diskussioner blandt de arbejdende masser, i produktions- og servicevirksomheder, i alle arbejderorganisationer, for at dets indhold kan blive forstået i dybden og for at hæve de arbejdendes og deres organisationers bevidsthed om deres rolle. På nuværende tidspunkt påhviler denne opgave i første række vort parti, arbejderorganisationernes ledere, fagforeningsfolk, der står på en klassekampslinje, det politiske lag af arbejdende og de intellektuelle og demokratiske kræfter.
Vort parti har mobiliseret alle sine kræfter for at opfylde denne opgave,
og det er besluttet på at fortsætte fra nu af med endnu større
kraftanstrengelser. Det anråber alle partier på arbejdets side om
at forene sig om og kæmpe på grundlag af Arbejdets program, og det
anråber alle arbejdets og demokratiets kræfter om at spille deres
rolle og benytte denne historiske lejlighed til at ændre vort lands skæbne.
Historien har skabt en mulighed for de revolutionære og progressive partier
og grupper i Tyrkiet, der står på de arbejdendes side, til at gøre
krav på landets skæbne og gennemføre den anden befrielseskrig
sammen med millioner af arbejdende til landets genfødsel. Jo hurtigere
arbejdets kræfter handler for at afgøre landets fremtid, desto
lettere vil det være at overvinde problemerne. I modsat fald vil hver
dag, der går, være til ugunst for landet og til fordel for dem,
der plyndrer dets rigdomme og for dem, der har i sinde at benytte det som en
grænseforpost til Mellemøsten.
Tyrkiet gennemlever en proces af historisk betydning. Denne periodes begivenheder
stiller os over for meget store, men ærerige opgaver: disse dage byder
mulighed for at eliminere dem, der er ansvarlige for Tyrkiets nuværende
tilstand, fra politik og for at reorganisere økonomien på en stærk
basis, idet den åbner vejen til skabelsen af et uafhængigt og demokratisk
Tyrkiet.
I lys af disse kendsgerninger anråber vi alle partimedlemmer, alle kræfter
på arbejdets side, alle arbejderorganisationer, alle arbejdere uanset
alder og køn og alle vort lands arbejdende til at bekæmpe de kræfter,
som kaster vort land i armene på imperialisterne og den udenlandske kapital,
og som trækker vort land ind i en mørk labyrint.
A Levent Tüzel
Formand EMEP
7. april 2001