Af Arbeit-Zukunft
Kapitalens åbne diktatur
Af Arbeit-Zukunft
Tyske marxist-leninisters kommentar til Merkel og Co.s redningsplaner for euro-projektet: Med de stadige ’redningsaktioner’ bliver hele tiden nye milliarder euro tryllet op af hatten, samtidig med at demokratiske rettigheder ’trylles bort’. Det værste eksempel er BSM (Den europæiske stabilitetsmekanisme).
BSM skal opbygges som ’international finansinstitution’, adskilt fra det europæiske bureaukrati og de nationale statsapparater, og skal foreløbigt herske over 700 milliarder euro. BSM bliver ledsaget af et Styrelsesråd af finansministre fra de deltagende lande.
Dette råd, alle stedfortrædere og alle ansatte, står ikke under parlamentarisk kontrol.
De står over loven og kan ikke straffes.
De nyder immunitet.
Deres akter kan ikke beslaglægges. Husundersøgelser og endog fængsling er forbudt. Styrelsesrådet afgør selv undtagelsestilfælde.
Selv den konservative, borgerlige avis Stuttgarter Zeitung mente den 23.6 selvtilfreds om dette: ”Det stemmer ikke helt overens med traditionelle rettigheder og demokratiske rettigheder.”
Det passer! For selv efter den traditionelle borgerlig-liberale statsopfattelse er det parlamentet, som styrer, og det besidder som sin ’hellige’ ret at vedtage statsbudgettet og bestemme over finanserne. Det har nu altid været en idealisering, der ikke har stemt overens med realiteterne. Med ESM bliver det til en vittighed, og hvad der er værst, til finanskapitalens åbne diktatur.
En forsamling, som kan yde 700 milliarder euro i kredit, og som ikke er underkastet nogen form for kontrol og er totalt straffri. Det er utroligt. En sådan frækhed har end ikke Berlusconi vovet at indlade sig på.
Med rette betoner de marxistisk-leninistiske partier og organisationer i Europa i deres erklæring fra maj 2012:
”Dette er endnu et bevis på denne europæiske bloks grundlæggende udemokratiske karakter, der tjener oligarkiet og de store imperialistmagter som Tyskland og Frankrig.”
ESM og finanspagten er reelt begyndelsen til et åbent diktatur! Dette diktatur er allerede mærkbart i Grækenland og Italien, hvor regeringerne påtvinges redningsplanernes rammer uden nogen form for demokratisk legitimering fra EU og finanskapitalen.
Dette diktatur vil mærkes i form af de europæiske diktater mod arbejderklassen: lønnedgang, social nedrustning, fyringer, fleksibilisering og forarmelse.
Tegn på svaghed
Disse diktatoriske forholdsregler er samtidig, også selvom de stadig ser meget stærke ud, et tegn på svaghed. Kapitalen selv kan ikke længere herske på nogen anden måde. Den støder på sine grænser.
Verden over søger kapitalmasser, som ligger langt over værdien af den reelle produktion, nye muligheder for investeringer, som opfylder det eneste mål i dette system: flere penge! Men hvordan skal det fungere, hvis man slet ikke kan suge så megen profit ud af den reelle produktion? Det kan gå – for en tid – i kraft af børsspekulation, fast ejendom og råvarer, gennem oppustning af priserne. Men det viser samtidig, hvilke skrøbelige ben dette system faktisk står på.
Hvilke muligheder har kapitalen?
Et eller andet sted fra må der komme flere penge. Det er i længere tid sket via voksende gældsætning. Veksler på fremtiden uden dækning! Derved bliver afstanden stadig større mellem den reelle produktion og dens værdi og den pengemasse, der er i omløb.
Samtidig stønner stadig flere lande under gældsbyrder og krak, som Grækenland, Island, Irland, Italien, Spanien og Portugal. Med disse står stadig flere banker i fare for at bryde sammen. Ganske vist tales der til stadighed om, at landene skal nedbringe deres gæld. Der indskrives ’gældsbremser’ i forfatningerne. Men i virkeligheden vokser gældssætningen kraftigt.
I bankkrisens første fase optog EU-landene ny gæld på fem milliarder euro for derigennem ’at redde bankerne’. Lignende summer er på ny klar til udbetaling for at 'redde’ de i mellemtiden højt forgældede stater. Og hvordan sker så det? Gennem nye kreditter!
En reel reduktion af kreditterne ville drastisk sænke profitmulighederne og føre til punktering af boblen. Kapitalens vanvittige kriserecept lyder altså: De, hvis gæld allerede er for høj, skal sætte sig i ny gæld, angiveligt for at nedbringe gælden.
Og da nogen skal betale dette vanvid for at redde et forlist system, har de herskende fået en blændende ide: Folket og arbejderklassen skal betale med nedskæringer, lønnedgang, skattestigning osv.
Men hagen ved denne storartede ide bliver stadigt tydeligere i Grækenland, Spanien, Portugal osv. De drastiske nedskæringer i massernes forbrug fører til sammenbrud af den reelle produktion og forringer naturligvis profitten andre steder.
Hvad er så kapitalens svar? Der skal endnu flere kreditter til! Statsgælden må øges! Konjunkturprogrammer skal på bordet! Det behøver ikke gå godt for folket og arbejderklassen, men derimod ubetinget for kapitalen. Lønforhøjelser er tabu. Lukrative statsopgaver og bistand til virksomhederne ønskes. Lønforhøjelse vil mindske profitten. Subsidier forøger den.
Kapitalen kommer ikke længere ud af denne evige cyklus af værdiforøgelsesproblemer. Den er objektivt set ved slutpunktet.
Kun ved hjælp af diktatoriske forholdsregler kan samfundet påtvinges dette vanvid. Kapitalen er truet af undergang og sammenbrud.
Hen imod barbari? Eller socialisme?
Hvis vi lader kapitalen skalte og valte, så fører vejen faktisk til barbari. Kapitalen har ikke andre muligheder. Men folket og arbejderklassen har helt klart andre muligheder. Deres skæbne afhænger sluttelig hverken af bankerne eller staterne. Deres skæbne afhænger alene af en produktion, der opfylder deres behov.
Men der er stadig lang vej dertil – frem for alt fordi folk endnu ikke er sig deres magt og muligheder bevidst.
Derfor er det allerførst nødvendige at opbygge en bred front imod de massive angreb fra kapitalen under mottoerne: arbejde, boliger, indkomster til at leve af og lige rettigheder for alle!
Menneskenes behov og krav er grundlaget for en bred enhed! Det er vigtigt at støtte og udbygge ethvert nok så lille kampskridt imod kapitalens angreb, om det drejer sig om strejker, occupy-aktioner og besættelser, kamp for kultur og uddannelse, miljøbeskyttelse, imod afskaffelsen af demokratiske rettigheder og finanskapitalens diktatur, imod racisme og fascisme, for pensioner, som man kan leve af.
Gennem sådanne kampe erkender folk deres kraft og muligheder! Her vågner de op og ser deres modstandere tydeligere! Sådan opstår og udvikler bevidstheden sig om, at systemet ikke længere er i stand til at opfylde menneskenes behov, at det må vige pladsen for et nyt samfund, et socialistisk samfund.
I den nuværende situation siger vi:
Nej til EMS og finanspagt!
Nej til finansdiktaturet!
Vi vil ikke betale jeres krise!
Netavisen 9. juli 2012